Børnesager udliciteres ulovligt

Af

Det er på kant med loven, når kommuner i stigende omfang udliciterer sagsbehandlingen af anbringelse af børn. Det vurderer en række forvaltningseksperter, der kalder lovbruddet »enormt problematisk«. Indenrigs- og Socialministeriet afviser at tage stilling til, om udliciteringen er et brud på loven.

SOCIALT LOVBRUD Flere af landets kommuner begår nu på tredje år lovbrud. Det vurderer en række af landets forvaltningseksperter på baggrund af Ugebrevet A4’s artikel om kommunernes stigende udlicitering af sager om sårbare børn.

Siden 2006 har flere af landets kommuner haft så travlt, at de lovpligtige undersøgelser af et barn og dets familie forud for en eventuel anbringelse eller hjælp fra en social indsats, er blevet lagt ud til private sagsbehandlere.

Sagsbehandlere, der er tilknyttet firmaer som eksempelvis CAFA, Center for Anbringelse og Forebyggende Arbejde, har til Ugebrevet A4 oplyst, at de for fem større kommuner på Sjælland siden 2006 har foretaget 70-80 af de såkaldte § 50-undersøgelser.

Nu viser det sig imidlertid, at kommunerne er på kant med loven, når de sender sagsbehandlingen ud af de offentlige sagsbehandlerhænder. En række forvaltningseksperter vurderer over for Ugebrevet A4, at det er ulovligt, når sagerne sendes fra kommunen til en privat sagsbehandler.

Som ekspert i social forvaltningsret og jurist Jon Andersen siger:

»Kompetencen ligger helt utvivlsomt hos kommunen. Det er dem, der har ansvaret for, at børnenes forhold bliver undersøgt og udredt. Det kan man ikke overlade til private firmaer eller enkeltpersoner,« siger Jon Andersen, og uddyber:

»Den undersøgelse, sagsbehandleren skal foretage, er meget lovbunden og er nøje beskrevet i § 50. Grundlaget for den afgørelse, der senere hen bliver truffet, stammer fra § 50-undersøgelsen, så derfor er det oplagt, at § 50-undersøgelsen må være en offentlig opgave, der hører under offentlig myndighed og kompetence. Enkelte spørgsmål såsom psykologitest eller en helbredsundersøgelse kan overlades til private, men undersøgelsens tilrettelæggelse og samlede gennemførsel er en myndighedsopgave,« siger han.

Familien mister rettigheder

Det, der er centralt for afgørelsen om, hvorvidt opgaven kan delegeres ud til private aktører eller ej, er selve myndighedsansvaret eller afgørelsen af en sag. Den del kan nemlig ikke, medmindre der vedtages en særlig lov, uddelegeres til private aktører.

»Grunden til, offentlige myndigheder bliver underlagt en masse snærende regler såsom forvaltningsloven, offentlighedsloven og almindelige principper for skønsudøvelse, er jo, at offentlige myndigheder har beføjelser i loven til at genere borgerne – og i sidste instans har de lov til at tvangsfjerne børn,« forklarer Jon Andersen, der er forfatter til flere fagbøger om blandt andet socialret og forvaltningsret.

Når man har overladt den slags beføjelser til offentlige myndigheder, har man samtidig sikret borgerne en række rettigheder som forsvar. For eksempel kan en familie, der oplever, at en kommune undersøger, om deres barn skal fjernes, stille med en partrepræsentant, de kan forlange at se dokumenterne i deres sag, forlange at komme til orde og de kan i øvrigt bruge forvaltningslovens beføjelser.

»Hvis man bare overlader det til en privat, der ikke er omfattet af forvaltningsloven, så har familien ikke de samme rettigheder som over for offentlige myndigheder. Derfor er der enorme problemer forbundet med at lade sagsbehandlingen gå over til nogle private,« siger Jon Andersen, og understreger:

»Min vurdering er, at det kan man ikke uden særlig lovhjemmel.«

Selv om kommunerne ikke har udliciteret selve afgørelsen i sagerne om svage og udsatte børn, så har flere kommuner altså udliciteret den lovpligtige undersøgelse, der ligger til grund for kommunernes afgørelse. Og kan, ifølge flere forvaltningseksperter, føre til, at kommunen i praksis også har udliciteret afgørelsen af sagerne.

»Undersøgelsen skal slutte med, at der tages stilling til, om familien eller barnet skal have tilbud om støtte - og i givet fald hvilken støtte. Hvis den private sagsbehandler i øvrigt foretager lovlige og gode undersøgelser, vil kommunen sjældent vælge en anden løsning end undersøgelsens forslag. Gør kommunen det - uden at have lavet en ny undersøgelse - vil den få et forklaringsproblem og dermed stå svagt i en klagesag. Så juridisk er kommunerne reelt bundet af undersøgelsen,« forklarer lektor på Videnscenter for Socialt Arbejde på Socialrådgiveruddannelserne, Metropol, Ida Marie Leth Svendsen.

Vurderingen deles af professor i forvaltningsret Carsten Henrichsen fra Københavns Universitet.

»Generelt forholder det sig sådan, at det at træffe en afgørelse i en sag, det kan man ikke udlicitere, uden der er særlig hjemmel for det. § 50-undersøgelserne er et led i forberedelsen af en afgørelse, og herom gælder generelt, at hvis der er meget nær forbindelse mellem sagsforberedelsen og den afgørelse, der skal træffes, så kræver det en lovhjemmel, hvis det udliciteres. Det er påfaldende, at der her er tale om en forundersøgelse, der direkte er beskrevet i en lov, og som derfor er et uomgængeligt led i den afgørelse, der skal træffes,« siger Carsten Henrichsen og tilføjer:

»Meget tyder derfor på, at man burde få en lovhjemmel til at udlicitere sagsforberedelsen. Det gælder så meget desto mere i forhold til afgørelser, der som her griber ind i borgernes retsforhold. Vi taler om sager om anbringelse af børn. Man kan dårligt forestille sig mere indgribende afgørelser end den her type sager.«

Ministeriet vil se sag

Hos Kommunernes Landsforening (KL) er man bekendt med, at flere kommuner har valgt at udlicitere § 50-undersøgelserne, men det har ikke ført til debat blandt kommunerne om lovligheden. KL henviser til, at det er Indenrigs- og Socialministeriet, der har myndighed til at vurdere, hvorvidt udliciteringerne foregår i henhold til lovgivningen eller ej.

Hos ministeriet lyder svaret fra Christian Vigh, kontorchef i kommunaljuridisk kontor i Indenrigs- og Socialministeriet:

»Overordnet kan man sige, at kommunerne godt må udlicitere sagsforberedelse, hvis det forberedende arbejde ikke har indflydelse på den afgørelse, der skal træffes af myndigheden.«

Ministeriet ønsker dog ikke at komme med en konkret vurdering af, om udliciteringen af § 50-undersøgelserne dermed kan betegnes som værende lovlige – eller om de så er ulovlige, som de kilder Ugebrevet A4 har talt med altså hævder.

»Jeg vil ikke give mig i kast med en generel vurdering af det. Det er et spørgsmål, som skal vurderes ud fra omstændighederne i den konkrete sag. Ministeriet tager stilling, hvis der kommer en konkret tilsynssag, der giver anledning til vores vurdering,« siger kontorchef Christian Vigh.

Han henviser dog til Hovedstadens Statsforvaltning. Her blev der i oktober truffet afgørelse i en sag med lignende problematik – og Statsforvaltningen nåede i den forbindelse frem til, at udliciteringen var ulovlig, fordi en kommune havde overladt sagsforberedelse til et privat firma, herunder indstilling om sagens afgørelse.

Står det til folketingsmedlem og socialordfører for Socialdemokraterne Mette Frederiksen skal ministeriet imidlertid tage stilling til sagen. Derfor har hun kaldt indenrigs- og socialminister Karen Ellemann (V) i samråd for at få svar.

»Grundlæggende synes jeg, det er dybt problematisk, at man overhovedet udliciterer en så central og vital opgave i den offentlige sektor. Vi taler om nogle ofte meget, meget udsatte børn, der måske har været udsat for et voldsomt omsorgsvigt eller på anden vis har meget svære opvækstbetingelser. Og det, at tage hånd om dem, er for mig at se en kerneopgave i et velfærdssamfund, og det skal ligge i offentligt regi,« siger Mette Frederiksen (S), der har bedt ministeren redegøre for, om det er lovligt at udlicitere hele eller dele af § 50-undersøgelserne.

Datoen for samrådet er endnu ikke fastsat.