Børnene er ved at overtage børnehaverne

Af
Flemming Dupont

Der sker en foruroligende udsultning af danske daginstitutioner, viser ny analyse af normeringen de seneste 25 år. I 1986 passede en ansat i en børnehave godt syv børn i gennemsnit – i 2011 er tallet vokset med over 50 procent til knap 12 børn. Eksperter og fagforening kalder udviklingen »dramatisk« og advarer om, at resultatet vil blive fortsatte dårlige PISA-undersøgelser for folkeskolen.

BØRNELIV Selv om det ofte hævdes, at den offentlige sektor i Danmark aldrig har været større, bliver børnene i landets børnehaver og vuggestuer i stigende grad stuvet sammen om færre og færre voksne.

Siden 1986 er pædagoger og medhjælpere i danske børneinstitutioner groft sagt blevet ’belønnet’ med flere og flere børn i det daglige.

For 25 år siden var der en voksen per 7,5 børnehavebørn. I år når tallet næsten op på 11,6 børn per voksen.

I vuggestuerne, hvor de yngste af børnene ofte hverken kan gå eller tale, er tendensen den samme: Fire børn skulle en pædagog eller medhjælper passe for 25 år siden. I dag har hver medarbejder i gennemsnit ansvaret for mere end seks vuggestuebørn.

Den dystre udvikling afdækkes i et nyt notat af analysefirmaet Bureau 2000, som har specialiseret sig i undersøgelser af daginstitutionsområdet.

Analysen, som er udarbejdet for fagforbundet FOA og Ugebrevet A4, slår fast, at mens ansatte i vuggestuer og børnehaver i 1986 brugte to tredjedele af deres arbejdstid på direkte at være sammen med de børn, som medarbejderne får deres løn for at passe, så er det i dag halvdelen af arbejdstiden.

Ifølge professor i pædagogisk psykologi på Aarhus Universitet Charlotte Ringsmose er udviklingen »dramatisk«. Og hun slår en lige streg fra Danmarks dårlige PISA-resultater i folkeskolen til en daginstitutionssektor, som bliver mere og mere presset.

»Det her er forfærdeligt. Vi har brug for et kulturskifte. Jeg opfatter daginstitutioner som en del af en læringsproces mellem daginstitution og skole, og børnene kan ikke lære det af hinanden, som de har brug for for at kunne klare skolen på en relevant måde,« siger hun og udpeger de ressourcesvage børn, der udgør op til 20 procent af en børneårgang, som klokkeklare tabere på lang sigt.

»De børn, som er fra ressourcesvage familier, har vi meget, vi kan gøre for i de tidlige år – og hvis du skærer ned på pædagogstanden ... Altså, der er alt for mange børn samlet på alt for lidt plads med alt for få voksne. Og der er alt for meget larm,« siger hun.

Seniorkonsulent i Bureau 2000 Niels Glavind, der står bag undersøgelsen, har beregnet, at pædagogerne samlet set bruger 36 procent mindre tid sammen med børnene i dag set i forhold til 1986. Det tal dækker både over, at der i dag er blevet flere børn per pædagog, og at de ansatte bruger en større del af deres tid på andre ting end børnepasning, som i de forgangne år er pålagt institutioner og ansatte.

»Tidligere var pædagoger lønnet direkte af kommunen, men i dag er en institutions budget for eksempel afgjort af antallet af indskrevne børn, og institutionen skal selv sidde og forhandle ny løn med de enkelte ansatte. Samtidig kræver kommunerne mere dokumentation for sygefravær og fremmøde og alt muligt andet. Det er en hel masse administrative opgaver, som efter min mening ikke giver mere kvalitet i børnepasningen,« siger Niels Glavind.

For to år siden blev Ringsted Kommune i Berlingske udpeget til at have landets værste normering. Her skulle en voksen tage sig af 12 børn.

Anette Demuth, der i 10 år har været leder af institutionen Vigersted Børnehus i Ringsted, genkender stadig billedet af en mere presset hverdag.

Og selv om Anette Demuth også ser en gevinst i, at hendes personale i dag uddanner sig til at håndtere eksempelvis nye sprogkrav, drænes institutionerne langsomt for kræfter, og Anette Demuth og personalet prøver konstant at friholde kerneydelsen – den daglige pasning af børnene – for nedskæringer.

Derfor blev børnehavens koloni først afløst af en overnatning i institutionen. Den er nu også skåret væk.

På samme måde kommer ikke alle pædagoger til forældresammenkomster i institutionen, ligesom personalet økonomiserer med kræfterne til forældremøderne.

1. januar i år vedtog Ringsted Kommune, at vuggestuebørn i en alder af 2 år og 10 måneder skal begynde i børnehaven, hvor aldersgrænsen tidligere var tre år – en trend som er udbredt i landets kommuner som sparemanøvre, fordi vuggestuepladser er dyrere end børnehavepladser. At få flere helt små børn i institutionen er også med til at trække på de i forvejen sparsomme ressourcer i Anette Demuths børnehave.

Men det, der for alvor kan vælte læsset, er dog sygdom.

»Vi er 13-14 fastansatte, og hvis der så er fire, der er syge, er vi på den,« siger Anette Demuth, som har cirka 70 børn i institutionen.

Løsningen er at etablere større grupper af børn, som færre voksne ’passer’. Det er ikke til børnenes bedste, erkender Anette Demuth, for konkret betyder det, at hvor der tidligere var en, der satte en leg i gang, kan pædagogerne i visse sammenhænge være nødt til kun at tørre snotnæser og yde den allermest akutte trøst. Tendensen har især konsekvenser for de svageste børn, påpeger hun:

»Børn med specifikke behov – sprogligt eller adfærdsmæssigt – får ikke udviklingsmæssigt det, de har behov for. Det er svært at give inden for de rammer, vi har. De ansatte bliver så også frustrerede over, at de ikke kan give børnene det, de har behov for.«

Årsagen til, at der hele tiden skal klippes en hæl og hugges en tå, er enkel:

»Det er jo i kraft af de krav, der kommer fra regering og kommuner. Det slår da igennem,« siger Anette Demuth.

God investering

For to år siden undersøgte forskere på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, hvad gode børnehaver gør ved børn. Flere hundrede internationale forskningsprojekter blev gennemgået, og ifølge seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen, der var med til at gennemføre undersøgelsen, er der en klar tendens til, at børn med belastede opvækstvilkår får bedre uddannelsesresultater senere i skolen, hvis de har gået i en god børnehave. Flere får en uddannelse, færre bliver arbejdsløse, og færre bliver kriminelle, sammenlignet med jævnaldrende, der også har haft en belastet opvækst – men enten ikke har gået i institution eller har gået i en dårlig institution.

»Børns sociale udvikling hæmmes, når der er for få voksne, de kan tale med. Det resulterer i, at de voksne mest er ordregivende og kontrollerende. Men personalet skal også være lydhørt over for børnene, og det er der ikke plads til, hvis der er alt for få personaler. Så ændrer det miljøet i børnehaven. De internationale undersøgelser viser klart, at det har betydning, hvor mange pædagoger der er,« siger Mogens Nygaard Christoffersen.

Ifølge professor i pædagogik Charlotte Ringsmose bør en voksen i en børnehave højst have ansvar for fire-fem børn. I en vuggestue bør tallet højst være to-tre børn per voksen.

Hun betegner normeringer helt op til 12 børn som »en katastrofe«.

»Det udløser jo også en overvågningspædagogik hos pædagogerne, brandslukning, når man er nødt til at samle større og større grupper af børn. Man løser konflikter ved at slukke brande, men det er ikke en hensigtsmæssig måde,« siger hun.

Også fagforbundet FOA er bekymret over udviklingen. Ifølge pædagogisk formand Jakob Sølvhøj lyser advarselslamperne allerede:

»Når børnene bliver passet af færre voksne, går det ud over omsorgen. En af konsekvenserne er også det, lærerne registrerer, når de siger, at børnene ikke er undervisningsparate i 1. klasse. Der er ingen tvivl om, at det har nogle langtidsvirkninger for børnene. Og for personalet, der bliver ramt af stress og langtidssygemeldinger.«

FOA har derfor i flere omgange foreslået en national minimumsgrænse på seks børn per voksen i en børnehave og tre børn per voksen i en vuggestue. Tanken er, at det skal sikre en vis minimumsstandard i institutionerne, som kommunerne ikke kan snyde med.

Meget tyder faktisk på, at der kan være dårlig økonomi i at forringe pædagogernes arbejdsforhold.

En undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) sidste år anslog, at hvis normeringen i en daginstitution ændres med én – altså et ekstra barn per voksen – øger det risikoen for et sygefravær på mere end 14 dage blandt de ansatte med fire procent. Tilsvarende må en kommune forvente en stigning i det korte sygefravær på 16 timer årligt.

»Der er tendens til, at folk får et højere sygefravær, hvis man ændrer normeringerne. På samme måde er der en tendens til, at folk søger nyt job – enten i en anden kommune eller helt forlader daginstitutionsområdet. Så der er nogle sammenhænge mellem normeringerne og den måde, folk reagerer på på arbejdsmarkedet,« siger Mette Gørtz, der var medforfatter på undersøgelsen og i dag er centerleder og forsker på SFI.

Desuden vurderes det, at en femtedel af de besparelser, en kommune opnår ved at ændre normeringen i institutionerne, bliver ædt op af ekstra udgifter til sygedagpenge, vikardækning for og en stigning i førtidspensioner.

»Så man får ikke den fulde gevinst ved at spare på normeringerne. Desuden har vi ikke indregnet andre afledte effekter. Hvis sygefraværet er højere i en institution, kan det medføre flere lukkedage, det bliver sværere at få hverdagen til at hænge sammen, og der er brug for mere vikardækning. Det koster også penge, ligesom forældre kan blive nødt til at holde flere fridage, hvilket kan ramme samfundsøkonomien,« siger Mette Gørtz.

Vi har et lyst sind

Leder i daginstitutionen Vigersted Børnehus i Ringsted Anette Demuth erkender, at der venter besparelser på de offentlige budgetter i de kommende år. Derfor må man se positivt på situationen i stedet for gå i baglås.

»For et par år siden var her meget kontrol, men i dag er det bedre. Der er noget med læreplaner, børnemiljøvurderinger, og der er undersøgelser, men der siger man både som leder og medarbejder: Hvordan kan vi få det implementeret i hverdagen – hvordan kan vi få det bedste ud af det? Vi skal hvert år bruge energi på at tilpasse os de omstruktureringer, der bliver budt os udefra. Vi skal dog også lære ikke at sige ja til det hele. Vi skal sige fra,« siger hun.

I landets kommuner, der er ansvarlige for daginstitutionerne, æder man dog ikke hovedpræmissen om, at normeringerne er forringet over de seneste 25 år. Godt nok oplyser Kommunernes Landsforening (KL), at der i kommunernes budgetter siden 2008 er budgetteret med en milliard kroner færre til daginstitutioner. Men KL har ikke umiddelbart kendskab til normeringstallene i 70’erne og 80’erne.

Formanden for KL’s børne- og kulturudvalg, Jane Findahl (SF), peger dog på, at KL’s seneste opgørelse, baseret på tal fra Danmarks Statistik, viser en halvt så grel normering som Bureau 2000’s analyse: Næsten tre børn per voksen i vuggestuer, og næsten seks børn per voksen i landets børnehaver.

Alligevel erkender Jane Findahl, at kommunerne i dag samler flere og flere administrative opgaver i enheder på tværs af institutioner eller trækker ’administration’ tilbage til forvaltningerne, fordi personalet i institutionerne tilsyneladende har brugt for meget tid på alt andet end børnene.

»Men det er også vigtigt at påpege, at der er sket en kolossal udvikling inden for det her område over årene. Man har i dag erkendt, at børn lærer, fra de bliver født, og derfor er det rigtig vigtigt, at man i institutionerne har de læringsmiljøer, som er optimale for børnene. Og det har kommunerne fuld fokus på,« siger Jane Findahl.