BØRNEKULTUR

Børnekulturen har vristet sig fri af pædagogikkens kløer

Af

Glem alt om tidligere tiders pædagogiske påhit og listige læringskneb. Nutidens børnekultur skal give børn mulighed for at reflektere over deres egne følelser, tanker og drømme, siger eksperter. I børnehøjde og på kunstens selvstændige præmisser.

Kultur for børn har revet sig løs fra tidligere tiders pædagogiske fokus. Der er dog stadig voksne, som forsøger at liste lidt læring ind i underholdningen. 

Kultur for børn har revet sig løs fra tidligere tiders pædagogiske fokus. Der er dog stadig voksne, som forsøger at liste lidt læring ind i underholdningen. 

Foto: Preben Madsen/Scanpix

Da professor i børnekultur Beth Juncker for nylig overhørte en flok unge kunstnere planlægge et teaterstykke, der skulle lære børn om matematikkens forunderlige verden, tænkte hun: ’Åh nej, nu genopfinder de verden fra 1970’erne.’

Ikke fordi det gør nogen skade at se en sjov forestilling om regning. Fred være med det. Men er der noget, børnekulturen anno 2015 er mere end klar til at ryste af sig, er det idéen om, at der med kunsten følger en belærende bonus.

Op igennem det 20. århundrede har dannelse og læring været kodeord for den danske børnekulturpolitik. I dag tegner der sig et ganske anderledes billede.

Det er i mødet med kunsten og kulturen, at vi griner og græder og støder på andre dimensioner af tilværelsen, og på den måde er det afgørende for vores identitet. Beth Juncker, professor i børnekultur

»Den overordnede, nye tendens er, at vi er gået fra et blik på børn og unges møde med kultur, som er pædagogisk – som skulle udvikle dem og få dem til at forstå – til et blik på det, hvor kulturen skal berige børnenes egne udtryksformer, deres egne kreative udfoldelser og deres egen afsøgen af identitet,« forklarer Beth Juncker og fortsætter:

»Man har lidt efter lidt fundet ud af, at kunst og kultur har betydning i sig selv. Det er på mange måder en demokratisk arena, hvor vi får mulighed for at møde følelser og værdier, som er centrale for os, samtidig med at det spiller en stor rolle for vores livsglæde. Det er i mødet med kunsten og kulturen, at vi griner og græder og støder på andre dimensioner af tilværelsen, og på den måde er det afgørende for vores identitet.«

Ifølge Beth Juncker er børnekulturens bevægelse væk fra det pædagogiske paradigme sket med forsigtige skridt siden starten af 1980’erne.

Inden da banede de revolutionære 60’ere en væsentlig del af kulturvejen med et forandret syn på barnet – fra den lille, ufuldstændige voksne til et selvstændigt, kompetent væsen. Og 70’erne fulgte op med en hyldest til børnekulturen som en vigtig indgang til de smås dannelse og forståelse af samfundet.

Det var en periode, der blandt andet bød på etableringen af DR’s B&U Afdeling i 1968, ordbogens officielle registrering af begrebet børnekultur i 1971 og nedsættelsen af Kulturministeriets første rådgivende udvalg for børnekultur i 1975. For ikke at tale om fødslen af nye nationale helte som Ingrid og Lillebror, det sidenhen kanon-kronede dukkepar Kaj og Andrea og figurerne Anna og Lotte.

Sidstnævnte uadskilleligt kædet sammen med den meget passende catchphrase ’Nøjjj, det er for børn’.

1960’erne og 70’erne satte for alvor bevægelse i den danske børnekultur. Og i kølvandet blev der puffet til nye erkendelser.

»Siden 1980’erne har vi gradvist professionaliseret de forskellige kunstneriske felter og udviklet udtryksformerne, så vi ved, hvad de kan i sig selv. Det er også derfor, det danske børneteater for eksempel er efterspurgt andre steder i verden i dag; fordi det ikke længere er pædagogiske forestillinger, vi spiller, men forestillinger, der går ind i forhold til børns nysgerrighed, deres evne til at filosofere over livet og døden og tilværelsen – for det gør børn,« fortæller Beth Juncker og nævner Teatret Gruppe 38 som et lysende eksempel på netop denne type børneteater.

Slut med lykkelige slutninger

Når børnekulturen ikke længere ser sig nødsaget til at operere i dannelsens tjeneste, men i stedet står på egne ben, sker der noget.

Der er en klar tendens til, at den lykkelige slutning ikke behøver at være der, og man kan sagtens skrive en bog, som har en grufuld udgang, uden nogen forløsning. Malene Hansen, teamchef, Næstved Bibliotek

Imens de pædagogiske kæpheste kastreres, fordufter også en fortættet forestilling om forbindelsen mellem kunstens forpligtelse til at bevare håbet hos barnet og den velkendte happy ending.

»I dag må man gerne lave en billedbog, der handler om aborter, døden eller dem, der er handicappede. Det har en forfatter som Oskar K for eksempel været med til at revolutionere tankegangen i forhold til. Der er en klar tendens til, at den lykkelige slutning ikke behøver at være der, og man kan sagtens skrive en bog, som har en grufuld udgang, uden nogen forløsning,« fortæller Malene Hansen.

Hun er teamchef for Team Børn & Unge på Næstved Bibliotek og tidligere formand for BØFA, Børnebibliotekarernes Faggruppe.

»Det har forskrækket nogle voksne, men børnene går åbne ind til det. De tolker fortællingerne ud fra den bagage, de selv har med, og det skaber grobund for nogle fællesskaber og nogle dialoger, som man måske ikke ellers ville kunne have,« observerer hun.

Sideløbende med den lykkelige slutnings langsomme død oplever selve historiefortællingen en opblomstring i nutidens børnelitteratur.

»Forlagene og forfatterne har sluppet målgruppetankegangen, og det betyder, at der bliver udgivet bøger, som appellerer til flere generationer på én gang. Historien er blevet det bærende, og det er mindre vigtigt, hvem den er skrevet til,« forklarer Malene Hansen og nævner fantasy-genren som et eksempel på, hvordan læringselementerne er flyttet langt ud af fortællingerne.

»Historierne foregår ofte i et parallelt univers, væk fra vores verden, og det betyder, at børnene ikke er bundet op på at skulle forholde sig til rigtig og forkert i forhold til deres egen virkelighed. Hvordan man spiser eller taler pænt, for eksempel. Samtidig er det ofte helt fundamentale ting, der går igen i fortællingerne – som kampen mellem det gode og det onde eller indre konflikter og måden, man vokser på som menneske. Det er eviggyldigt aktuelt, for alle. Og fordi det bliver puttet ind i en ramme uden specifik tid og sted, bliver det en god historie.«

Faren for gamle bastioner

De nye retninger inden for børnekulturen giver børnene mulighed for at reflektere over og få perspektiv på deres egen tilværelse – som den reelt ser ud, for dem. På en anerkendende, ligeværdig og også gerne udfordrende måde. Den byder op til, at det er i orden at stille spørgsmål til livet. Uanset om man kan kalde sig vuggestuetumling eller hormonrusket teenager. Og uden at man skal forvente at få klemt en staveprøve eller en Emma Gadsk reprimande ind undervejs i den kunstneriske oplevelse.

Det er en omstilling i måden at betragte og formidle børnekulturen på, som nyligt også har oplevet politisk bevågenhed. I 2014 kunne Kulturstyrelsen således, under den daværende kulturminister Marianne Jelved, præsentere tre nye kulturpolitiske strategier – målrettet henholdsvis små børn, skolebørn og unge. Med intentionen om at sikre alle børn – uanset niveau og socialt lag – muligheden for at møde en variation af kunst og kultur i dagligdagen.

»Når der sættes kulturpolitisk fokus netop på børn og unges møde med kunst og kultur, så hænger det blandt andet sammen med, at vi i dag befinder os på nogle senmoderne vilkår. Vi ved, at vi ikke kan industrielt producere os ud af alt, hvad vi skal leve af som nation,« forklarer Beth Juncker, der har været involveret i arbejdet med udformningen af de tre strategier.

»Forhåbentlig skal vi skabe nogle unge mennesker, som kan være kreative og udvikle, designe osv., og her har alle politikere mere eller mindre per automatpilot rettet øjnene mod det kulturelle område, fordi det er den kreative højborg – det er der, den professionelle ekspertise findes,« siger hun.

Med 40 millioner kroner i ryggen skal det kulturpolitiske initiativ bakke op om alt fra musik-, teater- og udstillingsoplevelser til uddeling af såkaldte kulturkufferter og støtte til huskunstnerordningen – et koncept, der går ud på at lade en kunstner besøge en skole eller daginstitution og på nært hold indvie børnene i sine kunstneriske processer.

»Når kunstnere skaber, producerer de indsigt og viden på nogle andre betingelser, end vi ellers forstår viden. Og den viden og indsigt kan ikke længere betragtes som ’lagkage’, men som rugbrød – drivkræfter i design og produktion af ny indsigt,« lyder det fra Beth Juncker.

Hvis du spørger professionelle, vil de sige, at de godt ved, at det med at stimulere fantasi og kreativitet er det vigtigste på sigt. Og alligevel har man så pokkers travlt med de faglige færdigheder. Carsten Jessen, lektor, Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier

En pointe, der finder støtte hos Carsten Jessen, lektor ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier.

»Vi har været vant til, at vi fra barndommen kan lære nogle bestemte færdigheder og en kunnen, som vi så har med os resten af livet. Det kan vi ikke længere, og derfor er vi nødt til at tænke uddannelse, undervisning og udvikling – og dermed også børnekulturens rolle – på en ny måde,« siger han.

De voksne vil liste læring ind i børnene

Carsten Jessen forklarer, hvordan han i dag ser en konflikt mellem en ambition om at lade kulturen tale for sig selv, på egne betingelser, og forældres, pædagogers og læreres (stadige) iver efter at lade de kunstneriske indslag være en anledning til at snige faglige færdigheder ind i ungerne.

»Hvis man kigger på børnekulturen som et område i sig selv, så handler det ikke om faglige færdigheder. Men i praksis – i skoler og institutioner – bliver det let overgået af et ønske om, at de skal lære nogle faglige færdigheder så tidligt som muligt, for ikke at falde bagud. På den måde opstår der et modsætningsforhold, som er meget aktuelt i dag. Hvis du spørger professionelle, vil de sige, at de godt ved, at det med at stimulere fantasi og kreativitet er det vigtigste på sigt. Og alligevel har man så pokkers travlt med de faglige færdigheder. Det er et dilemma i dag,« siger Carsten Jessen og tilføjer:

»Vi kan godt glemme, at det måske er den diskussion, der er i gang lige nu – den om, hvordan vi finder balancen mellem at give børnene nogle basisfærdigheder og samtidig give plads til det ’andet’, som for eksempel den fabulerende, grænsebrydende børnekultur kan bidrage til. For det sidste kommer ikke af sig selv, som vi måske kan have tendens til at tro, at det gør.«

Beth Juncker er enig. Børnekulturens opgør med det pædagogiske paradigme er vigtigt, men ikke uden potentielle faldgruber.

»Faren er, at vi vender tilbage til nogle af de gamle bastioner og skal genopfinde verden på ny. Det ser vi stadig eksempler på, og en del af grunden kan muligvis være, at der er entusiastiske, energiske unge mennesker, som ikke har været inde i det her felt og mødt de problemstillinger, der er forbundet med det,« lyder bekymringen – med en hentydning til risikoen for forkerte tolkninger af den nye skolereform.

»Hvis daginstitutioners og skolers faglige mål bestemmer, hvad børn skal se, opleve eller inddrages i, så fastholder vi det instrumentelle og går glip af en central nyudvikling,« fastslår hun.