Børn skal ikke behandles som kæledyr

Af

Folketingsmedlem Henrik Sass Larsen boede på børnehjem, indtil en behjertet familie åbnede deres hjem for ham. Han efterlyser en fundamental ændring af hele anbringelsespolitikken.

20Ejerskab Han er næsten færdig med en akademisk uddannelse, gift og far til en lille pige, medlem af Folketinget – under Nyrup sågar i spil som »kronprins« i Socialdemokraterne. Henrik Sass Larsen er også et af menneskene bag statistikken over de 10.571 børn, der ifølge AErådets nye analyse var anbragt uden for hjemmet i 1981. Han har bare klaret sig bedre end de fleste.

Hans historie begynder ellers som mange andre anbragte børns. Far og mor går fra hinanden, da Henrik er et år. Mor er alene med sønnen, arbejder som kassedame i Bilka og bliver siden førtidspensionist. Efter en del år kommer en stedfar ind i billedet, og så bliver der for alvor ballade. Øretæverne hænger løst, og efter pres fra skolen og socialforvaltningen kommer den 12-årige Henrik Sass Larsen første gang på børnehjem:

»Personalet var søde og rare, og jeg havde mit egen værelse. Men mange af de mindre børn var præget af, at de fik en ny far og mor, hver gang personalet havde holdskift. De var ekstremt kontaktsøgende og klatrede rundt på de større børn som mig. Jeg flyttede til og fra børnehjemmet nogle gange, prøvede at flytte hjem til mor og stedfar, men det gik overhovedet ikke,« fortæller det nu 37-årige folketingsmedlem.

Flyttede hjem til skolekammerat

En afgørende vending skete i Henriks liv, da en skolekammerats forældre tilbød den 15-årige at flytte hjem til dem. De fik aldrig en krone for det, men hjemmet i Greve gav trygge og stabile rammer. Henrik gik på HF, blev politisk aktiv og siden formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. For hans datter på fire år er familien i Greve blevet »bedstefar« og »bedstemor«.

citationstegnVi må spørge os selv, hvem der har ejerforholdet til børnene. Lovgivningen er i dag indrettet på forældrenes præmisser og en idealforestilling om familien, som slet ikke svarer til virkeligheden i de belastede hjem.

Henrik Sass Larsen efterlyser en grundlæggende ændring af hele den nuværende anbringelsespolitik:

»Vi må spørge os selv, hvem der har ejerforholdet til børnene. Lovgivningen er i dag indrettet på forældrenes præmisser og en idealforestilling om familien, som slet ikke svarer til virkeligheden i de belastede hjem. Børn skal ikke behandles som kæledyr, som forældrene kan trække til sig eller støde fra sig efter forgodtbefindende. Samfundet må tage børnenes parti.«

Han vil væk fra de udbredte »frivillige anbringelser«, hvor forældre kan kalde børnene tilbage fra familiepleje eller institutioner. Hvis forældre har gjort sig skyld i groft omsorgssvigt, har de også mistet retten til at være far og mor.

»Tag en fireårig pige, der har været frivillig anbragt hos en plejefamilie det meste af sit liv, men skal hjem til mor hver 14. dag. Det skaber en grundlæggende usikkerhed hos den lille pige: Er mor den biologiske mor eller plejemor? Og hvor længe må jeg blive her, hvor jeg er vokset op?

Den usikkerhed kan vi ikke byde børn,« siger Henrik Sass Larsen.

Efter hans mening skal det være meget lettere at adoptere danske børn. Adoptioner giver langt mere stabile rammer end i dag, hvor mange anbragte børn i løbet af opvæksten flytter adskillige gange mellem deres mor og forskellige familier og institutioner. Samtidig vil flere adoptioner betyde, at kommunerne sparer penge, som kan bruges til at gå tidligere og bedre ind i de mange børnesager:

»Mange familier vil adoptere, men det er uhyre vanskeligt i dag. De vil gerne lægge både økonomi og kærlighed til at påtage sig et ansvar, som børnene og samfundet har brug for. Det må systemerne indrettes efter,« siger Henrik Sass Larsen.