Børn på øer og Vestegnen taber uddannelseskapløb

Af

Skolebørn fra Samsø, Ishøj og Ærø bliver med stor sandsynlighed de store tabere i fremtiden. Knap en tredjedel af børnene opnår slet ikke en ungdomsuddannelse, og kun ét ud af 25 børn fra de tre kommuner får en lang videregående uddannelse, viser en A4-analyse af danske børn, som forlod 9. klasse fra 1995-2000. Undervisningsminister erkender, det ikke er godt nok. Ekspert opfordrer forældre til at droppe ghettoskoler.

Foto: Foto: Steffen Ortmann, Scanpix

SKRÅPLAN Danske børns muligheder for at blive veluddannede og parate til fremtiden afhænger af mere end ungernes begavelse. Det betyder også noget, hvor i landet børnene bor.

Således ender kun et ud af 25 børn fra Samsø, Ishøj og Ærø med at opnå en eller anden form for kandidatgrad fra et universitet. Derimod ender knap hver tredje uden anden uddannelse end grundskolens 9. klasses eksamen.

Dermed er de tre kommuner – målt blandt alle danske kommuner – længst fra at nå de nationale målsætninger på uddannelsesområdet, som siger, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse, 60 procent en videregående uddannelse og 25 procent en lang videregående uddannelse. Billedet går igen på Langeland og i Brøndby Kommune ifølge ny analyse foretaget af Ugebrevet A4 og Kaas & Mulvad.

I Ishøj, der klarer sig næst dårligst i landet, blandt andet fordi tre ud af ti børn ikke kommer videre end 9. klasses eksamen, afviser formanden for Børne- og Undervisningsudvalget, Jørn Hjøllund (S), at kommunens skoler er problemet. Det er forældrene:

»Vi har nogle svære vilkår på grund af vores befolkningssammensætning. Vi er den kommune, der har flest elever med tosproget baggrund. Og så har vi også de fattigste indbyggere i Region Hovedstaden. Der er en vis sammenhæng mellem dét, forældrene er uddannet til, og dét, man snakker om ved aftensbordet,« siger han.

Nordsjælland klart i spidsen

I den anden ende af skalaen ser det helt anderledes ud for børnene i Hørsholm, Gentofte, Allerød og Lyngby-Taarbæk, hvor forældrene generelt er bedre uddannede. De fire kommuner klarer sig bedst af alle kommuner i Danmark i forhold til de nationale målsætninger på uddannelsesområdet, selv om de kommunale dukse ifølge A4’s analyse også er langt fra de nationale mål.

I Hørsholm får hvert femte barn en kandidatgrad, mens det kun er godt hver tiende, som ikke bygger oven på grundskolens afgangseksamen.

Dermed er det fem gange så sandsynligt, at et barn fra Hørsholm får en lang, videregående uddannelse som et barn fra enten Samsø eller Ishøj.

Den kommunale skævhed blotlægges på baggrund af data fra Undervisningsministeriets uddannelsesdatabase, som tager udgangspunkt i de årgange, som forlod 9. klasse i årene 1995-2000, og besvarer spørgsmålet: Hvilken uddannelse fik disse børn?

Forældrenes skyld

Lars Benjaminsen, SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, som har forsket i sociale uligheder, siger:

»Den væsentligste faktor bag de betydelige forskelle er forældrebaggrunden, som slår igennem. Unge med højtuddannede forældre har en langt større chance for selv at få en videregående uddannelse og navnlig en lang, videregående uddannelse. I kommuner med mange højtuddannede vil vi derfor også typisk se, at en større del af de unge ender med at få en længerevarende uddannelse,« siger han.

Jørn Hjøllund, Ishøj Kommune, forklarer, at børnene i Ishøj ikke bliver udfordret på samme måde hjemme, som børn i eksempelvis Hørsholm antageligvis bliver det:

»Forældrene vil i masser af tilfælde ikke kunne hjælpe børnene med de opgaver, de har fået for, især i de højere klasser. Der ligger vi altså meget svagt, og det har vi altid gjort,« siger han, men understreger, at kommunen som konsekvens blandt andet satser kraftigt på ekstra læseundervisning.

»Og børnene i 6. klasse læser allerede nu bedre end tidligere,« påpeger han.

Formanden for den tidligere regerings skole-rejsehold, Jørgen Søndergaard, direktør for SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, vurderer, at regeringen på baggrund af A4’s tal umuligt kan nå sine uddannelsesmålsætninger i henholdsvis 2015 for 95-procentsmålsætningens vedkommende og i 2020 for de videregående og lange, videregående uddannelsers vedkommende.

»Det gør vi helt sikkert ikke. Det vil jeg ikke lægge skjul på,« siger han og fortsætter:

»Danmark er det land i Norden, hvor forældrebaggrund slår kraftigst igennem. En løsning på problemet kunne være at hæve det faglige niveau, men også at hæve antallet af undervisningstimer. Vi ved fra undersøgelser, at antallet af undervisningstimer spiller en større rolle hos børn, der er udfordret uddannelsesmæssigt,« siger Jørgen Søndergaard.

Miljø betyder også noget

Flere eksperter peger dog også på, at samfundet er med til at svigte nogle børn: Jo flere ghettoer vi skaber – hvad enten det er blandt ressourcestærke i Nordsjælland eller blandt ressourcesvage på den københavnske Vestegn, desto flere børn taber vi uddannelsesmæssigt, påpeger de.

Ifølge professor Charlotte Ringsmose, Institut for Pædagogik og Læring på Aarhus Universitet, som forsker i social arv i skolen, beviser A4-tallene, at den klassiske ’enhedsskole’, hvor alle børn har lige muligheder i uddannelsessystemet, efterhånden er et dødt begreb i Danmark.

»Der er nogle børn, som meget tidligt fratages muligheden for at få en uddannelse,» siger hun med henvisning til Samsø, Ishøj og Ærøs placering i bunden.

Charlotte Ringsmose peger på, at det forringer børns muligheder for at få en uddannelse, hvis for mange børn i en klasse er såkaldte »ressourcesvage«. Hvis en skole har mere end en tredjedel »ressourcesvage« børn, suges »læringspotentiale« så at sige ud af skolen. Og det rammer alle børnene.

Hun opstiller fire prototyper på danske skoler.

De er baseret på virkelige skoler og viser, at børns muligheder for at uddanne sig falder vidt forskelligt ud.

  • Eliteskolen, der ligger i et område med høj velstand og et godt uddannelsesniveau. Der er vækst og høje ejendomspriser, forældrene bakker skolen op og børnene præsterer godt.
  • Ghettoskolen, der ligger i et område med mange lejeboliger. Beboerne er ens. Mange er indvandrere, og mange er på overførselsindkomst. Børnene klarer sig dårligt, de har svært ved at koncentrere sig og zapper i livet. Det er tungt socialt arbejde at være lærer på skolen.
  • Mønsterbryderskolen ligger i et blandet boligområde med mange konkurrerende privatskoler. Derfor gør skolelederen et stort nummer ud af at sælge skolen, mens børnene går i daginstitution. Resultatet er, at forældrene vælger folkeskolen til – de ressourcestærke børn har ressourcer til at værdsætte kammeraternes forskelligheder.
  • Udkantskolen ligger i et landområde med billige boliger, familierne har ikke lange uddannelser, men arbejder i industrien eller på gårdene. Det er »in« at komme tidligt ud og arbejde. Lange uddannelser tillægges ikke værdi, og man gør sig ikke mange overvejelser om fremtiden.

Få børnene ud!

Charlotte Ringsmoses pointe er – sat på spidsen – at vi i Danmark sender børn i nogle skoler i nogle områder, som er så udfordrede, at samfundet reelt svigter børnene.

»Mit bedste råd til forældre, der har børn i ghettoskoler – og til dels også nogle udkantsskoler – er: Se, at få børnene ud derfra! Der er bare umulige forhold – fagligt såvel som på andre områder,« påpeger hun og fortsætter:

»Nogle ghettoskole-børn kan godt sidde og sige: ’Jeg vil gerne være læge eller ingeniør’, og så kan jeg sidde og tænke: ’Men kære ven, vi har ikke givet dig adgang til et læringsmiljø, som kan give dig de forudsætninger, som er nødvendige for at få den chance’,« siger hun.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) erkender, at hvis gruppen af ressourcesvage-børn bliver for stor, forringer det alle børns uddannelsesmuligheder. Hendes grænse går dog ikke ved 33 procent, men ved 50 procent. Men pointen er, at hvis børnene skal kunne spejle sig i de dygtige børn, skal der også være nogle dygtige børn, for at kammeratskabseffekten virker, mener hun.

»Hvis der er en overvægt af elever med særlige udfordringer, bliver det en svær opgave. Og der har kommunerne mulighed for at flytte eleverne rundt for at blande elevsammensætningen. Så der er mulighed lokalt for at lave mere blandede skoler,« siger Christine Antorini og peger på Aarhus Kommune som det gode eksempel.

Ghettoen Samsø

Men er ghettoskolerne udfordret, hvorfor ligger Samsø, Ærø og Langeland så også i bund?

»Det er jo bare en anden måde at lave ghetto på. Det hænger sammen med de forventninger, der ligger i miljøet til at få en uddannelse eller ej. Der er nogle forventninger til børn, til skoler og til et område om, hvad man skal. På den måde bliver man også fastholdt i en lokal kultur og en bestemt skolekultur,« vurderer Charlotte Ringsmose.

Det er dog ikke den eneste forklaring ifølge skoleleder Anders Jespersen, Tranebjerg Skole, som er Samsøs eneste folkeskole.

»Det har at gøre med, at man i en tidlig alder skal meget langt væk hjemmefra og ud og klare sig selv. Det er både dyrt, vanskeligt og ensomt. Der går det galt for mange, som jo kun er 16 år,« siger han og peger på, at 98 procent af de unge, der forlader Tranebjerg Skole, forlader øen og faktisk går i gang med en uddannelse. Problemet er bare, at de unge falder fra igen.

»Og det har vi ikke overblik over, hvorfor de gør. Men vi har ansat en konsulent til at kigge på det, og vi får snart resultatet af en stor spørgeundersøgelse blandt de unge, hvor de forklarer, hvorfor de hopper fra. Vi er opmærksomme på, at der kan ligge et problem i det her,« siger han.

Han understreger, at placeringen nederst på listen naturligvis ikke er tilfredsstillende for Samsø.

Målrettet indsats på vej

Heller ikke Christine Antorini er tilfreds med det overordnede billede af det skæve uddannelses-Danmark.

Hun er dog ikke enig i, at »enhedsskolen« er død. Men den er udfordret, erkender hun.

»Det er et af kerneelementerne i den danske velfærdsmodel, at uanset forældrenes baggrund har man lige chancer til at få sig en uddannelse for at kunne klare sig i livet. Derfor har vi blikket stift rettet på, hvordan kan vi løfte uddannelserne lige fra dagtilbud over folkeskoler til ungdomsuddannelser, så alle har lige chancer,« siger hun og nævner en række initiativer, som skal give børn i Ishøj samme muligheder Hørsholm-børnene.

Blandt andet skal et udvalg snart spille ud med et social- og geografisk taxameter, der så at sige udligner omkostningerne, så Ishøj for flere penge end Hørsholm, fordi uddannelsesopgaven simpelthen er større på den københavnske Vestegn end i Nordsjælland.

»Vi vil målrette indsatsen mod børn fra uddannelsesfremmede hjem, etniske minoriteter og drengene, som er dem, der bliver hægtet af i folkeskolen,« siger Christine Antorini.