Børn og ægtefæller driver valgkampen

Af

Børn, ægtefæller og venner er drivkraften i de 9.000 små valgkampe, der finder sted op til kommunalvalget 19. november, viser en ny undersøgelse. Kun et fåtal af kandidaterne har råd til lønnede kampagnefolk, lyder det fra forskere. Alligevel vil professionalismen fra Christiansborg vinde indpas i kommunerne.

Foto: Foto: Axel Schütt/Scanpix

FAMILIEFEST Konen deler roser ud, mens børnene stemmer dørklokker. Det scenarie vil tegne sig i bybilledet landet over de kommende uger. Med kommunalvalget vækkes et massivt frivilligt apparat af ægtefæller, kærester, børn og bedsteforældre, der hjælper med alt fra plakatklistring til uddeling af valgmateriale. Det viser en undersøgelse, som Ugebrevet A4 har lavet blandt 932 byrådskandidater.

Faktisk får mere end halvdelen af byrådskandidaterne hjælp af enten ægtefællen eller kæresten til at hænge valgplakater op, mens næsten lige så mange tager børnene med ud at stemme dørklokker.

Christian Elmelund-Præstekær, lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet, har en forklaring på den store rekruttering blandt familiemedlemmer.

»Der er ti gange så mange kandidater til kommunalvalg som til folketingsvalg, og mange af dem har et meget lille budget og meget små chancer for at komme ind i byrådet. Her er det meget oplagt, at det er den nære familie, der træder til, fordi de er tættest på og lettest kan mobiliseres til at tro på sagen,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Han fremhæver, at kommunalvalg generelt set er drevet af frivillige kræfter.

»Der er færre penge og dermed mindre professionalisme i kommunalvalget end i folketingsvalget. Derfor spiller de frivillige en afgørende rolle her,« siger lektoren.

Men enkelte kandidater har ud over frivillige lønnede kampagnefolk til at drive deres valgkamp. Det er især partiernes spidskandidater, der får ekstra midler og professionelle folk stillet til rådighed.

En af dem er konservative Rasmus Jarlov, der som spidskandidat til Københavns Borgerrepræsentation har ansat en personlig assistent og en kampagneleder under valgkampen.  

»Det er et stort arbejde at styre frivillige, og man bruger meget tid på at lede dem i forhold til, hvad man får igen. Det kræver ikke lige så meget at pleje og motivere betalte medarbejdere,« siger Rasmus Jarlov.

Rekruttering i nærmiljøet

60-årige Winnie Elmgreen (SF) er en af dem, der må trække på familien. Hun stiller op til byrådet i Lolland Kommune for fjerde gang og er ikke bleg for at sende børnebørnene på 11 og 14 år af sted med en stak valgfoldere hver.

»Vi deler selv brochurerne ud. Mine børnebørn har fået besked på, at de skal komme og hjælpe mig, for jeg gav dem noget tøj for nylig. Så tager jeg den ene side af vejen, og så tager de den anden side af vejen. Det er noget for noget,« siger Winnie Elmgreen.

Martin Jonassen, der stiller op for Konservative i Ballerup, har allerede trukket på familieressourcerne.

»Min bedre halvdel og min far var med til at klistre valgplakater, og min far var så også med ude at hænge dem op i fredags, selvom han slet ikke bor i denne her del af landet,« siger Martin Jonassen, som herudover har mobiliseret knap 25 andre frivillige, der hjælper med det praktiske.

Valgkamp for 12.000 kroner

Flere af de kandidater, som Ugebrevet A4 har talt med, forsikrer, at deres valgkamp havde set helt anderledes ud, hvis de havde haft flere midler til rådighed.

Det gælder blandt andre Karina Friborg Due Pedersen, der stiller op til byrådet i Silkeborg for Dansk Folkeparti.

»Så ville jeg få nogle professionelle til at lave en personlig folder til mig, i stedet for at det er en fælles folder som nu. Og jeg ville nok have nogle med forstand på sociale medier til at køre det for mig. Lige nu har jeg ikke tiden til selv at gøre det,« siger Karina Friborg Due Pedersen.

Netop tid er en mangelvare, når kandidaterne selv skal stå for organiseringen af valgkampen, mener den socialdemokratiske byrådskandidat Johannes Lundsfryd Jensen fra Middelfart.  

»Jeg ville kunne bruge mere tid på det personlige møde med vælgerne og mindre tid på planlægning ved at have andre inde over organiseringen,« siger Johannes Lundsfryd Jensen.

Men faktisk har mindre end hver tiende byrådskandidat i sinde at betale sig fra arbejdet, viser Ugebrevet A4’s undersøgelse.

Og det er der god grund til. Forskningschef og valgforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch forklarer, at budgettet er markant strammere for byrådskandidater end for folketingskandidater, når der skal føres valgkamp.

»En kommunal valgkamp er generelt set en lavbudget- og amatørstyret valgkamp med mange frivillige. Det er i virkeligheden 9.000 små valgkampe – altså en valgkamp for hver kandidat. En kommunal kandidat har i gennemsnit 12.000 kroner til valgkampen mod formentligt 45.000 til 55.000 kroner for folketingskandidater,« siger Roger Buch.

Det har kunnet mærkes i Ballerup Kommune.

»Vi har været nødt til at udnytte vores ressourcer maksimalt. Det er vennetjenester og en dedikeret indsats fra få mennesker, der får det til at løbe rundt. Vi har slet ikke finanserne til at betale os fra det,« siger Martin Jonassen fra Konservative.

Valgkamp i stor skala

Men for nogle byrådskandidater ser budgettet anderledes ud. Som spidskandidat for Konservative i København har Rasmus Jarlov et valgkampsbudget, der lyder på ’det meste’ af de 500.000 kroner, der er afsat til den samlede konservative valgkamp i byen. Men det er også nødvendigt, mener spidskandidaten.

»Der er større krav til at føre valgkamp i så stor en kommune som København, end der er andre steder. Vi har rigtig mange aktiviteter at gennemføre, og vi har mange flere plakater, der skal hænges op. Det er mere krævende her end i mindre byer,« siger Rasmus Jarlov.

Han stillede også op til folketingsvalget i 2011 og prøvede dengang kræfter med en national valgkamp. For ham er der ikke den store forskel fra dengang til nu.

»Det er nok ikke en helt typisk kommunalvalgkamp, jeg kører. Det er i lidt større skala end normalt. Mit nuværende budget er på niveau og faktisk lidt større, end dengang jeg førte valgkamp op til folketingsvalget,« siger Rasmus Jarlov.

Han medgiver, at flere midler kan give et forspring i den kommunale valgkamp.

»Hvordan du bruger dine penge er mere afgørende, end hvor mange du har. Men selvfølgelig er det alt andet lige en fordel at have flere penge,« siger Rasmus Jarlov.

Penge vinder ikke valget

Men flere penge i valgkampen højner ikke nødvendigvis chancen for at blive valgt, forklarer lektor ved Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet Christian Elmelund-Præstekær.

»Forskning viser, at der ikke er nogen egentlig sammenhæng mellem antal kroner i valgkampskassen og antallet af personlige stemmer. Man kan selvfølgelig ikke klare sig uden penge, men der er andre ting, der er langt mere væsentlige for, om man får et godt valg, som for eksempel mængden af frivillige hjælpere,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Et godt eksempel er folketingsvalget i 2011, hvor blå blok tabte regeringsmagten, selvom partiernes valgudgifter samlet set løb op i 87,2 millioner kroner, mens de røde partier sammenlagt havde brugt 51 millioner. 

»Det er ikke pengene, der vinder valget,« konkluderer Christian Elmelund-Præstekær.

Han bakkes op af forskningschef og valgforsker Roger Buch.

»Når vi taler om professionel kommunikation og professionelle politiske kampagner, er sandheden, at vi ved uendeligt lidt om, hvad der virker. Så selvom mange farer af sted i den professionelle retning, findes der ingen undersøgelser, der dokumenterer, at professionelle kampagner er mere effektive end amatørkampagner,« siger Roger Buch.

Siver ned til kommunerne

Alligevel spår nogle af kandidaterne, at mere professionelle kræfter vil vinde ind på kommunalt plan. I hvert fald nogle steder i landet. Martin Jonassen fra Ballerup er en af dem.

»I de helt store byer vil det også på sigt blive mere professionelt og koste flere penge. I mellemstore kommuner, som jeg selv kommer fra, tror jeg ikke, at det kommer til at ændre så meget. Her vil det stadig være den frivillige indsats, der bærer det,« siger Martin Jonassen.

Men lektor Christian Elmelund-Præstekær peger på, at vi som samfund er inde i en udvikling, hvor professionalisme i stigende grad finder vej til lokale partiforeninger og rådhuse.

»Den professionalisme, vi har kendt fra Christiansborg de seneste 10-15 år, hvor der hyres professionel hjælp fra reklamebureauer, it-folk og analyseinstitutter, begynder i højere grad at sive ned til kommunerne,« siger lektoren.

Rift om de frivillige

Som situationen er i dag, kan det være forbundet med stort besvær udelukkende at satse på frivillige kræfter. Selvom både børn, kærester og bedsteforældre villigt tropper op, oplever flere byrådskandidater, at det er noget af en øvelse at mobilisere frivillige op til kommunalvalget.

»Det er bestemt ikke let at samle folk. De har nok i deres eget liv, og så er det svært at mobilisere ekstra kræfter,« siger Karina Friborg Due Pedersen fra Silkeborg, der foruden sig selv har haft fire frivillige hjælpere.

Lektor Christian Elmelund-Præstekær peger på, at de flere tusinde kampagner under kommunalvalget kræver langt flere frivillige.

»Under kommunalvalget er der langt flere politikere, der skal ud og rekruttere frivillige hjælpere. Når der skal hænges valgplakater op for 9.000 kandidater, kræver det ganske enkelt noget mere mandskab, end når man skal gøre det for 800 kandidater til folketingsvalget,« siger Christian Elmelund-Præstekær.

Selv en spidskandidat som Rasmus Jarlov med hele 35 frivillige kan mærke, at der er rift om de frivillige kræfter op til kommunalvalget.

»Det er sværere at motivere frivillige til at være med i en kommunal valgkamp end op til et folketingsvalg. Samtidig er en meget stor andel af dem, der normalt ville hjælpe til op til et folketingsvalg, selv enten opstillet eller allerede forpligtet til at hjælpe en anden kandidat. Derfor er der ret hård kamp om de frivillige,« siger Rasmus Jarlov.

Én stor familie

Men det er vigtigt at værne om den frivillighed, der er, mener kandidat Martin Jonassen fra Ballerup.

»Sådan en valgkamp, der er baseret på frivillighed, hvor alle politikere og folk bagved møder hinanden, det giver et eller andet til os alle sammen. Det giver et demokratiboost. Om det er nok til at hæve stemmeprocenten fra sidst er en anden sag, men det kan vi jo håbe på,« siger Martin Jonassen.