Børn med bogreoler klarer sig bedre

Af

Glem alle diskussionerne om faglighed og rundkredspædagogik. Det er hjemme i dagligstuen, det i virkeligheden afgøres, om børn lærer noget i skolen. Det viser undersøgelse af 9. klasseelevernes sociale baggrund på vidt forskellige københavnske folkeskoler.

KNÆK KODEN Læs en bog, køb en ordbog, hold en betalingsavis og drop turen til McDonald’s til fordel for en dag på Experimentarium. Så er dine børn allerede godt på vej til en god eksamen i folkeskolen. Især, hvis du husker at dele dine tanker og indtryk med dem og lærer dem et sprog, så de kan reflektere over det, I oplever sammen.

Når den veluddannede middelklasses børn stadig klarer sig langt bedre i skolen end børn af ufaglærte og faglærtes børn, så skyldes det nemlig i meget høj grad forskellen i det, man kunne kalde deres kulturelle kapital. Altså de kundskaber, børnene får med hjemmefra om alt fra Folketingets sammensætning til sprogtonen i ­Astrid Lindgrens børnebøger.

Dykker man ned i 9. klasserne på nogle af de københavnske skoler, hvor eleverne gennemsnitligt klarer sig dårligst til eksamen, viser det sig, at kun halvdelen af børnene nogensinde ser deres far eller mor læse en bog, og at 6 ud af 10 kun meget sjældent er sammen med forældrene om en fodboldkamp, et museumsbesøg eller en teatertur. Det modsatte billede gør sig gældende på skoler med høje karaktergennemsnit. Her kommer over halvdelen af eleverne ofte på tur med forældrene, og kun otte procent af eleverne har forældre, der ikke læser bøger – som derfor også langt oftere er et samtaleemne ved middagsbordet.

Det viser en undersøgelse, som sociologistuderende Niels Peter Mortensen fra Aalborg Universitet har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 9. klasses elever på københavnske folkeskoler befolket af vidt forskellige familier.

Mens forældrene på skolerne i den øvre middelklasses kvarterer i Brønshøj og på Østerbro har længere uddannelse, højere indkomst og bedre job end gennemsnittet, er skolerne i de socialt belastede kvarterer i Københavns nordvest-kvarter kendetegnet ved mange arbejdsløse forældre, lave indkomster og få forældre med en lang videregående uddannelse. Faktorer, der kan aflæses direkte på børnenes eksamensgennemsnit, som ligger på 7,25 på den svageste gruppe skoler og 8,07 i den stærke gruppe.

Sproget skiller

Undersøgelsen giver et godt billede af, hvorfor børnenes hjemmebaggrund – eller sociale arv – stadig er bestemmende for deres fremtid i uddannelsessystemet, mener seniorforsker Martin D. Munk fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI:

»Det er helt afgørende, hvilke stimulationer børnene har med sig hjemmefra, og om forældrene har lært dem et sprog, der gør dem i stand til at reflektere over problemstillinger – uanset om de er matematiske eller litterære.«

Sproget er noget af det, der adskiller de to grupper af elever, som befolker hver deres ende af den københavnske skoleverden. Over halvdelen af eleverne på de socialt belastede skoler oplever, at der er stor forskel på måden, de snakker på derhjemme og måden, læreren taler på i skolen. Og flere end hver tredje siger, at de ofte har svært ved at forstå, hvad læreren siger. Til sammenligning har kun hver 10. elev i de dyre kvarterer problemer med at forstå læreren.

Meget tyder altså på, at den måde, der tales på i hjemmet, giver vidt forskellige muligheder for at få noget ud af undervisningen, mener professor Peter Allerup, forsker i social arv på Danmarks Pædagogiske Universitet.

»Den her undersøgelse viser, at hvis man kommer fra en familie, hvor man får meget hjælp fra forældrene, hvor forældrene har en lang uddannelse, og hvor man snakker om tingene på en bestemt måde, så har man markant bedre muligheder for at få gode karakterer i skolen,« siger Peter Allerup.

Den sammenhæng har været kendt blandt sociologer i mange år, men A4’s undersøgelse giver et af de første kig ind i den sorte boks, vi normalt bare kalder »hjemmebaggrund« eller »forældrenes indflydelse«.

For eksempel viser undersøgelsen, at mens langt de fleste af eleverne i de socioøkonomisk stærke familier (dem med høj uddannelse, godt job og høj løn) får hjælp af deres forældre til lektierne, så gælder det kun hver tredje elev fra de socioøkonomisk svage familier. I disse familier får halvdelen af børnene slet ikke hjælp til lektierne, mens hvert femte barn er afhængig af søskende, hvis de skal have hjælp til matematikken eller den danske stil. Det kan måske forklare, hvorfor eleverne i Københavns nordvest-kvarter bruger tre kvarter længere om dagen på at læse lektier end deres mere velstillede kammerater i 9. klasserne på Østerbro og i Brønshøj.

»Undersøgelsen får sat lidt af det kød på diskussionen om den sociale arv, som vi længe har manglet. Nemlig at kunne beskrive, hvad der ligger bagved en lav socioøkonomisk status, som ofte beskrives mere som økonomiske forskelle på rige og fattige – men som i lige så høj grad afgøres af de sociale faktorer som kvaliteten af de samtaler, der foregår i hjemmet,« bemærker professor Peter Allerup.

Forskel på folk

En erkendelse, der kan virke provokerende i et samfund, hvor de fleste er enige om, at alle børn skal have lige muligheder for at klare sig godt i livet – uanset hvilket lag af samfundet de er vokset op i. Men idealet om, at alle skoler skal producere elever med nogenlunde samme gennemsnit, er ikke realistisk, siger Jens Husum, skoleleder ved Grundtvigsskolen i det socialt svage nordvestkvarter i København.

»Det er fuldstændigt naivt, synes jeg. Vi lever i et socialdemokratisk lighedssamfund, hvor ingen må have mere end andre. Men det gør altså ikke noget, at der er forskel på folk. Man behøver ikke være et dårligt menneske, fordi man ikke lige kan det samme som naboen eller ikke har bøger hjemme i stuen. Det er, fordi man har valgt anderledes,« siger Jens Husum.

Han mener, skolen har et særligt ansvar for at være tydeligere og mere systematiske formidlere af den sociale og kulturelle arv på skoler, hvor eleverne ikke har den med hjemme fra. Men i øvrigt kommer succesen ikke ved at fokusere på det, eleverne ikke har, men derimod anerkende og dyrke de potentialer, børnene faktisk kommer med, mener han.

På Grundtvigsskolen skal eleverne mødes med en respekt fra skolen for, at de har andre kompetencer end dem, middelklassens børn møder op med i 1. klasse.

»Det faglige niveau skal være højt, også her, det er klart. Men vi kan ikke have samme karaktergennemsnit som i Nordsjælland. Det er simpelthen umuligt. Men det er jo heller ikke noget godt mål for, om de vil klare sig godt i tilværelsen, at de har fået 8,5 i gennemsnit. Du kan jo ikke se på sådan et tal, om de børn, du lukker ud, har et højt selvværd og stoler på sig selv på deres færd videre i livet. Men det er mindst lige så vigtigt for, hvordan de vil klare sig.«

Ambitionerne blandt elever og forældre på de socialt belastede skoler fejler i hvert fald ikke noget. Tre ud af fire har forældre, der forventer, at deres børn får højere uddannelser, end de selv har, og poderne slider med lektierne i gennemsnit i to timer om dagen. Og trods de dårlige karakterer så ønsker hele 48 procent – eller nøjagtigt lige så mange som på middelklassens smørhulsskoler – at fortsætte i gymnasiet efter 9. klasse.

»De vil have større risiko for at falde fra. Men det viser jo, at du har nogle børn her, der har ambitioner om at blive til noget, og som har afkodet, at hvis de skal have en chance her i samfundet, så skal de have mere uddannelse end deres forældre,« mener seniorforsker Martin D. Munk fra SFI.

Vejledere på arbejde

En erkendelse, som skolevejlederne kan tage en stor del af æren for. Næsten halvdelen af eleverne på de socialt belastede skoler fortæller nemlig, at det er her, de har hentet hjælp til deres valg af ungdomsuddannelse, mens kun hver femte får hjælp af forældrene til at træffe dette afgørende valg. Langt færre end på de velstilledes skoler, hvor syv ud af ti får hjælp fra forældrene i deres uddannelsesvalg.

»Den sociale arv bliver aldrig afskaffet, men når så mange ønsker at få en uddannelse, så er det udtryk for, at tiden trods alt ikke står stille. For 100 år siden var det under én procent af en årgang, der fik en studentereksamen, i 1960 var det tre procent, og i dag nærmer vi os halvdelen af en årgang,« konstaterer Martin D. Munk.

Til gengæld er skolelederen på en af Københavns mest rendyrkede middelklasseskoler Brønshøj Skole langt fra tilfreds med, at kun 40-50 procent af hans elever ender i gymnasiet. Han undrer sig også over, at de kulturelt og socialt velnærede unge, der møder op på hans skole, kun klarer sig lidt bedre end gennemsnittet.

»Vi får ikke nok ud af det potentiale, vi har her. Vores gennemsnit ligger lige over 8, og det er altså ikke særlig imponerende. Det burde være meget højere,« mener skoleleder Jørgen Andersen.

En af forklaringerne kan være, at de svage elever, der trods alt er på skolen, ikke får samme opmærksomhed her som på de skoler, hvor de udgør majoriteten af eleverne:

»Vi er nok ikke så gode til at håndtere de svageste. Derfor har vi nogle bundkarakterer og nogle børn, som vi simpelthen aldrig får igennem til eksamen. Jeg tror i alt for høj grad, vi har vænnet os til, at det går af sig selv.«