Bobleøkonomiens sammenbrud

Af

Hvor det i 1989 var kommunismen, der brød sammen, er det i 2008 ­illusionen om den uregulerede markedsøkonomi, der krakelerer.

KRISE Hvad er det egentlig, Fogh-regeringen har givet danskerne mere af siden valgsejren for syv år siden? Et løft i den offentlige velfærd? Bedre integration? Et uddannelsesløft? Bedre miljø? En bedre balance mellem familie- og arbejdsliv? Ingen af delene!

Hvis man skal skære ind til benet, er der ét sted, hvor Fogh-regeringen har været generøs og har givet danskere i rigelige mængder i de seneste syv år: Det er væltet ud med kroner og øre til middelklassens privatforbrug, som er omsat i fladskærme, biler, flyrejser og samtalekøkkener. Dette privatøkonomiske mirakel har bygget på to forudsætninger: En international konjunkturmedvind. Og udviklingen af en særlig dansk »boligbobleøkonomi«.

De seneste års forbrugsfest i Danmark er blevet pustet op af vildtvoksende friværdier, som igen er understøttet af regeringens beslutninger om at tilbyde borgerne afdragsfrie lån til bolig, skattelettelser og et skattestop. Advarsler mod denne politik har der været mange af – ja, økonomer har stået i kø – men det er prellet fuldstændig af på regeringen, som har insisteret på det veldækkede forbrugsfestbord, hvor stadig flere af os har kunnet sige til vores borddame: »Har du virkelig tjent 100.000 kroner siden sidst på din bolig?« Og: »Sikken en lækker bil, du har købt for pengene.«

Ved at holde fingrene fra markedet har regeringen altså formået at gøre det til en nationalsport for store dele af befolkningen at score arbejds- og skattefrie milliongevinster. Boblen er blevet pustet op, op og op. Samtidig har regeringen stiltiende accepteret fremkomsten af en grådighedskultur i finansverdenens top.

Pointen er, at det er netop denne danske »bobleøkonomi«, der nu endeligt er bristet. Vi står i en ny situation. På skellet til noget nyt. Dét, der giver situationen historisk tyngde, er, at sammenbruddet i den danske boblemodel er knyttet snævert sammen med den gennemgribende krise i den globale aktiebobleøkonomi. I ugevis har vi oplevet et blodbad på verdens børser, banker er krakket, mennesker er gået konkurs, og økonomer har taget sig til hovedet over det »uforklarlige kollaps«. Når den værste panik er klinget af, og kurserne har rettet sig lidt, er det tid til selvransagelse.

Siden 1980’erne har mantraet for en vækstbaseret international økonomisk udvikling været »mere marked, mindre stat« – kort sagt: liberaliseringer af kapitalbevægelser, deregulering og privatisering af offentlige institutioner over hele verden. Selv om det er flere hundrede år siden, den liberalistiske guru Adam Smith introducerede ideen om »den usynlige hånd«, der kunne få markeder til at fungere optimalt, er det alligevel denne ideologi, der har dannet skole for indretningen af den globale økonomi.

Men det går jo ikke! Se bare, hvad der er sket i de seneste uger. Her er det ikke kun banker, der er kollapset, det er også hele illusionen om, at markeder klarer sig selv – til alles bedste. Verdensøkonomien har brug for mere regulering, og der er brug for globale institutioner, som kan tæmme de rå markedskræfter. Så enkelt er det.

Lad os håbe, at 2008 vil få samme status som murens fald i 1989. Hvor det dengang var kommunismen, der brød sammen som illusion, bør det i 2008 være ideen om den uregulerede finansielle bobleøkonomi, der styrter i grus. Globalt. Men i allerhøjeste grad også i Danmark.