Blairs tredje vej i knibe

Af

ANALYSE Den britiske premiereminister Tony Blairs politiske visioner om den tredje vej er i krise. Hverken i Storbritannien eller i resten af Europa vinder den længere genklang, men fremstår snarere som tom snak på højt plan. Labour har indført en række reformer af velfærdssamfundet, men har indset, at der er grænser for, hvor meget velfærd man kan effektivisere sig til. Spørgsmålet er nu, om skatten skal hæves yderligere.

Varm luft er den vigtigste drivkraft, når balloner sendes mod himlen. Men luften skal doseres med omtanke, ellers ryger ballonen ud af kurs. Og det er netop den fornemmelse, omverdenen i stigende grad har, når det gælder den britiske premiereminister Tony Blairs politiske projekt, den såkaldte tredje vej – eller progressive politik, som han er begyndt at kalde det.

Den karismatiske leders politiske tanker fremstår mere og mere som varm luft uden retning. Det blev tydeligt ved en stort anlagt konference i midten af juli, hvor Tony Blair samlede alt, hvad der kunne krybe og gå af socialdemokratiske regeringschefer. De talte blandt andre Gerhard Schröder fra Tyskland, Jean Chretién fra Canada, Thabo Mbeki fra Sydafrika og Göran Persson fra Sverige, og de var alle mødt op for at diskutere fremtiden.

Men som det daglange program skred frem, blev det tydeligere og tydeligere, at de fællesnævnere, den globale socialdemokratiske adel kunne enes om, var overskrifter som »markedskræfterne skal styres«, »ulighederne mellem rige og fattige lande skal udjævnes«, og »velfærdsstaten skal give individuelle muligheder og være fleksibel«. Når det kom til stykket, var der ikke fodslag.

Forklaringerne er mange, og en del handler om, at Blairs tiltrækningskraft efter syv år ved magten er dalende. Senest har Irak-krigen drevet en kile af modvilje og mistro ned mellem Blairs New Labour og de øvrige socialdemokratiske partier. I Storbritannien har diskussionen om grundlaget for Irak-krigen udløst de dårligste meningsmålinger for Blair, siden New Labour kom til magten i 1997. I tilgift er premiereministeren rodet ind i et drama om en embedsmands selvmord. Men Blair har tidligere været gennem politiske kriser, og vurderingen er, at også denne klarer han.

En anden og vægtigere forklaring på den halvtriste stemning på den stort anlagte konference er, at den tredje vej i dag er uden inspiration, idémæssigt som reelt politisk. Der er for meget varm luft i Blairs balloner.

Afmatningen sker på trods af, at Blairs regering har stået i spidsen for en stærk økonomi med lav arbejdsløshed og markante politiske landvindinger såsom indførelsen af en minimumsløn og et fald på 40 procent i antallet af børn, der vokser op i fattigdom. Hvorfor er den tredje vej så løbet ind i en krise? Svaret ligger i den tredje vejs store ambitioner.

En succes bliver skabt

Da Tony Blair i 1994 blev Labours nye leder, var han fast overbevist om, at årsagen til, at ærkefjenden de konservative stadig evnede at fastholde magten, var, at Labour var et mølædt parti, der decideret skræmte de afgørende midtervælgere bort. Ikke mindst partiets paragraf 4, der handlede om nationalisering af produktionsmidlerne, var et politisk relikvie, der ikke gjorde sig godt i tiden efter Murens fald i 1989. Paragraffen blev under stærk kritik fra partiets højtråbende venstrefløj afskaffet og erstattet med nogle løsere betragtninger. Og på en række afgørende strækninger flyttede Blair partiet fra en stærk betoning af kollektivet til en retorik, der satte den enkelte i centrum af et samfund i forandring. De grundlæggende byggesten til det, der senere blev kaldt den tredje vej, blev udviklet sammen med en række tænketanke og britiske intellektuelle som David Miliband og sociologen Anthony Giddens.

Deres fælles analyse lød, at pres fra globalisering, individualisering og den nye videnbaserede økonomi underminerede venstre- og højrefløjen. Højrefløjen, fordi den ikke havde et svar på, hvordan fattigdom og arbejdsløshed skal bekæmpes – 1980’erne neo-liberale bølge havde måske gjort en del mennesker rigere, men i Storbritannien var forskellen på rig og fattig vokset, og velfærdssamfundet slidt helt ned. Venstrefløjen, fordi den historisk mente, at staten skulle løse alle problemer, at markedet altid var et problem, og at der dybest set fandtes én korrekt måde at leve på for alle.

For Blair og inderkredsen i New Labour blev snittet lagt et tredje sted med følgende pejlemærker:

•  Politik udspringer ikke af klasseinteresser, men handler om værdier som ligeværd, muligheder for alle, ansvar og fællesskab.
•  Udgangspunktet er et samfund i konstant forandring. Det skaber utryghed for borgerne, ikke mindst dem med færrest ressourcer. Derfor skal New Labour hele tiden have bud på, hvad der kan gøres med stigningen i kriminalitet, tab af kompetence og integration af indvandrere. Det var spørgsmål, som de konservative ikke kunne håndtere.
•  Reform af økonomisk politik. Staten skal ikke skabe arbejdspladser til den enkelte. I en moderne dynamisk økonomi er opgaven at give kvalifikationer til at få et ordentligt job. Det gælder særligt de grupper, der har svært ved at komme i job. Samtidig skal de offentlige finanser styres stramt for at undgå, at skattetrykket stiger, og investorerne flygter. I stedet for at investere i statsproduktion og støtteordninger skal forskningen og uddannelsen styrkes.
•  Udstødningen af store samfundsgrupper skal stoppes ved at give alle borgere flere rettigheder og pligter. Eksempelvis har børn en ret til at få den bedst tænkelige uddannelse, mens forældrene har en pligt til at opdrage deres børn til ansvarlige borgere. Samfundet har et ansvar for den enkelte, og vice versa.
•  Demokratisering af det centraliserede britiske samfund – med selvstyre til Wales, Skotland og London, samt overvejelser om et nyt valgsystem.
•  En ny og aktivistisk udenrigspolitik med EU som omdrejningspunkt. 

Den store valgsejr 1. maj 1997 var nærmest en kroning af Blair og hans regering. Og partiet er nået langt.

Ok, men ikke godt nok

I 2001 genvandt New Labour magten, hvilket er første gang, det er lykkedes for en Labour-regering i Storbritannien. Den borgerlige opposition er kørt effektivt ud på sidelinjen, og partiet har bevist, at det kan føre en ansvarlig økonomisk politik. En af partiets første handlinger efter valgsejren i 1997 var at gøre nationalbanken uafhængig. Under voldsomme protester er der gennemført markante velfærdsreformer, eksempelvis er støtten til enlige forsørgere skåret ned samtidig med, at mulighederne for uddannelse og jobtræning er blevet forbedret.

Arbejdsmarkedspolitikken er blevet mere aktiv. Fra 1997 til 2000 er en million mennesker blevet løftet ud af fattigdom, blandt andet gennem ændrede skatteregler, der har sikret, »at det kan betale sig at arbejde«. Men listen over halve succeser og hele fiaskoer er endnu længere.
Fra begyndelsen har New Labour været optaget af at fremstå som et parti, der var gode venner med det private erhvervsliv. I dag mener de fleste af partiets vælgere, at man er blevet for gode venner med kapitalinteresser. Blairs regering har givet masser af verbal opbakning til tankerne om virksomhedernes sociale ansvar, men det er ikke lykkedes at få bugt med de overdrevne lønninger til topchefer og et erhvervsliv, der ofte kører på frihjul.

Skotland, Wales og London har fået selvstyre. Men valgsystemet er uforandret, så det stadig er den kandidat i den enkelte kreds, der får flest stemmer, som får mandatet, mens resten af stemmerne ryger i skraldespanden. Et resultat af systemet er, at de konservative ikke fik et eneste mandat i de lokale parlamenter i Skotland og Wales – næppe opskriften på et sundt demokrati. Ved det sidste valg var stemmedeltagelsen så lav, at kun 25 procent af briterne gav Blair regeringsmagten. New Labours tanker om at gøre valgsystemet mere repræsentativt er blevet arkiveret i al stilhed – man har jo magten.

Et af New Labours store slagnumre var lov og orden politikken. Man skulle være »tough on crime, and tough of the causes to crime«, men til trods for en byge af love, der blandt andet sikrer hurtigere straffe for unge lovovertrædere og en sænkning af den kriminelle lavalder i kombination med penge til uddannelse, vejledning og afvænning, er der ikke kommet hul på bylden. Antallet af indsatte i fængsler, der i forvejen havde EU-rekorden, fortsætter med at vokse. Selv Anthony Giddens, der ellers er stået last og brast med Blair, er begyndt at omtale udviklingen som et problem.

Det offentlige kviksand

Den største udfordring for New Labour er dog udviklingen af den offentlige service. Hele grundlaget for den tredje vej i de senere år har været, at man skulle nedbryde modsætningen mellem offentlig og privat. Det vigtigste var ikke, om udbyderen af en service var offentlig eller privat, men at borgeren fik en bedre service. Ved at organisere det offentlige på en anden måde, eksempelvis gennem udliciteringer og offentlig-privat-partnerskab, ville velfærdsservicen få et markant løft, lød analysen. Det er ikke sket.

Det britiske sundhedsvæsen er slidt helt ned efter en årelang udsultning. I EU bruger kun Finland og Irland færre midler på sundhed end Storbritannien. Lægerne er konstant på randen af oprør, sygeplejerskerne flygter, og patienterne står i kø for at brokke sig. Skolevæsnet fungerer stadigvæk på en måde, der er med til at opretholde de store klasseskel i de britiske samfund, og 15 procent af befolkningen har mere end svært ved at læse. New Labour har hældt flere penge i skolerne, men står magtesløs over for en række problemer. Eksempelvis er det næsten umuligt for de offentlige skoler i London at finde lærere, fordi de ikke har råd til at leve i byen. Ligeledes er New Labour blevet kritiseret for ikke for alvor at gøre noget ved det nedslidte jernbanenet, der skaber utryghed hos passagerne og store forsinkelser.

Skat, skat ikke

For at sætte mere skub i udviklingen har New Labour øget de offentlige udgifter fra 37,6 procent af bruttonationalproduktet i 1997 til 40,5 procent i 2001 – stadig et pænt stykke under niveauet for andre velfærdssamfund som Danmark og Holland. Men skal de offentlige serviceydelser for alvor op på det niveau, som New Labour har skabt forventninger om, er analysen i store dele af Blairs inderkreds, at skatten skal stige endnu mere.

Og det er præcis her, den tredje vej leder til politisk kviksand for Blair. På den ene side kan hans regering ikke hæve skatten uden at møde modstand fra store dele af den middelklasse, der bragte partiet til magten. På den anden side er New Labour nødt til at gøre noget ved den nedslidte offentlige sektor, hvis den ikke skal støde andre dele af middelklassen fra sig. Den tredje vej og New Labour står over for et strategisk valg: Hvad skal niveauet være for fremtidens velfærd? Det er et godt klassisk socialdemokratisk spørgsmål, som partier som tyske SDP og de nordiske socialdemokratier har rodet med i årevis.