Blå front

Af | @JanBirkemose

Hvis fagbevægelsen skal overleve, skal den acceptere, at borgerlige kan være fagligt aktive. I dag skal de fagligt aktive med hjertet hos Anders Fogh Rasmussen dog søges med lup. I Århus er Rasmus Fladmose Madsen dog både medlem af Venstres Ungdom og næstformand for HK Ungdom, og det mener han ikke der er noget problem i.

HYBRID Når de røde faner på lørdag vejer over Tangkrogen i Århus, hvor LO-forbundene fejrer 1. maj, er HK Ungdoms lokale næstformand ikke blandt fanebærerne. 20-årige Rasmus Fladmose Madsen er nemlig langt fra socialist. Tværtimod er han glødende tilhænger af statsminister Anders Fogh Rasmussen, erklæret liberalist og medlem af Venstres Ungdom, hvor han var kasserer og medlem af amtsbestyrelsen, inden han kastede sine kræfter ind i HK Ungdom.

Men Rasmus Fladmose Madsen vil være til stede på arbejdernes internationale kampdag.

Allerede fra morgenstunden vil han skænke Gammel Dansk til HK Ungdoms medlemmer, og når demonstrationen drager ud i Århus’ gader, vil han også være med. Ikke som en højreorienteret muldvarp, der forsøger at undergrave fagbevægelsen indefra, men som en repræsentant for den store gruppe af fagforeningsmedlemmer, der stemmer borgerligt og alligevel mener, at fagbevægelsen har en rolle at spille på fremtidens arbejdsmarked.

»Jeg ser ikke nogen modsætning i at være fagligt aktiv og at være borgerlig. 100 år før socialis-men blev skabt, talte de liberale allerede om frihed og menneskerettigheder. Det handler om frihed til det enkelte individ – uden at det sker på bekostning af andre – og det er også den kamp, som fagbevægelsen skal kæmpe. Så jeg synes faktisk, at det er en forældet tankegang, at man helst skal være socialdemokrat for at være aktiv i fagbevægelsen,« siger Rasmus Fladmose Madsen.

citationstegnIdeologisk set bryder jeg mig ikke om eksklusivbestemmelser. Men jeg kan se, at de tjener et godt formål for både arbejdstagere og arbejdsgivere, og så mener jeg, at det udelukkende er for at genere fagbevægelsen, når man vil fjerne dem. På det punkt er man nødt til at være lidt pragmatisk.

Han er enig i, at fagbevægelsens historiske bånd til Socialdemokraterne har en stor del af æren for de resultater, der er opnået. Men nutidens arbejdsmarked og dagens partipolitiske billede stiller krav om, at fagbevægelsen politisk spiller på mere end en hest.

»Det er en umoderne tankegang, at det kun er Socialdemokraterne, der kæmper for arbejderne, mens Venstre kæmper for arbejdsgiverne. Regeringens nye forårspakke, der forhåbentlig skaffer 22.000 nye arbejdspladser, er et godt eksempel på, at rollerne kan byttes om,« siger den unge HK-aktivist, der dog ikke har sympati for alle udspil fra den nuværende regering.

I forbindelse med regeringens kamp mod eksklusivaftaler, etableringen af tværfaglige a-kasser og fjernelse af portostøtten til blandt andet fagbevægelsens medlemsblade er Rasmus Fladmose Madsen enig med dem, der mener, at regeringsinitiativerne udelukkende sker for at nedbryde den etablerede fagbevægelse.

»Ideologisk set bryder jeg mig ikke om eksklusivbestemmelser. Men jeg kan se, at de tjener et godt formål for både arbejdstagere og arbejdsgivere, og så mener jeg, at det udelukkende er for at genere fagbevægelsen, når man vil fjerne dem. På det punkt er man nødt til at være lidt pragmatisk. Det samme gælder de tværfaglige a-kasser. Det er da en smuk tanke, at der er frit valg, men det er a-kassernes opgave at varetage medlemmernes interesser, og det gør de bedst muligt, hvis de har et indgående kendskab til medlemmernes branche.«

Nye varer på hylderne

Tro mod sin baggrund i Venstre – men også det ny LO’s værdigrundlag – sætter Rasmus Fladmose Madsen »individet i centrum« i enhver snak om fagbevægelsens opgaver. Til fordel for medlemmerne mener han, at klassiske fjendebilleder mellem højre og venstre og ansat og arbejdsgiver skal nedbrydes. Han ser fagforeningernes ungdomsafdelinger som salgsafdelinger og er ikke bleg for at bruge begreber hentet fra den HHX-uddannelse, han er ved at gennemføre, når han taler om, hvordan fagbevægelsen skaffer nye medlemmer og fastholder gamle.

»I bund og grund er fagbevægelsen en virksomhed som alle andre. Men profilen og produktsortimentet trænger til fornyelse, og vi skal blive bedre til at markedsføre os selv. Det meget ensidige politiske budskab skræmmer mange folk væk, og selv om de gule fagforeninger er noget fis, kan de noget, som den etablerede fagbevægelse ikke kan – nemlig give klar besked om, hvad det er for en vare, de sælger.«

Ifølge Rasmus Fladmose Madsen er et af problemerne, at hele fagbevægelsens top er vokset op i en tid, hvor medlemmerne strømmede til helt af sig selv. Derfor har de svært ved at omstille sig til de nye tider, hvor medlemmerne ikke bare selv tropper op eller måske ligefrem forsvinder.

»Vi bliver nødt til at vende tilbage til dengang, hvor bevægelsen blev skabt. Det skete blandt andet ved, at man mødte op på arbejdspladserne og forklarede, at en fagforening kan holde hånden under hvert enkelt medlem. Grundlæggende er det de samme værdier, der skal formuleres i dag. Den eneste forskel er, at de ansattes problemer selvfølgelig har forandret sig,« siger Rasmus Fladmose Madsen og advarer mod at opfatte arbejdsgiverne som de ansattes modpart.

»Vi skal ikke møde op på arbejdspladserne for at tæske arbejdsgiveren, men for at være de ansattes konsulent. Vi skal forbedre medlemmernes arbejdsforhold og deres muligheder på arbejdsmarkedet. Og arbejdsgiverne er ikke en modpart, for de har også interesse i, at medarbejderne er motiverede. Er der omvendt en arbejdsgiver, der træder helt ved siden af, skal han også vide, at vi har en meget stor kølle, vi kan trække frem og dunke ham i hovedet med.«

Rasmus Fladmose Madsen opfordrer desuden til, at der sættes en blød fod på bremsepedalen for de mange møder og kurser i fagbevægelsen. Selv deltager han i projektuddannelsen Mindscope på Esbjerg Højskole, og det er ikke, fordi han tvivler på, at de mange kurser er relevante. Men i hvert eneste tilfælde bør man overveje, om kurset kommer medlemmerne til gode.

»Tillidsrepræsentanterne bruger utrolig megen tid på møder og kursusvirksomhed. De oplever, at deres formand hele tiden er i København og lærer nye udtryk. Det er sikkert nogle udmærkede kurser og møder, tillidsrepræsentanter bruger deres tid på, men det, medlemmerne oplever, er, at deres formand konstant er væk for at æde smørrebrød for deres penge.«

Derfor mener Rasmus Fladmose Madsen, at tillidsrepræsentanter skal forklare, hvad alle kurser har af betydning for medlemmerne.

Borgerlig LO-formand

Ikke overraskende for en person med Rasmus Fladmose Madsens baggrund mener han, at fagbevægelsen er politisk intolerant. Han mødes ofte med uforståenhed for sine politiske sympatier og er flere gange blevet opfordret til at finde sig et andet sted at udleve sin ambitioner.

»Det er utrolig synd for fagbevægelsen, at stemningen kan være sådan. Hvis ikke vi erkender, at en stor del af medlemmerne tænker og stemmer borgerligt, skyder vi os selv i foden. Det er en forstokket politisk intolerance, at man ikke vil acceptere, at de borgerlige medlemmer bliver repræsenteret i fagforeningerne,« siger Rasmus Fladmose Madsen.

Den samme mangel for tolerance møder han dog også i sit eget politiske bagland.

»I Venstres Ungdom møder jeg masser af mennesker, der udelukkende ser fagbevægelsen som en flok gamle pampere i et negativt system, der bør nedbrydes hurtigst muligt. De har en klar uvilje mod at samarbejde og forstår slet ikke, at fagbevægelsen er et seriøst foretagende.«

Og ifølge Rasmus Fladmose Madsen stortrives den samme mangel på tolerance også i partiets top, hvor chefideologen beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen fører en hård kurs mod fagbevægelsen.

»Claus Hjort Frederiksen og hovedparten af hans folk er forstokkede liberale, der er helt intolerante over for fagbevægelsen. Den mest liberale politik i Folketinget i øjeblikket møder man faktisk hos Det Radikale Venstre, der fastholder, at liberalisme bygger på fællesskaber, der blandt andet også rummer det fællesskab, som fagbevægelsen står for.«

citationstegnHvis ikke vi erkender, at en stor del af medlemmerne tænker og stemmer borgerligt, skyder vi os selv i foden. Det er en forstokket politisk intolerance, at man ikke vil acceptere, at de borgerlige medlemmer bliver repræsenteret i fagforeningerne.

I sidste uge offentliggjorde HK en minimagtudredning, hvor det foreslås, at fagbevægelsen i fremtiden økonomisk støtter de politiske partier, der arbejder for fagbevægelsens sager. Rasmus Fladmose Madsen er delvist enig i konklusionen. I hvert fald er han arg modstander af kun at støtte Socialdemokraterne.

»Enten bør alle partier have støtte, eller også skal ingen have. Helst ser jeg, at man helt fjerner partistøtten. Jeg er godt klar over, at det vil skabe en økonomisk skævhed til fordel for de borgerlige, fordi virksomheder sikkert vil fortsætte med deres støtte. Men hvis medlemmerne vil undgå det, må de støtte Socialdemokraterne af egen lomme. Det er ikke en opgave for fagbevægelsen.«

Selv om forståelsen mellem de borgerlige og fagbevægelsen kan synes at have trange kår, er Rasmus Fladmose Madsen alligevel behersket optimistisk for fremtiden. Han håber på, at fjendebillederne vil uddø med den nuværende ge-neration af topledere, og han ser sig selv som et lille, men vigtigt skridt mod en partipolitisk bredere og mere fremtidssikker fagbevægelse.

»Fagbevægelsen skal ikke fornægte sin historie. Socialdemokraterne og fagbevægelsen er ud af samme stamme, og sammen har de to organisationer vundet store sejre. Men nu er tiden kommet til, at vi bruger vores rødder til at løfte os selv til nye højder. Og hvis fagbevægelsen eksisterer om 50 år, er det, fordi vi har accepteret fremtiden og sagt farvel til fortiden. Hvis det er tilfældet, kan det sagtens være at HK’s formand eller LO-formanden er borgerlig.«