Blå blok er mest til mænd

Af Knud Andersen
Anna Glent Overgaard
| @MichaelBraemer

Barsk krisepolitik får kvinderne til at flygte fra blå blok. På lidt over tre år – siden sidste valg – er den kvindelige vælgerandel blandt til de borgerlige partier svundet fra 42 til 38 procent, viser nye tal. Kvinderne bliver meget svære at hente tilbage, hvis ikke blå blok ændrer signaler, vurderer eksperter.

KVINDETÆKKE Kvindelige vælgere flygter i stor stil fra de borgerlige partier, viser ny undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. Og det er krisen og regeringens spareplaner, der skræmmer det kvindelige vælgerkorps væk, påpeger eksperterne enstemmigt. Kvinder er til velfærd og er nærmest umulige at få med på nedskæringer, lyder forklaringen. 

Vælgeropbakningen til blå blok var kønsmæssigt skæv allerede ved Folketingsvalget i 2007, hvor kun 42 procent af de borgerlige stemmer kom fra kvinder. Men hvis der var valg i morgen, ville andelen af kvindelige stemmer til blå blok falde yderligere til sølle 38 procent. Dermed nærmer vi os en situation, hvor kun hver tredje borgerlige stemme er kvindelig.

»Når man begynder at skære ned på velfærden, så er det noget, især kvinder ikke bryder sig om,« siger valgforsker ved Aarhus Universitet Rune Stubager.

Også i rød blok er vælgersammensætningen skæv, bare med modsat fortegn. Men ikke i nær samme omfang, og sammensætningen begynder at ligne en ligelig fordeling mellem kønnene ifølge ugebrevets undersøgelse. Ved valget i 2007 var fordelingen af stemmer til rød blok 55-45 procent i kvindernes favør, mens den ved et valg i morgen ville være 53-47 procent.

Forklaringen på, at den mandlige andel af vælgere kan vokse i blå og rød blok samtidig, er, at den betragtelige gruppe af tvivlere – af valgforskere vurderet til at udgøre en fjerdedel af vælgerne – langt overvejende består af kvinder. Af de vælgere, der svarer »Ved ikke« til spørgsmålet om, hvor de ville sætte deres kryds, hvis der var valg i morgen, er 69 procent kvinder.

Det forhold gør det endnu sværere for den borgerlige regering at få vendt en situation, hvor den ifølge meningsmålingerne er bagud i forhold til rød blok, mener valgforsker Johannes Andersen fra Aalborg Universitet.  

»Lige nu er der rigtig mange, der ikke kan finde ud af, hvad de skal stemme, så der er stadig en masse at kæmpe om. Men dér fører rød blok en smule på point, fordi kvinderne hælder til den røde blok,« siger han. 

Kvinder er til omsorg

Den stadigt mere rendyrkede mandeprofil i blå blok harmonerer dårligt med den udbredte opfattelse af, at partierne er rykket mod midten og kæmper om de samme vælgere.

Ifølge Johannes Andersen skyldes det, at selv om alle partier i dag bakker op om velfærdsstaten, gør de det på hver deres måde, som i særlig grad appellerer til enten mænd, der typisk er konkurrenceorienterede og effektivitetssøgende, eller til kvinder, der i højere grad tænker i solidaritet og omsorg.

»Vi er stadig i den situation, at to tredjedele af det danske vælgerkorps bakker op om velfærdsstaten og gerne vil betale skat. Men det er den måde, man skruer velfærdsstaten sammen, der skiller parterne ad,« siger han og forklarer:

»Mændene kan bedre se sig selv i en mere konkurrencepræget, effektivt ledet, offentlig sektor, end kvinderne kan. Kvinderne befinder sig også lavere i hierarkierne, hvor mændene fortsat dominerer på ledelsesplan. Kvinderne er ’de varme hænder’ i den offentlige sektor, og derfor ved de, at det er omsorgen, der er vigtig. Det er dét, de kan, og det er dét, de gør.«

Kenneth Reinicke, mandeforsker på Roskilde Universitet (RUC), er enig i, at blå blok i forhold til de kvindelige vælgere står i den værst tænkelige situation med en dagsorden, der dikterer indgreb i kernevelfærden.

»Mænd er mere modtagelige over for de lidt egoistiske, hårde og rationelle budskaber om, hvad der er råd og ikke råd til, og hvor pengene skal kanaliseres hen. Dér vil kvinderne ikke gå på kompromis. Der skal være velfungerende børnehaver, skoler og hospitaler, mener de, og så vil de blæse på det store makroøkonomiske ræsonnement,« siger han.

Kenneth Reinicke ser fænomenet tydeligst afspejlet i opbakningen til Liberal Alliance, der har været de ivrigste fortalere for skattelettelser og effektivisering af den offentlige sektor. Ifølge Ugebrevet A4’s undersøgelse er det også det parti, der har mindst appel til kvindelige vælgere. Færre end hver tredje vælger, der ville stemme på Liberal Alliance ved et valg i morgen, er kvinde.

Politisk ordfører for Liberal Alliance Simon Emil Ammitzbøll kan ikke se problemet i sammensætningen af hans partis vælgere og vil ikke gøre noget særligt for at få kvinder til at stemme på partiet. 

»Vi lægger vores politik frem åbent, ærligt og redeligt, og så må de, de er enige, stemme på den. Det kan være, vi skal være bedre til at forklare vores politik, for selvfølgelig vil vi gerne have flere vælgere. Men man skal ikke skamme sig over dem, vi har. Vi har en utrolig god appel til de mandlige vælgere, at det skal vi ikke være kede af,« siger han.

Vil ikke tale ned til kvinder

Spørgsmålet er imidlertid, om Liberal Alliance er helt så ligeglad med sin manglende appel til kvinderne, som den politiske ordfører får det til at lyde. Simon Emil Ammitzbøll peger selv på, at partiet lige nu i en annoncekampagne prøver at skærpe sin socialpolitiske profil. Det sker ved at føre den nye spidskandidat, den succesrige plejehjemsleder Thyra Frank frem som partiets menneskelige ansigt.    

Kun lidt større appel til kvinderne end Liberal Alliance har regeringspartiet Konservative, som er blevet beskyldt for at skabe uro i blå blok ved at konkurrere med Liberal Alliance om skattelettelser og beskæring af den offentlige sektor. 37 procent af de vælgere, Konservative ville høste ved et valg i morgen, er kvinder.

Konservativ politisk ordfører Carina Christensen erkender, at krise og kvinder ikke rimer.

»Der er fokus på den økonomiske politik. Det er det, vi skal finde svar på nu og her. Og det, tror jeg, tiltaler kvinder mindre end mange andre emner,« siger hun.

Men Carina Christensen vil gerne blive bedre til at præsentere de økonomiske problemstillinger på en måde, så de appellerer til kvinderne og åbner deres øjne for, at det ikke er ligegyldigt, om man får lukket hullet i statskassen og får flere hænder i arbejde.

»Jeg tror, mange kvinder er bekymrede for dét med at smide regningen i børneværelset, så det vil være deres børn, der ender med gæld og skal betale regningen, hvis vi ikke får løst problemerne. Økonomien er jo også en del af kvindernes samfund. Jeg tror heller ikke, at kvinderne bryder sig om at blive talt ned til – at de skal have en særlig dagsorden, som kun handler om dem. Jeg mener, at man skal lave politik for både mænd og kvinder,« siger hun.

Konservative har indtil for nylig i flere år haft en kvindelig partileder, Lene Espersen, uden at det tilsyneladende har tiltrukket kvinderne. I det hele taget viser Ugebrevet A4´s undersøgelse, at det ikke er partilederens køn, der afgør, hvor godt man er i stand til at få de kvindelige vælgere i tale.

Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgaard i spidsen kunne kun mobilisere en kvindelig vælgerandel på 39 procent ved et valg i morgen, mens omvendt 63 procent af stemmerne på SF med Villy Søvndal ved roret ville komme fra kvinder.

Partiforsker ved Københavns Universitet Karina Kosiara-Pedersen mener heller ikke, at man skal tillægge partilederes køn for stor betydning. Hun peger på Storbritanniens mangeårige, konservative premierminister Margaret Thatcher som eksemplet på en kvindelig leder, der førte benhård borgerlig politik og næppe tiltrak typiske kvindestemmer.

»Jeg tror ikke, at toplederen er afgørende. Derimod er det vigtigt, om der er en kvinde at stemme på. Vi kan jo se, at hvis man som kvinde er interesseret i at stille op, har man lettere ved både at blive opstillet og valgt end mænd. Kvinderne stemmer i højere grad på kvinder ved personlig stemmeafgivning. Og vælgerne må jo synes, at det gør en forskel, når de stemmer på dem,« siger hun. 

Villy Søvndal lever ifølge Karina Kosiara-Pedersen højt på en folkelig stil, der rækker ud over hans partis traditionelle vælgerkreds. Den socialdemokratiske leder, Helle Thorning Schmidt, opnår sin ideelle vælgersammensætning med nøjagtig lige mange mandlige og kvindelige vælgere ved at afdæmpe sin kvindelighed, mener hun.

»Helle Thorning kunne godt have valgt at være mere feministisk i ordets positive forstand. Men det har hun netop ikke valgt, for jeg tror godt, hun er klar over, at der er en række traditionelle socialdemokrater, der lige skal sluge det at have en kvindelig leder,« siger Karina Kosiara-Pedersen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussens parti, Venstre, har størst kvindetække blandt de borgerlige partier. Alligevel ville kun 42 procent af partiets stemmer komme fra kvinder ved et valg i morgen.

Også Lars Løkke Rasmussens forgænger i formandsstolen og på statsministerposten, Anders Fogh Rasmussen, havde vanskeligt ved at få fat i de kvindelige vælgere. Af samme grund var det en blødere version af den daværende statsminister, der uden slips og med opsmøgede ærmer mødte sin kvindelige modkandidat til politisk debat ved valget i 2007.

Op ad bakke for Løkke

Men hvis Lars Løkke Rasmussen skal gøre sig forhåbninger om, at den borgerlige regering fortsætter efter næste valg, skal der mere til end personlig appel til det kvindelige vælgersegment, vurderer Karina Kosiara-Pedersen.

»Jeg tror, det er lidt mere op ad bakke for Løkke. Fogh havde en gunstig økonomisk situation, hvor der var noget at dele ud af. Lars Løkke står om ikke med ryggen mod muren så i hvert fald i en situation, hvor han finder det nødvendigt at gennemføre nogle økonomiske reformer, som er svære at sælge til især kvinder. Derfor er det ikke et spørgsmål om, hvordan han præsenterer sig, men om hans evne til at sælge den hårde økonomiske politik,« siger hun.

Johannes Andersen mener, at Lars Løkke Rasmussen er nødt til at alliere sig med de mandlige vælgere, hvis det skal lykkes at trække de kvindelige tvivlere i retning af blå blok.

»Det er hans chance, og det er vel egentlig også den strategi, han allerede har valgt: At han skal fortælle mændene, at de skal fortælle kvinderne, at vi er i en så alvorlig situation, at vi er nødt til at tænke på økonomi før noget andet for at sikre den fremtidige økonomi,« mener han.

Rune Stubager mener, at den politiske dagsorden og de økonomiske udfordringer arbejder for rød blok, og at Lars Løkke Rasmussen står over for en svær opgave.

»Det afgørende for vælgernes og især kvindernes holdning er, at oppositionen har et andet bud, som ikke indebærer nedskæringer. Det kan godt være, at Løkke taler om fornuft, men det gør de andre også. Det er jo ikke sådan, at de ikke anerkender de økonomiske problemer. Så kan man diskutere økonomien i planerne, og hvad der virker bedst, men det bliver en mere teknisk diskussion,« siger han. 

Svært alternativ

Hvis Lars Løkke Rasmussen vil rette op på sit kønsregnskab, kan han ifølge Rune Stubager også bare rebe sejlene og sige, at han alligevel ikke vil gennemføre sine indgreb i kernevelfærden. Det kunne være med en forklaring om, at problemerne ser ud til løse sig selv. Men det vil i givet fald være et gigantisk tilbagetog og vil formentlig sende de vælgere, han har hentet tilbage fra Liberal Alliance siden sin nytårstale, retur.  

»Partierne kan jo ændre på kønsfordelingen i det omfang, de er villige til at ændre på deres politiske profiler. Der er to sider af ligningen. Den ene er vælgerne og den anden er partierne. Derfor er det noget, der er en vis dynamik i over tid. Går man for eksempel tilbage til tiden før 70’erne og kvindemobiliseringen, kan man se, at kvinderne stemte mere borgerligt end mænd. Forklaringen var, at de borgerlige partier stod for de familieværdier, som kvinderne satte i højsædet dengang,« fortæller han.