Bjarnes død

Af | @IHoumark

Socialdemokraterne har de seneste år bejlet til borgerlige midtervælgere, som internt har fået navnet »Bjarne«. Men strategien med Bjarne er utilstrækkelig og må nytænkes, mener iagttagere. Partiet er nu delt mellem en stille begravelse eller løssluppen gravøl.

EFTER BJARNE Siden Socialdemokraterne tabte regeringsmagten i 2001, har partitoppen haft en drøm. Den handler om at overbevise omkring 250.000 midtervælgere om at forlade Venstre til fordel for Socialdemokraterne. I den socialdemokratiske partijargon er de 250.000 blevet kaldt de »blå socialdemokrater« og senest »Bjarne«.

Men selv om S-leder Helle Thorning-Schmidt har stået på tungen for Bjarne, er han stort set blevet hos statsminister Anders Fogh Rasmussen. Valget i november blev et mareridt for Socialdemokraterne, og nu grubler partiledelsen over kursen.

Vælgernes dom tilsiger i sig selv nytænkning i partiet. Fra folketingsvalget i 1998 til valget i 2007 er opbakningen til S faldet fra 35,9 til 25,5 procent af vælgerne. Og 13. november 2007 står nu i Socialdemokraternes partihistorie som valgdagen med det dårligste resultat i 100 år. Tidligere øverste embedsmand – partisekretær – hos Socialdemokraterne og nu rådgiver i politisk kommunikation Jens Christiansen konstaterer:

»Socialdemokraterne befinder sig nu i nøjagtig samme situation som efter valget i 2005: De blå socialdemokrater er ikke vendt hjem.«

Jens Christiansen erkender i sin bog »Hvem vinder valget?« direkte, at Bjarne-strategien »indtil videre er slået fejl«. Det gør ondt, for han var som partisekretær fra 2002 til 2006, hvor han stod tre forskellige partiformænd nær, en af nøglepersonerne i forhold til Bjarne-strategien. Den virker da også besnærende, for Bjarne er et produkt af et grundigt analysearbejde.

Partiet har via målinger af vælgerholdninger regnet på, hvor mange vælgere der er inden for rækkevidde. Analyser viser, at 16-18 procent af vælgerne med meget stor sikkerhed vil stemme på liste A – selv når Socialdemokraterne laver upopulær politik som eksempelvis indgreb mod efterlønnen. Ud over disse sikre er der de såkaldte trofaste, som er partiet venligt stemt, men som lige skal overbevises fra valg til valg. De trofaste udgør 9-11 procent af vælgerne. Så er der de »røde mulige«, som potentielt vil kunne hentes fra SF, de radikale eller Enhedslisten. Det drejer sig om 7-13 procent af vælgerne.

Den fjerde og sidste gruppe inden for rækkevidde er Bjarne eller de »blå mulige«. Det drejer sig om cirka 6 procent af vælgerne – rundt regnet 200.000 til 250.000. De fleste af dem stemmer borgerligt og især på Venstre, og de er ekstremt interessante for Socialdemokraterne. Bjarne tæller nemlig dobbelt i forhold til at få regeringsmagten. Hvis Bjarne kan bevæges fra den blå regeringsblok til den venstreorienterede opposition, så ikke alene taber »blå blok« en vælger – »rød blok« får en mere.

Om Bjarne ved Socialdemokraterne, at han (det er fortrinsvis mænd) er meget glad for velfærdsstaten og godt ved, at den om nogen er skabt af Socialdemokraterne. Bjarne er dog også meget optaget af fortsat økonomisk vækst, og udlændinge ser han helst ikke flere af.

Det er i lyset af Bjarne, at man skal se Socialdemokraternes omklamring af regeringens skattestop og stramme udlændingepolitik. Og når Helle Thorning-Schmidt under valgkampen i november ikke kunne åbne munden uden at sige »velfærd frem for skattelettelser«, så var det for at tale til Bjarnes velfærdsgen.

Selv om S-toppen strøg Bjarne med håret, så var der ikke ret mange af hans slags, som flyttede sig ved valget i november. Ser man på, hvordan vælgerne stemte ved folketingsvalget 2005 og sammenligner med 2007, så gik 1,5 procent fra Venstre til Socialdemokraterne. 0,8 procent gik den modsatte vej fra Socialdemokraterne til Venstre. Summa summarum 0,7 procent af vælgerne – svarende til 24.000 »Bjarner« - vandt Socialdemokraterne. Alt, alt for få til, at Helle Thorning-Schmidt kunne indtage Statsministeriet. Valgforsker og lektor ved Aalborg Universitet Johannes Andersen siger:

»Socialdemokraterne står i den forbandede situation, at godt nok har vælgerne mest tillid til dem på velfærdsområdet, men midtervælgerne synes nu, at »Venstre slet ikke er så tosset til det med velfærd, og Dansk Folkeparti kan da også noget.«

Dansk Folkeparti er arbejderpartiet

Bjarne er defineret som en faglært arbejder – eksempelvis metalarbejder. Men det halter med arbejderopbakningen til Socialdemokraterne, viser udviklingen. Partiet bevæger sig mere og mere væk fra den arbejderklasse, der udgjorde stammen fra stiftelsen i 1871 og stadig er en stor del af partiets selvforståelse.

Ifølge undersøgelser udført for Det Danske Valgprojekt er Socialdemokraterne gået fra i sit vælgerkorps i 1966 at have 21 procentpoint flere faglærte og ufaglærte arbejdere end gennemsnittet for alle partier til i dag kun at have en overvægt af arbejdere på fem procentpoint. Helt modsat er det gået for Venstre, der fra at have en undervægt på 29 procentpoint i 1966 er gået til at have en repræsentation af folk i blå kedeldragter svarende til gennemsnittet.

Målt på andelen af arbejdere i eget vælgerkorps er Dansk Folkeparti i dag arbejderpartiet, idet over halvdelen (cirka 56 procent) af dets vælgere er arbejdere. Andelen hos Socialdemokraterne er 44 procent. Målt på antallet af vælgere er Socialdemokraterne dog stadig det største arbejderparti ifølge en måling, som Epinion gennemførte for A4 umiddelbart før valget.

Valgforsker Johannes Andersen ser et tydeligt misforhold mellem Bjarne-strategien og vælgersammensætningen:

»Fra undersøgelser ved vi, at Socialdemokraterne i mindre og mindre grad bliver et arbejderparti. Det går lidt hånd i hånd med, at partiet mister stemmer fra privatansatte. Partiet bliver mere og mere for kvindelige funktionærer i den offentlige sektor. Samtidig må Socialdemokraterne konstatere, at Dansk Folkeparti har så godt fat i arbejderne, at Socialdemokraterne ikke umiddelbart kan løbe med dem.«

Problemet for partier ved at satse på arbejderne er, at der bliver færre og færre af dem, og at erhverv betyder mindre og mindre for folks kryds på stemmesedlen. Det oplyser lektor ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen:

»De færreste danskere vågner op hver dag med bevidstheden om, at »jeg er arbejder«. Identiteten er i dag bundet meget mere op på uddannelse og alder end på erhverv.«

Målt på uddannelse er Socialdemokraterne ikke de svagestes parti. De kortuddannede stemmer fortrinsvis på »blå blok«. Eksempelvis stemte 52 procent af de vælgere, der kun har folkeskolens afgangseksamen, på Venstre, de konservative eller Dansk Folkeparti. Generelt er det sådan, at de længst uddannede og privilegerede er venstreorienterede, mens de kortuddannede og mest ressourcesvage hælder til højrefløjen.

Hvor galt det står til for Socialdemokraterne med at satse på Bjarne, fremgår af en måling udført af Capacent Epinion for Ugebrevet Mandag Morgen: Ved valget i 2007 stemte to ud af tre mænd under 40 år med en erhvervsfaglig uddannelse på VKO. 37 procent af håndværker-mændene stemte på Venstre, otte procent på de konservative, 21 procent på Dansk Folkeparti og 20 procent på Socialdemokraterne.

Men måske gør det ikke så meget, at Socialdemokraterne går fra at være arbejderparti til at være funktionær-fællesskab. Valgforsker Johannes Andersen siger:

»En gang var arbejderklassen den samfundsbærende klasse. I dag er den største klasse funktionærerne, som – desværre for partierne – ikke er nogen homogen klasse. Derfor har Socialdemokraterne valgt at sige: »Vi prøver på at fastholde så mange arbejdere som muligt, men samtidig må vi have fat i funktionærerne.«

Bjarne skal trimmes

Valgnederlaget i 2007 gør det nødvendigt, at Socialdemokraterne ændrer på strategien. Det siger formanden for Socialdemokraternes folketingsgruppe, Carsten Hansen. Han mener, at Bjarne-strategien skal nytænkes:

»Diskussionen om Bjarne er underlig, for folk er mangfoldige, og det skal vi som parti forholde os til. Vi skal i højere grad forsøge at tale til alle LO-arbejdere. Vi kan ikke vinde et valg ved kun at satse på metalarbejderen Bjarne.«

Gruppeformanden oplyser, at partiet er i gang med »den mest grundige evaluering af et valg, jeg nogensinde har været med til«. På den baggrund vil han ikke komme med præcise bud på den fremtidige S-strategi endnu, men siger dog:

»Vi skal langt mere ind i arbejdernes hverdag og eksempelvis sætte fokus på den uddannelse, som deres børn kan få. I mange år har man prioriteret de videregående uddannelser helt vildt – det kunne jo være, at det var erhvervsuddannelsernes tur.«

Med hensyn til partiets politik synes Carsten Hansen ikke, der skal ske det store:

»Vi skal videreudvikle vores politik på baggrund af de sejre, vi har fået inden for velfærd. Vi skal ikke ud og opfinde et nyt projekt.«

I den forgangne uge lancerede parti-nestor og overborgmester i København Ritt Bjerregaard – med opbakning fra en række kendte socialdemokrater – debatkredsen Den Røde Skole. En af initiativtagerne, formanden for Socialdemokraterne i København, Jan Salling Kristensen, siger:

»Vi er godt tilfredse med Helle Thorning-Schmidt, der kommunikerede glimrende under valgkampen, men vi må erkende, at vi befinder os på en brændende politisk platform, når partiet alligevel ikke høster flere stemmer. Derfor vil vi gerne iværksætte en fordomsfri debat om partiets politik. Eksempelvis om skattepolitikken, hvor intet skal være helligt – heller ikke husejerne.«

Den Røde Skole er ikke den socialdemokratiske gruppeformand Carsten Hansens kop te.

»Jeg hilser altid debat velkommen, men jeg synes, at man skal holde sig for god til at gå ud og svine hinanden til med, at alting i Socialdemokraterne er for taktisk. Men nu vil jeg glæde mig meget til at se de konkrete bud, der måtte komme fra Den Røde Skole,« siger Carsten Hansen.