Bevægelsen skal tilbage i fagbevægelsen

Af | @IHoumark

Når forbund som Socialpædagogerne og FOA kan skaffe flere medlemmer, så kan andre forbund også. Der er grund til optimisme i den ellers skrantende LO-fagbevægelse, mener forfatterne til en håndbog om organisering. De slår på tromme for, at fagbevægelsens folk taler ­meget mere med medlemmerne og møder dem på nye måder.

FRA MINUS TIL PLUS Hver eneste dag mister fagforbund som 3F, HK og Dansk Metal medlemmer. Alligevel gør forbundenes ansatte og valgte klogt i at udtrykke tro på fremtiden. For hvem gider melde sig ind hos en flok pessimister? For at skabe mere glæde og dialog med medlemmerne bør alle LO-fagbevægelsens folk i stedet gå i offensiven og mindst en gang om måneden besøge en arbejdsplads. Det kan give gevaldige gevinster.

Anbefalingen kommer fra to erfarne herrer ud i kunsten at pleje og hverve medlemmer: Paw Jensen og Knud Lindholm Lau. Som formand for 3F i Ringkøbing-Holmsland har Paw Jensen formået at få lokalafdelingens medlemstal banket op med 13 procent. Knud Lindholm Lau har undervist og inspireret hundredvis af tillidsfolk samt rådgivet forbund om hvervekampagner.

De to har samlet deres erfaringer i håndbogen »Organisering.dk«, der har været et hit i fagbevægelsen og netop er kommet i en ny udgave. Heri skriver de:

»Denne bog skrives ikke på grund af fagbevægelsens krise, men fordi det er muligt at komme ud af krisen. Undskyld os denne optimistiske frækhed, men nu må, skal og kan der handles.«

Forfatternes optimisme kan virke naiv, når man ser på udviklingen i LO-fagbevægelsens samlede medlemstal. Det er gået støt nedad i mange år, og antallet af kontingentbetalende medlemmer i LO-forbundene under ét er på vej ned under en million.

»Vi tillader os at være optimister, for vi kan se forskellige tegn på, at nedgang kan vendes til fremgang. Paw har vist i sin afdeling, at hvis man bruger kræfterne rigtigt lokalt, så kan det give gevinst. På forbundsplan har FOA (Fag og Arbejde, red.) skabt fremgang med klare markeringer og ved at tage ting op, som interesserer medlemmerne. Og socialpædagogerne har lige haft stor succes med et halvt års medlemskampagne,« siger Knud Lindholm Lau.

De vigtigste elementer i socialpædagogernes kampagne var aktivering af tillidsrepræsentanterne, og at valgte og ansatte fra kredskontorerne over to uger besøgte et væld af arbejdspladser. Efter kampagnens afslutning 1. april var der en nettogevinst på 600 medlemmer. Dermed har forbundet fået vendt medlemskurven, der ellers bevægede sig nedad. Den udvikling giver tro på fremtiden, og den er der faktisk ved at komme mere af i hele LO-fagbevægelsen, mener Paw Jensen:

»Vi kan mærke, at der er en voksende, fælles forståelse i fagbevægelsen af, at vi skal lade være med alt den negative tænkning med, at det går ad helvede til, og medlemmerne fosser ud. For hvem gider melde sig ind i noget, hvor folk går og hænger med hovedet? I stedet skal vi ranke ryggen og sige: »Det kan godt være, at vi mister medlemmer, men hvad kan vi gøre«.

Men har LO-fagbevægelsen ikke samfunds­udviklingen imod sig? Eksempelvis bliver der færre i de grupper, LO-forbundene traditionelt organiserer, og beskæftigelsen er høj, hvilket får mange til at mene, de kan leve uden fagbevægelsens sikkerhedsnet.

»Jo, men der er nu en gang noget for alle mennesker på fagbevægelsens mange hylder. Problemet for LO-fagbevægelsen er, at mange mennesker ikke har opdaget, hvor mange forskellige tilbud deres medlemskab giver,« siger Knud Lindholm Lau.

Tillidsfolk skal ikke sælge

De to eksperter i organisering fremhæver, at ifølge en undersøgelse er over halvdelen af de uorganiserede på LO-området aldrig blevet tilbudt et medlemskab. Bare det at tage kontakten til mulige medlemmer kan ellers være særdeles givtigt.

»Alt det her med organisering drejer sig om, at vi kommer ud og taler med folk. Eksempelvis ved på virksomhedsbesøg at glemme alt om den flammende enetale og i stedet bruge tiden på at få ansatte til at fortælle om problemer og glæder. Vi kan lave annoncer og skrive nok så mange pjecer, men det flyver lige hen over hovedet på de fleste. Vi har jo så mange pjecer i fagbevægelsen, at vi kunne fylde hele LO-huset et par gange,« siger Paw Jensen.

Fagbevægelsens tilgang til medlemmerne skal i langt højere grad være »Hvad kan vi gøre for jer« og så tage en dialog derfra, mener Knud Lindholm Lau:

»Det ligger dybt nedfældet i politisk aktive mennesker, som der er mange af i fagbevægelsen, at man skal ud og »sælge budskabet«. Vel skal man ej. At kalde det at »sælge« er en forkert kommercialisering af fagbevægelsen. En drejning, som Kristelig Fagbevægelse har taget ved at kalde sine medlemmer kunder. Det skal LO-fagbevægelsen slet, slet ikke gøre. Den ikke bare HAR medlemmer, den BESTÅR af medlemmer.«

Som formand for en lokalafdeling kan man høste mange medlemmer ved ganske enkelt at tage sig tid til en jævnbyrdig snak med folk. Den erfaring har Paw Jensen gjort.

»Jeg vælger nogle gange bevidst at køre på genbrugspladsen lørdag formiddag, og så kan jeg godt være der halvanden til to timer. Dels møder jeg 3F-medlemmer, som arbejder der, dels møder jeg et hav af mulige medlemmer og interessenter,« siger Paw Jensen og fortsætter:

»Når jeg går med min kone i Kvickly, så tager hun indkøbsvognen, for inden jeg er færdig med at tale med folk, så er hun nået over til kassen. På den måde får jeg en masse kontakter, og jeg har så at sige taget overfrakken af, før der overhovedet bliver talt om medlemskab.«

Han tager også gerne ud på arbejdspladserne.

»De her arbejdsplads-besøg kan godt lægge beslag på en hel formiddag, men de giver i gennemsnit et nyt medlem hver gang og en indsigt, der gør det meget nemmere for mig at tale med både ansatte og chefer.«

Han så gerne, at alle de omkring 10.000 ansatte i fagbevægelsen var på virksomhedsbesøg mindst én gang om måneden.

»Nogle tillidsrepræsentanter aner ikke, hvem deres lokalformand er. Og der sidder mange på fagforeningskontorer, der aldrig har været på virksomhedsbesøg. Ude på virksomhederne tumler folk med alle mulige spørgsmål, og mange vil eksempelvis gerne tale med jurister eller faglige sekretærer fra fagforeningen. Min erfaring er, at de fleste fagforeningsansatte synes, det er drønhamrende spændende at komme ud på besøg, når de først har prøvet det.«

Møder på en ny måde

Fagbevægelsen skal i det hele taget finde nye måder og platforme, hvor valgte, ansatte og medlemmer kan mødes, mener Knud Lindholm Lau:

»Jeg er ked af at sige det, men de nye mødeformer er i langt højere grad samlet op af erhvervslivet end af fagbevægelsen. Jeg har set ting i Danske Bank, som er vildt avancerede i forhold til dialogmetoder. De ved godt, at man ikke skal sende en direktør ned til et møde for at stå og dirigere rundt med de ansatte.«

I bogen »Organisering.dk« er der talrige ideer til, hvordan man lokalt kan lave arrangementer, som medlemmerne vil bruge tid på. Paw Jensen fortæller om et succesrigt medlemsmøde i Ringkøbing om arv og testamente. Her kom omkring 50 mennesker, hvoraf tre fjerdedele var folk, som ellers aldrig kommer til møder. Og de kom ikke kun den ene gang:

»Hver anden uge har vi en kontortid, hvor vi tilbyder medlemmerne retshjælp. Efter mødet om arv og testamente var der de to næste gange med retshjælp booket helt op. Mødet havde sat nogle tanker i gang, og de mennesker ville formodentlig ellers aldrig have fået lavet et testamente. Nu går de tilbage til deres kolleger og siger: »Jeg vil anbefale dig at gå ned i 3F’s retshjælp«. Og når kollegerne så kommer, opdager de, at 3F er mere end røde faner og blokader.«

Knud Lindholm Lau nævner et andet eksempel til inspiration:

»En 3F-afdeling på Fyn arrangerede en messe om de nyeste former for rengøringsmidler og - metoder. Altså noget helt anderledes end de her sædvanlige messer om camping, ferie, dyre landbrugsmaskiner eller andre fine ting. Til messen på Fyn kom nysgerrige rengøringsassistenter, leverandører for at sælge og arbejdsgivere på jagt efter arbejdskraft.«

De to forfattere lægger stor vægt på, at medlemmerne får en oplevelse af at blive taget alvorligt, når de dukker op til aktiviteter.

»Det dur ikke med popsmarte arrangementer. Der skal være en forbindelse til fagbevægelsen, og medlemmerne skal opleve, at der bliver lyttet til dem. Måske får de oven i købet besøg af Harald Børsting (LO-formand, red.) en gang imellem. Ikke for at kongeliggøre det – men mere for at understrege vigtigheden af at signalere imødekommenhed,« siger Knud Lindholm Lau.

Tag konkurrencen op

Der er al mulig grund til, at folkene i den »røde« fagbevægelse følger godt med i de initiativer, der kommer fra den »gule« fagbevægelse. Men ifølge de to forfattere vil det være forkert af LO-fagbevægelsen at deltage i den priskrig på kontingenter, som især Kristelig Fagbevægelse og Det Faglige Hus har kørende.

»Der er ingen grund til at gå ind i priskrigen, når den reelle prisforskel er 190 kroner om måneden mellem eksempelvis 3F og Kristelig Fagbevægelse. Forskellen kan godt forklares og forsvares. Men hvis der er et overforbrug i LO-fagbevægelsen, er det selvfølgelig et problem. Min erfaring er, at der kan spares penge i alle store systemer,« siger Knud Lindholm Lau.

Mens fagbevægelsen skal være påpasselig med pengene, skal der ikke spares på knofedtet, hvis medlemsudviklingen skal vendes:

»I vores øjne er fagbevægelsen den mest kompetente medspiller, som en lønmodtager kan få. Men det kræver, at alle letter r…. og yder det maksimale hver dag, hvad enten man er receptionist, faglig sekretær, lokalformand eller forbundsformand. Og at være ansat eller valgt i fagbevægelsen er et vanvittigt krævende arbejde, for man skal både kunne sit faglige arbejde og kende samfundet,« siger Knud Lindholm Lau.