Beslutningerne skal ud af herretoilettet

Af | @JanBirkemose

Mandedominans er årsag til mange af fagbevægelsens problemer. Hvis kvinderne havde mere indflydelse, ville nogle af tidens store emner som dobbeltarbejde, dårligt image og medlemsflugt være løst, mener Gitte Hansson. Hun er netop uddannet på det første hold af »starletter«, der skal få flere kvinder ind i toppen af fagforbundene.

Diagnosen er benhård og ærlig, men også båret af kærlighed og et oprigtigt ønske om at ville fagbevægelsen det bedste: De mange udfordringer, som forbundene under LO i disse år er begyndt at tage livtag med, kunne være løst for år tilbage, hvis kvinderne var kommet til fadet. Spørgsmålet er endda, om problemerne overhovedet var opstået, hvis ikke det var fordi, fagbevægelsen rimer på mandekultur.

Gitte Hansson er en del af det første hold af yngre fagligt aktive kvinder, der for lidt over to uger siden færdiggjorde den såkaldte Starletuddannelse. Uddannelsen har taget to et halvt år og blev startet efter den seneste ordinære LO-kongres, hvor undersøgelser viste, at fagbevægelsen er dårligere repræsenteret med kvinder, jo længere man når op mod toppen. Ønsket har derfor været at ruste og kvalificere kvinderne, så de tør gå efter magten.

At det mål er nået, kom for nylig til klart udtryk, da Gitte Hansson sammen med starlet-kollegerne Betina Jonassen og Mette Jørgensen kvitterede for uddannelsen med en brandtale i LO-huset. Problemerne i fagbevægelsen og de manglende kvinder er nemlig to sider af den samme sag, lød konklusionen fra de tre starletter.

Ifølge Gitte Hansson er det ikke kun et spørgsmål om at uddanne kvinder til at ville magten, det er i endnu højere grad et spørgsmål om at ændre magtkulturen, så den vil kvinderne. En af de første ting, man bør tage fat på, er fagbevægelsens mødekultur.

»Der er utrolig mange møder og valghandlinger, hvor man føler, at ens indsats og deltagelse er ligegyldig. Først modtager man en ordentlig stak papirer, som man selvfølgelig har læst inden mødet. Men derefter går den første lange del af mødet med en beretning, der gennemgår alt det, man allerede har læst, og til sidst opdager man, at beslutningerne allerede er truffet på herretoilettet eller i baren,« siger Gitte Hansson og fortsætter:

»Den form for kultur skal vi væk fra. Beslutningerne skal træffes åbent og ærligt, så alle kan se hinanden i øjnene. Det andet opleves utroværdigt og føles som en kniv i ryggen på dem, der ikke var med på herretoilettet. Dertil kommer, at det er et dårligt udgangspunkt for at føre beslutninger ud i livet, at alle ikke har været med til at træffe dem.«

Mødetider er kvindefjendske

Men ifølge Gitte Hansson er det ikke kun et spørgsmål om at skabe åbenhed om beslutninger. Traditionen med at holde møder om eftermiddagen, aftenen og i weekenderne skræmmer også mange kvinder væk, fordi de er nødt til at prioritere familien.

citationstegnDet er en typisk mandeting, at man skal sætte sine egne spor, og at man derfor ikke kigger på naboens erfaringer. Vi kvinder har ikke det behov og er ikke bange for at bruge hinandens ideer.

»Hvis man skal være fagligt aktiv, betyder det en stor mødeaktivitet, som er svær at forene med familie og børn. Derfor bør størstedelen af møderne foregå i arbejdstiden, så kvinderne ikke tvinges til at skulle vælge mellem familie og faglig karriere,« siger Gitte Hansson.

Hun henviser til sit eget forbund – Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF). Det er et af de blot fire LO-forbund, hvor kvinderne ikke er underrepræsenteret i hovedbestyrelsen i forhold til antallet af kvindelige medlemmer.

»Det har stor betydning, at vi er offentligt ansatte i mit forbund og at vi derfor kan lave langt det meste af det faglige arbejde i den almindelige arbejdstid. I forhold til mine kolleger på starlet-uddannelsen er der ingen tvivl om, at jeg har det som blommen i et æg,« siger Gitte Hansson, der selv sidder i forbundets hovedbestyrelse.

Et af målene i starletuddannelsen er at give kvinderne mod på at gå efter magten. Gitte Hansson ved af egen erfaring, hvor svært det kan være at tage ordet på en kongres med mange mennesker.

»Da jeg holdt min første tale på HKKF’s kongres, var alt sort foran mig. Ved anden tale kunne jeg se en person, og tredje gang kunne jeg se hele forsamlingen og holde kunstpauser. Men hvorfor skal en kongres holdes på en måde, der skræmmer alle uprøvede kræfter væk,« spørger Gitte Hansson og leverer selv en alternativ løsning:

»I stedet for de endeløse lange rækker af borde kunne de stilles op i mindre grupper. Og talerstolen, der er højt hævet over forsamlingen, kunne afløses af en mikrofon, der gik rundt. Jeg tror, der sidder en masse mennesker med gode ideer og argumenter, som ikke kommer til orde i den nuværende form. Hvis man ændrede formen, ville det være til fordel for både kvinder og unge – og dermed hele fagbevægelsen.«

14forside Mænd skal sætte spor

Som en særlig understregning af, at kvinder er anderledes end mænd, og at de gerne indrømmer, at resultater skabes gennem samarbejde, lægger Gitte Hansson vægt på, at hendes holdninger ikke bare er hendes egne, men i høj grad også resultatet af et intensivt gruppearbejde på starlet-uddannelsen.

»Kvinder er gode til at inddrage hinanden og føler ikke, at det er en falliterklæring at spørge andre til råds. Vi behøver heller ikke at opfinde den dybe tallerken, hver gang der skal udvikles noget nyt. Vi lytter og lærer gerne af andres erfaringer.«

Som et eksempel på, at fagbevægelsen mangler denne dimension i dag, peger Gitte Hansson på det meget dobbeltarbejde, der i dag foregår i forbundene under LO.

»Det er, som om vi glemmer, hvorfor vi er i LO. Hvorfor bruger de forskellige forbund ikke hinanden noget mere? Er vi ikke i LO for at drage nytte af hinanden,« spørger hun retorisk og nævner medlemshvervning, politikudvikling, ungdomsarbejde og udvikling af kurser og IT som områder, hvor man kunne udnytte ressourcerne langt bedre.

»Det er en typisk mandeting, at man skal sætte sine egne spor, og at man derfor ikke kigger på naboens erfaringer. Vi kvinder har ikke det behov og er ikke bange for at bruge hinandens ideer. Og alt andet lige skaber det nogle mere langsigtede løsninger.«

Omsorg er vigtigt

Gitte Hansson mener også, at kvindernes omsorgsgen kan have stor betydning for det faglige arbejde. Det er den evne, der gør, at tillidsrepræsentanterne er i stand til at sætte sig i deres medlemmers situation, og det er altafgørende i en opbrudstid, hvor medlemmerne har nye behov og føler, at de har mindre brug for den traditionelle kollektive fagbevægelse.

»De unge er i dag utrolig selvstændigt tænkende og interesserer sig ikke så meget for demokratiske processer og kollektive overenskomster. De vil have nogle tilbud, som de personligt kan drage nytte af, og de går helt i sort, når de hører fagbevægelsen tale om røde faner og Socialdemokrati. Derfor skal vi ud blandt medlemmerne og høre, hvad de ønsker, og ud fra det skal vi lave politik,« siger Gitte Hansson, som dog ikke ligefrem er indstillet på at lave fagbevægelsen til et supermarked med individuelle tilbud.

citationstegnI mange forbund lever man stadig som i de gode gamle velmagtsdage. Man bor i flotte omgivelser, tager på dyre rejser og spiser gode middage. Medlemmerne spørger sig selv, om det virkelig er det, deres penge skal gå til.

»Nej, vi skal ikke være et forsikringsselskab. Forsikringer kan de sikkert alligevel købe meget billigere andre steder. Men vi skal høre, hvad der rører sig, og medlemmerne skal se, at fagtoppen ikke bare er nogle, der sidder i deres store højborge inde i København.«
Gitte Hansson er ikke i tvivl om, at det er den opfattelse, som hersker blandt almindelige medlemmer, og det bliver ikke bedre af, at cigarføringen til tider er lovlig høj i fagbevægelsens top.

»I mange forbund lever man stadig som i de gode gamle velmagtsdage. Man bor i flotte omgivelser, tager på dyre rejser og spiser gode middage. Medlemmerne spørger sig selv, om det virkelig er det, deres penge skal gå til. Vi i fagbevægelsen skal tænke meget mere over de signaler, vi sender. Og det gælder også debatten om honorarer for bestyrelsesposter.«

»Hvis det er i kraft af ens arbejde, at man sidder i disse bestyrelser, skal man da ikke have honorar ved siden af ens faste løn. Når kulturen alligevel er sådan, at man helt automatisk får honoraret, kan jeg da godt forstå, at det er svært at sige nej til. Men et eller andet sted bør der alligevel være en samvittighed, der forbyder det.«

Nytænkning er besværlig

Gitte Hansson tror, at kvinderne i fremtiden vil få langt større indflydelse i fagbevægelsen. Hun forventer, at starletuddannelsen kan virke som en murbrækker for mange andre kvinder. Når de ser, at det lykkes for starletterne, får de også selv mod på det faglige arbejde.

»Men kvinderne skal opfordres til at gå ind i det faglige arbejde, og de skal vælges på grund af deres kvalifikationer, for jeg er imod kvoter. Men forudsætningen er, at kulturen ændres, så den i højere grad appellerer til begge køn og i øvrigt afspejler medlemmernes behov.«

»Hvis kvinderne på et tidligere tidspunkt var blevet en større magtfaktor, så ville mange af de kvindelige værdier allerede været blevet indarbejdet i fagbevægelsen. For kvinderne har kun lyst til at deltage og være aktive, når stridsøkserne er begravet, og alle får en ordentlig behandling. Det handler om, at vi skal bruge hinandens forskellighed til fordel for fagbevægelsen,« siger hun.
Trods Gitte Hanssons optimisme tør hun ikke spå om, hvornår kritikken vil føre til konkrete ændringer i fagbevægelsen:

»Fagbevægelsen er et sted, hvor vi normalt gør tingene, som vi plejer. Vi vil gerne have nytænkning, men det er lettest at lade være. Hvis man lod nogle udefra vurdere kulturen, ville de helt sikkert sige, at der var meget, der kunne gøres anderledes,« slutter Gitte Hansson.