X-FACTOR

Berømtheder har gode odds i politik

Af | @IHoumark

Kendisser har gode chancer, når de går ind i kampen om at få en plads i Folketinget. Hidtil er hver anden kendis blevet valgt ind, viser ny opgørelse. En komiker og en fitness-dronning er blandt de kendte, som nu vil vejes af vælgerne.

Liberal Alliance er det parti, der har tiltrukket flest berømtheder de seneste år. En af dem er den tidligere kuglestøder Joachim B. Olsen.

Liberal Alliance er det parti, der har tiltrukket flest berømtheder de seneste år. En af dem er den tidligere kuglestøder Joachim B. Olsen.

Foto: Claus Bech/Scanpix

Forfatteren Yahya Hassan, fitness-dronningen Charlotte Bircow og mindst fire andre kendisser stiller op ved det snarlige valg til Folketinget. De har statistisk set en ret god chance for at realisere drømmen om en plads på Christiansborg. I gennemsnit lykkes det for cirka hver anden opstillede kendis at blive valgt ind på Borgen, viser en ny opgørelse.

Ugebrevet A4 har gennemgået de seneste fire folketingsvalg og set på, hvordan det er gået for berømtheder, som gik ind i den politiske verden op til et valg. Ud af 18 kendisser opnåede 9 – altså halvdelen – valg. Det gælder blandt andre Joachim B. Olsen, Connie Hedegaard og Louise Frevert.

Hver anden kendis blev valgtSådan er det gået de berømtheder, der har stillet op ved de seneste fire folketingsvalg.
Research: Ugebrevet A4

En fifty-fifty chance for valg er flot, vurderer Johannes Andersen, som er samfundsforsker og lektor ved Aalborg Universitet.

»50 procents chance for at blive valgt ind er gode odds sammenlignet med almindelige kandidater til Folketinget, der stiller op første gang,« siger Johannes Andersen.

Ved det seneste Folketingsvalg kæmpede rundt regnet 800 kandidater om de 179 pladser i Folketinget. Så for den almindelige kandidat er chancen for en plads på tinge i gennemsnit kun 22 procent mod kendissernes omkring 50 procent. Og for en ny og ukendt politikerspire er sandsynligheden endnu lavere.

»De fleste kandidater skal være opstillet to eller tre gange, før de kan gøre sig forhåbninger om at komme i Folketinget,« fortæller Johannes Andersen.

Med og uden odds

En af kendisserne, der stiller op til Folketingsvalget denne gang, er komiker Anders Stjernholm. Han vil på tinge for Alternativet.

Han hævder dog, at han ikke går op i sine chancer for at opnå valg.

»Jeg har besluttet mig for ikke at interessere mig for mine odds. For det er projektet Alternativet, som er og skal være drivkraften, og ikke udsigten til en plads i Folketinget,« siger Anders Stjernholm.

Her er de kendte, der stiller op i årSeks kendte stiller op for fem forskellige partier.
Research: Ugebrevet A4

Fitnessdronning Charlotte Bircow stiller op for Liberal Alliance og er meget bevidst om, hvordan hendes muligheder for at vinde et mandat er.

»Jeg skal have et meget højt personligt stemmetal. Men jeg har en god fornemmelse i maven,« siger Charlotte Bircow.

Ingen grund til misundelse

På nogle kan det virke forkert, at man som kendis uden videre kan stille op lige før et valg og dermed styre uden om mange år med lange og måske kedelige møder samt diverse arrangementer i den lokale partiforening.

Det er ingen skade til, at en politiker har masser af erfaring med at håndtere medierne. Troels Mylenberg, politisk kommentator, Fyns Amts Avis

Men der er ingen grund til at misunde de kendte, som går ind i politik. Det vurderer Troels Mylenberg, som er politisk kommentator og chefredaktør ved Fyns Amts Avis.

»Nogle mener, det er snyd, når kendte kan stille op kort før et valg og stryge ind i Folketinget. Men vi har nu en gang de politikere, som vi selv har valgt. Og det er for eksempel ingen skade til, at en politiker har masser af erfaring med at håndtere medierne,« siger Troels Mylenberg.

Jeg har ikke fået nogen fribillet til at blive kandidat. Charlotte Bircow, fitness-dronning, kandidat for Liberal Alliance

Charlotte Bircow afviser, at hun kommer let til et eventuelt sæde i Folketinget.

»Sidste år begyndte jeg at gå til politiske møder og samtaler for at blive opstillet. Så jeg har ikke fået nogen fribillet til at blive kandidat,« siger Charlotte Bircow.

Du kan bare prøve selv

Lektor Johannes Andersen har en opfordring til dem, der ser med misundelse på kendte kandidater.

»Hvis man ikke bryder sig om, at kendisser kan skyde genvej til Borgen, kan man jo selv melde sig ind i et parti og være aktiv,« siger Johannes Andersen og uddyber:

»Da kun omkring én procent af danskerne er aktive i partierne, kan man som aktiv ret hurtigt få indflydelse. I nogle partiforeninger skal man blot kunne mønstre 10-15 mennesker for at præge, hvem der bliver stillet op.«

Kan klare sig inde bag murene

En ting er, at vælgerne stemmer kendisser ind i Folketinget. Noget andet er, hvor godt rustet berømthederne er til hverdagen på Christiansborg.

»I det politiske arbejde på Christiansborg kan det være en udfordring at få kendte ind. I og med at de sjældent ved så meget om det politiske arbejde, kan de have svært ved at håndtere de mange sager, lange møder og bunker af papirer, som er hverdagen i Folketinget. Kendisserne kan ligefrem gå hen og blive en arbejdsbelastning for partierne,« siger Johannes Andersen.

Komiker og kandidat Anders Stjernholm frygter ikke at falde i søvn i Christiansborgs atmosfære.

»Jeg har siddet til en masse møder, og det har jeg ingen problemer med, så længe jeg føler mig motiveret. Med politik mærker jeg en klar motivation – ja, sågar transportpolitik føler jeg mig hammer motiveret for,« siger Anders Stjernholm.

Kommentator Troels Mylenberg kan ikke se, hvorfor kendisser skulle være dårligt rustet til Borgen.

»Det er jo noget pjat, hvis man tror, at kendisser ikke kan finde ud af at sidde med ved lange møder. De fleste er udmærket klar over, at hverdagen på Christiansborg ikke er noget tv-show. Og partierne ruster dem jo også til opgaven,« siger Troels Mylenberg.

Charlotte Bircow føler sig særdeles godt rustet til politiker-livet.

»Hvis ikke jeg skulle kunne gå ind i politik, så ved jeg snart ikke, hvem der skulle kunne,« siger Charlotte Bircow og fortsætter:

»Jeg har blandt andet 25 års erhvervserfaring. Jeg har læst nationaløkonomi, holdt en masse foredrag og klaret opgaven med at være alenemor for tre børn.«

Gave til den politiske debat

Som tidligere nævnt stiller mindst seks kendisser op ved det snarlige valg til Folketinget. Det er ifølge Ugebrevet A4’s opgørelse et ret stort antal, når man lige ser bort fra folketingsvalget i 2007, hvor flere kendisser stillede op for det nystiftede Ny Alliance (nu Liberal Alliance). I 2007 stillede syv kendisser op.

»Med seks kendisser på stemmesedlerne denne gang er det vel et udtryk for, at partierne kan se en fordel ved at have kendte mennesker med ombord. Men også at det kniber med at få almindelige mennesker til at engagere sig i politik,« siger Johannes Andersen.

Jeg arbejder hårdt på at blive set som politiker. Men det kommer til at tage tid. Anders Stjernholm, standupper, kandidat for Alternativet

En rundringning foretaget af Politiken viser, at mange kendte fra tv eller den offentlige debat bliver spurgt, om de vil tage en tur i politik. 33 ud af 75 kendte danskere er blevet kontaktet af politiske partier med henblik på opstilling.

Troels Mylenberg ser dog ikke nogen tendens til, at kendisserne kommer til at fylde mere i politik. Og skulle det ske, behøver det ikke være et minus.

»Man kan mene, hvad man vil om Joachim B. Olsen og hans udtalelser, men han har da været en gave til den politiske debat. Personligt vil jeg foretrække kandidater som ham, der har noget livserfaring og har prøvet forskellige ting, frem for en 27-årig bachelor-studerende fra universitetet,« siger Troels Mylenberg.

Det handler om knofedt

En ting er at være berømt for at være skatteadvokat, som Mogens Glistrup var i sin tid, da han stiftede Fremskridtspartiet. Eller at være kendt for at være direktør som Lars Kolind, da han stillede op for Ny Alliance. Noget andet er at opnå respekt som politiker og tiltrække vælgere.

Den udfordring erkender Charlotte Bircow fuldt ud.

»Jeg kommer til at arbejde lige så hårdt for at blive respekteret som politiker, som jeg har arbejdet for at blive det som for eksempel foredragsholder. Det handler om knofedt, hvis man vil noget her i livet,« siger Charlotte Bircow.

Standupper Anders Stjernholm håber på, at vælgerne med tiden vil se ham som seriøs politiker. Men han er klar over, at mange stadig ikke har bemærket ham.

»Jeg arbejder hårdt på at blive set som politiker. Men det kommer til at tage tid. Trods en masse blog- og debatindlæg skriver folk stadig til mig, at jeg jo ikke har udtrykt mig om noget som helst og nok bør holde mig til komik,« siger Anders Stjernholm.

Han forklarer, at han absolut ikke har gang i et ’Jacob Haugaard-projekt’ og henviser dermed til komiker-kollegaen, der for sjov stillede op til valget i 1994 – og blev valgt.

Anders Stjernholms slogan i valgkampen er ’Hvorfor ikke?’.

»Jeg vil gerne have folk til at standse op og tænke på, at hvorfor skulle en komiker ikke kunne gå ind i politik?« siger Anders Stjernholm.