Belgierne stirrer ned i afgrunden

Af Jens Thomsen

Tintins fædreland med EU’s hovedstad, Bruxelles, er i politisk og kulturel opløsning. Regeringskriser hører til dagens orden. Sprogstrid og regional nationalisme truer Belgiens fremtid som land.

MAGT-LØS En lille gruppe fransktalende bel-giere tog en stille hævn over deres lokalsamfund, da de for nogle år siden følte sig så chikaneret af deres flamsktalende medborgere, at de opgav at blive boende i byen Renaix. I stedet for at sælge deres boliger til medlemmer af den dominerende flamsktalende befolkning, solgte de til afrikanske indvandrere – til det flamske flertals frustration og vrede.

Renaix ligger 50 kilometer sydvest for hovedstaden Bruxelles på sproggrænsen, der skærer Belgien i to dele med en nordlig flamsk befolkning og en sydlig fransktalende befolkning. Den lille by har i årevis været en af mange lokale slagmarker i den opslidende sprogstrid, som belgierne bogstavelig talt udkæmper fra hus til hus i kommunerne langs sproggrænsen, og som nu truer med at kaste det splittede land ud i en afgrundsdyb politisk krise.

For tredje gang på bare tre år er Belgiens regering under den kontroversielle flamske premierminister Yves Leterme blevet tvunget til at gå af – denne gang fordi et yderligtgående flamsk parti uventet forlod regeringsalliancen. Belgierne skal derfor til stemmeurnerne 13. juni, men udsigten til at få løst de indenrigspolitiske uoverensstemmelser er så ringe, at kendere af belgisk politik har svært ved at se, hvordan skårene kan klinkes. 1. juli bliver Belgien formandsland for EU i et halvt år, og der er stor risiko for, at landet stadig er uden regering til den tid.

»Det er forfærdeligt for vores lands anseelse,« konstaterede Wilfred Martens, tidligere belgisk premierminister og nu formand for det konservative parti EPP i Europa-Parlamentet, i en kommentar til koalitionsregeringens seneste kollaps.

Da Yves Leterme blev valgt første gang, tog det ni måneder at danne regering, og den næste regering efter valget 13. juni kan få en meget vanskelig fødsel, selv om den bliver uden Leterme ved roret.

»Jeg tror, krisen er mere alvorlig denne gang, end den plejer at være, for ingen kan i dag se, hvordan vi kan nå til en løsning af problemet,« siger Martin Buxant, der dækker belgisk indenrigspolitik for den fransksprogede avis La Libre Belgique.

Problemet BHV

’Problemet’, som Martin Buxant hentyder til, er en gammel traver i Belgiens sprogstrid, nemlig valgkredsen Bruxelles-Halle-Vilvoorde, hvor en særlig form for mindretalsbeskyttelse af de fransktalende i årevis har været en torn i øjet på Belgiens flamsktalende befolkning.

Valgkredsen er en undtagelse i Belgien, fordi den går på tværs af to regioner: Hovedstadsregionen Bruxelles, som er tosproget, og naboområdet Halle-Vilvoorde, der grænser op til Bruxelles, men er flamsk.

De flamsktalende er utilfredse med, at det fransktalende mindretal i Halle-Vilvoorde har ret til at stemme på fransktalende kandidater i Bruxelles ved nationale valg og valg til Europa-Parlamentet, selv om Halle-Vilvoorde tilhører en anden region end Bruxelles.

En række flamske partier arbejder indædt på at få spaltet valgkredsen Bruxelles-Halle-Vilvoorde for på den måde at afskaffe de fransktalendes adgang til at stemme på politiske kandidater i naboregionen Bruxelles, og BHV, som Bruxelles-Halle-Vilvoorde hedder i daglig tale, har udviklet sig til sprogstridens mest forbitrede konflikt.

Yves Leterme lovede allerede i 2007, at BHV ville blive løst til flamsk tilfredshed, og for flamske politikere er en aftale om BHV en betingelse for deltagelse i en ny regering.

»De flamske partier vil ikke deltage i en føderal regering, før der kommer en løsning af BHV – valgkampen vil komme til at fokusere på dette problem,« siger Martin Buxant.

Politisk skakmat

Set udefra er belgiernes strid med hinanden på en gang forbitret og komisk, men for Belgien som helhed er der ikke noget at grine ad. Årtiers forsøg på at inddæmme sprogstriden har nemlig opdelt og splittet landet administrativt, politisk og kulturelt og har givet næring til ønsket i Flandern om yderligere selvstændighed.

Belgien er en føderation af tre regioner med stor selvstændighed: Flandern (flamsksproget) med seks millioner indbyggere, Vallonien (fransksproget) med 3,4 millioner indbyggere og Bruxelles (tosproget) med en million indbyggere.

Regionerne er suppleret af tre sprogsamfund: Et flamsk, et fransk og et tysk, og sammenlagt har Belgien ikke færre end seks parlamenter: Et nationalt parlament, et parlament for hver af de tre regioner samt et parlament for hver af de franske og tyske sprogsamfund. I Flandern har man slået det regionale og det flamske parlament sammen til et parlament – ellers ville der være syv parlamenter.

»Det kan godt være, at Belgien er uden føderal regering i øjeblikket, men hvad gør det: Vi har stadig fem andre regeringer,« lyder det spydigt fra Monique Demarret – en helt almindelig belgisk vælger i Bruxelles, der er led og ked af Belgiens sprogstrid og forvoksede og ineffektive administration.

Hun forventer, at mange vælgere vil vise deres politiske lede ved at sofavælge og dermed trodse den lovfæstede stemmepligt ved nationale valg i Belgien.

Historisk havde de fransktalende magten i Belgien, da kul- og stålindustrien blomstrede i Vallonien, men siden 70’erne er Flandern støt gået frem og er nu centrum for den økonomiske vækst. Vallonien er derimod tilbagestående, præget af korruption og social nød, og regionen lever til dels af overførsler fra Flandern.

Denne økonomiske ubalance og manglen på dynamik i Vallonien har skabt grobund for nationalisme og separatisme i Flandern, som driver regionerne fra hinanden, og som nu kan ende med at sætte det nationale politiske system skakmat. Medlemmerne af det landsdækkende parlament vælges nemlig kun af befolkningen i deres egen region, selv om de skal arbejde politisk for hele Belgien, og den nationalistiske politiske dagsorden i Flandern finder ingen støtte i resten af landet.

Hvis de flamske nationalistiske partier som ventet går frem ved valget 13. juni, vil det blive endnu sværere end hidtil at danne en national regering på tværs af sproggrænsen, for vallonerne deler ikke det flamske ønske om endnu større selvstændighed til Flandern.

Politisk er Belgien kørt fast. Der er ikke flertal for en skilsmisse, og ingen kan pege på en anvendelig fremgangsmåde for en bodeling, men der er på den anden side heller ikke politisk vilje til et levedygtigt fornuftsægteskab.

Nidkære provokationer

Selv om den politiske krise er næsten total på nationalt niveau, fortsætter stridighederne lokalt – blandt andet i Renaix, hvis flamske navn er Ronse. I 2008 skrev byens flamske borgmester med det umiskendeligt franske navn Luc Dupont til den daværende regering og bad om lov til at slå en streg over kommunens pligt til at servicere sit franske mindretal med blandt andet dokumenter på fransk og vejskilte på både flamsk og fransk.

Borgmesteren fik ikke noget svar, men han udløste en politisk storm fra den fransktalende befolkning langs hele sproggrænsen.

I alt 27 belgiske kommuner langs sproggrænsen har pligt til at betjene mindretallet på deres modersmål (de fleste mindretal er fransktalende, men der er også flamske og tyske mindretal), men de flamske kommuner presser på for at slippe af med mindretalsbeskyttelsen. De er bange for, at fransk skal få overtaget i grænsekommunerne.

Derfor fortsætter sprogstriden nidkært med små, men meget synlige midler. Kommunens hjemmeside i Renaix/Ronse eksisterer kun på flamsk, og der bliver færre og færre tosprogede gadeskilte, og intet emne i sprogstriden er tilsyneladende for småt til en offentlig debat eller en ekspertvurdering. Således henviser flamske politikere til en redegørelse af retsprofessor Marc Boes fra det flamske universitet Katholieke Universiteit Leuven, at skiltningen i Renaix/Ronse og andre flamske byer på sproggrænsen kun behøver at være på flamsk. Kommunens pligt til at servicere sine fransktalende borgere på fransk gælder nemlig alene i den direkte kommunikation mellem kommunen og borgerne. Gadeskilte læses som bekendt også af andre end kommunens borgere, så pligten omfatter ikke skiltene ifølge den flamske udlægning.

»Dette ræsonnement kan også anvendes på kommunale hjemmesider, som kan besøges af alle og ikke kun indbyggerne i den pågældende kommune,« lød argumentet fra Geert Bourgeois – der trods sit franske efternavn er minister med ansvar for blandt andet administrative anliggender i regeringen for Flandern – da han udtalte sig om sagen til det belgiske nyhedsbureau Belga.

Til salg på Ebay

I andre flamskdominerede grænsekommuner i Bruxelles udkant blokerer kommunen direkte for salg af boliger til fransktalende, men striden har sine paradokser. For det er intet problem, at mange velsituerede fransktalende ejer boliger ved kysten, som ligger i det flamske område, og at mange flamske belgiere omvendt ejer huse i de idylliske Ardennerbjerge i de sydlige Belgien.

I en politisk labyrint med hele seks parlamenter og en årtier gammel forbitret skyttegravskrig med fastlåste fronter kan det være svært at bevare modet og værdigheden som almindelig borger.

Under den langvarige regeringskrise efter seneste valg i 2007, der til slut gav Yves Leterme magten, viste mange belgiere deres ønske om et forenet Belgien ved at hænge det belgiske flag på facaden af deres huse og lejligheder.

For andre er humor den eneste udvej. Efter 100 dage uden regering skred læreren Gerrit Six i september 2007 til handling: Han satte sit land til salg på internetauktionen Ebay, lovede gratis levering, og at køberen ville få kongen og hele hoffet med i handlen. Han gjorde dog opmærksom på, at Belgien ikke var i ny stand, og at der fulgte en statsgæld på over 220 milliarder euro med.

Annoncen gav uventet en form for trøst til belgierne, for der var der faktisk en, der satte pris på deres land. I hvert fald måtte Ebay skyndsomst trække annoncen tilbage, da en ukendt bød 10 millioner euro for hele molevitten.