Befolkningen frikender 68’erne

Af Per Michael Jespersen (født 1963)
Malene Eskildsen (født 1980)
Peter G. H. Madsen (født 1977)

Medier og kommentatorer har i de seneste år været på nakken af 68-generationen, der anklages for at have fået i pose og sæk. Men det er ikke et billede, den almindelige dansker kan nikke genkendende til. Rart med et oplyst folk, siger repræsentant for den udskældte generation, der efterlyser en ny og mere fremadskuende debat.

FEDE TIDER 68-generationen er lige siden 500 psykologistuderende boykottede undervisningen på Københavns Universitet en varm og solrig forårsdag i 1968, blevet gjort til genstand for megen kærlighed og had. På det seneste er det imidlertid mest blevet til sidstnævnte.

Igen og igen har de yngre generationers repræsentanter i aviser, på nettet, i tv og i radioen tordnet mod 68’erne, der lidet flatterende er blevet kaldt græshoppe-generationen, fordi de æder alt og intet efterlader på deres vej gennem livet.

For den helt almindelige dansker, der hverken har avisspalter eller ætertid til sin rådighed, er skepsissen over for danmarkshistoriens vel nok mest omdiskuterede generation dog til at overse, som det med al tydelighed fremgår af en undersøgelse, Ugebrevet A4 har fået Analyse Danmark til at foretage.

I undersøgelsen er et repræsentativt udvalg på næsten 2.000 danskere over 18 år blevet bedt om at pege på den generation, som i deres øjne er den mest forkælede. Og bemærkelsesværdigt nok er hverken de unge, de midaldrende eller de ældre villige til at udpege 68-generationen, der i dag er mellem 56 og 64 år, som værende særligt forkælede. Snarere tværtimod.

Blot 12 procent af de adspurgte svarer, at 68-generationen er de mest forkælede. Det blegner i sammenligning med, at hele 48 procent af de adspurgte udråber den unge generation Y – de, som i dag er mellem 20 og 28 år – til de mest forkælede. Tre procent nævner nå-generationen – de 38-46-årige – som den mest forkælede.

En yderligere cementering af befolkningens holdning er, at blot 32 procent kan erklære sig helt eller delvist enig i, at 68-generationen har fået meget forærende. Til sammenligning erklærer henholdsvis 34 og 55 procent sig enig i, at nå-generationen og generation Y har været genstand for samfundets gavmildhed.

I forstår det ikke!

Noget tyder altså på, at historien om den forkælede 68-generation først og fremmest er en myte skabt i medierne af en række velargumenterende repræsentanter for de yngre generationer.

For historiker ved Københavns Universitet Thomas Ekman Jørgensen (født 1973), der er aktuel med bogen »68 – og det der fulgte«, som udkommer i denne uge, er der ikke noget overraskende i, at befolkningen frikender 68’erne.

»Store dele af 68-generationen bestod jo af arbejdere, der var ansat i fag, som med tiden er blevet overflødiggjort af den teknologiske udvikling eller er blevet udflyttet. For mange danskere kan det derfor være svært at nikke genkendende til billedet af de forkælede 68’ere,« siger Thomas Ekman Jørgensen.

Men hvad siger kritikkerne af 68-generationen?

Forfatter, debattør og politisk kommentator Niels Krause-Kjær (født 1963) har på det seneste været en af de flittigste stemmer i generationsdebatten. På sin blog på Berlingske Tidendes hjemmeside skrev han i september 2007 et indlæg med overskriften »68’erne har ingen skam i livet«.

Over for Ugebrevet A4 erkender han blankt, at hans egen kritik af 68’erne tilsyneladende ikke har megen klangbund hos familien Danmark. For Niels Krause-Kjær er det imidlertid blot et udtryk for, at flertallet ikke har øjne for den åbenlyse skævdeling, der foregår mellem generationerne. Og som blandt andet er kommet til udtryk i forbindelse med regeringens beslutning om at belønne de 64-67-årige med en ekstra skattelettelse på 100.000 årligt, hvis de bliver på arbejdsmarkedet.

Samme holdning har Signe Wenneberg (født 1968), forfatter, kommunikationsrådgiver og nybagt folketingskandidat for Socialdemokraterne. Ligesom Niels Krause-Kjær har hun gentagne gange skudt med skarpt mod 68’erne.

»Folk fatter ikke, hvad der foregår. Vi taler altså om en generation, som har været mestre ud i generationstyveri. Da 68’erne var unge, slap de med 30 procent i skat. De havde oven i købet skattefri måneder,« siger hun og fortsætter:

»Tag mine forældre, som begge var folkeskolelærere. Da de var helt unge, kunne de købe et hus med have i en forstadskommune. Det er der altså ingen skolelærere, sygeplejersker eller politibetjente, der kan i dag.«

I sidste ende er det dog ikke så meget 68’ernes økonomiske medvind, Signe Wenneberg opponerer mod. Det handler mere om det generationshykleri, som ingen ende vil tage:

»68’erne prædikede værdien af solidaritet og løfte i flok. Og nu kan velfungerende, sunde, raske og velbjærgede 62-årige ikke komme hurtigt nok væk fra arbejdsmarkedet og på golftur i Sydafrika.«

For journalist Kjeld Koplev (født 1939) er det svært at høre på de yngre generationers brok. Det har simpelthen ikke det fjerneste at gøre med realiteterne, mener han.

»Kigger man på fakta, kan man se, det ikke passer, at 68’erne er så fandens forkælede. Bortset fra at ledigheden var mindre i slutningen af 1960’erne, er alting jo blevet bedre. Se bare på, hvor mange der får en ungdoms- og videregående uddannelse,« siger han og fortsætter:

»Befolkningen har heldigvis forstået tingenes rette sammenhæng, selv om mange har forsøgt at forkludre den for dem. Det er glædeligt.«

En ideologisk kamp

Når det er sagt, så mener Kjeld Koplev faktisk ikke, at de yngre generationers kritik af 68’erne nødvendigvis har så meget at gøre med fakta. Han ser det mere som en ideologisk kamp, hvor kritikerne ikke bryder sig om den ideologi, som generationen stod for.

Historiker Thomas Ekman Jørgensen mener, at forklaringen skal findes et andet sted, nemlig i de hårde vilkår, som nå-generationen, der i dag er mellem 38 og 46 år, blev mødt med i 1980’erne.

»Der er ingen tvivl om, at den generation, der skulle etablere sig fra slutningen af 1970’erne og frem til starten af 1990’erne, ikke har haft det sjovt. 1980’erne var et barskt årti. Der var ungdomsarbejdsløshed, adgangsbegrænsning, ansættelsesstop og så videre,« siger han og uddyber:

»Meget af den reaktion mod 68’erne, som vi efterfølgende har fået fra de intellektuelle i medierne, handler om, at én generation har følt sig snydt. Det er en væsentlig forklaring på, at 68’erne fremstilles som forkælede og privilegerede.«

Signe Wenneberg medgiver, at det har haft betydning for hende, at hun i sin ungdom konstant stødte på ord som arbejdsløshed, adgangsbegrænsning og hele attituden i forhold til, at der ikke var brug for hendes generation.

»Men det er altså ikke fordi, jeg har ondt af mig selv, at jeg opponerer mod 68’ernes hykleri. Jeg takker og bukker for, at de skabte den pædagogiske revolution og var med til at skabe det velfærdssamfund, som vi i dag nyder godt af,« siger hun.

Alting er blevet bedre

Men hvad siger fakta egentlig? Var tingene så meget bedre, da 68’erne var den unge og fremadstormende generation med langt hår og kassebukser?

Kigger man dybt i Danmarks Statistiks årbøger, kan det umiddelbart være svært at finde belæg for den påstand. Godt nok var der tryk på de økonomiske kedler og frit optag på universiteterne i slutningen af 60’erne, men alle senere generationer – nå-generationen inklusive – har kunnet nyde godt af højere gennemsnitsindkomster og mere i studiestøtte.

Samtidig er andelen af unge, der har fået en gymnasial- og en universitetsuddannelse røget kraftigt i vejret. Hvor der i 1968 blot var 1.024 personer, som gennemførte en universitetsuddannelse, var tallet i 1986 vokset til 3.844 og i 2006 til 12.416. Altså en 10-dobling på blot 40 år.

I kritikernes øjne ændrer det dog ikke ved, at der er nogle særlige forhold for 68’erne, som har gjort dem mere end almindeligt forkælede. Blandt disse er blandt andet, at der var frit optag på universitetet, at der var et historisk højt rentefradrag, da de skulle købe bolig, og at de i disse år kan trække sig tilbage på efterløn. En luksus, de nyankomne på arbejdsmarkedet måske ikke får mulighed for.

»Med så meget medvind, så konsekvent, igennem så mange år, så kan der ikke kun være tale om held. Der må være tale om en bevidst politisk beslutning,« siger Niels Krause-Kjær.

Men er der ligefrem tale om en sammensværgelse?

»Nej. Men man må sige, at i det omfang gene­rationen har tænkt på sine efterkommere, så har den skjult det godt,« siger Niels Krause-Kjær.

Det behøver dog ikke at være af ond vilje, tilføjer han. Det kan også hænge sammen med, at generationen alene i kraft af sin størrelse – 68’erne, der blev født i efterkrigsårene, er flere end både generationerne før og efter – bliver kulturbærende og dominerende på en række områder.

Det ændrer dog ikke ved, at det for Niels Krause-Kjær er nærmest grotesk, at vi i øjeblikket bekymrer os dybt og inderligt om manglen på arbejdskraft, når hele problemet kunne løses, hvis blot 68’erne var villige til at arbejde et par år mere.

»Men det vil de ikke. De vil gå på efterløn, mens de er friske og rørige og har kæmpe friværdier og store pensionsopsparinger, som de så kan bruge løs af. Det, de indirekte siger, er, at deres børnebørn bare har at blive færdige med deres studier tidligere, så de kan komme ud og knokle.«

Kjeld Koplev har ikke meget til overs for Niels Krause-Kjærs – som hos Kjeld Koplev også går under navnet »Klynke Krause« – argumenter:

»Det passer simpelthen ikke, at vi bare har taget for os af retterne uden at efterlade noget til vores efterfølgere. Tværtimod har vi banet vejen for de efterfølgende generationer.«

Hvad skal vi med debatten?

I sidste ende bliver det mere end svært at afgøre, hvem der er mest forkælet. Alt afhængig af hvilke parametre man vælger at kigge på, kan man få det udfald, der passer bedst til ens alder og holdninger, som flere økonomer tidligere har påpeget i medierne. Så er det ikke meningsløst tidsspilde at hænge fast i debatten om, hvem der har fået mest?

Overhovedet ikke, mener Niels Krause-Kjær.

»Den er i den grad vigtig. I dag træffes politiske beslutninger uden skelen til generationspåvirkningen. Hvis debatten om 68’ernes forhold kan føre til, at man i fremtiden nøjere overvejer, hvordan en politisk beslutning påvirker forholdene for de enkelte generationer, er målet nået,« siger han og tilføjer:

»Tænk, hvis der blev indskrevet en generationspåvirkning i bunden af hvert lovforslag. På samme måde som der i dag står, hvordan et lovforslag påvirker miljøet eller ligestillingen mellem kønnene.«

Kjeld Koplev er af den modsatte opfattelse. Han mener, at tiden er kommet til at lade fortid være fortid.

»Vi er alle tabere, hvis ikke vi tager fat nu og finder ud af, hvad vi skal med miljøet og den fremtidige udvikling af den offentlige sektor. Hvis ikke vi finder ud af at slå pjalterne sammen på tværs af generationsskel, står vi alle til at miste. Derfor er der altså ikke tid til at diskutere, om 68’erne fik 100 kroner mere ud af det end nå-generationen. Det er ligegyldigt nu.«