Balancegang på spærregrænsen

Af

Analyse Enhedslisten bevæger sig på kanten af spærregrænsen. Socialdemokraterne og SF skygger for partiets mærkesager. Den aflyste EU-folkeafstemning har fjernet partiets bedste medieplatform. Den tidligere frontfigur Frank Aaen er udset til rollen som ham, der vender skuden ved næste valg.

Enhedslisten kan blive den lille tue, der vælter det store læs. Meningsmålingerne er gunstige for Socialdemokraterne. De radikale stormer nærmest frem, og selv SF står til at få et hæderligt valg.

Vælgerbevægelserne er store, og flere målinger viser, at statsminister Anders Fogh Rasmussen (S) ikke længere sidder sikkert på regeringstaburetten.

Men oppositionens stormløb mod regeringen kan meget vel vise sig forgæves, hvis det radikale venstrefløjsparti Enhedslisten snubler i spærregrænsen på to procent. Ved valget i 2001 fik partiet 2,4 procent af stemmerne. Kommer Enhedslisten ikke i Folketinget næste gang, fastslår meningsmålingerne, at det bliver mere end usædvanligt svært at danne en ny S-ledet regering.

Og at Enhedslisten kravler over spærregrænsen er langt fra givet, viser Ugebrevet A4’s samtaler med centrale aktører på Christiansborg og i Enhedslisten. De peger blandt andet på:

  • At Enhedslisten har mistet sin bedste platform – EU. Sammenbruddet i forhandlingerne om en EU-traktat betyder, at danskerne højst sandsynligt ikke skal til folkeafstemning inden næste valg til Folketinget.
  • Et socialdemokrati i opposition presser SF og skygger for Enhedslisten, hvilket eksempelvis skete under Irak-krigen og i debatten om Nordsø-olien.
  • Socialdemokraternes medvind i meningsmålingerne flytter Enhedslistens vælgere, som ser en reel mulighed for at vælte regeringen.
  • Enhedslistens regel om rotation af folketingsmedlemmer betyder, at  partiet skal sige farvel til de to markante politikere Keld Albrecthsen og Søren Søndergaard.

I Enhedslisten er man trods en ubændig optimisme klar over, at næste valg bliver op ad stejl bakke. Derfor er der store forventninger til, at tidligere medlem af Folketinget Frank Aaen opnår en fremtrædende placering på den kandidatliste, som næste mandag bliver sendt til urafstemning i Enhedslistens afdelinger op til partiets landsmøde 13-14. marts.

EU-mærkesagen, der forsvandt

På papiret var EU-regeringschefernes fiasko i bestræbelserne på at få en EU-forfatningstraktat en fjer i hatten for Enhedslisten. Men det var en bitter sejr. EU- spørgsmålet er nemlig Enhedslistens store politiske slagnummer i offentligheden og det historiske samlingspunkt i partiet.

Ved valget i 1990 lykkedes det ikke den nyopstillede Enhedsliste at klare spærregrænsen. Fire år senere fik partiet seks mandater ved valget. Analysen i Enhedslisten lyder, at aftalen om det nationale kompromis i 1992 og folkeafstemningen i 1993 gav partiet skubbet over de magiske to procent. Siden har Enhedslisten markeret sig som et rent EU-kritisk parti uden plads til de diskussioner om euro-papolitikken, der har præget SF de seneste 10 år. De euroskeptiske SF’ere var udset som den vælgergruppe, der skulle sikre Enhedslistens fortsatte eksistens i Folketinget.

I statsminister Anders Fogh Rasmussens oprindelige køreplan skulle forfatningstraktaten til folkeafstemning i løbet af 2004, men med sammenbruddet er planen skredet. Opnår EU's regeringschefer enighed om en ny traktat i løbet af foråret, er det imidertidigt tvivlsomt, om Fogh lægger afstemningen før næste folketingsvalg, der senest skal afholdes i november 2005.

Statsministeren vil undgå en sammenblanding af EU-politikken og den indenrigspolitiske valgkamp, og med en fastsat folkeafstemningsdato i 2005 vil han indskrænke sine muligheder for at udskrive folketingsvalg på det mest hensigtsmæssige tidspunkt.

Nu er forventningerne i Enhedslisten knyttet til SF’s spidskandidat ved sommerens valg til Europa-Parlamentet Margrete Auken. Auken tilhører SF’s mest EU-venlige fløj og vil virke som en blågul euro-klud på mange folkesocialister – håber Enhedslisten. Listen stiller ikke selv op ved valget til Europa-Parlamentet 13. juni. Men toppen i partiet har bevidst tilstræbt at have synlige kandidater på både JuniBevægelsens og Folkebevægelsens lister, hvor henholdsvis tidligere folketingsmedlem Bent Hindrup Andersen og Søren Søndergaard figurerer.

Som et fremtrædende medlem af listen siger:

»Afstemningen om forfatningstraktaten kunne give os et-to procent fra Socialdemokraterne og ikke mindst fra de mange SF’ere, som er utilfredse med partiets stadigt mere EU-venlige kurs. Den sikkerhed har vi ikke længere.«

Skærpet konkurrence

Enhedslistens situation bliver forværret af, at partiet for første gang i sin tid i Folketinget ikke er en del af regeringens parlamentariske grundlag. Det har gjort det lille parti til en stort set ligegyldig aktør i det realpolitiske spil på Christiansborg uden journalisternes store opmærksomhed. Mediernes billede af oppositionen er aksen mellem Socialdemokraterne og de radikale. Det blev tydeligt under Irak-krigen. På papiret havde den ophidsede debat om krigens lovlighed og USA's rolle i verden alle ingredienserne til en succes for Enhedslisten. Alligevel blev det SF, radikale og ikke mindst Socialdemokraterne, der prægede medielandskabet.

Efterårets politiske debat var præget af en anden stor venstrefløjsklassiker: Nordsø-olien. I årtier har den danske venstrefløj ført en indædt kamp for en genforhandling af A.P. Møllers ret til at pumpe olie op af Nordsøen. Men da aftalen mellem regeringen og A.P. Møller faldt på plads, skyggede Socialdemokraternes skepsis og senere deres nej til den nye kontrakt for SF og ikke mindst Enhedslisten. En skygge, som Enhedslisten ifølge et centralt placeret medlem konstant befinder sig i. Således er tilslutningen til partiet stille og roligt krøbet ned under de to procent.

Dertil kommer, at den senere tids gode meningsmålinger for oppositionen skaber en mobiliseringseffekt omkring Socialdemokraterne. Et fremtrædende medlem forklarer det på denne måde:

»Vores vælgere vil af med Fogh, og de mener, at en stemme på Socialdemokraterne er den bedste garanti for en ny regering. Men prisen kan være, at vi mister den margen på 0,4 procent, der holder os inde i Folketinget.«

Omvendt håber man i Enhedslisten, at meningsmålingerne igen sætter fokus på partiet som en del af et kommende regeringsflertal. Og den situation vil man udnytte. Således er partiet fast besluttet på at angribe Socialdemokraternes forslag om en maks-takst på 1.000 kroner for en daginstitutionsplads, så længe der er tvivl om, hvorvidt forslaget stiller enkelte enlige mødre dårligere økonomisk.

Både i Socialdemokraternes top og i SF er man stærkt bekymret for, at Enhedslisten glider ud. Derfor vil man ikke se skarpe reaktioner på den radikale venstrefløjs udfald – Enhedslisten er så at sige blevet politisk fredet.

For at få budskabet stærkere placeret er ledende medlemmer indstillet på en strømlining af Enhedslistens valgkampagne. Man erkender at den »glade amatørisme«, som præger partiets kommunikation, er uholdbar. Ord som spindoktor, fokusgruppe og Gallup er det tætteste, man kommer på bandeord i Enhedslistens univers. Alligevel vil man frem til næste valg på uformel basis inddrage »venner« i kommunikationsbranchen.

I det lille parti er man klar over, at det ikke er politiske programmer, lovforslag eller smarte slogans, der skal holde liv i ambitionen om pladser i Folketinget. Partiet står og falder med enkeltpersoners offentlige gennemslagskraft.

Både Keld Albrechtsen og Søren Søndergaard falder for Enhedslistens regel om, at folketingsmedlemmerne kun kan sidde i en begrænset periode, og forlader Folketinget. Særligt Søndergaards afgang er problematisk. Selv om Enhedslistens politiske struktur på papiret er flad som en pandekage, er Søndergaard på mange måde den uformelle leder i folketingsgruppen.

Det er ham, der har det strategiske og analytiske overblik over situationen på Christiansborg og den danske venstrefløj. Det er Søndergaard, der taler med store bogstaver, når en sur Keld Albrechtsen giver journalister »fingeren« på TV-skærmen, eller når Pernille Rozenkrantz-Theil udtrykker sympati for malingkastende aktivisters overfald på statsministeren. Dertil kommer, at han er den radikale venstrefløjs største oratoriske begavelse og bredt respekteret i offentligheden. Den arv skal de to nyvalgte folketingsmedlemmer Pernille Rozenkrantz-Theil og Line Barfoed løfte.

Mest kendt uden for Christiansborg er Rozenkrantz-Theil med sin direkte og aktivistiske stil. Den har appel til de unge venstreorienterede og partimedlemmerne, men udløser panderynker blandt de mange ældre enhedsliste- og SF-vælgere, der savner ikonet Preben Wilhjelms mere lektorale attitude.

Derfor knytter forhåbningerne sig til tidligere medlem af Folketinget Frank Aaen, som sammen med Rozenkrantz-Theil er udset til stå i spidsen ved næste valg. Trods stor personlig stemmefremgang ved valget i 2001 i Nordjyllands Amt, gled Aaen af valgtekniske årsager ud af Folketinget. I øjeblikket har Rozenkrantz-Theil og Barfod sikre kredse i henholdsvis Østre Storkreds og Københavns Amt. Bestræbelserne går på at placere Frank Aaen i Aarhus 1, partiets tredje sikre kreds – hvis partiet altså klarer spærregrænsen.