At tale dansk er nøglen til fællesskabet

Af

Hollændere er den mest arbejdsomme indvandrergruppe i Danmark, mændene arbejder endda mere end danskere. Det er primært kærlighed eller billig landbrugsjord, der lokker dem hertil.

 ANDRE HIMMELSTRØG Da hollandske Gerrit Toet for 25 år siden forelskede sig i en dansk kvinde og flyttede til Danmark, gik han straks på sprogskole. Men han kom ikke det finurlige danske sprog en døjt nærmere ved at sidde på skolebænken sammen med 10 piger fra Thailand og en englænder. Derfor kvittede han hurtigt skolen og besluttede at opsøge danskerne i deres eget miljø:

»Sprogskolen var en katastrofe, så jeg gik på værtshus i stedet, og det hjalp,« fortæller han med et stort grin.

Gerrit Toet blev så dus og danskerne, at hans medborgere i Kolding Kommune ved seneste valg stemte ham i byrådet for anden gang, og på sin arbejdsplads har de øvrige specialarbejdere gennem en årrække valgt ham som deres tillidsmand. Kun kollegernes kaldenavn »Hollænder« minder om, at han er indvandrer. Selv tænker han i dag på dansk, og det er ham magtpåliggende, at hans tre drenge føler sig danske.

»Da jeg kom hertil, havde jeg et panisk ønske om, at mine børn skulle tale perfekt dansk, og det er lykkedes. De taler slet ikke hollandsk, og at rejse tilbage til Holland er helt utænkeligt.«

Gerrit Toet har ikke behov for samvær med landsmænd via foreninger for herboende hollændere. Dem er der ellers en række af. En af dem er Nederlandsk-Dansk Forening, et socialt fællesskab for 200 nederlændere – det korrekte ord for hollændere – i København og omegn. Formanden Johannes Vendel har boet her i 15 år, og han nyder at møde landsmænd.

»Det føles med årene vigtigere at have kontakt med folk fra min hjemland, ellers kunne jeg lige så godt blive dansk statsborger,« siger han.

Johannes Vendels kæreste er dansker, og det er typisk for medlemmerne af hans forening, at kærlighed har bragt dem hertil. Et andet fællestræk er arbejde. Andelen af hollændere i job er lige så høj som danskeres, og på det punkt overgår hollænderne alle andre indvandrergrupper. Selv er Johannes Vendel bygningskonstruktør, men hollænderne i Danmark arbejder inden for et væld af brancher.

I en enkelt branche er andelen af hollændere særligt stor: En tredjedel arbejder i landbruget. Op mod 500 hollandske landmandsfamilier har de seneste årtier slået sig ned i Danmark, især i Sydvestjylland, hvor priserne på landbrugsjord og gårde har været markant lavere end i Holland.

Karen Arkesteijn driver sammen med sin mand Ard gården Vestervang i Midtjylland. Hun betegner hollandske landmænd i Danmark som slidere:

»De, der rejser til Danmark for at være landmænd, brænder for landbrug og knokler fra tidlig morgen til sen aften.«

Hun har aldrig oplevet spidse bemærkninger over, at hollændere køber danske gårde og har kun mødt hjælpsomhed. Dog skulle hun vænne sig til, at danskere ikke lige kigger forbi. Trods gentagne opfordringer kom der aldrig nogen. Danskere skal inviteres til en bestemt dag og klokkeslæt, men så kommer de gerne:

»I Holland arbejder de færreste kvinder på fuld tid, så man smutter mere forbi hos naboen. Det har danske kvinder selvfølgelig ikke tid til, når de arbejder 37 timer om ugen, så det skulle jeg lige lære.«