At skyde gråspurve med kanoner

Af Karsten Hansen, forbundsformand, Dansk Funktionærforbund/Serviceforbundet

Ved første øjekast egner eksklusivaftalerne sig fortrinligt til et ideologisk angreb på fagbevægelsen – den lille mands frihed over for det store, stygge system, Men så simpelt er det altså ikke.

Kort før sommerferien vedtog højre side af Tinget, at regeringen senest 1. januar 2003 skal fremsætte et lovforslag, »der sikrer, at enhver arbejdsgiver og enhver arbejdstager har frihed til at melde sig ind i arbejdsgiverforeninger og fagforeninger eller til at undlade at gøre det«. Med andre ord: eksklusivaftaler skal være forbudt.

Nu er det ikke, fordi problemet er så stort. På hele det offentlige område findes der for eksempel ingen eksklusivbestemmelser. I alt regner man med, at omkring 10 procent af arbejdsstyrken er omfattet af overenskomster med en eller anden form for eksklusivbestemmelse. Og her har vi talt dem alle med – også dem, der mere ligner hensigtserklæringer end en egentlig håndfæstning.

Debatten i Folketinget viste, at især Kristeligt Folkeparti havde meget svært ved at forstå, at regeringen ikke bare kørte et forbud igennem med det komfortable flertal, den som bekendt snildt kan mønstre ved den slags lejligheder. Så kunne de kristelige hjælpe vennerne i den gule fagbevægelse, som står og tripper ude på sidelinjen.

Egentlig kan man godt forstå, at de kristelige undrede sig over, at det skulle være nødvendigt med endnu en udvalgsbehandling. For det er langt fra første gang, forslaget kommer på banen – faktisk har det været oppe at vende gennemsnitligt en gang om året de seneste otte år. Så jo, man skulle nok synes, at hver en sten er vendt. Men jeg tror, beskæftigelsesministeren trods alt er blevet lidt klogere. At han efterhånden er klar over, at han ikke bare skal komme farende med sin ideologiske fejekost.

Claus Hjort Frederiksens eget parti taler om den enkelte lønmodtagers frihed – der angiveligt bliver knægtet af eksklusivaftalerne. Men faktisk betyder frihed også retten til indgå i et fællesskab, som har ret til at træffe aftaler. Den individuelle ret og frihed udgør fundamentet for de kollektive ditto – ikke modsætningen. Og ønsker man at få del i de rettigheder og pligter, andre har aftalt via et frivilligt fællesskab, er det da naturligt, at man deltager i det.

I fagbevægelsen skal vi til gengæld passe på ikke at bære ved til bålet ved for mange interne slagsmål om medlemmerne. Det er bestemt ikke populært hos medlemmerne, og det kan jeg godt forstå.

De kollektive rettigheder er fundamentet for balancen i det danske velfærdssamfund. For fredspligten, for det arbejdsretslige system og for ledelsesretten. Det er, som da vi spillede Mikado som børn. Det er umuligt at fjerne én pind, uden at de andre rører på sig, og det hele braser sammen!

Jeg ved godt, det kløer i fingrene på Hjort Frederiksen for at sætte et nyt angreb ind på fagbevægelsen. Og ved første øjekast egner eksklusivaftalerne sig da også fortrinligt – den lille mand over for det store, stygge system.

Men så simpelt er det altså ikke, og jeg tror, beskæftigelsesministeren trods alt er for klog til at skyde gråspurve med kanoner.