Arrangerede skolekammerater

Af | @MichaelBraemer

Bekir går i 7. klasse på Holsbjergskolen i Albertslund. Han er glad for ikke at gå i en skole med flest indvandrerbørn. De laver ballade, hvis de er for mange sammen, siger han, der selv har tyrkisk baggrund.

18Holsbjergskolen ligger ved den knap 30 år gamle bebyggelse Galgebakken, som fra begyndelsen tiltrak mange såkaldt »ressourcestærke« beboere. Skolen havde ingen tosprogede elever, da Albertslund indførte sin fordelingspolitik i 1982. I dag er 28 procent af skolens små 600 elever tosprogede. Det skyldes dels at skoledistrikterne er lagt om, og dels at man har flyttet børn med tyrkisk og kurdisk baggrund fra andre skoledistrikter til skolen, ligesom skolen modtager etnisk danske elever fra andre skoledistrikter.

Ugebrevet A4 tog ud for at tale med en håndfuld elever i en 7. klasse – danske såvel som tosprogede – om, hvordan de oplevede at være bragt sammen under »tvang«. Sådan oplevede de dog ikke selv virkeligheden, viste det sig. Hver især havde de deres grunde til at gå på skolen, og de drejede sig om noget helt andet: Deres storebror havde gået der, deres forældre brød sig ikke om den skole, de ellers skulle have gået på, de kendte nogen på skolen, i virkeligheden ligger den tættest på og så videre. Og godt det samme, for Holsbjergskolen er den bedste, er eleverne enige om.

Bekir, der har tyrkisk baggrund, priser sig for lykkelig over ikke at gå på Hyldagerskolen.

»Der er alt for mange indvandrere. De slås og begår hærværk og knallerttyveri og den slags. Hvis jeg gik der, ville jeg hurtigt blive inddraget,« siger han.

De andre elever bakker ham op og er enige om, at man bliver ligesom dem, man går sammen med. Tülay har også tyrkisk baggrund og kender problemet fra Taastrupgaard i nabokommunen, hvor hun har familie: Indvandrerdrengene laver en masse ballade, hvis de går for mange sammen.

Bekir omgås mest danske venner i fritiden. Ikke fra skolen, men i det kvarter, hvor han boede, indtil han var 12. Ellers er det ikke normen, at man blander sig på tværs af etniske grupper i fritiden. Men alle i klassen inviteres med til fødselsdage.

Fælles kultur

Ayse Kaya er tosproget lærer og har selv tyrkisk-kurdisk baggrund. Hun lægger vægt på forskellen mellem undervisning i dansk som andetsprog og så det koncept, som Albertslund praktiserer: Sproggrupper, der er fordelt på alle kommunens skoler – en tyrkisk sproggruppe på en skole, en pakistansk på en anden og så videre. Herved kombineres støtteundervisning med skolegang i overvejende danske klasser. Som repræsentant for den kultur, sproggruppen har, mener Ayse Kaya også, at hun spiller en vigtig rolle som forbillede:

»De tosprogede elever kan se, at en fra deres egen kultur har nået noget og spiller en rolle i samfundet.«

Det kulturelle og sproglige fællesskab kommer hende også til gode i forældresamarbejdet, som hun gør meget ud af.

»Jeg er hele tiden i kontakt med forældre, som har tillid til mig som »en af deres«. Jeg sørger for, at de kommer til forældremøder, samtaler og arrangementer på skolen, hvor jeg så også tolker.

citationstegnDet værste, man kan gøre i iveren efter at integrere, er faktisk at sælge ud af indvandrernes egen kultur og sprog. Ayse kaya, lærer på Holsbjergskolen i Albertslund

Jeg ser det også som min opgave at sørge for, at børnene kommer til fødselsdage og andre sociale arrangementer. Min fordel er, at jeg kender de bekymringer, forældrene har, om der nu bliver drukket spiritus og kysset, eller hvad ved jeg. Jeg kan derfor være med til at træffe de nødvendige forholdsregler, så børnene ikke helt må udeblive.«

Sprogligt begrænser hendes indsats sig ikke kun til indskolingen. De tosprogede elever har brug for hendes hjælp løbende under deres skolegang.

»Nogle børn er ikke tosprogede, men snarere dobbelt halvsprogede, når de starter i skolen. De har ikke lært deres modersmål ordentligt, men måske talt gebrokkent dansk med deres forældre. På den måde kommer de til at mangle en begrebsverden, og det giver dem voksende problemer på de højere klassetrin. Det værste, man kan gøre i iveren efter at integrere, er faktisk at sælge ud af indvandrernes egen kultur og sprog,« mener hun.