Argentinas arbejdere står ved en korsvej

Af Rune V. Harritshøj
Scanpix

Præsidentvalget i oktober 2011 er uanset udfaldet belagt med konstante forringelser af arbejdernes rettigheder. Et af de eneste lyspunkter er, at den nuværende regering ikke i samme grad som oppositionen ønsker en total afmontering af 1950’ernes velfærdsstat.

ARBEJDSKAMP Argentinas lønmodtagere har et vågent øje til det præsidentvalg, der skal finde sted om knap et år i oktober 2011. Bliver den kommende præsidents politik en fortsættelse af den nuværende kurs med høj vækst, men kun sporadiske forbedringer for arbejderne? Eller får oppositionen magten, hvilket vil være lig med en tilbagevenden til 1990’ernes nedbrydning af fagforeningernes indflydelse?

Præsidentvalget betyder materielt set liv eller død for millioner af argentinske arbejdere. De har det seneste par år kigget langt efter forhøjelser i lønningsposen, forbedringer af arbejdsforhold, pensionsordninger eller indflydelse til fagforeningerne. Samtidig har Argentina indtil videre haft syv år med høje vækstrater. Det paradoksale er, at den siddende regering, som er ledet af præsident Cristina Fernández de Kirchner, er en del af det peronist-parti, der i lighed med et bredt dansk socialdemokrati tilbage i 1940’erne og 1950’erne grundlagde den tidligere argentinske velfærdsstat.

Valget kunne ifølge iagttagere være et valg mellem en langt større omfordeling af Argentinas enorme rigdomme, som primært stammer fra eksportindtægter fra landbrug, minedrift og energisektoren. Men selv om såvel den siddende regering og den forrige fra 2003 til 2007, som var ledet af netop afdøde ekspræsident og den nuværende præsidents ægtefælle Néstor Kirchner, er peronistiske, har de argentinske arbejdere altså ikke fået markante forbedringer.

Arbejderne brandbeskattes 

Ugebrevet A4 har talt med landets næststørste fagforening CTA, Central de los Trabajadores Argentinos. Her mener talsmand Juan Carlos Guiliani, at præsidentvalget uanset udfaldet bliver en fortsættelse af et overdrevet fokus på arbejdsgiverens velbefindende og opretholdelse af en kurs, hvor op mod en tredjedel af befolkningen lever i reel eller relativ fattigdom. Ifølge Juan Carlos Guiliani kæmper CTA for en helt tredje vej, der skal resultere i en større overskudsdeling. Han kritiserer, at de to seneste argentinske regeringer – trods Argentinas gevaldige politiske og økonomiske hovedpine ved statsbankerotten nytårsdag 2002 – ikke har ændret synderligt på modellen. Guiliani mener, at modellen er en videreførelse af 1990’erne ultraliberale periode, der stadig forgylder en lille national og international elite inden for sektorer som miner, olie og gas samt landbruget og finanssektoren.

»Trods Argentinas vækstrater på fem-otte procent de seneste syv år lever hvert fjerde argentiner stadig i fattigdom, fem procent i ekstrem fattigdom. Regeringerne har ikke ændret på et typisk sydamerikansk skattesystem, hvor de rige betaler forholdsmæssigt lidt, mens arbejderne brandbeskattes på forbrugsgoder og fødevarer. Præsidentvalget er en kamp mellem regering og opposition om næsten samme økonomiske model, der ikke giver fagforeningerne og deres medlemmer indflydelse på arbejdsmarkedspolitikken,« siger Juan Carlos Guiliani.

Han roser dog de to seneste regeringer under Kirchner-ægteparret for en ting, nemlig at have taget opgøret med bødlerne fra det militærdiktatur, som herskede i Argentina fra 1976 til 1983.

Grelle arbejdsvilkår

CTA er Argentinas andenstørste fagforening og brød i 1991 ud af den største fagforening, den peronistiske CGT. Det skete i protest mod de daværende økonomiske hestekure, som var dikteret af Valutafondens låneprogrammer. De samme låneprogrammer, der i julen 2001 som yderste konsekvens førte til verdenshistoriens største statsbankerot. Statskrakket kom efter et årti med lukninger af hundredtusinder af argentinske arbejdspladser som følge af, at den argentinske fastkurs 1:1 til den amerikanske dollar gjorde import af varer mere lukrativ end at producere dem nationalt. Denne brutale side af globaliseringen betaler de argentinske arbejdere stadig i dag prisen for. Ledigheden er officielt syv procent, men definitionen af, hvad et arbejde er, er langt mere vid end i Europa.

Symptomatisk for det argentinske arbejdsmarked er, at halvdelen af alle arbejdspladser består i sort arbejde uden nogen form for pensionsopsparing endsige sygeforsikring eller anciennitetsordning. Arbejderne i Argentina er med andre ord på herrens mark. Et besøg på en vilkårlig virksomhed i forstæderne som eksempelvis arbejderkvarteret Avellaneda syd for Buenos Aires afslører grelle sikkerhedsforhold, vagter af 18 timers varighed og slavelignende forhold for bolivianske indvandrere i sektorer som for eksempel tekstilindustrien.

Undersøgelser viser, at en ud af fem arbejdsgivere afskediger eller undgår at ansætte arbejdstagere, der er organiseret i en fagforening. Det er en udbredt skik, at arbejdsgivere bruger meget kontante metoder, herunder tæskehold, til at holde arbejderne og deres krav i ave.

Op ad bakke for fagforeninger

Sådan et brutalt arbejdsmarked har givet spændinger det seneste par år i Argentina – og faktisk flere gange årligt op gennem det 20. århundrede. Hovedstaden Buenos Aires er jævnligt blokeret af demonstranter, der – hvad enten det er lastbilchauffører, skolelærere eller industriarbejdere – kræver lønforhøjelser og mere humane arbejdsvilkår. Den argentinske regering har tilladt lønstigninger uden at reformere hverken arbejdsmarkedet eller den måde, arbejdsgivere behandler arbejderne på.

»Manglen på fagforeningsmæssig og demokratisk frihed fordrer endnu mere måneskinsarbejde. Det er reglen, at regeringen ser den anden vej, og at staten på lands-, amts- og kommuneplan har mange løsarbejdere. Inflationen fortsætter med 25 procent årligt, hvilket udhuler arbejdernes lønninger og konstant sender dem på mindsteløn (som per 1. januar 2011 er på 1.840 pesos, eller 2.400 kroner, om måneden, red.). Selv om Argentina i dag har Sydamerikas højeste mindsteløn, der er steget 492 procent på fem år, er den ikke nok til at holde sulten for døren. Flere arbejdere har overarbejde eller tyr til sort arbejde,« siger Juan Carlos Guiliani og tilføjer:

»Vi har brug for en ny folkebevægelse, der tager den repræsentative krise alvorligt, som Argentina led under med statsbankerotten.«

Lang vej igen

Politolog Ana Drolas fra institut for arbejdsmarkedsforskning på universitetet i Buenos Aires siger til A4:

»Argentinas fagforeninger har haft forskellige roller og standpunkter alt efter den politisk-økonomiske situation. Og selv på et givent tidspunkt har disse standpunkter aldrig været statiske eller homogene.«

Frem til 1945 og Peróns valgsejr året efter var fagforeningerne i åben konflikt med et autoritært politisk system, der holdt dem uden for indflydelse. Med Peróns magtovertagelse i 1946 skete der en afideologisering af arbejderbevægelsen, og fagforeningerne begyndte at støtte op om de demokratisk valgte regeringer i kampen for lønforhøjelser og arbejdsvilkår, fortæller Ana Drolas.

Dermed skete en udvikling fra en politisk til en ren fagforeningsrolle – via konfrontationen med arbejdsgiverne og via forhandlinger med regeringen. Problemet med Argentina er ifølge hende, at når regeringen er peronistisk som den nuværende, så er fagforeningerne generelt samarbejdende og passiviserende på grund af korrupte ledelser.

»I forhold til de neoliberale 1990’ere i Argentina er fagforeningernes rolle forandret mod øget konfrontation med arbejdsgiverne. Forholdet til regeringen er det samme. Siden 1955 har arbejdsmarkedet og samfundet som helhed systematisk set deres rettigheder forringet. Hele det argentinske samfund har mistet rettigheder. Frem til i dag, hvor fremskridtene ofte er diffuse og langsomme i kampen for basale og nødvendige rettigheder. På den anden side nyder fagforeningerne i dag godt af deres øgede evne til at presse på i forhandlingerne efter 30 svære år. Fagforeningerne genvinder lidt af tidligere tiders indflydelse og relevans på grund af væksten på arbejdsmarkedet sammen med lønforhøjelser og regeringens støtte,« siger Ana Drolas.