Arbejdspladsen er den vigtigste politiske kampplads

Af | @GitteRedder

Skal LO-forbundene i fremtiden have politisk indflydelse og fremme medlemmernes interesser, skal der nye politiske strategier til, mener professor Ove Kaj Pedersen. Partistøtte skal gives til andre partier end Socialdemokraterne, lyder et af hans kontroversielle forslag.Og så fremhæver professoren, at tillidsrepræsentanterne spiller en hovedrolle i en tid med mere og mere decentrale forhandlinger og individuelle aftaler.

INDFLYDELSE Arbejdspladsen er blevet en vigtig kampplads for både fagligt og politisk arbejde.

I takt med, at flere og flere aftaler forhandles decentralt på den enkelte virksomhed, har tillidsrepræsentanten fået stadig større indflydelse – ikke bare på det enkelte medlems arbejdsforhold, men på samfundsudviklingen.

Derfor må fagforbundene få øjnene op for, at tillidsrepræsentanten spiller en afgørende politisk rolle, og tilrettelægge nogle strategier for, hvordan tillidsrepræsentanten skal spille sine kort bedst muligt som magtfuld forpost ude på virksomhederne.

»Pointen er, at fagforbundene mere metodisk skal bruge tillidsrepræsentanterne til at få maksimal indflydelse og varetage medlemmernes interesser bedst muligt,« lyder det fra Ove Kaj Pedersen, professor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet.

Nu kan man med rette spørge, hvad forstand en lærd professor har på arbejdsvilkårene for en tillidsrepræsentant på en skofabrik eller et slagteri? Kan en professor, der ikke har jord under neglene, men tykke og tunge bøger i stakkevis på gulve, skriveborde og reoler, overhovedet bidrage med konklusioner, som fagbevægelsen kan bruge til noget?

Ove Kaj Pedersen kan. På bestilling af og betaling fra HK Danmark har professoren brugt et par år på en uvildig analyse af, hvordan et moderne fagforbund skaffer sig mest mulig politisk indflydelse. Sammen med en håndfuld andre forskere fra Københavns Universitet har han begået en slags alternativ magtudredning. Og konklusionen er klokkeklar:

  • Hvis fagbevægelsen vil være med til at sætte den politiske dagsorden, skal man fortsat give partistøtte.
  • EU betyder mere og mere for faglige organisationers arbejde.
  • Virksomhederne er blevet vigtige arenaer for politisk og faglig indflydelse.

Her vender vi tilbage til tillidsrepræsentanten ude på arbejdspladsen. Professoren konkluderer nemlig, at en af fagbevægelsens store udfordringer er at tænke tillidsrepræsentantens store faglige og politiske betydning på virksomhederne ind i det fremtidige arbejde.

Stærkt dansk kort

Dygtige tillidsrepræsentanter er ifølge Ove Kaj Pedersen et stærkt dansk kort i den stadig skrappere konkurrence mellem virksomhederne internationalt. Hvorfor så det? Fordi aftalesystemet er blevet decentraliseret, er tillidsrepræsentantens rolle blevet væsentligere. Dertil kommer, at en lang række politikområder som integration, efteruddannelse, træning, seniorpolitik og alkoholpolitik gennemføres på den enkelte virksomhed. Endelig er flere danske virksomheder blevet grænseoverskridende – enten er de multinationale, eller også er de underleverandører til et multinationalt selskab. Det betyder altsammen, at relationen mellem tillidsrepræsentant og ledelse har ændret sig.

»Samarbejdet er blevet tættere, vigtigere og mere forpligtende. En god dialog og et godt samarbejde med en tillidsrepræsentant kan for en virksomhed betyde, at arbejdsprocesser bliver mere effektive, at medarbejdernes kompetencer forbedres, og at ny teknologi indføres på det rigtige tidspunkt. Det gør en forskel til gavn for de danske virksomheder,« siger Ove Kaj Pedersen, der er overbevist om, at en god tillidsrepræsentant er lig med en god konkurrenceevne.

»Flere transnationale virksomheder har nu en slags partsledelse. Medarbejderne er via deres tillidsrepræsentant blevet medledere af virksomheden. Der er også mange skuffeaftaler, hvor leder og tillidsrepræsentant beslutter, at nu gør vi sådan og sådan – uden at den faglige organisation er med til at forhandle aftalen. Vi får flere virksomhedsaftaler, der er anderledes formuleret og tildeler medarbejderne andre rettigheder og pligter end dem, der er i det kollektive aftalesystem. Det rejser en ny stor udfordring. For tillidsrepræsentanten bliver mægtiggjort, men samtidig frigør de sig fra forbundenes indflydelse,« påpeger Ove Kaj Pedersen.

Tendensen til flere individuelle forhandlinger mellem ledelse og medarbejdere betyder ifølge Ove Kaj Pedersen, at fagforbundene tvinges til at agere mere offensivt for at bevare indflydelse via tillidsrepræsentanterne. Hvis faglige organisationer skal have en fremtid på virksomhedsplan, skal de kæmpe benhårdt for at få den kollektive repræsentant med til de individuelle forhandlinger og ind over flere aftaler, mener han. Et forbund skal i dag bevise sin effektivitet og levere resultater helt ned på virksomhedsniveau.

»Det er en stor historisk forandring fra, at overenskomsterne tidligere blev aftalt på det mest centrale plan mellem to hovedorganisationer til, at de nu begynder at blive decentrale. Det understreger det kolossale behov for, at fagforbundene lægger strategier for, hvordan man mest effektivt og ad flest mulige kanaler får politisk indflydelse. Både på virksomhederne via tillidsrepræsentanten, på nationalt plan via partistøtte, lobbyisme og netværk og på EU-plan ved politiske kontakter og påvirkning.«

Partistøtte er uomgængelig

For professoren er der ingen hellige køer, når det handler om at skaffe sig politisk indflydelse. Et moderne forbund er nødt til at tage udgangspunkt i effektivitet, og står det til Ove Kaj Pedersen, skal man finde den mest effektive måde at påvirke politisk og varetage medlemmernes interesser.

»Det er uomgængeligt, at et forbund ikke længere kan nøjes med at give partistøtte til Socialdemokraterne. Hidtil er pengestøtten hovedsageligt gået til det parti, men det er også karakteristisk, at flere og flere forbund har politiske kontakter til og netværk med konservative, Venstre, SF og Dansk Folkeparti. De fleste forbund har da heldigvis i dag kontakt af systematisk karakter med mange partier. Jeg vil næsten sige, at det har karakter af naturlov med den udvikling i det politiske system, vi har i dag.«

Fortsætter et forbund med kun at punge ud til Socialdemokraterne, kan medlemmerne med god ret kritisere deres forbund, mener professoren. Det vil nemlig være det samme som at fraskrive sig en væsentlig indflydelse på de politiske beslutninger.

citationstegnEn god dialog og et godt samarbejde med en tillidsrepræsentant kan for en virksomhed betyde, at arbejdsprocesser bliver mere effektive, at medarbejdernes kompetencer forbedres, og at ny teknologi indføres på det rigtige tidspunkt. Det gør en forskel til gavn for de danske virksomheder

Ove Kaj Pedersens anbefaling af at give partistøtte til andre partier end Socialdemokraterne er kontroversiel. Da rapporten blev offentliggjort i forrige uge, afviste en række forbundsformænd da også øjeblikkeligt, at det nogensinde kommer på tale. Lillian Knudsen, der står i spidsen for Kvindeligt Arbejderforbund, har for eksempel sagt, at hun aldrig kunne drømme om at støtte et borgerligt parti.

»Der er følelser og tradition på den ene side. Og effektivitet og hensigtsmæssighed på den anden. Men min iagttagelse er, at forbundene allerede i dag arbejder med politiske netværk og alliancer med flere partier. Men det gælder embedsmænd og konsulenter, så toppolitikere er immuniseret,« forklarer Ove Kaj Pedersen.

Enden på arbejderbevægelsen

Lige siden den konservative Poul Schlüter overtog regeringsmagten i 1982, har skiftende regeringer været påpasselige med, hvilken rolle de faglige organisationer skulle spille i politik.

Og det er med god grund, mener han. En af de væsentligste er kriserne i 1970’erne, hvor nogle fagforbund sad helt tæt på de politiske beslutninger, men ikke havde ansvar for, at udgifter og indtægter stemte. Derfor var der et motiv til at presse både arbejdsgiverorganisationer og fagbevægelse på afstand af politik og overlade udgiftspolitik og samfundsmæssig kontrol til regeringen.

Ifølge Ove Kaj Pedersen er det påtrængende, at fagforbundene erkender, at den klassiske arbejderbevægelse – socialdemokrater og fagbevægelse – er gået i opløsning, og nytænker sin politiske strategi.

Tilbage i 1899 opnåede overenskomstsystemet selvstændighed og blev gradvist et effektivt kollektivt aftalesystem, hvor løn og arbejdsvilkår blev aftalt gennem hovedorganisationerne. Det gav både fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer stor indflydelse på samfundsøkonomien.

Fra 1950’erne og frem var indflydelsen også kernen i mange konflikter. Det var nemlig nødvendigt at samordne regeringens økonomiske politik med de faglige organisationers politik, for her lå den samlede udgiftspolitik.

»Det historiske nederlag for arbejderbevægelsen var, da Anker Jørgensen i 1982 overlod regeringsmagten til Schlüter uden at udskrive valg. Det var enden på den klassiske arbejderbevægelse, fordi Socialdemokratiet og fagbevægelsen ikke kunne blive enige om at samordne regeringens politik med fagforbundenes lønpolitik,« fastslår Ove Kaj Pedersen.

Lige siden har aftaler og overenskomster spillet en anden rolle, fordi de forhandles inden for en ramme udstukket af regeringen. Det betyder, at organisationerne ikke har den fuldkomne selvstændighed til at forhandle løn- og arbejdsforhold, og derudover er der flere politiske forhold, der besluttes i Folketinget og siden bliver relevante i overenskomsterne. For eksempel barselsregler, efteruddannelse og pension.

»Sondringen mellem politisk stof og overenskomststof er forsvundet, og dermed skal strategierne også ændres,« siger Ove Kaj Pedersen.

Også når det gælder EU-politik, påpeger han, at fagforbund og LO må gøre op med sig selv, hvordan man handler politisk mest fornuftigt for at få indflydelse på nye direktiver og aftaler.

»Dansk fagbevægelse har ikke fundet sit egentlige ståsted i forhold til EU. Den store skepsis til EU blandt LO-medlemmer har betydet, at man er gået stille med EU-arbejdet. Men det er i virkeligheden stik mod medlemmernes interesser. Det er vigtigt, at LO og forbundene får diskuteret en arbejdsdeling om, hvem der gør hvad i EU-spørgsmål. På alle planer fra den enkelte arbejdsplads til EU-niveauet må fagbevægelsen i gang med den strategiske tænkning og handling, hvis man vil spille en politisk rolle fremover,« siger Ove Kaj Pedersen.