Arbejdsmarkedspension til alle lønmodtagere

Af Ninna Thomsen

Fordelingsmæssigt er de kollektive pensionsordninger helt igennem urimelige. Hvorfor skal mennesker, der har det svært, have færre penge til rådighed i alderdommen sammenlignet med dem, der har haft et job i mange år?

Tabere og vindere I mange af de overenskomster, der nu snart skal til afstemning landet over, er pensionsindbetalingen sat op fra 9 procent af lønnen årligt til 10,8 procent i løbet af overenskomst-perioden (med en tredjedel betalt af lønmodtageren, to tredjedele af arbejdsgiveren). Arbejdsmarkedspensionerne er med til at sikre medarbejdere rundt omkring i det ganske danske land en værdig alderdom. Det sikrer dem mod fremtidige regeringers indgreb og eventuelle forringelser i folkepensionen.

På den anden side kan vi også risikere, at de stigende pensionsindbetalinger giver de skiftende regeringer et argument for at forringe folkepensionerne. For hvad er begrundelsen for at bibeholde et offentligt finansieret pensionssystem, når borgerne nu selv sparer så meget op?

Man ser det næsten for sig. En borgerlig regering, der i det frie valgs hellige navn lader det være op til den enkelte, om han/hun vil have lidt ekstra, mens børnene er små, for så til gengæld at spare lidt på pengene, når livet går på held. For det skal staten da ved gud ikke blande sig i.

Derudover er arbejdsmarkedspensionen fordelingsmæssigt set helt hen i vejret. Et fiktivt eksempel: Eva er specialarbejder. Hun har fået tre børn. Hendes overenskomst dækkede ikke hele barselsperioden – men hun valgte alligevel at gå hjemme. For fire år siden blev Eva arbejdsløs og overvejer nu at uddanne sig til social- og sunhedsassistent, fordi hun ved, at der er arbejde at få.

Eva er et af de mennesker, der får det svært i alderdommen. Hun valgte at tage sin barsel, selv om dele af orloven ikke var med fuld løn. I denne periode indbetalte hun ikke til sin pension. Nu, mens hun er arbejdsløs, indbetaler hun heller ikke. Vælger hun at uddanne sig, udskyder hun på samme måde sine indbetalinger. Eva bliver altså som arbejdsløs, kvindelig lønmodtager straffet på flere måder. Og det selv om hun ved at efteruddanne sig forsøger at tilpasse sig arbejdsmarkedet.

Det samme gælder lønmodtagere, der i en årrække er syge – for eksempel på grund af nedslidning i et dårligt arbejdsmiljø. Disse lønmodtagere bliver tredobbelt straffet:

1)  De mangler job eller er blevet syge af samfundsmæssige årsager.

2)  De bliver i hverdagen spist af med en væsentligt lavere indtægt, idet både dagpenge, sygedagpenge og kontanthjælp ligger væsentligt under den løn, de fik, mens de var i arbejde.

3)  Endelig vil de også som folkepensionister få en mindre indtægt end andre, fordi der i en årrække ikke er blevet indbetalt på deres arbejdsmarkedspension.

Ordningen er helt igennem urimelig. For hvorfor skal mennesker, der har det svært, have færre penge til rådighed i alderdommen sammenlignet med dem, der har haft et job i mange år?

Skal vi undgå denne ulighed i alderdommen, må vi enten stoppe pensionsindbetalingsræset eller indføre en solidarisk ordning, hvor staten eventuelt med finansieringsbidrag fra arbejdsgiverne indbetaler pensionsbidraget for kvinder på ulønnet barselsorlov samt for arbejdsløse og syge.