Arbejdsevnen skal vedligeholdes via overenskomsterne

Af Ole W. Wessung, kiropraktor og direktør i Falck Healthcare A/S

Med relativt få midler kan man forebygge og dermed undgå mange af de nedslidninger, som hvert år koster lønmodtagere arbejdsevnen og samfundet skattekroner – hvis bare arbejdsmarkedets parter kan blive enige om det.

Fra sidelinjen ser det lidt forstemmende ud. På den ene side har vi arbejdsgiverorganisationerne. Deres beskrivelse af sygefraværet får til tider en slet skjult undertekst: »Pjæk!«. På den anden side står fagbevægelsen: »I nedslider!«. Det forstemmende er, at medarbejderne står alene i midten og kan se til, mens de to parter kæmper. Som de har kæmpet i årtier. Hvilket kan undre. For man kan med relativt få midler nå langt, hvis bare man bliver enige om det.

I mit virke som kiropraktor er jeg stødt ind i hundredvis af danskere, der for sent er kommet i gang med en behandling. Nedslidningen er i fuld gang – og man står der og tænker »pokkers«, at hun ikke mødte frem bare få år før, hvor jeg virkelig kunne have gjort en forskel. Pokkers for hendes personlige fremtid. Og pokkers for samfundet, der nu skal til at betale til hende resten af hendes liv – i stedet for fortsat at modtage skattekroner fra hende.

Løsningen på problemet ligger for mig at se lige for: Knyt forebyggende behandling til den enkelte arbejdsplads. I forrige nummer af Ugebrevet A4 slog ernæringsforsker Arne Astrup til lyd for, at bekæmpelse af fedme skulle ind i overenskomsterne. Personligt tror jeg ikke så meget på løftede pegefingre. Men jeg tror på tilbud. Jeg tror på, at tilbuddet om vedligeholdelse af de danske lønmodtageres arbejdsevne på et eller andet tidspunkt bør finde plads i overenskomsterne.

Opret – via en lokal virksomhedsaftale eller arbejdsmarkedspension – en sundhedsklinik på den enkelte arbejdsplads. En sådan klinik er skattefritaget, og medarbejderne modtager akut behandling, når de har behov. Før det for alvor går galt. Så har man et beredskab af fysioterapeut, massør, kiropraktor, zoneterapeut og psykolog. Eller, hvis arbejdspladsen er mindre, en adgangsbillet til at modtage samme ydelser for eksempel på det lokale apotek.
At danskerne først søger behandling, når det er gået galt, er der sikkert flere forklaringer på. Men i hvert fald én er væsentlig: Vi skal som regel selv betale konsultationen ud af vores hårdt beskattede lønindkomst. Har man løn som plejehjemsassistent, kan det simpelthen være for dyrt. Så man lader være og går år efter år med ondt i skulderen. Og en dag ved løft nummer 1.254 løfter man den ene gang for meget, og alt går i baglås. Nu er det for sent. Sygemelding. Langtidssygemelding. Og førtidspension. Med mindre man opretter en sundhedsklinik via arbejdspladsen eller overenskomsten. Det er HTS-pension gået i gang med – men så vidt jeg ved, er de ret alene om det.

Selvfølgelig kan man beskylde mig for at komme med et partsindlæg her, i og med at mit firma lever af at levere netop den slags ydelser. Men forklaringen på, at vi overhovedet er gået i gang, er, at der er et gigantisk samfundsmæssigt behov for det.

Vi har et folketing og nogle parter på arbejdsmarkedet, der er meget bevidste om, at danskerne trækker sig – for – tidligt tilbage fra arbejdsmarkedet. Om at finde nok arbejdskraft til, at vi kan bevare vores velfærd også om ti, tyve og tredive år. For øjeblikket er der et hul på cirka 85.000 mennesker. Vi forsøger at få de fremmede i arbejde, de ledige i job, de svage i gang – og alligevel passer pengene slet, slet ikke.

Vi taler om, hvordan vi skal give flere lyst til at arbejde længere. Fin ambition, men hvor bevidste er man om den betydelige del af danskerne, der stopper på jobbet, fordi de ikke kan mere? Vi har fortsat små 300.000 mennesker på førtidspension. Og en ikke ubetydelig del (17 procent) af dem, der går på efterløn, gør det, fordi de er tvunget til det.

Vedligehold dem, der er i gang. Nedbring sygefraværet og nedslidningen på én gang. Samfundspolitisk er det en let gruppe at have med at gøre. Dem, der i forvejen er i gang. Vi skal ikke ud og finde dem, de skal ikke oplæres, de kan det hele i forvejen, vi skal blot sikre, at der ikke pludselig er en legemsdel, der siger stop i utide.