Arbejdets løn

Af

For en gruppe af lavtlønnede er forskellen på arbejde og overførselsindkomst lig nul. Løsningen er hverken kostbare skattelettelser eller nedsættelse af dagpenge og kontanthjælp, men at lempe den hårde og konsekvente modregning, der i dag sker for en række sociale ydelser.

De fleste har prøvet at vågne til vækkeuret og spørge sig selv: Hvorfor gør jeg det? Står op og går på arbejde dag efter dag? Motivationen til trods alt at begive sig af sted på jobbet varierer formentligt meget. Identitet, fællesskab med kollegerne og muligheder for personlig udvikling, for blot at nævne et par stykker. Men sammen med dem er der ingen tvivl om, at cifrene nederst på lønsedlen også er en stærk selvstændigt motiverende faktor. Penge til huslejen, mad på bordet og samtidig et bevis på, at ens arbejde har en værdi.

Derfor virker det provokerende på de fleste, at det for en gruppe af lønmodtagere – når man udelukkende ser på indkomsten – kan være ét fedt, om de er i arbejde eller på offentlig forsørgelse. Ifølge Beskæftigelsesministeriets Flere i Arbejde-analyser gælder det for syv procent af arbejdsstyrken, at de ville gå mindre end 500 kroner ned i løn, hvis de mistede deres job og i stedet gik på understøttelse eller kontanthjælp. Omvendt gælder det for hver fjerde på kontanthjælp eller dagpenge, at de ville få mindre end 500 kroner mere om måneden ved at tage et lavtlønsjob. Hver fjerde. For ægtepar , hvor begge er på kontanthjælp, er situationen endnu mere grotesk. Finder den ene et job, skal han eller hun tjene 22.000 kroner om måneden, for at det kan betale sig. Har parret to børn, skal vedkommende tjene 29.000 kroner.

Om man er arbejdsgiver, lønmodtager, regering eller opposition, så må det være et mål i sig selv, at der er en tydelig gevinst ved at arbejde frem for at være på offentlig forsørgelse. I en tid med udsigt til mangel på arbejdskraft må det tilmed være et mål i sig selv, at der er kontante fordele ved at tage et job. Mens diagnosen er til at enes om: Systemet halter, så skilles vandene, når det kommer til kuren: Hvordan løser man disse såkaldte »samspilsproblemer«. Regeringen tør ikke sige det højt, men ville i virkeligheden helst sætte de lediges ydelser ned. Arbejdsgiverne ønsker generelle skattelettelser. Det samme gør en række partier i Folketinget. Skatten tegner allerede til at blive et varmt emne i den næste valgkamp.

En nedsættelse af dagpenge og kontanthjælp har absolut ingen opbakning i befolkningen, viser en række meningsmålinger. Mennesker på dagpenge og kontanthjælp har ikke meget at gøre godt med, og et forsøg på at presse dem i arbejde ved at gøre dem fattigere er både usympatisk og dømt til at mislykkes. Skattelettelser for de lavest lønnede – eller et særligt jobfradrag – er ganske vist en mere sympatisk løsning. Men hvis det skal batte noget, er lettelser i bunden pokkers kostbare og risikerer at true finansieringen af den offentlige velfærd. Derfor må man se på en helt tredje vej.

Årsagen til samspilsproblemerne er, at en del sociale ydelser er afhængige af indkomsten. Når indkomsten stiger for en lavtlønnet, så stiger egenbetalingen til daginstitutionen, og boligsikringen rammes. Og når den ene ægtefælle på kontanthjælp kommer i job, så modregnes indkomsten i den andens ydelse. Derfor bør man se på en lempelse af den hårde og konsekvente modregning, der i dag sker for sociale ydelser. Modregningen betyder nemlig, at den reelle marginalskat – hvad der skal betales af den sidst tjente krone – er langt større for de lavest lønnede end for de højest lønnede. Samspillet mellem løn og offentlige ydelser er kompliceret, men modellen til at løse problemerne må være på længere sigt at gennemføre en model med et socialt skatteloft. Et loft, der sætter en grænse for, hvor meget man kan miste af sociale ydelser, når indkomsten stiger.