Arbejderklassen rykker vestpå

Af

Høje huspriser og få jobmuligheder har de seneste 25 år presset arbejderklassen ud af København. I dag finder man fortrinsvis arbejderklasen i Vestjylland, mens over- og middelklassen har indtaget hovedstaden. Eksperter advarer mod, at klasseopdelingen kan give demokratiske problemer – især fordi magten er centreret i København.

Foto: Illustration: Polfoto

ARBEJDER-BEVÆGELSE For 25 år siden talte arbejderklassen Københavnsk – i dag taler den vestjysk. Arbejderne er nemlig ikke længere bosat i de københavnske forstæder - i dag bor de i Vestjylland.

Nye tal fra AE-rådet viser, at syv af de ti mest udprægede arbejderkommuner i dag ligger i Jylland. Omvendt lå ni af de ti mest udprægede arbejderkommuner i 1985 omkring København.

På kommuneplan tilhører 54 procent af befolkningen nu arbejderklassen i Billund i Sydjylland mod kun 21 procent af befolkningen i Gentofte lige nord for København. Og mange flere arbejdere er der ikke i selve København: 34 procent.

Arbejdernes vandring mod vest betyder, at de efterladte middelklasse-københavnere ikke i samme grad som tidligere møder arbejderklassen. Det mener docent ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet Viggo Plum. Og en sådan klasseopdeling kan give nogle grundlæggende demokratiske udfordringer, advarer han.

»De sociale forskelle er i stigende grad blevet et geografisk spørgsmål. Og opdelingen mellem øst og vest giver et demokratisk problem. Opdelingen skaber jo en manglende forståelse for, hvordan mennesker, der er anderledes end én selv, tænker,« siger han.

Opbakningen til velfærd falder

Viggo Plum bakkes op af forfatter og debattør Lars Olsen. Han mener, at opbakningen til velfærdsamfundet kan falde, når landets arbejderklasse klumper sammen i vest.

»Danmark har traditionelt været et meget blandet samfund. Man har haft nogle blandede boligkvarterer og folkeskoler, hvor man mødte folk fra andre klasser. Og det har været med til at støtte opbakningen til velfærdsstaten. Men den opbakning bliver jo mindre, når toppen og bunden bliver mere isoleret fra hinanden. Solidariteten falder simpelthen i et ’os og dem-samfund’,« siger Lars Olsen, som er bogaktuel med bogen ’Det Danske Klassesamfund’, som bygger på tallene fra AE-rådet.

Også direktør i AE-rådet Lars Andersen, chefanalytiker i AE-rådet Jonas Schytz Juul og afdelingsdirektør for personstatistik i Danmarks Statistik Niels Ploug har været med til at skrive bogen, som udkommer mandag.

Arbejderklassen er stadig den største

Arbejderklassens bevægelse mod vest kommer samtidig med, at arbejderne generelt fylder mindre i det danske samfund. Ifølge AE-rådets tal udgjorde arbejderne i 1985 57 procent af de 18 til 59-årige. I 2009 var andelen faldet til 42 procent. Samtidig er der sket en stigning i middelklassen fra 24 til 30 procent.

Arbejderklassen er dog stadig den største klasse. Overklassen og den højere middelklasse udgør tilsammen 14,1 procent mens underklassen udgør 13,5.

Ifølge chefanalytiker i AE-rådet, Jonas Schytz Juul, understreger tallene, at arbejderklassen stadig udgør en væsentlig klasse i det danske samfund.

»Jeg tror, det vil komme bag på mange, hvor stor arbejderklassen er. Tit bliver det jo fremstillet som om, at der kun er en bred middelklasse tilbage i Danmark. Men arbejderklassen udgør stadig over 40 procent af befolkningen,« siger Jonas Schytz Juul.

Beslutninger i øst har store konsekvenser i vest

Billedet af Danmark som et stort middelklasse-samfund kan ifølge Jonas Schytz Juul skyldes, at mange meningsdannere, journalister og politikere bor i København.

»Når man sidder i København tænker man måske: ’Arbejderklassen, den er da ikke særlig stor’. Men det er fordi, arbejderfamilierne udgør en meget større andel af befolkningen i Jylland end omkring København,« siger han og tilføjer, at det kan give problemer, når der laves lovgivning.

»Der sidder jo mange i København, som træffer mange beslutninger, som har stor betydning for hele landet,« siger Jonas Schytz Juul.

Han bakkes op af Lars Olsen, der nævner debatten omkring efterlønnen som et eksempel på et politikområde, der har fået store konsekvenser for arbejderklassen.

»Debatten omkring forringelserne af efterlønnen blev primært ført af personer, som ikke selv bliver ramt af forringelserne. Det er folk, der har lange uddannelser og kommer sent ud på arbejdsmarkedet. De har haft masser af indflydelse på deres spændende arbejdsliv, og de har sikkert lyst til at arbejde lang tid efter, de fylder 60 år,« siger han.

»Men jeg tror simpelthen ikke, at de gør sig begreb om, hvordan det er at være tømmersvend og først kan forlade arbejdsmarkedet som 70-årig. Men hvis de mødte de folk, som forringelserne går ud over, tror jeg, at der vil komme en større forståelse,« mener Lars Olsen.  

Krisen rammer hårdt i vest

Lars Olsens holdning bakkes op af en undersøgelse, som Ugebrevet A4 gennemførte i september 2012. Den viste, at København og Nordsjælland er blandt de områder med færrest efterlønnere. Samtidig viste undersøgelsen også, at det særligt er vestjyderne, der benytter sig af efterlønsordningen.

Klasseopdelingen af Danmark kan også betyde, at nogle regioner i landet rammes hårdere af krisen end andre, forklarer Jonas Schytz Juul.

»Områder med mange arbejdere kan løbe ind i udfordringer, når der er lavkonjunktur. For mange af dem, som har mistet jobbet under krisen, er jo almindelige arbejdere,« siger han.

Han understreger dog, at områder med mange arbejdere generelt vil have en fordel.

»Der er jo folk, som typisk er på arbejdsmarkedet og derfor er det nogle borgere, der netto-bidrager positivt til samfundet,« siger han.

Først den ene vej og så den anden

Det er ikke første gang, at arbejderklassen rejser tværs over landet. I slutningen af 1800-tallet flyttede mange arbejderfamilier fra provinsen til København og andre store danske byer i håb om at få arbejde på de mange nye fabrikker, der opstod under industrialiseringen.

Men de nye tal fra AE-rådet viser, at arbejderne nu er på vej tilbage til provinsen. Og igen skyldes bevægelsen, at industrien flytter sig, fortæller Jonas Schytz Juul fra AE-rådet.

»Industrien har de seneste årtier bevæget sig mod Jylland. Og København har derfor oplevet er stort fald i andelen af arbejderfamilier. I stedet er den såkaldte kreative klasse rykket ind. Specielt i områder som Østerbro og Valby er der de seneste 25 år sket en kæmpe udvikling,« siger han.

Faktisk var det en bevidst politisk strategi i 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, at København skulle renses for tung industri, forklarer afdelingsdirektør for personstatistik i Danmarks Statistik, Niels Ploug.

­»Man gav økonomisk støtte til virksomheder, der rykkede ud af København. Man mente ikke, der var plads til, at produktionsvirksomheder kunne udvide inde i byen. Samtidig var det et problem med støjende og forurenende virksomheder blandet med byens boligområder,« siger Niels Ploug, som ved siden af jobbet i Danmarks Statistik er ekstern lektor på Københavns Universitet og Copenhagen Business School.

Vestegnen, Vestsjælland eller Vestjylland

Der er dog stadig en lang række arbejdspladser tilbage i København, som beskæftiger danskere fra arbejderklassen. Men mange af dem har bare ikke råd til at bo inde i byen, fortæller Lars Olsen.

»Der er jo stadig mange pædagogmedhjælpere, kasseassistenter, sosu-assistenter og chauffører, som tilhører arbejderklassen og arbejder i København. De har bare ikke råd til at bo i byen,« siger Lars Olsen og henviser til analyserne i ’Det Danske Klassesamfund’. De viser, at arbejderklassens andel i Københavns Kommune er faldet fra 57 procent i 1985 til 34 procent i 2009

»København er blevet en by for veluddannede, der tjener godt. Man har godt nok nogle områder med billige boliger, hvor der bor mange indvandrere og mange uden for arbejdsmarkedet. Men mellemgruppen, som består af almindelig arbejdere, der ikke tjener så meget, er flyttet ud af København. Der er simpelthen ikke boligtilbud til dem i byen,« siger Lars Olsen.

Det ikke kun er på landplan, at der sker en bevægelse mod vest. Også regionalt og lokalt ser man en bevægelse af arbejderfamilier mod vest, fortæller Lars Olsen.

»Tallene fra AE-rådet viser, at den del af arbejderklassen, der stadig arbejder i hovedstadsområdet, nu fortrinsvis bor på Vestegnen eller pendler fra Vestsjælland,« siger han.

Opsplitningen på boligområdet gør det sværere at bryde den sociale arv, mener Lars Olsen. Han henviser igen til analyserne i ’Det Danske Klassesamfund’, der viser, at langt flere unge fra arbejderklassen tager en videregående uddannelse, hvis de vokser op i de velstillede kommuner nord for København.

»Hvis man vokser op i en arbejderfamilie nord for København, hvor der bor mange fra de højere klasser, er det lettere at bryde den sociale arv, fordi der er nogle rollemodeller. Der er simpelthen flere arbejderbørn nord for København, der får en uddannelse, set i forhold til arbejderbørn der vokser op på for eksempel Vestegnen eller Vestsjælland,« siger han.

Jylland eller Kina?

Det er ikke kun arbejderne, der presses ud af København på grund af de høje boligpriser. Også virksomhederne kan spare penge ved at placere sig vest for Valby Bakke, forklarer Jonas Schytz Juul fra AE-rådet.

»Mange virksomheder har valgt at rykke produktionen til områder, hvor der er ikke er så høje ejendomsudgifter. Og der er Vestjylland et godt alternativ,« siger han.

Ejendomsudgifterne er dog ikke det eneste, der er lavere i Jylland. Faktisk har arbejdskraften i Jylland i mange år været op mod 15 procent billigere end i København, forklarer Viggo Plum fra Roskilde Universitet.

»I mange år fik industriarbejderne i København mere i løn end industriarbejderne i Hjørring. Det samme mønster så man inden for det offentlige,« siger han. Lønforskellen er dog blevet mindre de senere år.

Faktisk kan virksomhedernes bevægelse mod Vestdanmark sammenlignes med den bevægelse, der sker mod fjernøsten, mener Viggo Plum.

»Det er jo nogle af de samme processer man ser, når arbejdspladserne rykker langt mod øst til Kina,« siger han.

Viggo Plum pointerer samtidig, at årsagen til bevægelsen mod Vestdanmark også kan skyldes, at den jyske arbejderklasse har flere kvalifikationer end den københavnske.

»Mange af de unge potentielle arbejdere og håndværkere i København starter i dag på en videregående uddannelse. Den gruppe af arbejdere, der er tilbage har måske en lidt mere vanskelig baggrund, som til tider har gjort dem mere ustabile. Og det kan have medvirket til, at de jyske arbejdere er mere kvalificerede og disciplinerede end københavnerne,« siger han.

Viggo Plum peger også på, at de senere års effektivisering af de store landbrug har betydet, at der især i Jylland er blevet frigivet store mængder arbejdskraft til andre typer af virksomheder.

Nødvendigt med politisk indgriben

Der er ikke noget, der peger på, at arbejderklassens bevægelse mod vest stopper af sig selv, mener Jonas Schytz Juul fra AE-rådet.

»Udviklingen mod at arbejderklassen klumper sammen i vest har været ret voldsom de seneste 20 år, og der er ikke noget, der tyder på, at udviklingen stopper,« siger han. Det kræver en politisk indgriben, hvis udviklingen skal bremses, mener Jonas Schutz Juul.

»Det handler også om at tænke det ind, når man laver boligområder. Hvis man laver et område med meget dyre boliger et sted, og et område med almene boliger et andet sted, bidrager man jo til opdelingen,« siger han og tilføjer:

»Det kan ende med, at Danmark bliver mere opdelt geografisk i forskellige klasser, end det allerede er. Og det kan jo gå hårdt ud over sammenhængkraften i landet. Det skal helst ikke ende med, at danskerne kun har landsholdet til fælles.«