Arbejderklassen er hårdest ramt af krisen

Af

Ledigheden i arbejderklassen er steget seks gange så meget under krisen som ledigheden i overklassen. Og det er ikke kun krisens skyld. Flere eksperter peger på, at overklassen har forstærket arbejderklassens skæbne.

Foto: Illustration: Stig Mikko, Polfoto

ULIGHED Tømrere, industriarbejdere og lastbilchauffører er langt hårdere ramt af krisen end direktører, læger og ingeniører.

Faktisk har krisen ramt arbejderklassen seks gange så hårdt som overklassen. Det viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, der har gennemført en analyse af arbejdsløsheden blandt forskellige klasser for Ugebrevet A4.

Analysen viser tydeligt, at krisen rammer skævt, fortæller chefanalytiker Jonas Schytz Juul fra AE.

»Der er stor ulighed i, hvor usikkert ens job er. Under krisen har arbejderne simpelthen større risiko for at ryge ud af arbejdsmarkedet,« siger han og forklarer, at udviklingen blandt andet skyldes, at mange arbejdere er ansat i virksomheder, som er blevet hårdt ramt af krisen.

Højere klasser har en del af skylden

Men det er ikke kun krisen, der rammer arbejderklassen på jobbet. De højere klasser bærer også en del af skylden, forklarer flere af de eksperter, Ugebrevet A4 har talt med. Professor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen siger:

 »Når der er høj ledighed, opstår der ofte det, man kalder gøgeungeeffekten, som betyder, at ledige fra de højere klasser søger job, som de er overkvalificerede til,« siger Jørgen Goul Andersen og tilføjer, at det betyder, at der bliver færre job til arbejderklassen.

»Det går igen over hele linjen. Faglærte tager ufaglært arbejde, akademikere tager ikke-akademisk arbejde og så videre,« siger han.

Men det er ikke kun fra oven, at arbejderklassen presses. Job-konkurrencen fra Syd- og Østeuropa er også taget til under krisen, forklarer professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»Landene øst og syd for os er jo også hårdt ramt af krisen og har høj ledighed. Og fordi, vi er et højtlønsland, valfarter polske, tyske og baltiske lønmodtagere nordpå til det danske arbejdsmarked.  Og det fortrænger jo den danske arbejdskraft,« siger han.

Lavere mindsteløn ville give et mere rummeligt arbejdsmarked

Krisens hårde slag mod arbejderklassen kan også skyldes, at beskæftigelsen var ualmindelig høj i arbejderklassen før krisen, mener Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlig-liberale tænketank Cepos.

»Under opsvinget i 00’erne havde mange arbejdsgivere svært ved at skaffe arbejdskraft, som matchede de krav, de stillede til produktiviteten. Og så tog man folk, hvis produktivitet ikke matchede lønnen. Nogle af dem bed sig fast i arbejdsmarkedet, men der var også mange, der røg ud igen, da krisen ramte. Det er jo klart, at det ofte er de mindst produktive medarbejdere, der ryger først,« siger han.

Hvis de medarbejdere skal have en chance på det danske arbejdsmarked, bør man ifølge Mads Lundby Hansen sænke mindstelønnen.

»Det ville være rigtig godt for de mange medarbejdere med lav produktivitet, som bliver afskediget, hvis de kunne få lov at arbejde til 70-80 kroner i timen. Så ville de i højere grad kunne bevare fodfæstet på arbejdsmarkedet,« siger Mads Lundby Hansen.

Men at sænke mindstelønnen i troen på, at det vil få flere ind på arbejdsmarkedet, er »en utrolig uambitiøs« idé, mener Jonas Schytz Juul fra AE.

»Det skaber jo bare en ’working poor’-klasse, som man ser i for eksempel Tyskland og USA,« siger han med henvisning til store lønmodtagergrupper i de to lande, som har svært ved at klare dagen og vejen, selv om de er i arbejde.  

Jonas Schytz Juul mener i stedet, at man bør opkvalificere arbejdskraften.

»I stedet for at fastholde lønmodtagere i lav uddannelse og lav løn, mener jeg, det er meget mere ambitiøst at opkvalificere arbejderklassen, så de kan bære en højere løn.«

Produktionen er hårdt ramt af krisen

AE har målt ledigheden blandt de forskellige klasser ved at se på, hvor stor en andel, der modtog dagpenge eller kontanthjælp i mindst én uge i 2008 og igen i slutningen af 2011 og starten af 2012. Og tallene viser en tydelig skævhed i, hvem krisen har ramt.

Blandt de danskere, som tilhørte arbejderklassen i 2007, var 10 procent ledige i løbet af 2008. I dag er andelen af arbejdere, der har været ledige det seneste år, steget til 17 procent.

Blandt dem, der tilhørte overklassen i 2007, var knap én procent ledig i løbet af 2008. I dag er andelen steget til to procent, hvilket placerer overklassen som den gruppe danskere, der har oplevet den mindste stigning i arbejdsløsheden under krisen.

AE oplyser, at der kan være en lille afvigelse i procenterne, da få personer kan have modtaget både kontanthjælp og dagpenge. Det vil dog gælde alle klasserne, og afvigelsen vil derfor ikke påvirke det samlede billede.

Den voldsomme stigning i ledigheden blandt arbejderklassen er et kæmpe problem for samfundet, mener næstformand i LO Lizette Risgaard.

»Det er jo arbejderklassen, som er med til at holde samfundet kørende. Alle hænder skal i arbejde, for det er jo dem, som skaber vækst og velstand,« siger hun og tilføjer, at man fra politisk side burde investere noget mere i offentlige bygninger og anlægsprojekter.

»De kunne nemlig skabe arbejdspladser,« pointerer LO-næstformanden. 

Uligheden svækker sammenhængskraften

Ud over, at arbejderklassens hurtigt voksende arbejdsløshed er trist for den enkelte, kan det også have en negativ effekt på samfundets sammenhængskraft, vurderer professor Flemming Ibsen.

»Man får en større ulighed – både på løn, beskæftigelse og levevilkår. Og det gør samfundet mere polariseret,« siger professoren og tilføjer:

»I et polariseret samfund er der stor risiko for, at sammenhængskraften svækkes. De forskellige klasser kommer længere væk fra hinanden. Og hvis man vil have et rimeligt homogent samfund, hvor man kan tale til hinanden på tværs af klasseskel, er det et problem.­«

En svækket sammenhængkraft kan ifølge Jonas Schytz Juul fra AE svække opbakningen til velfærdstatens fordelingsprincip.

»Hvis folk fortsat skal betale skat for at understøtte de borgere, der har brug for hjælp, kræver det, at danskerne er solidariske. Og det sker kun, hvis der er sammenhængskraft og en fællesskabsfølelse i samfundet,« siger han.

Flest fra arbejderklassen på førtidspension

Det er ikke kun i forhold til overklassen, at arbejderklassen er hårdere ramt. Også i forhold til middelklassen er balancen skæv, viser tallene fra AE. Fra 2008 til 2012 er andelen af ledige blandt den højere middelklasse steget med 1,2 procentpoint, mens middelklassen har oplevet en stigning på 3,3 procentpoint. Til sammenligning er ledigheden i arbejderklassen steget med 7 procentpoint.

Men arbejderklassen er ikke bare hårdere ramt på ledigheden. De bliver også oftere ramt af sygdom eller ulykker. Ifølge tallene fra AE er andelen af arbejdere, som er kommet på førtidspension, steget seks gange så meget under krisen set i forhold til den andel af overklassen, som er kommet på førtidspension.

Stigningen i andelen af førtidspensionister i arbejderklassen skyldes blandt andet, at krisen og den høje ledighed blandt arbejderne har øget det psykiske arbejdspres, forklarer professor Flemming Ibsen.

»Der er større usikkerhed omkring jobbet, og det skaber jo manglende trivsel. Samtidig har mange oplevet nedskæringer, og mange medarbejdere har fået mindre at skulle have sagt – jobbet er simpelthen blevet mere styret. Så på mange måder er arbejdet blevet mere belastet under krisen,« siger Flemming Ibsen.

Det er dog ikke alene arbejdsmiljøet, som sender flere fra arbejderklassen på førtidspension, siger professor Jørgen Goul Andersen.

»Den forbedring af sundhedsadfærd, der har bidraget til at sende middel- og overklassens helbred og levealder hastigt i vejret, er ikke slået tilsvarende igennem i arbejderklassen. Mange fra arbejderklassen har en livsstil, som forværrer deres helbred – simpelthen fordi de ikke har resurser til at have en livsstil, der fremmer sundhed modsat for eksempel overklassen,« siger han og tilføjer, at de senere års politiske reformer af velfærdsstaten også har forværret forholdene for arbejderklassen.

»Velfærden bliver indrettet efter de stærke klassers behov og i mindre grad efter arbejderklassens. Man har for eksempel de facto afskaffet efterlønnen, som mange fra arbejderklassen brugte,« siger han.