Arbejde på fremmed grund

Af

Kvindelige politibetjente skal gøre sig fortjent til respekt fra deres mandlige kolleger, mens mandlige sygeplejersker nærmest automatisk ses som en gevinst i sundhedsverdenen. Omverdenen finder til gengæld kvinder »seje«, når de går ind i politifaget – og opfatter mænd som »bøssede«, hvis de vil være sygeplejersker. Det viser en undersøgelse af de to grupper.

14Det gælder om at ranke ryggen og finde hvert et gram af autoritet frem, når man som kvinde begynder som politibetjent. Ikke blot skal man stå ansigt til ansigt med hærdebrede rockere og andet skidtfolk – man har også sine kollegers stirrende øjne i nakken, når man gør det.

De mandlige kolleger – som er i klart overtal – er nemlig ofte stærkt skeptiske over for, om kvinderne nu kan klare mosten, og der bliver lagt ekstra mærke til, hvad kvinderne gør, og om de vel at mærke gør tingene lige så godt som mændene. Først når kvinderne har bevist, at de er gode nok både fysisk og psykisk, bliver de accepteret og regnet for pålidelige betjente – eller »politiere«, som det kaldes internt i korpset.

Det er en af konklusionerne i det speciale, som Stine Brock Faber og Lotte Skadkær Mogensen netop har forsvaret til et 11-tal som afslutning på deres sociologi-uddannelse på Aalborg Universitet. Specialet bygger på indgående interview med otte kvindelige politibetjente og otte mandlige sygeplejersker om deres oplevelser som en kønsmæssig minoritet i deres fag og viser, at det for både mænd og kvinder stadig er særdeles vanskeligt at bryde kønsmønstrene på arbejdsmarkedet trods årtiers ligestillingspolitik. 

Mens de kvindelige betjente altså møder skepsis og modstand fra de mandlige kolleger i forhold til, om de kan klare politijobbet, er det en helt anden snak for de mandlige sygeplejersker. De bydes tværtimod velkommen og betragtes som hævede over den kvindelige standard. Selv om både kolleger og overordnede for langt de flestes vedkommende er kvinder, tilskriver de alligevel mændene stor autoritet og mener, at de kan tilføre noget fagligt.

De mandlige sygeplejersker tillægges især klassiske »mandestyrker« som fysisk styrke, teknisk interesse, selvstændighed og autoritet, hvilket gør, at mændene ofte bliver tildelt særlige opgaver, der »kræver en mand«. Det kan for eksempel være tunge løft, tekniske opgaver eller vanskelige patienter. De kvindelige betjente tilskrives derimod egenskaber som fysisk svaghed, indlevelse/forståelse, uselvstændighed og tilbageholdenhed/tolerance, hvilket gør, at kvinderne oftere bliver tildelt »lavstatus-opgaver«, der involverer børn og kvinder. Og når kvinder skal med ud på en barskere opgave, hænder det, at de mandlige kolleger beder om ekstra back-up og i det hele taget forsøger at beskytte kvinderne.

»Egenskaber som fysisk styrke og teknisk snilde har høj status i samfundet, mens de mere sociale kompetencer, som kvinder typisk tilskrives, har lav status. Og både mændene og kvinderne selv ligger stadig under for den opfattelse. Vi ser nogle tegn på positive forandringer, men de stereotype opfattelser er meget træge at ændre,« siger Lotte Skadkær Mogensen, der også efter specialeskrivningen har helliget sig kønsforskningen og netop er startet som ph.d.-stipendiat på Aalborg Universitet.

Seje kvinder og bøssede mænd

Mens de kvindelige betjente altså har meget at bevise over for kollegerne, kan de glæde sig over, at omgivelserne til gengæld i høj grad er positive over for, at de er i politiet. Kvinderne møder ganske vist nogle gange undren, og omgivelserne kan ligesom kollegerne være skeptiske over for, om de kan klare jobbet. Men de kvindelige betjente oplever også at blive opfattet som seje, fordi de påtager sig et arbejde, der betragtes som fysisk hårdt og »mandearbejde«.

citationstegnBliver der adgang for mænd til at skaffe sig uddannelse i sygepleje, vil det lejlighedsvis kunne medføre en rekruttering af lidet heldige og ønskværdige elementer.
Udtalt af overlæge i 1949

De mandlige sygeplejersker møder også fra omgivelserne en stærk undren. De løftede øjenbryn ledsages ofte af en åbenlys nedvurdering, fordi de påtager sig »kvindearbejde«. Og den mest udbredte fordom er, at når de frivilligt udfører feminint arbejde, må de også være meget feminine. Med andre ord tror mange nærmest per automatik, at de mandlige sygeplejersker deler den private dobbeltseng med en anden mand. De otte interviewede mænd er alle heteroseksuelle. Men på trods af, at de selv er sygeplejersker med egenskaber og interesser kendetegnende for »den almindelige, heteroseksuelle mand«, er der også blandt dem fordomme om, at de fleste mandlige sygeplejersker – men ikke dem selv! - er om ikke homoseksuelle, så mere feminine og forsigtige mænd, »som i hvert fald ikke går på værtshus!«

Igen er de kønsbestemte fordomme er altså så indgroede, at de, der er berørt af fordommene, også selv ligger under for dem. Det samme gør sig gældende, når de interviewede bliver spurgt til, hvordan det er at arbejde fortrinsvis med det andet køn, siger Lotte Skadkær Mogensen:

»Både de interviewede mænd og kvinder svarer i første omgang, at mænd generelt siger tingene mere ligeud, mens kvinder generelt er slemme til at sladre og tale bag ryggen på hinanden. Men når de kvindelige betjente begynder at fortælle konkrete historier fra deres arbejde, viser det sig, at de mandlige kolleger også kan sladre, og at virkeligheden dermed er mere nuanceret.«

Mænd får skovmandssyndrom

De mandlige sygeplejersker og de kvindelige betjente har vidt forskellige måder at tackle, at de er en minoritetsgruppe. Mændene inden for sygeplejen tøver ikke med at skille sig ud som mænd og søger gerne fællesskab med de andre mænd på deres arbejdsplads. De søger ofte mod afdelinger med flere mandlige sygeplejersker, men søger også fællesskaber med andre mandsdominerede faggrupper som portører, teknikere og læger. Flere af de interviewede mænd siger, at de får nok af de mange kvinder og får »skovmandssyndrom« - det vil sige, at de trænger til at tale et mere beskidt sprog og have et mandigt perspektiv på tingene. En af de mandlige sygeplejersker beskriver samværet med de kvindelige kolleger på denne måde:

»De interesser, som jeg har i min fritid: Nå, siger de bare. Det siger dem ikke en dyt. Jeg løber maraton, og jeg er rimeligt god til det, og de spørger, hver gang jeg har løbet maraton: Nå, hvor langt var det så? Og det er ALTID samme afstand, og så spørger jeg mig selv: Hører de, hvad jeg siger? Er der nogen derude? Og det er der ikke, når jeg bringer sådan noget op.«

De kvindelige politibetjente søger ikke, som mændene, fællesskaber med deres eget køn. Det skyldes, at de ikke umiddelbart mener, de har noget behov for det. Igen viser deres konkrete historier dog, at de faktisk indimellem savner kvindeligt selskab. Men derudover er det heller ikke velset blandt mændene, når kvinderne søger sammen, og kvinderne er bange for at få hæftet betegnelser som »rødstrømpe« og »feminist« på sig:

»Mændene her på stationen havde lidt problemer med, at vi piger gik ud sammen. Det kunne de slet ikke have. De var sikre på, at vi sad og diskuterede dem fra en ende af. Det kan da også godt være, at vi gjorde. Men de var helt ødelagte over det. Åh nej, de kunne slet ikke have det.

Det var rødstrømpeagtigt, og vi ville nok også snart have vores egen fagforening og videre i den stil,« siger en af de kvindelige betjente.

Lotte Skadkær Mogensen kalder det problematisk, at de kvindelige betjente ikke ønsker at skille sig ud som kvinder og derfor ikke dyrker deres egne fællesskaber. De kan nemlig hente styrke ved at stå sammen med andre kvinder, der også oplever de stereotype kønsopfattelser.

»Men det skyldes jo igen, at kvinderne også selv har de stereotype opfattelser. De mener ikke, at der er nogen problemer, selv om deres konkrete historier viser, at der er det. Men det bliver heller ikke modtaget positivt af mændene, når kvinderne »rotter sig sammen«. Det er generelt karakteristisk, at kvinders grupperinger typisk bliver omtalt med det negative ord »kliker«, mens mænds bliver kaldt »fællesskaber«,« siger Lotte Skadkær Mogensen.

Kvinder kører hønsepatrulje

De mandlige sygeplejersker vælger i høj grad selv at søge væk fra kvindesnakken, fordi de ikke har samme interesser, og fordi de synes, kvinderne sladrer meget om hinanden. Derimod oplever mændene ikke, at deres tilstedeværelse er uønsket. Inden for politiet er der derimod en tendens til, at det forstyrrer mændenes samvær, når der er kvindelige kolleger, som også ofte omtales som »høns«, hvorfor en patruljebil med to kvindelige betjente kaldes en »hønsepatrulje«. Og derfor øges kammerateriet blandt de mandlige betjente, hvilket dette citat fra en kvindelig betjent blandt andet illustrerer:

»Nogle gange kan man møde på en vagt og tænke: Argh, det er da helt vildt i dag, som de er efter mig. Og man må stå: En, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, fordi det nogle gange bare er for meget. Bare jeg går ud i køkkenet, er det: Bliv du derude, det kender du jo hjemmefra.«

Når mændenes samvær bliver forstyrret af kvindelige kolleger, skyldes det formentlig, at en stor del af mænds samtaler rent faktisk handler om kvinder i almindelighed, og det der foregår under bæltestedet i særdeleshed. I hvert fald nævner flere af de kvindelige betjente, at snakken på vagtstuen er præget af grove historier om kvinder, mens seksualitet fylder meget lidt i de mandlige sygeplejerskers beretninger fra sundhedsverdenen. Ingen af de mandlige sygeplejersker har haft ubehagelige eller frustrerende oplevelser med det seksuelle spil mellem kolleger, mens flere af de kvindelige betjente har haft krænkende oplevelser.

Nogle af dem har også oplevet, at deres tilstedeværelse har givet problemer i forhold til de mandlige kollegers ægtefæller. Ingen af de mandlige sygeplejersker fortæller om den slags problemer, mens en kvindelig betjent siger sådan her:

»Nogle var nervøse for, at deres koner skulle få at høre, at de kørte patrulje med mig. Så når vi er til fester med konerne, sørger jeg altid for ikke at lægge skjul på, at jeg er virkelig godt gift!«