PÅ STØTTEN

Antallet af kommunale tilskudsjob eksploderer

Af

På få år er kommunernes brug af tilskudsjob eksploderet. Samtidig er der sket et fald i antallet af fastansatte i kommunerne, viser en ny undersøgelse. Fagforbund beskylder kommunerne for at erstatte ordinære stillinger med de langt billigere tilskudsjob for at spare penge.

24.000 ordinære job er forsvundet i kommunerne siden 2008. I samme periode er 9.000 tilskudsjob kommet til. 

24.000 ordinære job er forsvundet i kommunerne siden 2008. I samme periode er 9.000 tilskudsjob kommet til. 

Foto: Christian Lindgren/Scanpix

Der er smæk på svingdøren i landets kommuner, der på få år har fyret tusindvis af ordinært ansatte, samtidig med at antallet af folk i tilskudsjob er eksploderet.

I alt har knap 24.000 ordinært ansatte måttet vinke farvel til deres kommunale arbejdsplads siden 2008. I præcis samme periode har kommunerne ansat næsten 9.000 flere ledige i tilskudsjob i egne institutioner. Det viser en undersøgelse, som analysebureauet LG Insight har lavet for Ugebrevet A4.

Kommunerne er vilde med tilskudsjob
Kilde: LG Insight

Det vækker harme i fagforbundet FOA, hvor næstformand Mona Striib ser med stor alvor på kommunernes praksis.

»Der sker en fortrængning, så flere og flere ordinære job ganske enkelt forsvinder. Det er en meget alvorlig tendens, som skaber blindgyder for de ekstraordinært ansatte, der jo for pokker er ansat i de her tilskudsjob for at komme ind på det ordinære arbejdsmarked. Det kan de bare ikke, fordi de ordinære job samtidig forsvinder,« siger Mona Striib.

Kommunerne er i en meget anstrengt økonomisk situation, og det kan af og til få kreativiteten til at blomstre. Ellen K. Lykkegård, gruppeformand, 3F

Hos fagforbundet 3F beskylder gruppeformand Ellen K. Lykkegård kommunerne for at erstatte faste stillinger med de langt billigere tilskudsjob.

»Det her vækker i den grad en mistanke om, at der sker en fortrængning af ordinære job. Det kan ikke forklares på andre måder. Kommunerne er i en meget anstrengt økonomisk situation, og det kan af og til få kreativiteten til at blomstre,« siger Ellen K. Lykkegård.

Fortrængning kan ikke udelukkes

På seks år er antallet af tilskudsjob, primært løntilskud og virksomhedspraktik, i kommunerne mere end fordoblet, mens antallet af medarbejdere på ordinære vilkår er skåret ned med over seks procent.

Hver tredje kommune har i dag tre gange så mange ansat i tilskudsjob som før krisen. For fem kommuner er antallet endda mere end femdoblet. Kun ganske få kommuner har i dag færre i tilskudsjob end for seks år siden.

Se, hvor mange din kommune har ansat i tilskudsjob
Kilde: LG Insight

Det kan ikke udelukkes, at den eksplosive vækst i tilskudsjob er med til at fortrænge ordinære job i kommunerne, forklarer professor Jacob Nielsen Arendt fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA.

Så sent som sidste år stod han ellers i spidsen for en undersøgelse, der viste, at antallet af ordinært ansatte ikke ændrede sig i månederne efter, kommunerne havde brugt løntilskud.

Vi kan ikke udelukke, at der alligevel sker en fortrængning. Jacob Nielsen Arendt, professor, KORA

»Men vi undersøgte ikke, om kommunerne først afskediger ordinært ansatte og derefter fylder op med løntilskudsjob inden for de samme områder. Derfor kan vi heller ikke udelukke, at der alligevel sker en fortrængning,« siger Jacob Nielsen Arendt og tilføjer:

»Nogle af de ordinære stillinger ville formentlig være forsvundet helt, hvis ikke løntilskud var muligt. I så fald har de enkelte tilskudsjob jo ikke erstattet noget, men snarere været en måde at lappe de huller, der opstår, når der ikke længere er råd til ordinære stillinger,« siger han.

Det frikøber dog ikke kommunerne, mener Ellen K. Lykkegård fra 3F.

»Loven siger, at tilskudsjob ikke må inkludere opgaver, som andre udfører. Men måske blev netop de opgaver udført af ordinært ansatte for fem år siden. Der er jo sket en udvikling i, hvad kommunerne prioriterer,« siger gruppeformanden og fortsætter:

»Hvis de besluttede at prioritere naturgenopretning, kunne de lave nogle rigtige job frem for flere tilskudsjob,« siger Ellen K. Lykkegård.

Mere end tidoblet

I Rudersdal Kommune er brugen af tilskudsjob mangedoblet på få år. Her er antallet af ansatte på særlige vilkår steget med intet mindre end 1129 procent fra syv medarbejdere i 2008 til 86 i dag. Til gengæld er antallet af fastansatte i samme periode faldet med knap seks procent.

Formanden for kommunens erhvervs-, vækst- og beskæftigelsesudvalg, Jens Bruhn (A), holder dog fast i, at kommunen ikke har skiftet ordinære stillinger ud med tilskudsjob.

»Når vi ansætter folk i løntilskud, kræver både lovgivningen og de kommunale aftaler, at der skal være tale om merbeskæftigelse. Det sikrer vi ved, at nye løntilskudsstillinger aftales med vores medarbejderrepræsentanter. Den er helt tjekket af, og vores løntilskudsjob fortrænger derfor ikke ordinære stillinger,« siger Jens Bruhn.

Kommunen var nødt til at afskedige ordinært ansatte efter kommunalreformen i 2007, fortæller han.

»Vi har afskediget ordinære medarbejdere for at få stordriftsfordele i forbindelse med kommunalreformen. Pointen var dengang, at kommunerne skulle have bedre drift for færre penge,« siger Jens Bruhn.

Lov og pligt

Ifølge reglerne skal kommunerne selv ansætte ledige i forskellige tilskudsjob, hvis de ikke kan finde plads til dem i private virksomheder.

Hvor mange ledige, en kommune har ansat i tilskudsjob, afhænger derfor ofte af, hvor godt et samarbejde den pågældende kommune har med det lokale erhvervsliv, forklarer Lars Larsen, konsulent i LG Insight, der står bag undersøgelsen.

»Nogle kommuner har et stort samarbejde med private virksomheder og får mange af deres ledige ud i private tilskudsjob ad den vej. Og så er der kommuner, der i højere grad vælger at ansætte de ledige i egne institutioner. Det kan forklare, hvorfor nogle kommuner har markant flere i tilskudsjob blandt deres ansatte end andre,« siger Lars Larsen.

Men sidste års KORA-undersøgelse viste faktisk, at når først en kommune har brugt løntilskud, bliver den ved med det.

»Nogle arbejdsopgaver ser ud til at blive opretholdt via folk i løntilskud. Når en arbejdsplads ansætter en i løntilskud, sker der et stort hop i sandsynligheden for at ansætte en ny i løntilskud. Det viser, at denne type job opfylder et behov for arbejdskraft, som ikke dækkes ordinært,« siger Jacob Nielsen Arendt fra KORA.

Fortrængte pedeller

Det er ofte inden for specifikke brancher, at fortrængningen finder sted, oplyser både FOA og 3F. Derfor er det svært at se en fortrængning i undersøgelser, der dækker hele Danmark.

Det her kan blive et problem, som går igen i generationer, og vi burde som land være klogere. Mona Striib, næstformand, FOA

Særligt teknisk-service-området, der blandt andet dækker pedeller, parkbetjente og idrætspersonale, er hårdt ramt af fortrængning, lyder fagforbundenes kritik.

I 2011 lavde 3F selv en undersøgelse, der viste, at op imod halvdelen af alle ansatte i teknisk-service-sektoren er i tilskudsjob.

»I en sådan situation er det jo helt logisk, at de ordinært ansatte er udsat for fortrængning. Her er det fuldstændigt håbløst at tro på, at der kommer et arbejde på ordinære vilkår,« siger Ellen K. Lykkegård fra 3F.

Kloge landsmænd

Udviklingen har enorme konsekvenser for de ledige, der ikke længere har mulighed for et job på ordinære vilkår.

»Det er så soleklart, at det her ender ud i en negativ spiral med færre og færre ordinære job. Ergo vil flere ledige være ude af stand til at få et ordinært job. De mister deres hjem, familier går i opløsning, og det er helt grotesk,« siger Mona Striib og fortsætter:

»Det her handler jo ikke bare om arbejdsmarkedet. Det har store personlige konsekvenser for de ledige og deres familier. Det her kan blive et problem, som går igen i generationer, og vi burde som land være klogere,« siger Mona Striib.