VARM LUFT?

Anklage: Ryanairs jobtal er helt hen i vejret

Af | @IHoumark

Ryanairs indtog i Københavns Lufthavn vil skabe helt op til 1.850 arbejdspladser, siger selskabet. Men det tal holder ikke i virkelighedens verden, lyder kritikken fra LO-fagbevægelsen. Eksperter er enige i, at antallet af nye job bliver lavere.

Ryanair fremhæver, at selskabets fremstød i København vil skabe masser af nye job i lufthavnen. Den tror fagbevægelsen ikke på. 

Ryanair fremhæver, at selskabets fremstød i København vil skabe masser af nye job i lufthavnen. Den tror fagbevægelsen ikke på. 

Foto: Maciej Kulczynski/Scanpix

Helt op til 1.850 arbejdspladser vil følge med i slipstrømmen på, at Ryanair nu flyver tusindvis af mennesker til og fra København. Det hævder flyselskabet selv, men tallet er vildt overdrevet, vurderer LO-fagbevægelsen. I værste fald kan der ligefrem blive tale om et jobtab.

Fagbevægelsen kritiserer kraftigt Ryanair for at byde stewardesser og piloter elendige løn- og arbejdsvilkår. Som et modtræk prøver Ryanair at overbevise danskerne om, at selskabet skaber en masse arbejdspladser i København.

Danskerne må da glæde sig over, at Ryanair skaber nye job i Københavns Lufthavn, har selskabets kommercielle direktør, David O’Brien, tidligere sagt.

Ryanairs investeringer står i mærkbar kontrast til de nylige afskedigelser og lønnedskæringer i SAS. David O’Brien, kommerciel direktør, Ryanair

I et åbent brev til Serviceforbundet skriver han, at Ryanair investerer tre milliarder kroner i København i ’nye fly, nye ruter, ny trafik og nye job’. Videre skriver han:

»Investeringerne står i mærkbar kontrast til de nylige afskedigelser og lønnedskæringer i SAS samt Norwegians udflytning af skandinaviske job til Bangkok og Dublin.«

Glæden ved Ryanairs aktiviteter i København kan dog ligge på et usynligt sted hos Henrik Bay-Clausen, som er formand for fagforeningen 3F Kastrup. Det er ellers netop her, at Ryanairs aktiviteter burde give flere medlemmer i job.

Ryanair bibringer ikke noget afgørende nyt eller ret mange flere passagerer. Henrik Bay-Clausen, formand, 3F Kastrup

»Det bliver minimalt, hvad Ryanair kommer til at skabe af job,« fastslår Henrik Bay-Clausen og uddyber:

»Der er allerede mange andre flyselskaber på Ryanairs destinationer til og fra København, så Ryanair bibringer ikke noget afgørende nyt eller ret mange flere passagerer.«

Ryanairs regnestykke

Ryanair har siden 18. marts etableret fire nye ruter til og fra lufthavnen i Kastrup. Og i løbet af efteråret regner Ryanair med at få fem ruter mere op at stå til destinationer i Europa.

Ryanair slår på, at de ni nye ruter skaber mindst 1.850 arbejdspladser. De kommer på følgende måde ifølge koncernen:

* 150 af jobbene går til stewardesser og piloter i Ryanairs Boeing 747-fly til og fra København.

* 1.700 job bliver skabt i Københavns Lufthavn med blandt andet at sørge for check-in, håndtere bagage, sørge for catering, påfylde brændstof, rengøre fly og så videre.

­Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, har i løbet af foråret i tre pressemeddelelser udtalt, at selskabet planlægger årligt at flyve 1,7 millioner passagerer til og fra København.

»Det vil opretholde 1.700 job i Københavns Lufthavn,« har David O’Brien sagt.

LO trækker håndbremsen

Her hiver LO-fagbevægelsen imidlertid i håndbremsen. Cheføkonom i LO, Jan Kæraa Rasmussen, vurderer, at Ryanair næppe kommer til at skabe mange ekstra job i Kastrup.

»Hvis der skal komme flere arbejdspladser i Københavns Lufthavn, skal der komme flere flyvninger og passagerer end nu. Men Ryanairs ni ruter går alle til destinationer, som i forvejen bliver betjent af andre selskaber,« forklarer Jan Kæraa Rasmussen og fortsætter:

»Det vil sige, at langt størsteparten af de 1,7 millioner passagerer, som Ryanair bryster sig af at ville sende gennem Københavns Lufthavn, bliver passagerer, som Ryanair erobrer fra konkurrenterne.«

Med andre ord bliver der ifølge LO ikke tale om ekstra kunder i Købehavns Lufthavn, men om kunder, der blot flyver med Ryanair i stedet for en konkurrent. Og det giver jo ikke flere arbejdspladser i Kastrup.

Nettoresultatet af Ryanairs aktiviteter kan blive et tab af arbejdspladser. Jan Kæraa Rasmussen, cheføkonom, LO

Faktisk kan der ifølge LO-cheføkonomen sågar blive tale om, at Ryanairs indtog i København kan koste lufthavnen arbejdspladser.

»Hvis Ryanairs konkurrenter mister omsætning, kan de blive nødt til at skære ned på deres administration i lufthavnen. Og de nedlagte stillinger vil ikke blive erstattet af Ryanair, som har den største del af sin administration i Irland,« siger Jan Kæraa Rasmussen og konkluderer:

»Med en nedskæring af administrativt personale og det samme antal bagageportører, checkin-personale, sikkerhedsvagter og så videre i lufthavnen kan nettoresultatet af Ryanairs aktiviteter blive et tab af arbejdspladser.«

Ryanair fastholder jobtal

Ugebrevet A4 har bedt Ryanair om at forholde sig til LO’s argument om, at Ryanair ikke kommer til at bringe ret mange passagerer til eller fra København ud over dem, som ville flyve alligevel blot med et andet selskab.

Men Ryanair skriver blot i en mail til A4:

»Ryanair vil sørge for, at der hvert år kommer 1,7 millioner kunder gennem Københavns Lufthavn. Dette vil udløse 1.700 indirekte arbejdspladser.«

Ryanair henviser til en rapport fra Airports Council International (ACI), som er en international brancheorganisation for lufthavne. Ifølge ACI er der en videnskabeligt funderet tommelfingerregel om, at for hver gang der kommer en million passagerer gennem en lufthavn i Europa, giver det arbejde til 950 mennesker i lufthavnen.

Konkurrence = øget trafik

I lufthavnen arbejder 23.000 mennesker (omregnet til fuldtidsansatte), og de betjener i år omkring 25 millioner passagerer. Det oplyser pressechef for Københavns Lufthavne A/S Søren Hedegaard Nielsen.

»ACI’s tommelfingerregel passer meget godt i København,« siger Søren Hedegaard Nielsen og fortsætter:

»Men når man taler om, hvor mange nye job et flyselskab som Ryanair skaber i København, ligger sandheden formodentlig et sted midt imellem 0 og de 1.700.«

Erfaringen er helt klart, at øget konkurrence på ruter udvider antallet af passagerer. Søren Hedegaard Nielsen, pressechef, Københavns Lufthavne

»Vi ved fra lavprisselskaber som Norwegians og EasyJets etablering i København, at de erobrer passagerer fra andre selskaber. Men de skaffer så sandelig også mange ekstra kunder til lufthavnen,« siger Søren Hedegaard Nielsen og fortsætter:

»Erfaringen er helt klart, at øget konkurrence på ruter udvider antallet af passagerer, og det er uanset farven på halevingen (altså om det er Ryanair eller andre selskaber, red.).«

1.700 arbejdspladser i slipstrømmen på Ryanair er nok højt sat. Det vurderer Jacob Pedersen, som er senioranalytiker i Sydbank og har stor indsigt i luftfart.

»Jeg tør ikke gætte på, hvor mange ekstra rejsende – ud over dem der ville komme alligevel – Ryanair bringer til og fra København. Men nogle er der helt sikkert tale om, fordi Ryanairs priser er så lave,« siger Jacob Pedersen og konkluderer:

»Men de 1.700 arbejdspladser i lufthavnen er ikke lavt sat og efter min vurdering det absolut maksimale antal,« siger Jacob Pedersen.

3F ønsker nye ruter

Hos 3F Kastrup tæt på lufthavnen sidder formand Henrik Bay-Clausen på sit kontor og håber på, at der bliver skabt flere end de nu 23.000 job i lufthavnen, som i forvejen er Danmarks største arbejdsplads.

»Nye ruter til voksende, interessante vækstmarkeder som Indien og Brasilien vil skabe gode, nye arbejdspladser i lufthavnen. Der vil nemlig ofte være tale om velbetalende forretningsrejsende, og om at virksomheder skal have fragt med på flyene. Men det er jo slet ikke det, Ryanair står for,« siger Henrik Bay-Clausen og fortsætter:

»Ryanair går efter fritidsrejsende, som ikke skal have ret meget bagage med, og ingen fragt for erhvervslivet. Og det hele i luften foregår jo til nogle løn- og arbejdsvilkår, som man ikke kan leve for i Danmark.«