Navnebytte

Anders og Louise er de nye indvandrerbørn

Af | @MichaelBraemer

Zohra Jomeh, indvandrer fra Marokko, gav sine børn danske navne, fordi de skal bo i Danmark, og hun ønsker dem den bedste fremtid, hvor de ikke er stemplet som fremmede. Det kan blive en trend, hvis det bliver kendt, at indvandrernavne forringer livschancerne, mener navneforsker.

Danske navne kan blive mere populære blandt indvandrere, hvis det kommer frem, at det forbedrer børnenes chancer i livet, mener navneforsker. 

Danske navne kan blive mere populære blandt indvandrere, hvis det kommer frem, at det forbedrer børnenes chancer i livet, mener navneforsker. 

Foto: Casper Dalhoff/Polfoto

»Jeg har selv svært ved at udtale for eksempel et kinesisk navn, så hvorfor ikke give dem et navn, der passer til det land, de skal bo i?«

Det spørgsmål var blandt de overvejelser, der førte til, at Zohra Jomeh fra Emdrup ved København har to børn med kernedanske navne – Anders og Louise – selv om hun er indvandrer fra Marokko, og hendes mand er flygtning fra Iran.

Anders er 14 og Louise 11, og hvis de får problemer med at få arbejde senere i livet, er det i hvert fald ikke på grund af deres navn.

Min mand kan jo ikke tage tilbage til Iran; i Marokko ville han være mere fremmed end her; og Danmark ville være det bedste og mest sikre land for vores børn. Og så tænkte vi selvfølgelig på danske navne til dem. Zohra Jomeh, indvandrer fra Marokko

Som det fremgår af Ugebrevet A4 i dag, er det forbundet med højrisiko for arbejdsløshed at bære et navn med baggrund i ikke-vestlig kultur.

Klik her for at læse artiklen: Indvandrernavne står i vejen for arbejde

Og meget tyder på, at fremmedklingende navne i sig selv kan reducere chancerne for at komme ind på det danske arbejdsmarked.

Den risiko havde Zohra Jomeh også med i overvejelserne, da hun valgte navne til sine børn.

»Der er selvfølgelig altid nogen, der ikke får job, men der er ingen grund til at gøre chancerne mindre og være negativ på forhånd. Nu vil Anders gerne være ingeniør og Louise læge, og det prøver jeg at støtte dem i,« siger hun.

Fælles navnegods

Mest af alt spillede det dog ind, at Zohra Jomeh, lige siden hun kom til Danmark og mødte sin senere mand for 19 år siden, har vidst, at det er her i landet, de skulle leve.

»Min mand kan jo ikke tage tilbage til Iran; i Marokko ville han være mere fremmed end her; og Danmark ville være det bedste og mest sikre land for vores børn. Og så tænkte vi selvfølgelig på danske navne til dem,« fortæller hun.

Der er ikke tal for, om familien Jomeh i Emdrup er fortrop for en trend blandt indvandrere, der vil lette adgangen til det danske arbejdsmarked ved ikke at udstyre med navne, der med det samme signalerer, at de har baggrund i en anden kultur.

Navneforsker på Københavns Universitet Birgit Eggert fortæller, at forskningen i personnavne i Danmark er en ung disciplin, og at man ved meget lidt om, hvad indvandrere og efterkommere gør med deres navne.

Hvis jeg på nuværende tidspunkt siger til et familiemedlem, at han lige skal tænke over sine børns navne, hvis de skal have en fremtid i Danmark, vil han sige, at jeg er bindegal. Ahmet Demir, socialkonsulent

Men Birgit Eggert vil ikke blive overrasket, hvis danskklingende navne begynder at vinde indpas i indvandrermiljøerne. For det er kendt, at forældre generelt undgår navne, der har en negativ klang, til deres børn og i stedet udstyrer dem med navne, som, de tror, vil give børnene nogle fordele.

»Hvis det begynder at komme frem, at bestemte navne kan begrænse deres børns muligheder, vil indvandrere og efterkommere måske begynde at give deres børn navne fra den europæiske kultur, som også fungerer i deres egen kultur. Det vil som regel sige navne fra Det gamle Testamente, som vi har tilfælles. I hvert fald i de familier, hvor dét, at deres børn får et arbejde, betyder mere end kulturel baggrund,« siger hun.

Bindegalt

Den tanke ligger dog foreløbig socialkonsulent Ahmet Demir fjernt.

»Jeg vil ikke udelukke, at Ahmet om 30-40 år kalder sin søn for Rasmus. Men hvis jeg på nuværende tidspunkt siger til et familiemedlem, at han lige skal tænke over sine børns navne, hvis de skal have en fremtid i Danmark, vil han sige, at jeg er bindegal, og at han ikke vil have noget med mit job og min uddannelse at gøre,« siger Ahmet Demir.

Det er vel en naturlig del af dét, at man har valgt at bo i Danmark, at man synes, vi har nogle pæne navne. Rikke B. Ørum, HR-chef i Dansk Erhverv

Rikke B. Ørum er HR-chef i Dansk Erhverv. Arbejdsgiverorganisationens medlemmer sidder og modtager ansøgninger fra personer med både de almindelige danske og mere ualmindelige navne med rod i en ikke-vestlig kultur. Og Rikke B. Ørum er splittet:

»Det er vel en naturlig del af dét, at man har valgt at bo i Danmark, at man synes, vi har nogle pæne navne. Men hvis nogle siger, at de vælger danske navne for deres børns skyld, er det selvfølgelig kedeligt. For det tyder på en fordom, og at man gør det for fordommens skyld,« siger hun.

Påtaget danskhed

Størst sikkerhed for, at indvandrere vælger danske navne, er der foreløbig i de tilfælde, hvor de gifter sig og får barn med en etnisk dansker.

Det var det, der skete for Yildiz Akdogan, socialdemokratisk folketingskandidat og medlem af Københavns borgerrepræsentation med tyrkisk baggrund. Det er der kommet en Ayda Sofia Akdogan Holm ud af.

»Vi valgte et dobbeltnavn, som signalerer hver vores kultur. Uden bindestreg, så hun selv kan vælge senere. Og så er der også lidt symbolik i det. Navnet spiller på ’Aya Sophia’, som er en smuk gammel kirke i det nuværende Istanbul, som først blev lavet om til moske og i dag er et museum, som rummer de to store religioner,« fortæller Yildiz Akdogan.

Ellers synes hun ligesom Rikke B. Ørum, at det er forkert, hvis indvandrerforældre begynder at føle sig under pres for at vælge danske navne af hensyn til børnenes fremtid.

»Det vil være en påtaget måde at være dansk på. Dét, man skal gøre, hvis man vil fremme sine børns muligheder, er at motivere og hjælpe dem til uddannelse, for det er via uddannelse, man kommer ud på arbejdsmarkedet,« siger Yildiz Akdogan.

Drillerier

Helt gnidningsfrit går det heller ikke, når man træder uden for sin kulturs navnetraditioner. Det fortæller Zohra Jomeh fra Emdrup.

»Børnenes muslimske skolekammerater har drillet dem med, at de er muslimer, men har danske navne. Og at deres mor ikke går med tørklæde. Det måtte jeg tale med skolen om. Børnene er glade for deres navne, men drilleriet har påvirket Anders, som ikke er så stærk som Louise. Men jeg siger til ham, at han skal være stærk, for så er der ingen, der tør røre ham.«

Blandt etnisk danskere har børnenes navne også været noget, der brød med forventningerne.

»En dag kom der en far for at hente sin søn hjemme hos os, og han var noget overrasket over at se, at Louise var sorthåret med brune øjne. ’Jeg leger med Louise’, havde drengen fortalt den ene gang efter den anden, og hver gang havde faderen forestillet sig en lyshåret pige med blå øjne. Men hans undren var bare for sjov, og det var med respekt og det hele,« fortæller Zohra Jomeh.