Anders Fogh Rasmussen-partiet (1998-2009)

Af Per Michael Jespersen, redaktør

Dét, der har været styrken for Venstre – en stærk populistisk ener i front – vil slå over i en svaghed, når Fogh lige pludselig ikke er der længere. For hvad er partiet så? En tom skal? Meget tyder på det.

Hvad ville partiet Venstre være i dag uden Anders Fogh Rasmussen? Vi taler om en strategisk begavelse, som fik omdannet Danmarks Liberale Parti til et velfærdsstatsbærende folkeparti i 1990’erne. Som erobrede regeringsmagten på en let forståelig politik. Og som har holdt oppositionen stangen i mere end syv år.

Med en veludviklet sans for politisk-strategisk lederskab har han år efter år lukket de døre, som oppositionen kunne sparke op. Med reformer inden for globalisering, velfærd, uddannelse, kvalitet i den offentlige sektor. Smak, smak, smak.

Det har været yderst imponerende. Og populistisk! Pointen er nemlig, at manden konsekvent har lagt sig dér, hvor han vidste, at magten og vælgeropbakningen var flyttet hen.

Tag bare Foghs overrumplende landsmødetale fra november om klimaudfordringer og visioner, som fik kæberne til at hænge på såvel Venstre-bønder som liberalister. For hvad var nu det, manden sagde? Det stod jo i skrigende kontrast til den klimaskeptiske Lomborg-linje, han havde forfulgt i årevis. Men kovendingen virkede her og nu. Fogh fik talt Venstre ud af sin krise. I hvert fald for nogle dage. Og sådan har Fogh ført politik i mere end syv år. Om dagens linje er grøn, rød, sort eller blå – det gør ingen forskel. Bare den virker på vælgerne og sikrer magten.

Men dét, der har været styrken for det moderne Venstre i årenes løb – en stærk mand med imponerende fornemmelse for ugens vælgervandringer – vil slå over i en svaghed, når manden lige pludselig ikke er der længere. For hvad er der så tilbage? Ja, hvad er Venstre uden populisten Anders Fogh Rasmussen, der rager op over partifællerne retorisk og strategisk? En tom skal? Et parti uden retning og et projekt? Noget kunne tyde på det.

I den seneste tid har Anders Fogh Rasmussen-partiet fatalt nok også mistet sin unikke evne til at fange tidens vælgerdagsordener derude. Regeringen har nemlig konsekvent undervurderet tyngden af den økonomiske krise. Hvor den ”gamle” Fogh ville have lanceret en investeringsplan, der kunne modvirke recessionen, er initiativet nu overladt til oppositionen, som får lov til at sparke den ene dør efter den anden op. Om det skyldes, at Fogh allerede mentalt har checket ud af dansk politik vides ikke. Men Venstres problemer bliver langt større, når han formentlig snart sætter kursen mod en international toppost.

Populisten Fogh bliver nemlig svær at afløse. For hvad er der tilbage af Venstres kerneværdier efter mere end syv år med Anders Fogh? Et borgerligt eller et halvsocialdemokratisk parti? Kulturkamp eller ej? Et globalt eller et nationalt indadvendt fokus? Bush-fascination eller Obama ditto? Miljøskepsis eller grønne holdninger? Det flimrer, og på mange måder er det et idepolitisk dødsbo, som Fogh overlader til sin efterfølger.

Lars Løkke Rasmussen har to valgmuligheder, hvis han skal sikre Venstre en fremtid som regeringsbærende parti. Enten må han blive mindst lige så unik en populist som sin forgænger. Det bliver svært – for ikke at sige umuligt – og meningsmålingerne er ikke med hans person. Eller også må han formulere et klart borgerligt projekt med retning. Og det bliver bestemt ikke nemmere.

Venstre har et problem efter Anders Fogh Rasmussen.