Anders er også vild med dans …

Af

… så længe dansepartneren hedder Pia Kjærsgaard. Men er vi vidner til »den allersidste dans, før vi går hjem«?

EFTER SYV FEDE ÅR Hvordan har det liberale, EU-venlige og internationalt orienterede parti Venstre kunnet indgå i en tæt alliance med det nationalt indadvendte Dansk Folkeparti – år efter år? Det er jo naturstridigt. Forskellene blev i 1990’erne illustreret ved den tidligere Venstreformand Uffe Ellemanns EU-sokker og Pia Kjærsgaards evindelige EU-suk! Vi taler om to forskellige galakser. Og det var netop denne afstand, der fik den unge Venstremand, Kristian Jensen, til for nogle år siden at skrive en bog, hvor han gjorde det klart, at jo længere vi kommer ind i globaliseringens tidsalder – jo større vil afstanden mellem Venstre og Dansk Folkeparti blive. Der er værdierne til forskel.

Alligevel har Anders Fogh Rasmussen i syv år insisteret på at danse med Kjærsgaard – simpelthen fordi Venstrelederen har indset, at hende Pia, der har et balkort i den ene hånd, også har nøglen til magten i Danmark i den anden. Skal vi ikke lige have en svingom til, fru?

Meget kan man sige om landets statsminister, men balancens kunst har han mestret. Altså det her med både at signalere, at Venstre er et liberalt, internationalt og EU-venligt parti – samtidig med at han har ført en stram national indvandringspolitik med Dansk Folkeparti. Den indre modsætning i VKO-alliancen har været skjult godt for omverdenen.

Men nu er manden ved at snuble. Skæbnens ironi vil, at statsministerens liberale EU-linje – arbejdskraftens frie bevægelighed over landegrænser – viser sig at være uforenelig med VKO-blokkens nationale indvandringsstramninger. Med EF-domstolens Metock-dom, der gør det muligt for en indvandrer at flytte til Sverige, gifte sig og tage ægtefællen med til Danmark, er statsministerens slebne diamant – den stramme udlændingepolitik – nemlig forsvundet. Det er et mareridt for Fogh. Dansepartneren er mopset. Og selv kan han ikke gøre meget andet end at stå der på dansegulvet og forsøge at afdramatisere dét, som alle kan se, er et drama af dimensioner.

Så fik unge Kristian Jensen måske alligevel ret i sin forudsigelse om, at afstanden mellem Venstre og Dansk Folkeparti i globaliseringens tidsalder i længden vil være for stor. Den holdning står han i øvrigt ikke alene med. Op til folketingsvalget i november 2007 viste meningsmåling efter meningsmåling, at et stort flertal af Venstres og de konservatives vælgere var mere end trætte af samarbejdet med Dansk Folkeparti. De ville have frisk luft i stuerne. Og i en lang periode satsede vælgerne på, at forandringen ville komme med det »nok-er-nok-midteroprør«, der kaldte sig Ny Alliance, men hvis politikere viste sig at være glade amatører.

Amatørerne er væk, men det er de borgerlige drømme om at komme af med Dansk Folkeparti ikke. I en A4-meningsmåling før sommerferien gav et stort flertal af de borgerlige vælgere udtryk for, at de er hamrende trætte af Dansk Folkeparti. Midteroprøret ulmer stadig.

Så der står Fogh altså lige nu: Med et pres i egne rækker for et opgør med Dansk Folkeparti. Med et mopset Dansk Folkepensionistparti, der kræver både udlændingegarantier og ekstraordinært store lunser til de ældre under finanslovsforhandlingerne. Og med en stadig mere samlet opposition, der med rette anklager statsministeren for at have forsømt velfærdsløftet, integrationen og uddannelsesløftet til de unge.

Tak for dansen!