Anbragte børn klarer sig skidt som voksne

Af

De fleste børn anbragt udenfor hjemmet får aldrig en uddannelse – og mange er som voksne på overførselsindkomst. Kommunerne skal gribe tidligere ind i sager om udsatte børn, siger eksperter og minister. Det er især marginaliserede enlige mødre, der får børnene anbragt.

Nødstedte børn »Samfundets stedbørn«. En barsk – men rammende – karakteristik.

Kommunerne anbringer nemlig hvert år tusindvis af børn uden for eget hjem, men resultaterne er tvivlsomme. Børnene klarer sig rigtig skidt som voksne.

Det viser en analyse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AErådet, har foretaget for Ugebrevet A4. Her undersøges den videre skæbne for over ti tusinde børn og unge, der i 1981 var 10-17 år og anbragt uden for hjemmet – folk, der i dag er i 30’erne. Og tallene er barsk læsning:

Næsten to ud af tre havde i 2001 ikke fået en uddannelse efter grundskolen – mens det tal kun var 26 procent blandt deres jævnaldrende. Og 40 procent var enten arbejdsløse, på førtidspension eller uden for arbejdsstyrken. Blandt de jævnaldrende var tallet 10 procent.

Vi ved, at der med marginalisering i familierne opstår mere vanrøgt og mishandling, som fører til flere børnesager. Tallene tyder på, at anbringelser i endnu højere grad er blevet et spørgsmål om social marginalisering. Mogens Nygaard Christoffersen, seniorforsker på Socialforskningsinstituttet

Politikerne har siden 1980’erne ændret vilkårene for anbringelse uden for hjemmet flere gange, og netop nu forhandles om en ny reform på området.

»Forholdene i dag er formentlig en lille smule bedre end i 1981, men heller ikke mere.

Kommunerne er blevet mere klar over, at de skal gribe tidligt ind, men der er også en understrøm af øget økonomisk tænkning. Sagsbehandlerne er under pres oppefra i systemet for at undgå flere anbringelser, fordi det koster penge på kort sigt,« siger børnepsykologen John Alsted Halse, der for nylig takkede af efter 16 år som formand for Landsforeningen Børns Vilkår.

Socialministeren erkender da også behovet for en bedre indsats:

»Mange af de anbragte børn kommer fra vilkår, der gør livet svært, men indsatsen kommer også for sent og er ikke god nok. Vi må kunne gøre det bedre,« siger Henriette Kjær (K).

AErådet har også undersøgt den videre skæbne for dem, der som 10-17-årige var omfattet af en »forebyggende foranstaltning« i hjemmet. Her bliver børn i belastede familier boende hjemme, mens der ydes støtte til familien – det kan for eksempel være en »hjemme-hos-socialarbejder« eller tilbud om terapi til børn og forældre.

Også denne gruppe klarer sig rigtig skidt som voksne. Faktisk er tallene næsten lige så slemme som for dem, der blev anbragt uden for eget hjem, selv om sagerne tit er mindre akutte. Som det ses af grafikken, havde 59 procent ingen uddannelse efter grundskolen. Og 30 procent af dem, der som børn var omfattet af et »forebyggende tiltag«, er som voksne arbejdsløse, på førtidspension eller uden for arbejdsstyrken.

Mogens Nygaard Christoffersen fra Socialforskningsinstituttet kortlagde fra 1998 til 2001 900 af sådanne »forebyggende« børnesager i kommuner landet over. I halvdelen af tilfældene var børnene udsat for en eller anden grad af mishandling eller vanrøgt:

»Det hører med til billedet, at det ofte er meget svære sager – for eksempel at få forældrene til at holde op med at drikke. Men kun de færreste sager blev tilstrækkeligt grundigt undersøgt – måske fordi sagsbehandlerne manglede tid eller ressourcer til at trække på faglig ekspertise.

Også på anden vis spillede økonomien en rolle i mange af sagerne. De mest effektive foranstaltninger er ofte de dyreste,« siger seniorforsker Mogens Nygaard Christoffersen.

Dyrt at vente

Kommunerne har da også blikket stift rettet imod budgettet – og med god grund. Udgifterne til udsatte børn og unge er steget voldsomt. I dag bruges over ni milliarder kroner mod knap seks for et årti siden. Kommunerne er i klemme: Fagfolkene efterlyser tidligere og grundigere indsats – som koster kassen på kort sigt.

Problemerne bliver imidlertid ikke bare værre af at vente – løsningerne er også dyrere, påpeger John Halse. Som eksempel nævner han et spædbarn, der fødes ind i et dybt alkoholiseret hjem. I begyndelsen vil kommunen ofte se tiden an og håbe, at det går. Men efter fire-fem år viser det sig ofte, at det gør det ikke:

»På det tidspunkt er hele barnets opvækst skadet. Nogle af børnene er indadvendte, andre aggressive. Og deres sprog og begreber er mangelfulde, fordi forældrene ikke har haft overskud til at pludre, snakke og være med til at udvikle barnet. Hvis kommunen havde grebet ind med det samme, var barnet kommet i familiepleje. Men efter fire-fem års dårlig opvækst vil der typisk være brug for en døgninstitution med uddannet personale, og det er langt dyrere,« siger John Halse.

Han peger på, at anbringelse i familiepleje typisk koster knap en kvart million kroner om året, mens prisen for en plads på en døgninstitution løber op i det dobbelte: Godt en halv million.

Svært at stifte familie

Ifølge AErådets analyse har de udsatte børn og unge også langt sværere ved selv at stifte familie som voksne. Halvdelen af de tidligere anbragte er som 30-37-årige enlige – med eller uden børn. Blandt deres jævnaldrende er det kun hver fjerde.

Det kan de tale med om hos Mødrehjælpen – en privat institution, der hjælper udsatte enlige mødre. Når en ung mor henvises hertil fra læge og socialforvaltning eller selv søger hjælp, bliver hun interviewet om sit liv og sin situation:

»Vi er forbavsede over, hvor mange af de helt unge mødre, der som børn blev anbragt uden for hjemmet. Deres graviditet er ikke en smutter – de har valgt at blive mødre, fordi så er de noget.

Disse mødre er ofte vokset op i familier på overførselsindkomst, og derfor er det så vigtigt, at de selv får en uddannelse og kommer videre,« siger Hanne Simonsen, der er direktør for Mødrehjælpen.

Mange af de anbragte børn kommer da også fra de socialt svageste familier, præget af skilsmisser og et liv på overførselsindkomst. Omkring hvert tredje danske barn oplever, at far og mor i løbet af barndommen flytter fra hinanden – og nogenlunde lige så mange er vidne til at far eller mor er arbejdsløs i længere tid. Begge dele er således ganske almindeligt og ikke nødvendigvis et problem for børnene. Men kombinationen bliver tit svær.

citationstegnVi er forbavsede over, hvor mange af de helt unge mødre, der som børn blev anbragt uden for hjemmet. Deres graviditet er ikke en smutter – de har valgt at blive mødre, fordi så er de noget. Hanne Simonsen, direktør for Mødrehjælpen

AErådets analyse viser således, at over halvdelen af de anbragte børn kommer fra hjem, hvor far og mor ikke bor sammen, og hvor indtægterne i høj grad kommer fra overførselsindkomst – førtidspension, kontanthjælp eller dagpenge. I 2001 havde hele 53 procent af de anbragte børn denne baggrund, mens det i 1981 »kun« var 38 procent:

»Arbejdsløsheden er faldet meget siden 1981, men der er en gruppe udsatte socialt marginaliserede familier. Med marginalisering i familierne opstår mere vanrøgt og mishandling.

Tallene tyder på, at anbringelser i endnu højere grad er blevet et spørgsmål om social marginalisering,« siger Mogens Nygaard Christoffersen.

Det hører dog med, at langt de fleste familier klarer sig, selv om far og mor er skilt og lever af overførselsindkomst. Men disse familier har en dramatisk højere risiko for problemer, som ender med en børnesag. I 27 procent af alle skilsmissehjem på overførselsindkomst er børnene anbragt uden for hjemmet, eller der er iværksat en »forebyggende foranstaltning«. I den almindelige parfamilie med fast arbejde er tallet under en procent.

Udsatte enlige mødre

Billedet af de udsatte enlige mødre uden arbejde er da også velkendt på Mødrehjælpen:

»Isolationen er næsten det værste. Det er ofte meget unge mødre, der ikke har det store netværk hos søskende eller forældre. De har heller ikke et arbejde, sidder alene med barnet i en toværelses lejlighed og sniger sig måske om aftenen ned på bodegaen for at finde prinsen på den hvide hest,« siger Hanne Simonsen.

Hun glæder sig over, at Folketinget for nylig fordoblede uddannelsesstøtten til enlige forsørgere.

Dermed kan den enlige mor overleve i uddannelsestiden uden at tage erhvervsarbejde. Nu er det vigtigt, at kommunerne er opsøgende og presser de unge mødre til at komme videre:

»Kommunen skal ikke bare frede dem under ni måneders graviditet og et helt års barselsorlov. Det er vigtigt, at de kommer i gang med uddannelsesplanerne,« siger Hanne Simonsen.

Forlig på vej

Partierne forhandler også om en reform af anbringelsespolitikken, og et forlig ventes at være på plads inden påske. Socialminister Henriette Kjær (K) henviser til Sverige og Storbritannien, der har gode erfaringer med »netværksanbringelser«, hvor børn i belastede familier i en periode bor hos en mormor, en tante, en nabo eller lignende. Det gør bruddet for barnet mindre, fremhæver hun.

Og så skal der gribes tidligere ind:

»Vi anbringer allerflest i 15-17-års alderen, og det er for sent. Vi kan ikke rette op på problemerne i så sen en alder. Vi må gribe tidligere ind, men også være helhedsorienterede. Hvis en mor ikke magter det, skal hun have hjælp, men barnet skal også fjernes, hvis det er nødvendigt,« siger socialministeren.

Hun mener ikke, at flere tidlige anbringelser bliver dyrere, da kommunerne dermed kan nedbringe antallet af meget dyre institutionspladser for teenagere i store vanskeligheder.

Folketingsmedlem Henrik Sass Larsen (S), der selv som barn var anbragt uden for hjemmet, slår til lyd for flere adoptioner af danske børn. Det samme gør John Halse fra Børns Vilkår, men socialministeren er ikke enig:

»Langt de fleste vil gerne være forældre for deres børn, og børn er meget loyale over for far og mor. Man kan ikke bare flytte børnene og glemme problemerne i familien. Målet må være, at barn og forældre skal være sammen. Hvis barnet adopteres væk, udelukker man det,« siger Henriette Kjær.