Amerikansk fagbevægelse splittet i valgkamp

Af Martin Burcharth, dagbladet Informations USA-korrespondent

I de senere år har fagforeninger i USA øget deres politiske og økonomiske støtte til demokratiske politikere og præsidentkandidater. Fagforeningerne har stor kapacitet til at hjælpe en valgkampagne med at mobilisere vælgere. I årets valgkamp holder de to landsorganisationer sig neutrale, men mange forbund støtter en af de demokratiske kandidater. Splittelsen kan blive svær at hele, når en kandidat er blevet kåret.

VALGKAMP Det lyder som et paradoks. Siden 1983 er medlemstallet i USA’s fagforbund faldet fra en femtedel til 12 procent af arbejdsstyrken. Men i samme periode er fagbevægelsens politiske indflydelse vokset betydeligt.

Forklaringen er, at de enkelte fagforbund og de to landsorganisationer, AFL-CIO og Change To Win, hvert valgår investerer flere og flere penge og kræfter i at støtte fagforeningsvenlige kandidater til at blive valgt. I dette års præsidentvalgkamp vil man endnu en gang slå rekord. Den samlede sum spås at nå op på 500 millioner dollar eller cirka 2,5 milliarder kroner. I 2004-valget var beløbet 300 millioner dollar.

Og med få historiske undtagelser er det præsidentkandidater fra det demokratiske parti, der har nydt opbakning fra fagbevægelsen. Kun en sjælden gang foretrækker for eksempel transportarbejdernes forbund – International Brotherhood of Teamsters – en republikaner.

»Demokratiske politikere, også præsidentkandidater, er i høj grad afhængige af opbakning fra fagforeninger. De er virkelig gode til at få deres medlemmer til valgurnerne og stemme på de politikere, som forbundet støtter,« siger den erfarne fagforeningsaktivist Tim Costello fra tænketanken Global Labor Strategies i Boston.

Faktisk findes der ingen enkeltorganisation i USA – ud over præsidentkandidaterne selv og deres partier – der udøver så meget indflydelse i primærvalg og præsidentvalg. Skønt kun 12 procent af arbejdsstyrken er organiseret, afgiver fagforeningsmedlemmer og deres voksne familiemedlemmer 25 procent af stemmerne ved præsidentvalg.

Og politikerne har god grund til at søge fagforbundenes støtte, for en stor – og stigende – andel af medlemmerne følger rent faktisk fagforbundets anbefaling. Ifølge opinionsinstituttet Peter D. Hart Research stemte 68 procent af fagforeningsmedlemmerne ved valget til Kongressen i 2002 på fagforbundets foretrukne kandidat. Ved valget i 2006 var andelen vokset til 74 procent.

Obama eller Clinton?

I den aktuelle præsidentvalgkamp har det været umuligt for forbundene i de to landsorganisationer at nå til intern enighed om tilslutning til én demokratisk kandidat. Derfor stillede både AFL-CIO og Change To Win sine medlemsforbund frit.

Hillary Clinton var fra begyndelsen favorit til at blive blåstemplet af AFL-CIO og de fleste store forbund. Det skyldtes dels en udbredt opfattelse af, at hun havde den bedste chance for at blive kåret som demokraternes præsidentkandidat og dels loyalitet over for hendes mand, den tidligere præsident Bill Clinton.

Historisk set slutter fagbevægelsen op om partielitens uofficielle kandidat i primærvalgene, hvilket i dette tilfælde er Hillary Clinton.

»Det kan være en afgørende faktor, fordi fagbevægelsen stiller en hær af frivillige og betalte medlemmer til rådighed for kandidatens kampagne, hvilket gør det næsten umuligt for en udfordrer at overkomme,« forklarer Tim Costello fra tænketanken Global Labor Strategies.

I 1984 vandt Walter Mondale således nomineringen over oprøreren Gary Hart med stor hjælp fra amerikansk fagbevægelse. Det samme gjorde Al Gore i 2000 mod outsideren Bill Bradley. Begge kandidater tabte dog præsidentvalget.

At Hillary Clinton trods denne tradition gik glip af fagbevægelsens officielle velsignelse på et tidligt stadie i valgkampen sidste år tilskrives flere årsager. Den tidligere senator og vicepræsidentkandidat John Edwards – som nu har trukket sig fra valgkampen – havde gennem fire år opbygget et solidt netværk af personlige forbindelser til faglige ledere. Og Barack Obama var en ny og lovende præsidentkandidat med gode og solide forbindelser til store fagforbund i Chicago og sin hjemstat Illinois.

Men der var også en anden grund. Clinton-parret blev kritiseret for at have for tætte forbindelser til store koncerner og finanskredse i New York, som har givet væsentlige beløb til Clintons valgkampagne. Ydermere var Bill Clinton som præsident en ubetinget tilhænger af frihandelsaftaler og underskrev den nordamerikanske frihandelsaftale med Canada og Mexico, som arbejdere og fagforeninger giver skylden for undergravning af industriøkonomien i de midtvestlige stater.

Men den måske alvorligste knast i forhold til fagbevægelsen var den omstændighed, at Hillary Clinton hyrede den »fagforeningsfjendske« Mark Penn som sin kampagneleder. Penn arbejdede som Bill Clintons rådgiver og meningsmåler i Det Hvide Hus. Mark Penn er samtidig administrerende direktør for den verdensomspændende pr-koncern Burson & Marsteller, og i den stilling skal han ifølge fagbevægelsen have været medansvarlig for selskabets arbejde for beklædningsproducenten Cintas Corp.

Opgaven var at assistere Cintas med at afværge en fagforenings bestræbelse på at organisere de 34.000 medarbejdere. I august anmodede AFL-CIO og Teamsters derfor Hillary Clinton om enten at afskedige Mark Penn eller at få ham til at forlade sin stilling hos Burson & Marsteller. Det afviste hun.

Offentligt ansatte støtter Clinton

Trods disse brydninger gav to store fagforbund i AFL-CIO deres aktive støtte til Hillary Clintons kampagne. Det drejer sig om lærernes fagforening (American Federation of Teachers) og forbundet, som organiserer offentlige ansatte i forbundsstaten, delstaterne og kommunerne (AFSCME).

I kraft af deres placering i den offentlige sektor og afhængighed af bevillinger fra lovgivere anses disse to fagforbund for at tilhøre det politiske establishment.

»De er insidere i Washington – ligesom Hillary,« mener Tim Costello.

De to forbund råder også over tusinder af medlemmer, som i disse uger ringer til vælgere eller går til deres hjem og opfordrer dem til at gå ud og stemme på Clinton. Alene AFSCME har afsat 70 millioner dollar – cirka 360 millioner kroner – til at hjælpe Clinton i primærvalgene og demokraternes præsidentkandidat under efterårets valgkamp.

Herudover får Clinton støtte af International Machinists & Aerospace Workers Union – en tem­melig konservativ fagforening inden for metal- og flyindustrien.

Barack Obama bakkes op af fagforbund samlet i den »progressive« landsorganisation Change To Win. Det drejer sig primært om hotel- og tekstilarbejdernes forbund, Unite Here, med en medlemsskare på 450.000 samt Blikkenslagernes og Rørlæggernes forbund med 340.000 medlemmer. Hertil kommer regionale afdelinger af servicearbejdernes forbund (SEIU) i de midtvestlige stater.

I nogle tilfælde kan personlige støtteerklæringer fra kendte fagforeningsledere også være guld værd. Efter Barack Obamas overraskende sejr i Iowas partivalg besluttede Maria Elena Durazo, forkvinde i en føderation af fagforeninger i det sydlige Californien, eksempelvis at føre kampagne for Obama.

»Fordi hun er så kendt og indflydelsesrig, gør det en forskel,« fortæller fagforeningsaktivist Rosalio Muñoz i Los Angeles.

Men Maria Elena Durazos initiativ har samtidig skabt uro i den californiske føderation, fordi de enkelte forbund forholder sig neutrale. Og det er på mange måder symptomatisk for, hvordan primærvalget har givet splittelse i fagbevægelsen. Den skulle dog gerne heles, når det demokratiske parti endelig nominerer en præsidentkandidat. Men det er langt fra givet. Lederen af den politiske afdeling i AFSCME, Lawrence Scanlon, forudsagde for eksempel for nylig, at medlemsskarens entusiasme vil blive dæmpet, hvis Obama frem for Clinton bliver den demokratiske kandidat.

»Nogle gange er det svært at vide, hvorfor en fagforening støtter en kandidat frem for en anden. Det kan hænge sammen med personlige forbindelser. Men det ville være mærkeligt, hvis fagbevægelsen ikke præsenterer en samlet front til præsidentvalget i efteråret,« mener Tim Costello fra tænketanken Global Labor Strategies.