Amerikanerne er på vej mod mere velfærdsstat

Af Annegrethe Rasmussen, Informations korrespondent i Washington DC

Mere social regulering og mere velfærdsstat er på amerikanernes ønskeliste, viser nye opinionsmålinger. Men det bliver ikke en universel og kollektivt finansieret velfærdsregulering, som vi kender den i Europa, siger tre af USA’s fremmeste eksperter i samfundsøkonomi og vælgeranalyser til A4.

SIKKERHEDSNET Den amerikanske offentlighed er ved at gøre op med årtiers ubetinget tro på »rene markedsløsninger« og deregulering. De vil i højere grad have mere og bedre offentlig regulering af socialpolitikken og en mere kritisk holdning til den socialkonservatisme, som har præget amerikansk velfærdspolitik i årtier.

Det viser både tal fra det anerkendte Pew Research Center, der i over 20 år har målt amerikanernes holdninger til udvalgte samfundsspørgsmål, og nye analyser foretaget af the Global Policy Group i Washington DC, som Ugebrevet A4 har haft adgang til.

Tallene taler deres klare sprog. I 1994 sagde 57 procent af amerikanerne ja til udsagnet »Regeringen skal tage sig af de mennesker, der er ude af stand til at tage vare på sig selv«. I 2007 var dette tal vokset til 69 procent og lå dermed næsten på linje med tallet fra 1987, som var 71 procent.

Tilsvarende var ja procenten til udsagnet »Staten skal hjælpe de fattige og dem, der er social nødstedte, også selv om det betyder øget offentlig gældsættelse« vokset til 54 procent sidste år. Det er lidt flere end de 53 procent i 1987 og væsentligt flere end de 41 procent i 1994, der sagde ja til udsagnet.

Unge er mere til lighed

Scott Keeter, der er forskningsdirektør ved Pew Research Center, og som har ledet arbejdet med undersøgelserne, taler om en »tidevandsbølge henimod mere social regulering«:

»Lige siden 1980’ernes laissez-faire filosofi under den republikanske præsident Ronald Reagan har alle efterfølgende præsidenter og eliten i Washington især fra 1994 til 2006, hvor Republikanerne kontrollerede Kongressen, bekendt sig til ikke-indgriben i markedskræfterne. Der har været folkelig støtte til den politik, men nu viser vores tal dybe forandringer i amerikanernes holdninger til statslig regulering. Nogle af disse forandringer er cykliske, andre er sandsynligvis kommet for at blive,« siger Scott Keeter.

De cykliske tendenser i amerikanernes holdning til velfærdsstaten kan være en reaktion på den økonomiske krise og energikrisen, forklarer Keeter, som påpeger, at opbakningen til mere velfærdsstat var lige så høj i 1980’erne. Men andre tendenser, som instituttet har fundet frem til, vurderer han som permanente og et udtryk for, at de nye generationer i den amerikanske befolkning har flyttet sig på en række centrale værdispørgsmål. For eksempel sagde 51 procent af vælgerne i 1987 ja til spørgsmålet om, hvorvidt en skolebestyrelse skulle have ret til at fyre en lærer, hvis det kom frem, at vedkommende var homoseksuel. Det tal er faldet til 28 procent i 2006.

»Det er markant. Og det tal vil ikke stige igen. Tilsvarende svarede 48 procent, at de var positive over for »interracial dating« (forhold på tværs af racer, red.) i 1987. Det tal er nu steget til 83 procent – igen meget markant, og det hjælper med til at forklare, at det nu er muligt for USA at have en sort præsidentkandidat som Barack Obama i valget,« siger Scott Keeter.

Udplyndring frem for marked

James K. Galbraith, tidligere direktør for den økonomiske komite i den amerikanske kongres og nuværende professor i økonomi ved Lyndon B. Johnson School of Public Affairs, er enig med Scott Keeter i, at regeringen fremover vil spille en radikalt udvidet rolle.

Til gengæld mener James K. Galbraith ikke, at udviklingen i USA de seneste 10 år har været præget af fri konkurrence, men af såkaldt korporatisme. Her har regeringen erstattet den statslige kontrol af markedet med selvregulering, og lobbyister fra de store industrikomplekser er sat i spidsen for de kontrolorganer, som skulle forestille at regulere de selvsamme brancher – og dermed sat sig på store dele af markedet. »Udplyndring« kalder James K. Galbraith det:

»Det har intet at gøre med marked eller frihandel. Det er en form for røveri og korruption, der faktisk er skadelig for den fri konkurrence, og som har efterladt hele den amerikanske middelklasse som bytte.«

James K. Galbraith – der af politiske iagttagere spås at være kandidat til posten som handels- eller økonomiminister under Barack Obama – er imidlertid personligt enig i, at mere velfærdsstat er en del af løsningen og udfordringen for en ny præsident:

»En ny præsident må alliere sig med de små og mellemstore virksomheder og resterne af institutionerne fra New Deal-æraen,« siger James K. Galbraith og henviser dermed til den politik, amerikanske politikere indførte under 30’ernes depression, hvor staten i langt højere grad gik ind og regulerede markedet.

Han fortsætter:

»Der skal en genregulering til, en reform af lønsystemet, af sundheds- og socialvæsenet og den finansielle sektor. Det er et spørgsmål om at genfinde tilliden til den offentlige sektor i Amerika. En velfungerende markedsøkonomi kan kun bygge på tillid og integritet.«

James K. Galbraith tror dog ikke på, at løsningen kommer til at ligne noget, vi kender i Europa eller Skandinavien:

»Nej det bliver en amerikansk model, og det kommer ikke til at ligne den universelle, skattefinansierede model, I har i Nordeuropa.«

Mange veje til velfærd

Det er Scott Keeter enig i:

»En ny social model vil blive unik amerikansk. Der eksisterer en historisk fundamental tro på individet i USA, som gør, at man nok kan forestille sig gradvise ændringer, for eksempel at staten skal agere langt mere som et finmasket sikkerhedsnet end i dag både i social- og i sundhedspolitikken. Men det bliver ikke for alle, de stærkeste og rigeste må selv til lommerne. Selv den demokratiske præsidentkandidat Barack Obama foreslår ikke et gratis og fuldt offentligt sygesikringssystem til alle.«

Lane Kenworthy er USA’s mest kendte forsker i sammenlignelige globale velfærdsstudier mellem vestlige lande. Han forsker blandt andet i arbejdsmarked, socialpolitik, ulighed og økonomisk vækst og er professor i sociologi og statskundskab ved Universitetet i Arizona.

Lane Kenworthy siger til A4, at hans forskning først og fremmest viser, at der er mange veje til velfærd, og at det som hoved­reg­el ikke nytter meget at forsøge at kopiere hinanden på tværs af landegrænserne, selv om man naturligvis kan blive inspireret af konkrete politikker:

»Amerikanerne har det med at reagere positivt på konkrete socialpolitiske initiativer. Der er eksempelvis solid folkelig opbakning til selve eksistensen af bistandshjælp, Medicare og Medicaid (sygesikring til store dele af USA’s fattigste herunder børn og ældre over 65, red.) og eksistensen af en minimumsløn. Men spørger man generelt, om amerikanerne vil betale mere i skat for at få mere socialpolitik, så er svaret altid og fortsat nej.«

Lane Kenworthy tror heller ikke på, at en ny præsident kan læne sig op ad nye holdninger hos amerikanerne. Forelagt resultaterne fra Pew Research Center siger han:

»Jeg tror, det præcist er den anden vej rundt. En ny præsident kan søsætte nye initiativer inden for socialpolitikken, for eksempel er alle enige om, at sundhedssystemet og pensionssikringen af de svageste må reformeres. Hvis systemet er effektivt og virker, vil amerikanerne tage det til sig, og så vil det være stort set umuligt at ændre igen. Sådan er det gået med andre sociale programmer, og sådan tror jeg, det vil ske igen. Men forandringerne kommer oppefra, og en økonomisk krise som den, vi står midt i nu, kan være en god katalysator for forandring.«