Altid uundværlig

Af Karsten Hansen, formand for Dansk Funktionærforbund

FAGLIGT TALT Det er fagbevægelsens opgave at råbe op, hver gang politikerne begår endnu en uretfærdighed eller besvarer endnu en udfordring med arrogant ligegyldighed. Vi vil være der, lige så længe der er brug for os. Og det er der længe endnu!

Så har det igen været første maj. En dag fuld af traditioner, ja. Men det er snart også det eneste traditionsrige ved fagbevægelsen. For den bevæger sig hele tiden.

Når en arkitekt bygger et højhus, konstruerer han det, så huset er bøjeligt og kan svaje fra side til side. Ellers knækker højhuset ved den første storm. Sådan er det også med os. Vi skal også være til at bøje, når stormen rammer os. Ikke fordi vi er svage. Men fordi vi er stærke og ved, at vi skal agere i et samfund, der forandrer sig hele tiden.

Det er på mange måder ulvetider for fagbevægelsen. Frontale angreb fra en regering, der i sin blinde tro på markedskræfterne åbenbart ikke har fattet, at et velreguleret arbejdsmarked er den bedste garant for et stabilt samfund. Et politisk klima, der giver medvind til de lønmodtagere, der hævder, at de i hvert fald aldrig vil få brug for en fagforening. For enhver er sin egen lykkes smed – og for resten tager fanden de sidste.

Men for mig er der ingen tvivl om, at hvis fagbevægelsen ikke fandtes, måtte vi opfinde den. Det vidner antallet af faglige sager alene i Dansk Funktionærforbund om.

Arbejdsskader fylder stadig alt for meget. Hvert år hiver vi millioner af kroner hjem til medlemmerne i erstatninger. Det er selvfølgelig godt nok. Men hver eneste krone, der går ind på kontoen, er udtryk for menneskelig lidelse. Ikke bare på grund af de fysiske og psykiske smerter, vores medlem har pådraget sig. Men fordi hver eneste skade er en skade for meget og udtryk for, at der stadig er alt for mange farlige arbejdspladser, hvor lønmodtagerne sætter liv og helbred på spil for at tjene det daglige brød. På trods af alt det vi ellers kan i vores tidsalder.
Der er også dem, der slet ikke har noget arbejde. På bare et år har 20.000 flere stillet sig op i køen på arbejdsformidlingen. Og prognoserne for de kommende måneder ser heller ikke for gode ud. Det er naturligvis regeringens ansvar at gøre noget ved det.

Men hvad gør den? Ingenting!  

Det går over, det går over, siger beskæftigelsesministeren. Lige så snart der er fred i verden, vender bøtten. Men alle økonomer er efterhånden enige om, at problemet ikke er løst, når krisen i Irak er overstået, og de globale hjul ruller lidt hurtigere. Fra alle sider af samfundet lyder der gode råd til regeringen: Hold op med at skære ned og fyre i den offentlige sektor. Sæt mere gang i byggeriet. Gå i gang med at opkvalificere dem, der nu er røget på reservebænken.

Men hvad sker der? Ingenting24

Nogle gange skulle man ikke tro, det er mennesker, der sidder på taburetterne, men strudse. Så travlt har de med at stikke hovedet i busken.

På et andet område skorter det heller ikke på advarsler: Velfærdsstaten, som vi kender den, er dømt til undergang. Vi har ikke råd til det hele. Der må prioriteres. Og danskerne er klar til at diskutere, hvad der må væk, for at vi kan beholde kerneydelserne. Det må da være enhver regerings drøm at lede et land, hvor befolkningen gerne tager aktivt del i debatten. Men hvad sker der? Ingenting.

Derfor er det fagbevægelsens opgave at holde øje med politikerne og at råbe op, hver gang de begår endnu en uretfærdighed eller besvarer endnu en udfordring med arrogant ligegyldighed. Vi vil være der, lige så længe der er brug for os. Og det er der længe endnu!