ARBEJDERKULTUR

Allan Olsen: ’Uden sammenhold går vi til grunde’

Af

Den maskuline arbejderkultur hører mindestuen til, og mens de ufaglærte job systematisk forsvinder, efterlader den amputerede maskulinitet et lag af utilpassede yngre mænd, der i mangel af bedre siver ind i bandernes fællesskaber, advarer sangeren Allan Olsen.

»Supermarkedet er
blevet selvbetjening, og i min bank i Århus er det ikke længere muligt at møde
et menneske. Det er fuldstændigt sygt, og vi får efterhånden et lidt lurvet
samfund efter min mening,« siger sangeren Allan Olsen. 

»Supermarkedet er blevet selvbetjening, og i min bank i Århus er det ikke længere muligt at møde et menneske. Det er fuldstændigt sygt, og vi får efterhånden et lidt lurvet samfund efter min mening,« siger sangeren Allan Olsen. 

Foto: Simon Fals/Polfoto

I Allan Olsens øjne handler det grundlæggende om følelsen af at være nødvendig og en del af et fællesskab.

Fagbevægelsen har tabt indflydelse og fællesskaber forsvinder på arbejdspladserne, når man vælger fagforening efter, hvor billige de er. Så bliver man fyret, der er ingen tillidsmand, og det skulle man have tænkt på tidligere. Så står man alene som det klippede får på marken, og så det er for sent.

»Min far var landpost. Han kunne finde på at gå ud juleaften med et julekort til en gård i snestorm. Det var på en måde grotesk, men det gav livskvalitet, fordi han udfyldte en vigtig funktion og gjorde sin pligt. Det kunne være gamle husmandssteder, hvor der boede en enlig, som han havde tid til at få en sludder med og give menneskelig kontakt,« siger han og tilføjer:

»Mennesker har brug for sammenhold for ikke at gå til grunde.«

Arbejderkulturen er blevet usynlig

Allan Olsen er hyppigt af kritikerne blevet berømmet som den måske største fortællerstemme i nyere dansk sangskrivning. Hans bittersøde portrætter af udkantseksistenser og hans revsen af tidens higen efter fremskridt har sikret ham et stort og dedikeret publikum.

Fundamentet var trygt og gennemskueligt, og så kunne man skride ud derfra.

Han er 58 år, opvokset syd for Frederikshavn på bedstefaderens husmandssted, før familien få år senere flyttede tættere på Frederikshavn. I 1979 debuterede han med albummet ’Norlan’ og har siden udgivet yderligere otte soloalbums, en stribe live- og opsamlingsalbums samt to udgivelser med Lars Lilholt og Johnny Madsen i trioen Dalton. Han har i perioden fra 1993 til 2013 modtaget seks grammyer, og i 1996 modtog han LO’s kulturpris.

»Jeg er opvokset i og rundet af arbejderklassen fra en tid, da man ikke havde opfundet bekymringer over det stillestående liv. Det er en kultur, jeg kan relatere til, men det er måske lovlig flot at sige, at det er en problemstilling, jeg synger om i mine sange. Maskuliniteten var intakt, da jeg voksede op; det var en overskuelig verden, hvilket er vigtigt for børn. Fundamentet var trygt og gennemskueligt, og så kunne man skride ud derfra,« siger Allan Olsen.

I takt med at den traditionelle arbejderkultur er blevet usynlig i mediebilledet, er der opstået en tilbøjelighed i medier og offentlighed til at identificere arbejderkultur som provinskultur og i øvrigt behæfte begge med et skær af elendighed, konstaterer sanger og sangskriver Allan Olsen.

De fysiske drenge kommer til kort allerede i folkeskolen, og der udvikles et maskulint proletariat. Det vi også i dag kender som ’tabermænd’ i debatten.

»Man kigger mod provinskultur som en proletarkultur med en eksotisk synsvinkel. Vi bliver alle påvirket til at tænke på den måde af de, der diagnosticerer fra det politiske og mediebårne mekka i København. Men de to kulturer har nok det tilfælles, at de er grundfæstet i en social form, som kan synes stillestående, men den er i mine øjne ikke spor elendig, og de har derudover ikke meget tilfælles,« siger han.

Et maskulint proletariat

Allan Olsen er optaget af de senere årtiers udvikling i retning af et funktionærsamfund, hvor stadig flere job indebærer stadig større krav om uddannelse, de ufaglærte job forsvinder, og der ikke er plads til håndens arbejde længere. De unge, der ikke orker at åbne en bog, og som førhen kom i mesterlære, mister muligheder. Og det har nogle iøjnefaldende konsekvenser.

»Vi får et samfund, hvor man skal læse sig til alt. I praksis betyder det, at de fysiske drenge kommer til kort allerede i folkeskolen, og der udvikles et maskulint proletariat. Det vi også i dag kender som ’tabermænd’ i debatten. Vi har ikke noget at bruge dem til, og de forsvinder ind i bandemiljøerne. De bliver fyldt med bitterhed og aggression, som samler sig i noget uden for loven. Ingen efterspørger i dag deres kvaliteter,« siger han.

Et bud på en løsning ligger ikke lige for. Man kan vanskeligt klandre postvæsenet for at afskedige ansatte, når antallet af breve er halveret de senere år. Automatisering og selvbetjening gør en række jobfunktioner overflødige, og det huer ikke just Allan Olsen.

»Det er klart, at vi ikke kan skrue tiden baglæns. Men der har indtil i dag altid været brug for kassedamen, billettøren, tankpasseren, bankassistenten. Det forsvinder gradvist og automatiseres, og det fremstilles som fremskridt og kundehensyn, at man skal bippe sine egne varer ind i stedet for at møde en kassedame og udveksle et par ord med hende. Supermarkedet er blevet selvbetjening, og i min bank i Århus er det ikke længere muligt at møde et menneske. Det er fuldstændigt sygt, og vi får efterhånden et lidt lurvet samfund efter min mening.«