INTERVIEW

Allan Olsen: Der er jo næsten ikke nogen, der skriver sange om noget som helst

Af

Sangeren og sangskriveren Allan Olsen bliver af flere musikkendere fremhævet som en af de mest politiske musikere herhjemme. Sådan opfatter han egentlig ikke sig selv, men han erkender, at alle hans sange ’handler om noget’. ’Ellers ville jeg kede mig’, som han siger.

Problemet med politisk musik er, at enten er det god musik, og så virker det ikke politisk, eller også virker det politisk, og så er det ikke god musik, mener Allan Olsen. 

Problemet med politisk musik er, at enten er det god musik, og så virker det ikke politisk, eller også virker det politisk, og så er det ikke god musik, mener Allan Olsen. 

Foto: Linda Kastrup/Scanpix

I 2007 kunne Allan Olsen ikke tie stille længere. Selvom han med sit store musikalske bagkatalog i mange år er blevet opfattet som repræsentant for de udstødte og oversete i det, der i dag kaldes ’Udkantsdanmark’, har han aldrig ønsket at få prædikatet ’politisk musiker’.

Han skriver jo bare, hvad der kommer til ham.

Men dengang var det altså sangen ’Roser og violer blå’, der en dag kom til ham hjemme i hans aarhusianske bylejlighed.

»Jeg stod og gloede på nogle unger, der spillede fodbold lige her uden for vinduerne, og der var nogen, der i den grad gik til stålet. Og så tænke jeg: Det er nærmest, som om det er toppen af Venstres folketingsgruppe, der løber rundt dernede,« husker Allan Olsen.

Derpå skrev han, hvad han kalder, sin eneste deciderede protestsang som en analogi til fodbold.

Og en eller anden form for analogi er efter hans mening nødvendig, hvis man vil skrive en politisk sang – der vel at mærke er god.

»’Roser og violer blå’ var skrevet på hjertets renhed, på ægte indignation. Det er det nødt til at være; ellers fører det ingen steder hen. Men det er næsten umuligt at sige tingene ligeud i en sang, uden den bliver ulidelig at høre på,« siger Allan Olsen og fortsætter:

»Problemet med politisk musik er – som det også er blevet sagt om politisk teater – at enten er det rigtig god musik, og så virker det ikke politisk, eller også virker det politisk, og så er det ikke god musik. Man går vist ikke nogen for nær ved at sige, at protestsangene fra 60’erne og 70’erne ikke er at betragte som de store kunstværker. Det er ikke gode sange – og det var heller ikke opgaven,« siger Allan Olsen

Han mener, at politisk kultur i det hele taget har den svaghed, at det altid taler til dem, der er enige i forvejen.

»Hvis man vil skrive en protestsang, skal man skrive den, så den virker på modstanderen. Men det er svært i et mangefacetteret og indviklet samfund som vores. En sang er ikke velegnet til det,« forklarer han.

I tilfældet med ’Roser og violer blå’ tegnede der sig for Allan Olsen et klart billede af en form, der var til at få øje på og inddæmme til noget, han kunne beskæftige sig med i sangform.

Men bortset fra netop dén sang forstår den populære musiker, der som frederikshavner-dreng i 60’erne og 70’erne mere identificerede sig med engelsk rock fra industribyer som Liverpool og Manchester end med københavnske musikgrupper som Gasolin’ og Røde Mor, egentlig ikke, hvorfor han ofte bliver betegnet som en af de mest politiske musikere herhjemme i dag. Og så alligevel:

»Altså, i de blindes rige er den enøjede altid kejser, og når jeg anses for politisk, betyder det jo bare, at der næsten ikke er nogen, der skriver om noget som helst. Det tekstuelle, flerdimensionelle indhold er jo næsten nær nul og med et lixniveau på noget nær 3. Det drejer sig om heteroseksuel kærlighed og det at miste. Der laves i vores kultur sjældent noget, der handler om noget – og det gør mine sange. Men det er såmænd ikke noget, jeg skal hævde mig ved. Jeg ville bare kede mig ellers,« erklærer den 59-årige sanger og sangskriver.

Allan Olsen uddyber, hvorfor det er svært at skrive politiske sange på vores breddegrader:

»Vi lever i en demokratisk konsensuskultur, der aktuelt er blevet udstillet af en valgrummel, som, alle danskere synes, er noget rod og kritisabelt, og hvor de synes, at det snart er ligegyldigt, om man stemmer på det ene eller det andet.«

Allan Olsen mener ikke, at modsætningerne er særligt tydelige, og at det enkelte individ hele tiden forledes til at tro, at han har stor medindflydelse på alting.

»I sådan et samfund kan det være meget svært at pege på, hvem skurken er. Det har nok historisk set været nemmere at være protestsangskriver i Bolivia, Cambodja eller Chile. Man risikerede så godt nok at blive skudt, men det var nemmere at skrive politiske sange,« kommer det tørt fra den sangskrivende nordjyde.

Allan Olsen nævner den afdøde hollandsk-svenske trubadur og komponist Cornelis Vreeswijk som den eneste, der efter hans mening for alvor har været i stand til at hudflette den nuværende udgave af den skandinaviske samfundsform.

Om end Allan Olsen godt kunne savne nogle flere danske sange med indhold, mener han ikke, at musikere – eller kunstnere i det hele taget – har en forpligtelse til at være politiske, eller samfundsdebatterende, om man vil.

»Vi ejer ikke kunsten – heller ikke os, der laver den. Rigtig kunst er noget, der kommer til en, og i den bedste af alle verdener noget, man som medie viderebringer. En musiker skal ikke stå i vejen for sangene og gøre dem til en masse, de ikke skal være. Den fineste opgave, man har, hvis man vil have andres penge for at lave kunst, er at tilvejebringe værket og ellers trække sig og lade værket være i fred,« siger Allan Olsen.

Han bruger følgende billede på, hvad der sker, hvis man begynder at spænde den ene eller den anden vilje eller et bestemt formål foran kunsten:

»Så er det, som hvis du har været i Sydhavet under vandet, og du prøver at eje fiskene, tage dem op og vise dem frem – så mister de deres farve. Hvis man begynder at rode ved ting, mister de deres fortryllelse.«

Derfor sagde han også nej, da han i forbindelse med udgivelsen af sit seneste album, ’Jøwt‘, der kredsede meget om Udkantsdanmark, i diverse medier blev inviteret til at uddybe sine politiske holdninger til landets oversete egne.

»Jeg skrev ikke sangene for at gøre opmærksom på Udkantsdanmark. Sangene kunne så heldigvis bruges af en hel del mennesker, men det må være op til andre at tolke dem. Jeg blev spurgt, om jeg ville være med i det-og-det tv-program og tale om nedlæggelsen af skoler og busstoppesteder i Vestjylland, men det er ikke den vej, jeg udtrykker mig. Mit arbejde består i at betragte, hvad der foregår omkring mig og lade være med at sortere for meget i det.«

Og så er vi tilbage ved sangen ’Roser og violer blå’. Allan Olsen stod ikke i vejen for den; han sorterede ikke i budskabet. Men helt lade værket være i fred efterfølgende kan – og vil – han nu ikke.

»Jeg fik en masse tilkendegivelser fra folk på venstrefløjen om, hvor fantastisk god en sang det var ... men på det tidspunkt var de i opposition. Nu er der gået en del år, og den politik, der er blevet ført de seneste cirka fire år, hvor forskellig er den egentlig? Der er kun én politik, og det er den, der føres på midten. Om det er V eller S, er efterhånden ligegyldigt. Og derfor er sangen stadig aktuel,« siger Allan Olsen.

Han mener, at vi dengang i 2007 ikke kun var vidne til en politisk, men også en kulturel forandring af det samfund, vi lever i.

»Der var opstået en nyliberal bedrevidenhed og magtfuldkommenhed, som gjorde, at politikere, meningsdannere, økonomer eller jurister kunne stille sig frem på skærmen og sige ting, der ville være blevet opfattet som horrible ti år tidligere. Grænsen for, hvad der var normalt at sige, blev flyttet, og der kom en sprogbrug, man aldrig ville høre for eksempel De Konservative bruge på Poul Schlüters tid,« siger han og fortsætter:

»Der er sket et skred i vores værdigrundlag som folk og som nation. Det kom i kølvandet på den optur, der havde været fra årtusindskiftet og op til finanskrisen. Det var en konsensus om, at det er i orden at jokke på grupper, der ikke kan svare igen, fordi de ikke har ikke evnen, kræfterne eller midlerne til at tage til genmæle. En kalkuleret og kynisk propagandapolitik, hvor man siger: ’Lad os slå os op på, at vi sænker den kriminelle lavalder til 12 år og taler til de gamle damer, der er ved at være flest af. Dem, det kan gå ud over, har vi ikke grund til at frygte; de går ikke til medierne eller stemmeurnerne. Det er nogen, vi kan tillade os at jokke på, uden at det koster noget eller der kommer et oprør’.«

Og således kom en af Danmarks mest langtidsholdbare musikere på en måde til at tale om og bekræfte sit rygte som værende politisk kunstner. Måske.

»Jeg gør det med store tidsintervaller imellem og omkring nogle håndplukkede emner. Men vi er jo politiske væsener. Det kan vi ikke undgå – om vi lever i et demokrati eller i Nordkorea.

Jeg har dog den automatreaktion, at så snart jeg begynder at blive taget til indtægt for en hel masse, så har jeg en manager, der siger, at jeg er på ferie.«