Aldring sætter Europa på kraftig skrump

Af Jens Thomsen

Befolkningstallet vil falde dramatisk i Europa i de kommende 20-30 år, mens gennemsnitsalderen ryger i vejret. Den økonomiske velfærd er på spil, hvis europæerne ikke sætter ind over for samfundets aldring nu, advarer eksperter.

GAMMELBY Mick Jagger, Paul McCartney og Bruce Springsteen rocker ufortrødent videre, selv om de for længst har passeret pensionsalderen. For 20-30 år siden havde millioner af fans svært ved at forestille sig, at deres guitarsvingende stjerner i jeans og t-shirt engang ville runde de 50, men nu er det kun naturligt at forvente endnu en verdensturne af en 65-årig rockmusiker.

Derimod er det stadig nyt for millioner af stjernernes fans i Europa, at de kan se frem til at skulle fortsætte deres egen mere ordinære ’turne’ på arbejdsmarkedet til længe efter de 60 år. Glem alt om det afslappede otium, der begynder omkring de 60, og gerne lidt før. Det et er en forestilling, som for flertallets vedkommende er ude af trit med realiteterne, lyder budskabet fra befolkningseksperter og økonomer.

Pensionsalderen er på vej op, og det bliver den ved med at være, så langt eksperterne kan se frem.

»Jeg kan sagtens forestille mig, at pensionsalderen bliver 70 år og derover,« siger Alan Walker, der er specialist i de sociale konsekvenser af aldring og professor ved University of Sheffield i Storbritannien.

Især Europa mærker, at alderen trykker. Det er positivt i den forstand, at det voksende antal ældre er bevis på, at moderne levevilkår fører til et længere liv for de fleste. Men samtidig er der en tendens til, at antallet af børnefødsler falder i udviklede samfund, og i dele af Europa er fertiliteten i dag uhørt lav.

Kombinationen af stadigt flere ældre og få nyfødte giver mange landes økonomer og politikere grå hår i hovedet.

Eksperternes tørre tal taler da også deres tydelige sprog om en befolkningsudvikling, der kan blive til en økonomisk skruestik, hvis europæerne fortsætter, som om intet var hændt. Færre fødsler og en hastigt voksende andel af ældre betyder voksende offentlige udgifter, som skal fordeles på stadig færre skuldre fremover.

Og presset på de offentlige finanser starter lige nu, for nu begynder de første af efterkrigstidens store årgange at gå på pension. Det sker samtidig med, at den offentlige gæld i mange EU-lande har nået tagryggen på grund af finanskrisen, mens den økonomiske vækst er i bund, så der dårligt er råd til ekstra byrder. Uden politiske og økonomiske reformer kan de hårdest ramte lande i værste fald se frem til en ørkenvandring under økonomisk stagnation og voksende offentlig gæld.

»I europæisk sammenhæng er den danske udfordring som følge af befolkningens aldring i småtingsafdelingen. Danmarks problem er beskedent sammenlignet med lande som Spanien og Italien,« siger professor og tidligere økonomisk vismand Christen Sørensen fra Syddansk Universitet.

Pensionsalderen skal op

Faldende fødselstal og længere levetid er ikke et nyt fænomen i Europa. Men problemet blev først for alvor sat på den politiske dagsorden i 2002, da et hold forskere fra Tyskland, Italien og Spanien slog alarm i en fælles rapport.

For befolkningseksperter er 2,1 et ’magisk’ tal, for det er det antal børn, hver kvinde i gennemsnit skal føde, for at en befolkning kan bevare sin størrelse. Ingen europæiske lande kan i dag præstere fødselsrater i den størrelse, og i lande som Tyskland, Italien og Polen er fødselsraterne meget lavere. I Polen var fødselsraten bare 1,27 i 2008 og i henholdsvis Tyskland og Italien 1,34 og 1,38.

Når fødselsraten i et land når ned på 1,3, regner eksperterne med, at befolkningens størrelse vil blive halveret på bare 45 år. Det er en selvforstærkende udvikling, som det i praksis er umuligt at dæmme op for. Befolkningen vil ganske enkelt skrumpe ind og få en meget høj gennemsnitsalder.

»Der er ikke noget, vi kan stille op over for aldringen, den er uundgåelig. Det, vi skal forsøge at gøre, er at justere vores politikker. Her er vi stadig i den mørke middelalder, for vi skal også justere vores måde at tænke på,« siger Alan Walker.

Det første, der skal ske, er at hæve pensionsalderen for alle dem, der har helbred til at fortsætte med at arbejde. Da Europas pensionssystemer blev skabt for årtier siden, levede de fleste kun relativt få år efter, de havde forladt arbejdsmarkedet. Sådan er det ikke i dag, hvor mange bliver både 80 og 90 år og lever deres ’tredje alder’ som pensionister. Men den udvikling kan selv et moderne velfærdssamfund ikke klare økonomisk. Der er ganske enkelt ikke penge til det, og samfundets aldring kræver ifølge Alan Walker en ændring af vores tankegang.

Vi skal gøre det muligt og attraktivt for ældre lønmodtagere at blive i jobbet, så længe de har lyst og helbred til det. Det forudsætter et opgør med mange arbejdsgiveres fordomme om ældre medarbejdere. Mange lønmodtagere skal vænne sig til tanken om, at de skal arbejde, til de bliver ældre – og vi skal alle vænne os til, at gennemsnitsalderen på arbejdspladserne i almindelighed bliver højere, end vi kender det i dag.

»I øjeblikket har vi en kultur for tidlig afgang fra arbejdsmarkedet. Vores forventninger er bundet til en tidligere æra,« siger Alan Walker.

Han opfordrer arbejdsgivere og politikere til at gøre arbejdsmarkedet mere fleksibelt, så der er adgang til efteruddannelse for alle og mulighed for deltid for ældre.

»Forandringerne skal komme et sted fra, de sker ikke af sig selv. De fleste arbejdsgivere sidder desværre stadig på hænderne. De gør intet, og politikerne gør heller ikke meget,« siger Walker, der ikke ser nogen alvorlig hindring for en økonomisk bæredygtig løsning af ældreboomet, hvis beslutningstagerne reagerer nu.

»Jeg er ret optimistisk, hvad mulighederne angår. Det er et spørgsmål om politik, og vi har allerede set succesfulde reformer i nogle lande,« siger han med henvisning til pensionsreformer i blandt andet Sverige, hvor pensionsalderen er knyttet til den forventede levetid.

Walker peger også på, at højere pensionsalder kan gøre det endnu sværere for ledige at klare sig i takt med, at de bliver ældre.

»Alder kan være et aktiv på arbejdsmarkedet, men den kan også være en belastning, hvis ens kompetencer ikke bliver holdt ved lige,« siger han.

Færre europæere fremover

Selv om økonomiske prognoser for fremtidens forsørgerbyrde er usikre, skal der dog mere end bare små justeringer til for at dæmme op for befolkningens aldring og manglen på nyfødte i en række lande. I EU’s folkerigeste land, Tyskland, med 82 millioner indbyggere ventes befolkningen at svinde ind til mellem 65 og 70 millioner i 2060. Det betyder, at Frankrig i 2050 vil være EU’s største land med en forventet befolkning på 75 millioner, mens Bulgariens befolkning vil styrtdykke fra otte millioner i dag til fem millioner i 2050. Til den tid vil europæerne kun udgøre fem procent af verdens befolkning mod lidt over syv procent i dag.

»Europa er inficeret af en mærkelig mangel på lyst til fremtiden,« erklærede pave Benedict i 2006.

»Børn, som er vores fremtid, bliver opfattet som en trussel mod nutiden.«

Hvor førende befolkningseksperter i 1960’erne og 70’erne fældede verdens dødsdom som følge af en ukontrolleret befolkningseksplosion, ser mange i dag Europa som en dødsmærket region, der langsomt er i færd med at aflive sig selv.

Desværre for pave Benedict er netop Europas mest katolske lande, Italien og Polen, samtidig blandt dem, der har de største udfordringer, hvad aldring og lav fertilitet angår. Der er sociologer, økonomer og demografer, som mener, at de sydeuropæiske lande kun er moderne samfund på overfladen, mens familie- og kønsrollemønstret fortsat er en hindring for kvinders deltagelse på arbejdsmarkedet – og dermed også for fertiliteten.

Fødselsraterne i Europa viser nemlig en tydelig sammenhæng mellem høj kvindelig erhvervsdeltagelse og høje fødselsrater. Det er tilfældet i de nordiske lande med offentlig børnepasning og anden offentlig service og i Frankrig, hvor regeringen i mange år har belønnet børnefamilier økonomisk.

Ifølge den norske økonom Arnstein Aassve kan høje fødselsrater i moderne samfund opnås på to måder: Gennem et udbygget socialt system eller ved et fleksibelt arbejdsmarked som i USA.

»Man kan sige, at samfundet enten skal være generøst eller fleksibelt, hvis man vil styrke fertiliteten. USA er ikke særlig generøst, men det er fleksibelt. Italien er ikke generøst i form af sociale ydelser, og det er ikke fleksibelt. Der er også et socialt stigma i Italien, hvor det er mindre accepteret, at kvinder med børn går på arbejde. I USA er det meget accepteret,« sagde Arnstein Aassve i 2008 til New York Times.

Indvandring ingen løsning

Lande som Italien og Tyskland står over for radikale beslutninger, hvis de vil forsøge at opretholde den nuværende aldersfordeling i deres befolkninger. Beregninger har vist, at Italien enten skal hæve pensionsalderen til 77 år eller åbne for masseindvandring af 2,2 millioner immigranter årligt for at fastholde forholdet mellem pensionister og erhvervsaktive.

Masseindvandring vil dog være en politisk ufremkommelig løsning i de fleste europæiske lande, selv om blandt andre Tyskland har planer om at tiltrække uddannet arbejdskraft fra udlandet í stort omfang for at lukke fremtidens huller på arbejdsmarkedet. Beregninger fra FN har desuden vist, at indvandring måske godt kan give en kortsigtet gevinst, men at der skal en enorm indvandring til for at løse for eksempel det tyske aldringsproblem.

Netop Tyskland skulle ifølge FN bruge ikke færre end 188 millioner indvandrere for at fastholde det forhold mellem erhvervsaktive og pensionister, som landet havde i 1995. Det ville føre til en tysk befolkning på 299 millioner i 2050 mod de nuværende 82 millioner. Den enorme indvandring er nødvendig, fordi indvandrere selv bliver ældre og gradvis overtager tyskernes lave fødselstal.

Indvandring er altså ingen varig løsning på Europas aldring, selv om en del politikere stadig taler om den mulighed.

»Politikerne skulle fokusere mere på befolkningens aldring, der er den egentlige udfordring, og bruge mindre tid på alle de perifere emner, som alligevel ikke kan ændre udviklingen,« siger Alan Walker fra University of Sheffield.

Byer svinder ind

I Tyskland og Italien får den skrumpende befolkning fysiske virkninger. En række tyske storbyer, især i det tidligere Østtyskland, er begyndt at rive lejligheder og industriområder ned, som der ikke bliver brug for igen. En stor del af indbyggerne har forladt byerne, og det faldende folketal forhindrer, at byerne kommer til at vokse igen. Det er første gang, moderne europæiske samfund står over for skrumpende storbyer og faldende folketal.

Ifølge den ungarsk-amerikanske demograf Paul Demeny fra organisationen Population Council i New York er det ikke nødvendigvis skidt, at befolkningen i Europa bliver mindre. Problemet er at styre udviklingen, så befolkningstallet falder gradvis og kontrolleret.

»Man kunne godt argumentere for, at alle europæiske lande kunne bruge et lidt lavere befolkningspres ved at skrue befolkningsudviklingen 50-100 år tilbage i tiden. Men overgangen skulle ske meget gradvist,« siger Paul Demeny.

I Danmark, hvor aldringen også forskyder aldersfordelingen i befolkningen og sender de offentlige udgifter i opadgående retning på grund af en større forsørgerbyrde, ærgrer Christen Sørensen sig over, at regeringen forsømte muligheden for reformer, mens der endnu var gang i opsvinget. Han frygter, at det vil tage 10 år, før den økonomiske vækst for alvor vender tilbage. Og så længe ledigheden er markant, bliver det svært for politikerne at forberede arbejdsmarkedet på en fremtid med flere ældre i job.

»Hvis man ikke tror, at man kan stramme til i en højkonjunktur, hvordan kan man så tro, at man kan gøre det nu,« siger Christen Sørensen.

»Danmark risikerer at ende med høj ledighed og offentlig gæld som i Sydeuropa, fordi regeringen ikke fik strammet finanspolitikken, mens tid var,« siger han.