Aldersbombe truer adgang til læge

Af

Mens lægerne i landets yderområder nærmer sig pensionsalderen med hastige skridt, bliver deres kolleger i storbyerne stadigt yngre. Alt for få yngre læger etablerer praksis uden for byerne, og det vil på længere sigt føre til lægemangel og dårlig service, vurderer eksperter. Enkelte kommuner melder allerede om forringet service grundet lægemangel.

Foto: Illustration: Erik Jepsen, Scanpix.

ALDERSKLØFT  I dag har knap hver tredje praktiserende læge i Danmark fejret sin 60 års fødselsdag, og det er især i udkantskommunerne, at lægerne bliver mere og mere gråhårede.

Samtidig bliver de praktiserende læger i store byer yngre og yngre. Samlet set vokser alderskløften mellem lægerne i provinsen og i storbyerne dramatisk for øjeblikket, viser en kortlægning, som analysefirmaet Kaas & Mulvad har gennemført for Ugebrevet A4.

På de interaktive kort kan gennemsnitsalderen og den stigende alder for de praktiserende læger aflæses for hvert enkelt kommune.

Alderskløften forstærkes af, at yngre læger ofte slet ikke søger stillinger i de mindre provinskommuner. Dermed står lægestillinger ubesatte, og færre ældre læger må passe flere patienter.

Forskellene i lægernes alder risikerer at få betydning for borgernes lige adgang til god service i sundhedssektoren, mener praktiserende læge i Maribo, Johannes Larsen. Han fremhæver, at problemerne med at tiltrække nye og yngre læger til Lolland betyder, at borgerne blandt andet går glip af forebyggende tiltag og hjemmebesøg.

»Vi har ikke kapaciteten. Så patienterne på Lolland får en dårligere service end andre steder,« siger Johannes Larsen.

Unge læger i storbyerne

Kaas & Mulvads kortlægning af samtlige praktiserende lægers alder i Danmark bygger på tal fra Sundhed.dk. Undersøgelsen viser, at lægerne i København, Aarhus, Odense og Aalborg i gennemsnit er blevet knap et halvt år yngre over de seneste tre år.

Til sammenligning er gennemsnitsalderen for læger i landets yderkommuner i samme periode steget med op til tre år. På enkelte øer er aldershoppet endnu større. Det har medført, at flere udkantskommuner risikerer, at hovedparten af deres læger går på pension inden for få år, mens ingen yngre læger står klar til at overtage deres praksis.

Den voksende aldersforskel mellem læger i by og på land skyldes, at langt de fleste yngre læger fravælger yderområderne, når de skal etablere egen praksis. Det forklarer sundhedsforsker Jakob Kjellberg fra Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning, KORA.

»Det er svært at rekruttere praktiserende læger til yderområderne. Men det er ikke kun yngre læger, der finder det uattraktivt at slå sig ned her og derfor søger mod byerne. Der foregår en generel urbanisering, hvor folk i højere grad end tidligere ønsker at slå sig ned i centrene,« siger han.

Han fastslår, at udviklingen gør det vanskeligt for ældre læger i yderområderne at få solgt deres praksis, og det er med til at fastholde dem i jobbet som praktiserende læge.

»Når man ikke kan komme af med sin praksis, beholder man den måske lidt længere. Dels fordi der er noget økonomi i det, men langt overvejende føler lægerne et ansvar over for deres patienter. Så stiger alderen i de områder, hvor det er svært at sælge, samtidig med at de yngre læger søger mod byerne, og så falder alderen her,« siger Jakob Kjellberg.

Formanden for Praktiserende Lægers Organisation, PLO, Henrik Dibbern, fremhæver, at de fleste læger ønsker en praksis tæt på deres bopæl. 

»De yngre læger har en grænse for, hvor langt de synes, det er acceptabelt at skulle bevæge sig fra bopæl til arbejdsplads. Og da der nogle steder i landet er betydeligt længere fra den større by til den lille landsby, sætter det nogle begrænsninger,« siger lægeformanden.

Udviklingen vil på længere sigt føre til massiv lægemangel i landets yderområder, hvis det ikke lykkes at tiltrække yngre læger, vurderer sundhedsforsker Jakob Kjellberg.

»Hvis man ikke formår at få yngre læger til yderområderne, vil der ikke være nogen lægedækning. Så vil folk få større afstand til lægen,« siger han.

Aldershop i konsultationen

Ugebrevet A4’s tal viser, at lægernes alder især er steget i de sjællandske provinskommuner samt i flere kommuner i det syddanske øhav og i Vestjylland.

Kommuner som Lolland, Stevns, Tønder og Frederikshavn har alle oplevet et aldershop blandt læger på mellem to og tre år siden 2010. På enkelte øer er aldershoppet endnu større, helt op til 12 år, fordi kun få læger har praksis her.

Til sammenligning er den gennemsnitlige lægealder i både Odense og Aalborg faldet godt et år i samme periode.

På landsplan er lægerne generelt blevet ældre de senere år. De nyeste tal fra PLO viser, at gennemsnitsalderen for en dansk praktiserende læge siden 2001 er steget fra 51,3 år til 53,6 år.

 Dengang havde en tiendedel af alle læger rundet 60 år. I 2010 var det godt en fjerdedel, mens det dag er knap hver tredje læge.

Selvom lægefagets to alderspræsidenter på 82 år begge har praksis i København, har hovedstaden tilstrækkeligt mange yngre læger til at trække aldersgennemsnittet ned på godt 54 år. I København er næsten hver tredje læge under 50 år, mens det kun er tilfældet for en enkelt læge på Lolland.

 En typisk læge fra Odense er kun akkurat fyldt 51 år. Her er lægernes alder faldet fra lige over 52 år i 2010. I flere yderkommuner nærmer gennemsnitsalderen sig 60 år, og enkelte steder er det allerede sket.

Dårligere service på Lolland

På lollikernes hjemstavn kender formanden for det lokale lægelaug, PLO – Lolland, Johannes Larsen, alt til den stigende andel af gråhårede læger. Her er lægerne knap 61 år, hvilket placerer dem blandt landets absolut ældste. Mange af dem har for længst nået pensionsalderen, mens det om under fem år vil være hele to tredjedele af kommunens 27 læger, der uden videre kan vælge at gå på pension.

Johannes Larsen, der driver sin praksis i Maribo, er med sine 54 år selv med til at trække gennemsnitsalderen ned. Faktisk er han egnens fjerde yngste læge. Han mener, at problemerne med at tiltrække nye læger til området har haft konsekvenser for den hjælp, lægerne kan tilbyde patienterne. Simpelthen fordi de har fået for travlt. 

»Det er et problem, at vi mangler læger hernede. Det kniber med at yde den service, vi gerne vil tilbyde, fordi vi har travlt. Vi prøver at gøre, hvad vi kan for at give den samme service, men samtidig er der også en øvre grænse for, hvor meget man kan overkomme. Der er flere af os, der ligger på smertegrænsen,« siger han.

Johannes Larsen fremhæver, at presset i nogle perioder var så stort på lægerne, at flere patienter slet ikke var tilknyttet en læge. Det fik regionen til at oprette klinikker, så alle nu har en læge, om end patienterne her modtager behandling fra skiftende lægepersonale, forklarer han.

»Vi har i perioder haft det, vi kalder lægeløse patienter på Lolland. Derfor har regionen oprettet nogle klinikker, som ansætter læger, typisk fra vikarbureauer. Det er skiftende læger, som kommer og passer patienterne,« siger formanden for Lollands lægelaug.

Stafetlæger i Sverige

Netop skiftende lægepersonale kan være en måde at sikre lægedækning i yderområderne. Det viser erfaringer fra Sverige, hvor såkaldte stafetlæger rejser til landets yderste afkroge, arbejder i en periode til en favorabel løn og herefter bliver afløst af andre tilrejsende læger. Det forklarer sundhedsforsker Jakob Kjellberg fra KORA.

»Det er vikarlæger, der tager nogle års ansættelse et eller andet sted, og det får de en højere aflønning for. Det er en ordning, der er med til at løse udkantsproblemerne,« siger han.

I virkeligheden kan de svenske stafetlæger sammenlignes med de læger, der ansættes i danske regionsklinikker, forklarer Jakob Kjellberg.

»Det er lidt det samme, vi gør med regionsklinikkerne herhjemme. Her får lægerne nogle faciliteter stillet til rådighed, og så kan de arbejde her i nogle år, hvorefter de kan flytte igen,« siger han.

Ifølge sundhedsforskeren er lægerne mere villige til at arbejde i udkantsområder, hvis de slipper for at investere i en praksis, som de senere ikke kan komme af med. En ansættelse på en regionsklinik giver dem langt større frihed til at forlade området igen.

»Her er lægerne ikke bundet af så store kapitalomkostninger, som hvis de havde investeret i en praksis selv,« siger Jakob Kjellberg.Men i Sverige er stafetlægerne blevet en dyr løsning på udkantsproblemerne, fremhæver han.

»Ordningen gør, at lægerne kommer derud, men det er samtidig ikke verdens billigste løsning. Der skabes en løndannelse, der hedder, at for at kunne tiltrække læger til yderområder bliver man nødt til at honorere dem lidt højere,« siger sundhedsforskeren.

Læger kan vælge og vrage

En af årsagerne til, at de yngre læger klynger sig sammen i de større byer, er ifølge Henrik Dibbern fra PLO, at der i dag uddannes alt for få læger.

»Hvis man har en gruppe mennesker, der er ret efterspurgte, fordi der er for få af dem i forhold til behovet, så vil de jo selvfølge helt naturligt benytte den situation til at vælge job dér, hvor de helst vil være. Det, at der er en for lille produktion af praktiserende læger, gør jo, at de unge læger har den valgfrihed, og den benytter de sig naturligvis af,« siger han.

Det er formand for Danske Patienter, Lars Engberg, enig i. Han fremhæver, at de yngre læger vil blive ved med at vælge en praksis i byerne, så længe de har mulighed for det.

»Det her er et tydeligt tegn på, at der ikke er nok, der vil være praktiserende læge. De få, der så vil være det, kan vælge og vrage, og når man kan det, vælger man byerne,« siger han og fortsætter:

»Inden lægerne får deres egen praksis, er de ofte ansat på et hospital, og hospitalerne ligger jo i byerne. Når man så kan vælge og vrage mellem forskellige praksisser, så er det nemmere at blive boende og så nøjes med at skifte arbejde fra hospital til praksis,« siger Lars Engberg.

Går ud over ældre patienter

Patientformanden er ikke i tvivl om, hvem det går ud over, når yderområderne drænes for læger.

»Det er altid de ældre, der bliver ramt, fordi det er dem, der går hyppigst til lægen og har det største behov,« siger Lars Engberg.

Han bakkes op af sundhedsøkonom Jes Søgaard, der forudser længere og dyrere transport til lægen for de ældre borgere.

»Selvfølgelig er det vanskeligere for de ældre, der måske oven i købet ikke selv har bil. Så kan det blive rigtig dyrt med taxa. Så det er et problem for dem,« siger sundhedsøkonomen.

Lars Engberg fra Danske Patienter mener ikke, at den nuværende indretning af det danske sundhedssystem kan bære, at der bliver længere og længere mellem lægerne i landets yderkanter.

»Vi skal igennem vores egen læge for at blive sendt videre i sundhedssystemet, altså for at blive henvist til hospitalet eller en speciallæge. Det er en afgørende del af systemet, og hvis det først begynder at blive gennemhullet, har vi for alvor problemer,« siger Lars Engberg.

Tvang nytter ikke

Mens de fleste er enige om, at lægerne ikke kan tvinges til at flytte til landets udkantsområder, er formanden hos Danske Regioner, Bent Hansen (S), alligevel overbevist om, at man ved at dreje på forskellige håndtag kan lokke de yngre læger ud på landet. Især mener han, at man ved at begrænse de såkaldte ydernumre i byerne, kan få flere yngre læger til at kigge ud over bygrænsen. 

»Hvis vi viser tilbageholdenhed i forhold til at oprette ydernumre i de attraktive områder, er der nogle af de færdiguddannede, som må bevæge sig væk fra de mere ideelle områder, hvor de helst vil være,« siger Bent Hansen.

Men Henrik Dibbern fra PLO mener ikke, at begrænsningen af nye ydernumre i byerne er nok til at løse problemet. Ifølge ham burde regionerne i stedet sørge for at nedlægge nogle af de eksisterende ydernumre i byområderne.

»I stedet for at en ældre læge, der kun har 800 eller 1.000 patienter, sælger sin praksis i byen til en ny læge, burde regionen opkøbe den praksis og lukke den. Hvis regionerne var lidt kloge, ville de opkøbe og lukke ti praksisser i storbyen, så der var ti unge læger, der måtte se sig lidt mere omkring efter en praksis,« siger lægeformanden.

Regeringens nye lovforslag, som PLO er inkarneret modstander af, lægger ellers op til, at regionerne skal overtage ydernumre fra læger, der afvikler deres praksis. Det vil nemlig give regionerne mulighed for at flytte ydernummeret til en anden egn, hvor der er større behov for en ny læge.

Problemet med det punkt i lovforslaget er ifølge Henrik Dibbern, at det ikke hjælper noget at flytte et ydernummer fra ét område til et andet.

»De får ikke noget ud af at flytte rundt på de ydernumre, der er blevet ledige, fordi praksis ikke kunne sælges. Det skyldes jo, at praksissen i forvejen ligger i et område, der ikke er interessant for potentielle købere. Regionerne er nødt til at lukke nogle af de praksisser, der godt kan sælges, så de yngre læger må se sig om efter noget andet,« siger han.

Vetoret er oldtidslevn

Et omstridt punkt i lægekonflikten har været lægernes hidtidige vetoret i praksisplanlægningen. Ifølge regeringens lovforslag skal lægerne ikke længere kunne nedlægge veto, når regionerne fordeler ydernumre i de forskellige egne af landet i de nye praksisplanudvalg. Det har ifølge sundhedsøkonom Jes Søgaard bremset for placeringen af nye praksisser i yderområderne. Han mener, at nedlæggelsen af lægernes vetoret er på høje tid.

»Det vil simpelthen ikke være holdbart, hvis lægerne fortsætter med at have vetoret. Vi skal huske på, at regionerne og regeringen som driftsansvarlige myndigheder ifølge loven er forpligtet til at levere sundhedsydelser. Så kan man simpelthen ikke have en privat organisation som PLO, der kan nedlægge veto mod forskellige forslag, der faktisk kan gøre det muligt at leve op til lovgivningskravet,« siger han og fortsætter:

»Det er et levn fra en anden tid. I mange år gik det faktisk fint. Det er i stigende grad blevet et irritationspunkt, i og med at der er blevet færre og færre læger og dermed pres på lægesystemet,« siger sundhedsøkonomen.

Jes Søgaard mener, at man fra regionernes side burde indgå et kompromis, hvor lægerne fik plads i de nye praksisplanudvalg, blot uden deres hidtidige vetoret. Den indrømmelse fra regionernes side ville ifølge Jes Søgaard atter kunne sætte gang i de nødvendige forhandlinger mellem lægerne og regionerne.

»Hvis man kunne strikke det sammen på en måde juridisk, så ville det give mening i forhold til at få gang i forhandlingerne,« siger han.

Men den idé giver PLO-formand Henrik Dibbern ikke meget for.

»Sundhedsministeren har lavet de her udvalg, hvor regioner og kommuner skal planlægge, hvad vi andre skal lave. Det her er bare ét element ud af en uspiselig buffet af forslag, som vi aldrig ville kunne acceptere. Den eneste vej, vi ser ud af det her, er, at ministeren tager sit lovforslag af bordet og giver regionerne instruks om stille og roligt at gå tilbage til forhandlingsbordet,« siger lægeformanden.