Alastair Campbells blinde vinkel

Af Steen-Lynge Pedersen, pressechef i Træ-Industri-Byg

I februar fik danskerne lejlighed til at møde Alastair Campbell – den britiske premierministers tidligere spindoktor – og besøget brugte han til at lufte sin dybe foragt for pressen.

Den er fuld af løgn og fiktion, mens befolkningen besidder en sund dømmekraft. Efter syv års parløb med Tony Blair og flere vrideture i medierne drager Alastair Campbell den radikale slutning, at medierne er en forhindring for den »sande« kommunikation mellem politikere og befolkning. Hans mantra er derfor: Direkte kommunikation mellem politikere og borgere i lokalområdet. Men strategien er gammel. Og ironien er, at direkte kontakt er illusorisk uden massemedier – især tv. Tid og ressourcer gør det umuligt at nå blot en brøkdel af vælgerne ved at stemme dørklokker.

Skal strategien have effekt, må den kommunikeres. Massemedier og presse er nødvendige for, at vi kan opleve, at vi tilhører en fælles verden. Pressen løser opgaven ved at fortælle historier, som vi – befolkningen – kan overskue og håndtere. Og da verden ikke står stille, tvinges medierne til at vælge mellem det uendelige udbud af begivenheder.

Pressen varetager sin funktion ud fra andre motiver end dem, som gælder i det politiske system. Journalister skal ikke skabe forlig. De skal ikke redde skinnet for statsministeren eller BUPL’s formand. Pressen går efter de mest markante begivenheder. Effekten er, at medierne skaber irritation i for eksempel det politiske system, som da Ugebrevet A4 iscenesatte en historie om, at børnefamiliernes skattelettelse går direkte i kommunekassen. Straks gik politikerne i gang med at iscenesætte en modhistorie. Er den ene historie fair, mens den anden er unfair? Det er i hvert fald to gode historier fra det virkelige liv, som berører befolkningen.

Min pointe er, at Alastair Campbell iscenesætter en moralsk fortælling, mens jeg iscenesætter en fortælling om, hvordan moraliserende politisk kommunikation gør blind.