Aktiveringsflop for milliarder

Af Jan Birkemose, redaktør

Før regeringen spilder flere milliarder kroner på resultatløs aktivering bør strategien genovervejes. Pengene skal ikke strømme videre, før vi ved, hvad der virker og hvilke mål, der er realistiske.

LEDER Man kan godt sige, at der er pænt højt til loftet i regeringslokalerne, når man som beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) kan slippe uskadt fra at spilde over ni milliarder kroner på aktivering uden, at der kommer noget som helst udbytte ud af det. Det er i hvert fald det billede, der står tilbage efter, at Rigsrevisionen i sidste uge konstaterede, at der er tabt milliarder af kroner på aktivering.

Nu er det sjældent, at en sag er fuldstændig sort eller hvid. Og det gælder i særdeleshed også i denne sag. Det store spørgsmål er jo, hvordan man kan måle, om der er kommet noget godt ud af de mange aktiveringskroner: Skal effekten udelukkende vurderes på, hvor mange der er kommet i arbejde? Eller skal der også gives point for, at nogle mennesker har brudt en ond cirkel, måske fået nye kompetencer eller mere selvtillid og motivation?

I den aktuelle undersøgelse fra Rigsrevisionen er det kun undersøgt, om aktiveringen har fået folk i arbejde, og dermed er alle andre tænkelige – og menneskelige – positive resultater ikke honoreret. Det ville ellers have været helt oplagt, når personerne i undersøgelsen er at finde blandt den store gruppe, der går under den systemiske betegnelse ”ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere”. I det selskab er mange så fjernt fra arbejdsmarkedet, at det ikke giver mening at måle kvaliteten på deres aktivering efter, hvor mange personer, der er kommet i fast arbejde.

Når Rigsrevisionen alligevel har valgt beskæftigelse som et fuldstændigt ensidigt succeskriterium for undersøgelsen, kan det kun skyldes, at det er det samme fokus, som styrer regeringens beskæftigelsespolitik. Her har først Claus Hjort Frederiksen og siden Inger Støjberg som beskæftigelsesministre i årevis haft et fast tag i rattet og det lange lys rettet direkte mod fast arbejde. Regeringens dogme er, at al aktivering skal styre direkte mod et job. At alle kommer i beskæftigelse – uanset, hvor langt en person måtte være fra arbejdsmarkedet.

Med Rigsrevisionens undersøgelse bliver regeringen derfor nu selv ramt af den pisk, som de i det daglige svinger over de arbejdsløse. Og det må gøre ondt, når Rigsrevisionen kan konkludere, at de, der blev sendt i aktivering er kommet lige så lidt i arbejde, som de, der slap for aktivering.

Hvis man tilslutter sig regeringens ensidige mål om, at alt andet end fast arbejde er en fiasko, er det imponerende, at beskæftigelsesministeren stadig hedder Inger Støjberg. I alt er der i årene 2006-2009 brugt 9.4 milliarder kroner på at aktivere ikke-arbejdsmarkedsparate kontanthjælpsmodtagere. Det svarer til at hver person i gennemsnit har kostet mere end 150.000 kroner.

Når resultaterne – trods de mange penge – er så ringe, er regeringen nødt til at gentænke sin strategi. Blandt de personer, der står allerbagerst i jobkøen, er det oftest ikke arbejdsløsheden, der er det største problem. Hvis de 9.4 milliarder kroner i stedet var blevet brugt til at løse disse ’ikke-arbejdsmarkedsparate’ menneskers andre problemer ville investeringen utvivlsomt have givet et større udbytte.