Aktive familier er mønsterbrydere

Af

Vaner og omgangsformer i familien er afgørende for, hvordan børnene klarer sig i uddannelsessystemet. Det har stor betydning, om man spiser sammen med sine forældre, har bøger i hjemmet og diskuterer tv og samfundsforhold. Ny undersøgelse viser, at det frem for alt er unge fra aktive familier uden boglig uddannelse, der bliver »mønsterbrydere«.

DERHJEMME Ditte Schier Bager er 29 år og lærer. Hun er vokset op i en helt almindelig familie på Bornholm. Faren Ole Bager er sælger, mens moren Vera er specialarbejder på en maskinfabrik. Ingen af forældrene har boglig uddannelse, men Ditte tog en studentereksamen. Det samme gjorde søsteren Lotte.

»Da vi var små, støttede mor os meget i at læse – Anders And, børnebøger og andet. Og vi talte rigtig meget skole, når familien var samlet til morgenmaden eller aftensmaden. Min far sad i skolebestyrelsen, og når vi skulle skrive stil, bidrog hele familien med gode ideer. Og så skete der altid en hel masse. Vi så ikke meget tv, men var med far på travbanen, med mor til håndbold og på ture til Polen og Sverige,« fortæller Ditte Schier Bager.

Skiftet til gymnasiekulturen var svær, diskussionerne om Christiansborg-politik og den slags var hun ikke vant til. Men grundlæggende oplevede Ditte Schier Bager en stærk opbakning til at tage den uddannelse, som forældrene aldrig selv fik mulighed for. Og så er hun vokset op i en familie, hvor man næsten ikke kan sidde stille. Vera er lidt med i fagforeningen, Ole optager amatørfilm og begge er aktive travfolk.

Flere i gymnasiet

En ny undersøgelse viser da også, at familiekulturen er afgørende for de unges resultater i uddannelsessystemet. Det er vigtigt, om familien som regel spiser sammen og diskuterer tv-programmer eller samfundsforhold. Det har også betydning, om man tager på museer, og om der er bøger og litteratur i hjemmet. Børn fra en aktiv familiekultur klarer sig bedre i skolen og falder i mindre grad fra på ungdomsuddannelserne.

Undersøgelsen er gennemført af Anvendt KommunalForskning (AKF) for Ugebrevet A4. Den viser, at familiens kulturelle aktivitet hænger sammen med forældrenes uddannelse, men kun et stykke ad vejen. Blandt ufaglærte familier er der både nogle med »høj kulturel aktivitet« og nogle med »lav kulturel aktivitet«, det samme er tilfældet blandt akademikerfamilier. Andelen af aktive familier er dog højere blandt de højtuddannede:

»Den kulturelle aktivitet i familien har en stærk selvstændig betydning for de unges resultater. Det er frem for alt unge fra aktive, kortuddannede familier, der bliver mønsterbrydere. De klarer sig relativt godt i folkeskolen, og mange vælger at fortsætte i gymnasiet. Aktivitetsniveauet i familien spiller en stor rolle for, hvilken ungdomsuddannelse de unge vælger,« siger seniorforsker Beatrice Schindler Rangvid, der har gennemført undersøgelsen.

Tallene viser således, at 50 procent af de unge fra kulturelt aktive ufaglærte familier tager en gymnasial uddannelse – det vil sige går på gymnasiet, hf, hhx eller htx. I kulturelt inaktive, ufaglærte familier er det kun 30 procent. Blandt familier med faglig uddannelse er tendensen den samme. I de aktive familier går 63 procent af børnene i gymnasiet, i de inaktive er det kun 40 procent.

Almen dannelse

Oplysningerne om aktiviteterne i familien stammer fra de unge. Elevevalueringen PISA testede i 2000 ikke bare læsefærdighederne hos 15-årige skoleelever, men stillede også en lang række spørgsmål om forholdene derhjemme – for eksempel om man foretog sig bestemte aktiviteter sammen med mor og far. I 2004 blev det fulgt op med endnu en undersøgelse, der gennem interview med de knap 4.000 unge kortlagde deres videre færd gennem ungdomsuddannelserne.

I den nye analyse fokuserer AKF på de seks forhold i hjemmet, der har størst betydning for de unges læsefærdigheder. Det er blandt andet, om man hyppigt diskuterer tv, bøger og samfundsforhold med sine forældre, spiser aftens-mad sammen, tager på museer og har mange bøger derhjemme. På den baggrund inddeles familierne i dem med »høj kulturel aktivitet« og »lav kulturel aktivitet«.

Undersøgelsen viser en markant forskel på, hvordan de unge klarer sig – både når det drejer sig om læsefærdigheder, frafald på ungdomsuddannelserne og andel, der går i gymnasiet. Tallene kommer da heller ikke bag på én, der har arbejdet over 25 år i folkeskolen:

»Enhver lærer kender de elever, der har de seneste tre ugers meddelelser til hjemmet nede i bunden af skoletasken, fordi forældrene ikke interesserer sig for skolegangen. Man kender også hurtigt forskel på de børn, der ser tv i timevis, og dem, der holdes på nærende åndelig kost af far og mor,« siger Niels Christian Sauer, der er lærer på Kalbyrisskolen i Næstved og forfatter til en række bøger og artikler om skoleforhold.

Også på Vestenskov Skole på Lolland nikker de genkendende til familiekulturens betydning. Her er mange af forældrene ufaglærte, og en del er berørt af den høje lokale arbejdsløshed. Men situationen håndteres meget forskelligt:

»Vi har for eksempel en familie, hvor faren arbejdede på Nakskov Skibsværft og blev arbejdsløs ved værftets lukning. Det hele er ved at falde sammen om ørerne på dem, selv malingen skaller af huset, der sker intet derhjemme, og sønnen har haft en svær skolegang. Men vi har også en anden arbejdsløs fra værftet, hvor både far og mor er aktive i lokalsamfundet og kommer til alle arrangementer på skolen. Deres ældste søn læser til læge, og den yngste er elevrådsformand,« fortæller skoleleder Hans Tind.

AKF’s undersøgelse er da også godt i overensstemmelse med andre analyser, der viser betydningen af såkaldt »kulturel kapital« i familien:

»Omgangsform, vaner og kultur er afgørende for, hvordan børn klarer sig. Den nye undersøgelse viser reelt betydningen af det, man kan kalde almen dannelse: At man kan forholde sig til samfundet og til nogle problemer, som ikke er så lette at løse. Det er jo det, som de unge trænes i gennem samtaler med mor og far og gennem hele kulturen i hjemmet,« siger Niels Ploug, der er forskningschef på SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd.

Stabile rammer hindrer frafald

AKF-undersøgelsen kaster også nyt lys over målet om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Den viser nemlig, at kulturen i hjemmet har stor betydning for frafaldet på erhvervsuddannelser og gymnasier.

Langt det højeste frafald findes i de familier, der kombinerer et lavt aktivitetsniveau med manglende tradition for uddannelse. 20 procent af de unge fra inaktive ufaglærte familier er som 19-årige droppet ud af uddannelsessystemet. I de aktive ufaglærte familier er det kun 12 procent. De tilsvarende tal for familier, hvor mindst én af forældrene har en faglig uddannelse, er 18 procent og 10 procent.

»Børnene fra de aktive familier har ofte klaret sig bedre i folkeskolen, og det betyder i sig selv mindre frafald på ungdomsuddannelserne. Samtidig er der tydeligere opbakning hjemmefra til at gå i gang med en uddannelse og holde fast,« siger Beatrice Schindler Rangvid.

Hun fremhæver, at svarene på de seks spørgsmål om forholdene i hjemmet er tegn på noget bredere – om forældrene bruger tid på samvær med børnene og på kvaliteten af dette samvær. Og en tæt kontakt til far og mor har stor betydning, hvis den unge får problemer på teknisk skole eller gymnasiet.

Det er også Niels Christian Sauers vurdering:

»Aktive familier lader sjældnere de unge opgive uddannelsen, blot fordi det er lidt svært. Som lærer kender man jo de børn, der altid vælger de nemme løsninger – dem, der straks siger, at de ikke gider, fordi tingene er lidt svære. Det er typisk børn, der ikke udfordres af deres forældre,« siger Niels Christian Sauer.

Ekstra tilbud til kultursvage

Familiekulturen er dog langt fra det eneste, der har betydning for de unges chancer i uddannelsessystemet. Nok så afgørende er fars og mors uddannelse. De højtuddannedes børn klarer sig usædvanlig godt – uanset kulturen på hjemmefronten.

Samtidig viser undersøgelsen, at selv om der i alle samfundslag er både aktive og inaktive familiekulturer, så følges uddannelse og familiekultur til en vis grad ad. Jo højere uddannelse hos forældrene, desto større andel af familierne har en såkaldt »høj kulturel aktivitet«.

I alle sociale lag er det således langt de fleste, der spiser et hovedmåltid med deres børn, men snakken over middagsbordet er vidt forskellig. 62 procent af akademikerne diskuterer ofte politik og samfundsforhold med deres børn, men blandt de ufaglærte er det kun 26 procent.

»Kan den nye undersøgelse bruges til at tilrettelægge de offentlige tilbud, så de i højere grad kompenserer for manglende uddannelse og kulturel aktivitet i hjemmet? Vi skal sikre, at de unge generelt bliver bedre uddannet, men mangler stadig nøglen til at få alle med,« siger Niels Ploug.

Han peger på, at projekter i daginstitutioner og skoler kan give alle børnene noget af dét, som børnene fra aktive familier får derhjemme. Problemet er imidlertid, at det ofte er de velstimulerede børn, som får mest ud af det. Måske bør børnene opdeles gennem særlige tilbud til elever, som ikke har fået nok med hjemmefra:

»Skolen har for eksempel en særlig indsats over for børn, der ikke læser godt nok. Kan man gøre noget lignende i forhold til børn, der ikke forholder sig alderssvarende til samfund og kultur? Indrømmet: Det vil virke stigmatiserende, men min søn i 5. klasse ved jo godt, hvem i klassen der går til ekstra danskundervisning,« siger Niels Ploug.

En sådan opdeling er Niels Christian Sauer skeptisk overfor. For ham er det en »nødløsning«, når børn udskilles til specialundervisning eller særlige tilbud. Han opfordrer i stedet til at ændre pædagogikken, så der satses mere på fællesskabet i den enkelte klasse.

Skolen er i det seneste årti blevet langt mere individualistisk – med »ansvar for egen læring«, slagord om læreren som konsulent og senest elevplaner til hver enkelt elev:

»Der skal selvfølgelig være selvstændige opgaver og projekter, men kernen i skolen må være den gode klasseundervisning, hvor læreren og klassen arbejder sammen. Vi ved fra et hav af undersøgelser, at der er en klassekammerateffekt: Når gruppen rykker, så rykker de lidt svagere elever også. Hvis man ikke har pejlemærkerne med hjemmefra, må man få dem fra læreren og kammeraterne. Ideen om en rummelig folkeskole, hvor man nærmest ophæver normalitetsbegrebet, er ren gift for de børn, der i dén grad har brug for pejlemærker,« siger Niels Christian Sauer.

På Vestenskov Skole er helhed og trygge rammer da også blandt kodeordene. Skolen har flotte resultater i de læsetest, der gennemføres over hele landet, selv om den ligger i et område med mange ufaglærte, høj arbejdsløshed og en del sociale klienter. Resultaterne skyldes blandt andet »leg og læring«, der blev indført i 1999 og indebærer et samlet forløb, som inddrager både skole og skolefritidsordning:

»Leg og læring betød, at skoledagen til og med 6. klasse blev forlænget til klokken 14. Vi kan nu gribe undervisningen langt bredere an – at man for eksempel ikke bare hører bogstaver og ord, men måske også former dem i ler eller tovværk. Vi rammer flere af de børn, der lærer på en anden måde. Og der er et tæt samarbejde mellem lærere og pædagoger, som er en del af skolen. Det betyder blandt andet, at børnene kan få lektiehjælp og lave projektarbejde i skolefritidsordningen,« siger skoleleder Hans Tind.

»Men det spiller også ind, at vi er en lille skole, hvor alle kender hinanden, og forældrene er engagerede i skolen. Trygge rammer er især vigtige for de svage børn.«