Ændring af hovedaftalen har stor betydning

Af John Frederiksen, næstformand i RestaurationsBranchens Forbund (RBF)

Under overskriften ”Hovedaftalen har begrænset betydning” bringer Ugebrevet A4 i nr. 26 en analyse, der i realiteten retter en sønderlemmende kritik af RBF’s kongresudtalelse fra oktober i år om nødvendigheden af at opsige hovedaftalen.

Kritikken fremføres i form af en række udtalelser fra en række eksperter, som vort forbund ellers normalt læser med stor udbytte.

Det er nok heller ikke svarene, der er problemet men de forkerte spørgsmål!

I modsætning til hvad artiklen hævder, er formålet med en opsigelse ikke hovedaftalens bortfald, men en genforhandling med henblik på relevante ændringer. Det er ikke noget nyt. Det har LO gjort flere gange tidligere. På samtlige LO-kongresser siden 1991 er der vedtaget en række fornuftige krav til ændringer af hovedaftalen, f.eks. om langt bedre beskyttelse mod usaglige opsigelser. Det er en skandale, at ansatte med f. eks 8 måneders ansættelse kan fyres uden nogen form for krav til saglighed.

Skal der virkelig ske en forbedring af de ansattes tryghed i ansættelsen som et samlet krav fra fagbevægelsen, så er det en ændring af hovedaftalen, der står i centrum. Her er vi i Danmark langt bagefter.

Hvordan skal LO’s krav gennemføres, hvis det er udelukket at opsige hovedaftalen?

Der er ingen, der ønsker hovedaftalens bortfald eller en total afskaffelse af fredspligten, der jo ville give arbejdsgiveren frit spil til at bryde overenskomsten. Vi er enige i, at fredspligten er en retstilstand, der fortsætter selv om hovedaftalen faldt bort. Vi er enige i, at det på flere punkter ville være en forringelse, hvis den blev afskaffet. Ud over afskedigelsesbeskyttelsen kan nævnes garantien for, at overenskomsterne løber videre selv om de er opsagte.

Det er lidt bagvendt, når en af de adspurgte nævner, at en opsigelse af hovedaftalen er et signal om uro på arbejdsmarkedet. Når debatten er blusset op nu, skyldes det netop, at regeringen bryder fredspligten ved at gribe ind i de overenskomster, der er vedtaget og godkendte. Det er her uroen og debatten om konfliktrettigheder opstår.

Det er helt uforståeligt, at artiklen kan lægge op til, at hovedaftalen har en begrænset betydning. Det er her konfliktrettighederne er defineret. Det er her ledelsesretten defineres. Det er her afskedigelsesbekyttelsen garanteres. Det er gennem hovedaftaleændringer, at der virkelig kan skabes en ny situation for den enkelte lønmodtager og for fagbevægelsen i sin helhed.
Artiklen afsporer desværre debatten helt ved at gøre det til et spørgsmål om hovedaftalens bortfald.

Artiklen skulle hellere have bidraget til den relevante debat om det er realistisk, at der kan samles bred opbakning fra medlemmerne til ændringer de virkelig kan se betydningen af. Det er en forudsætning for opsigelse af hovedaftalen.

Skal der ske virkelige ændringer, kan det kun ske som et led i en overenskomstfornyelse, idet hovedaftalen først bortfalder, når overenskomsterne er genforhandlet, dvs. det giver mulighed for at stille ændringer af hovedaftalen i centrum for en overenskomstfornyelse. Efter opsigelsen af hovedaftalen anbefalede LO i 1991 alle forbund at stille overenskomstkrav svarende til en ny hovedaftale til den enkelte overenskomst og dermed stille magt bag kravene.

Det kræver selvfølgelig at fagbevægelsen er parat til at mobilisere medlemmerne for sådanne krav, om nødvendigt med en overenskomstkonflikt som konsekvens. Det er ikke anderledes end i alle andre situationer, hvor der skal arbejdes for afgørende krav, som arbejdsgiverne siger nej til.

I første omgang skal LO inden 31. dec. 2002 blot meddele DA, at man gerne vil drøfte de ønsker om ændringer, som LO-kongresserne har vedtaget. En opsigelse skal først besluttes inden 1 juli næste år.

Det kræver en seriøs debat om overenskomstfornyelsen i 2004 og mulighederne for at få aktiv støtte til ønsket om en ændring af hovedaftalen. Det burde A4 hellere have bidraget til.