Ældreplejen lider under kontrol

Af Tonni Vinkel Sørensen, freelancejournalist

Kvalitetsstandarder i ældreplejen giver ikke fru Hansen mere hjemmehjælp. Snarere tværtimod. Brugerne kan ikke mærke forskel. Det viser en omfattende undersøgelse af ældreplejen.

Ensretning Ældre får ikke mere tid med deres hjemmehjælper. De bliver heller ikke mere tilfredse. Kun plejepersonalet oplever en fordel, når kommunerne indfører de sidste nye metoder til at styre og organisere arbejdet i ældreplejen.

Det konkluderer Københavns Universitet i en ny undersøgelse af ældreplejen i 36 danske kommuner fortrinsvis i Århus, Vejle og Frederiksborg amter.

Undersøgelsen »Den danske ældrepleje under forandring« omfatter blandt andet over 131.000 målinger af, hvordan plejepersonalet bruger deres tid, og knap 600 interview med brugere af ældreplejen.

Socialministeriet har givet 11 millioner kroner for undersøgelsen, som har fundet sted i perioden 2000 til 2003. Formålet var at kortlægge effekten af den massive standardisering, ældreplejen har været udsat for de seneste fem år.

»Effekten på kvaliteten er forholdsvis lille. Vi kan først og fremmest måle en tendens til mindre tid til kerneydelserne og ingen oplevelse af øget kvalitet hos brugerne,« siger projektleder Kirsten Schultz-Larsen fra Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Jagten på kvalitet

Halvdelen af de 36 repræsentative kommuner fik et år til at indføre de sidste nye kvalitetsstandarder med hjælp fra konsulentfirmaet Incitare A/S. Den anden halvdel af kommunerne fungerede som kontrolgruppe.

Siden 1999 har kommunerne haft pligt til at udarbejde kvalitetsstandarder for ældreplejen. Især privatiseringen af ældreområdet fik for alvor kommunerne til at udvikle standarder, som skulle gøre ældreplejen mere gennemsigtig, dokumenterbar og ensartet.

Ud med uensartede visitationer, stærkt svingende skøn om behovet for hjælp og ind med kontrol, ydelseskataloger og retssikkerhed.

Med andre ord skal fru Hansen vide præcist, hvilken hjælp hun kan regne med. Plejerne skal have et tilsvarende klart billede af, hvornår fru Hansen har brug for hjælp, hvilken karakter hjælpen skal have, og hvor lang tid de skal bruge på den enkelte ydelse.

Politikerne skal formulere klare mål for ældreplejen, og administrationen skal udvikle metoder til at dokumentere, at målene bliver overholdt.

Standarderne er blandt andet beskrevet i Socialministeriets vejledninger »Den gode pleje« og »Styring af fremtidens hjemmepleje« samt Kommunernes Landsforenings og Socialministeriets »Fælles Sprog«.

For eksempel inddeler »Fælles Sprog« hjælpen i forskellige typer ydelser som bad, af- og påklædning, psykisk hjælp og støtte, hudpleje og toiletbesøg. »Fælles Sprog« lægger desuden op til at måle hjælpen i tid.

Det samme gør Socialministeriets »Den Gode Pleje«, som indeholder 11 forskellige indsatsområder med tilhørende værktøjer og systemer. De retter sig eksempelvis mod visitation, aktivering og træning samt uddannelse af personale.

»Fælles Sprog« stjæler tid

Ifølge undersøgelsen bruger plejerne i snit

  • 21 procent af deres tid på personlig pleje
  • 10 procent på psykisk pleje og omsorg
  • 10 procent til rengøring og indkøb
  • 10 procent til møder og planlægning
  • og 13 procent til vej- og gangtid.

For at få et mere realistisk billede af tidsforbruget, medtager undersøgelsen ikke sygefravær, ferier, barns sygedag, heldagsmøder og kurser.

Alt i alt anvender personalet 68 procent af deres tid på kerneydelser som pleje og omsorg, praktisk bistand, træning og behandling.

Undersøgelsen afslører, at tiden til kerne-ydelserne ikke ændrer sig, selv om kommunerne indfører kvalitetsstandarder og går fra decentral til central visitation. Faktisk falder tiden til kerneydelserne med knap fire procentpoint, når kommunerne anvender »Fælles Sprog«.

»Standarderne har tilsyneladende ikke ændret plejepersonalets adfærd, borgeren får ikke mere hjemmehjælp, og noget af tiden må nødvendigvis gå til administrative opgaver,« konkluderer Kirsten Schultz-Larsen.

Selv om personalet ikke ændrer adfærd, opfatter plejerne standarderne som et kvalitetsløft, viser undersøgelsen.

  • Samlet mener 23 procent af de ansatte, at de mest trængende borgere også får mest hjælp.
  • 13 procent mener, at borgerne altid bliver visiteret til den hjælp, de har brug for.
  • 65 procent af de ansatte oplever overensstemmelse mellem kvalitetsstandarden og deres indsats.
  • Alt i alt er 88 procent af de ansatte tilfredse med kvaliteten af deres arbejde.

Den største kilde til utilfredshed hos medarbejderne er kløften mellem de politiske mål og det praktiske arbejde. Mellem 30 og 40 procent mener, at her er et misforhold.

I konsulentkommunerne, der altså indførte de nyeste standarder, falder denne utilfredshed imidlertid til 30 procent, ligesom langt færre er utilfredse med deres arbejde. Til gengæld reagerer personalet negativt, når kommunen anvender it i forbindelse med visitationen.

»De nye standarder giver tryghed. Der er ganske enkelt mere trygt at arbejde, når personalet kender det præcise indhold af opgaven. Ulempen er manglen på fleksibilitet. Netop modstanden mod it er udtryk for det. Der går for meget system i det, når computeren nærmest står for tildelingen af hjælp. Det oplever nogle af medarbejderne som uretfærdigt,« siger Kirsten Schultz-Larsen.

Tilfredse borgere

For borgerne er det stort set ligegyldigt, om kommunen anvender standarder eller ej, viser interview med knap 600 borgere over 60 år, som har svaret på 22 spørgsmål.

De ældre er blandt andet blevet spurgt, om hjemmehjælperen eller hjemmesygeplejersken er venlig, dygtig og omhyggelig. Og hvor ofte hjælpen ikke kommer til den aftalte tid.

Samlet set var ni ud af ti af de ældre tilfredse med ældreplejen. Det tal ændrer sig dog ikke, når kommunerne anvender »Fælles Sprog«, it og central visitation. Selv om man umiddelbart kunne forvente mere tilfredse borgere i konsulentkommunerne, er billedet en del mere kompliceret, forklarer Kirsten Schultz-Larsen.

»Man kunne faktisk også forvente en større utilfredshed, fordi borgerne i adskillige undersøgelser har efterlyst mere fleksible hjemmehjælpere. Man kan måske sige, at de to tendenser ophæver hinanden.«

Kirsten Schultz-Larsen taler også om to tendenser eller snarere kulturer, når hun konkluderer på undersøgelsen. På den ene side en politisk og administrativ kultur understøttet af Socialministeriet, som de seneste fem år har brugt en hel del krudt på at udvikle kontrolmetoder.

På den anden side en efterhånden veluddannet stab af plejere, som kan og vil selv.

»Vi skal have styr på ældreplejens økonomi og drift, men der er en grænse for, hvor langt kontrollen skal gå. Når ældreplejens produk-tionstal viser, at reglerne måske reducerer tiden til det egentlige, er det nødvendigt at stoppe op,« siger Kirsten Schultz-Larsen.

Undersøgelsen peger på behovet for en knap så kontrolleret, men til gengæld mere rummelig ældrepleje, mener hun:

»Netop her må vi have plejepersonalet inddraget i diskussionen om, hvordan vi skaber en rummelig og fleksibel ældrepleje med sund økonomi og styring.«