Ældrebomben er en fuser

Af

Velfærdssamfundet er moralsk og økonomisk en overlegen model, siger Erik Hoffmeyer. Den tidligere nationalbankdirektør advarer mod ændringer i velfærdens fundament og kalder diskussionen om fremtidens aldersbyrde for lettere hysterisk. Han mener, velfærdskommissionen er en syltekrukke, der skal kaste nyt lys over gammel viden.

»Afskaf efterlønnen, tag børnepengene fra de velhavende, drop folkepensionen, mere brugerbetaling for rige ældre og ned med skatten på arbejde.« Sådan lyder det sikre omkvæd fra flertallet af landets førende økonomer, utålmodige ungdomspolitikere fra både venstre og højre og folketingsmedlemmer, der gerne vil fremstå som visionære. Læg dertil, at regeringen har nedsat en kommission, som skal analysere velfærdssamfundets fremtid og komme med konkrete forslag til reformer. Alt i alt er der lagt op til omfattende ændringer i velfærdssamfundet de kommende år.

Men ifølge tidligere nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer er der grund til at skrue ned for reformivrigheden. Det danske velfærdssamfund, som vi kender det, er ganske enkelt en yderst sofistikeret og effektiv model.

»Set over en lang årrække har Danmark klaret sig utroligt godt i den internationale økonomi, og en af de vigtigste grunde er velfærdssamfundet. Vi skal måske file lidt her og der i velfærden.

Men de fundamentale dele skal man ikke røre ved, det ville være både politisk og økonomisk uklogt,« siger han.

At der er grund til at lytte til Erik Hoffmeyer er uomtvisteligt. Som nationalbankdirektør var han fra 1965 til 1994 placeret i dansk økonomis inderste hjertekammer. Han har været med til at modernisere Danmark i 1960’erne. Han har kigget ned i den økonomiske afgrund i slutningen af 1970’erne. Og han var med, da dansk økonomi i 1980’erne og 1990’erne blev genrejst. Selv om han i dag sjældent blander sig i den offentlige debat og ikke længere bekymrer sig om valutakursernes og nationalregnskabets sidste decimaler, er han stærkt optaget af velfærdsdebatten.

Skatten er intet problem

Ifølge Hoffmeyer er der i debatten to gengangere, som bliver brugt som rambuk for reformer: For det første, at der bliver flere ældre og færre unge til at forsørge dem, og for det andet, at skatten på arbejde er så høj, at det ikke kan betale sig at arbejde. Det sidste først:

»Flere undersøgelser viser, at der er en meget lille gevinst for lavindkomstgrupperne ved at gå på arbejde. Men det er beregninger, som helt overser attraktionen ved at være på arbejdsmarkedet.

citationstegnSet over en lang årrække har Danmark klaret sig utroligt godt i den in-ternationale økonomi, og en af de vigtigste grunde er velfærdssamfundet. Vi skal måske file lidt her og der i velfærden. Men de fundamentale dele skal man ikke røre ved, det ville være både politisk og økonomisk uklogt.

Den største ændring i Danmark de sidste 50 år er, at kvinderne er kommet ind på arbejdsmarkedet. Jeg er ikke sikker på, at det i økonomisk forstand altid kan betale sig synderligt for familierne. Alligevel vælger kvinderne at arbejde. Fordi de vil,« siger han.

Ligeledes imponerer klagesangen om den høje marginalskat ham heller ikke.

»Det er rigtigt, at der næsten er en universel enighed blandt økonomer om, at man skal reducere skatten på arbejde. Men skal det føre til en mindre offentlig sektor? Det ved jeg ikke. Jeg synes helt oprigtigt, at der er en overdreven jammer over størrelsen af den offentlige sektor i Danmark.

Vi kan jo se, at sammenlignelige lande bruger lige så mange penge på de samme opgaver som Danmark. De bliver bare opkrævet på en anden måde,« siger han.

Er det ikke skæggere at være middelklasse i eksempelvis Frankrig end i Danmark, fordi man har flere penge mellem hænderne?

»Er det det? Man har måske i en bestemt og kort fase i sit liv større forbrugsmuligheder. Når børnene skal have en uddannelse, eller der opstår sygdom i familien, så begynder det at snævre til. Et velfærdssamfund slipper ganske enkelt ikke for at bruge penge på uddannelse, omsorg for de svageste og sundhed.«

Nyt syn på alderdommen

Hvis Hoffmeyer aldrig for alvor har delt bekymringen over skattetrykket og størrelsen af den offentlige sektor – blot kassen stemmer – så har han derimod delt nervøsiteten ved, om velfærden kan bære tyngden fra den demografiske udvikling. Om 30 år vil der være 400.000 flere ældre over 60 år og 100.000 færre i arbejdsstyrken end i dag. Men gennem det seneste par år har Erik Hoffmeyer deltaget som ekspert i Folketingets fremtidspanel om det aldrende samfund, og det har overbevist ham om, at den demografiske udvikling ikke behøver at presse velfærden.

»Flere end 50 eksperter har overbevist mig om, at den store udfordring for det aldrende samfund ikke er økonomisk, den er mental. Vi skal erkende, at alderdom i dag ikke entydigt er forbundet med belastninger for samfundet. Mennesker i en høj alder er mere aktive end tidligere, og aldersgrænserne i eksempelvis ansættelsesforhold har mistet deres begrundelse. Om de ældre er mere eller mindre fleksible, afhænger af forhold gennem hele deres arbejdsliv og ikke af en bestemt alder.«

Sidder du her og demonterer aldersbomben?

»Ja. Hvis man indser, at vilkårene ændrer sig, og ikke ser på alder som en sygdom, men som en ny kategori, er der ikke grund til at være så bekymret over udviklingen.«

 Du fylder 80 senere i år. Kan man forklare dine synspunkter med din alder?

»Ha, ha. Jeg har ingen ønsker om at vende tilbage til mit tidligere job, og generelt er det jo ikke topstillinger, som skal besættes af ældre. Men ældre kan bruges til mange forskellige ting på arbejdsmarkedet, og jeg både tror og håber, at virksomhederne i takt med manglen på arbejdskraft begynder at tænke sig mere om.«

I dag er problemet vel, at de ældre trækker sig frivilligt ud af arbejdsmarkedet?

»Det er en diskussion, som har flere dimensioner. Mange ældre stopper arbejdslivet af hensyn til familien, de er trætte eller regulært nedslidte. Derfor er det vigtigt, at vi ikke presser de ældre til at blive i jobbet. Omvendt gælder to andre konklusioner. Vi skal for det første ikke belønne folk for at trække sig tilbage. Det må de selv om. Og for det andet skal vi til at tage seniorpolitik langt mere alvorligt. De ældre skal have større indflydelse på deres arbejdsliv, og mulighederne for at gå på deltid skal styrkes.«

Er efterlønsordningen ikke et eksempel på, at vi belønner folk, der ikke er nedslidte, for at trække sig tilbage tidligt?

»Jo. Derfor er jeg også meget enig i efterlønsreformen, der gør tilbagetrækningen mindre attraktiv. Men det giver ikke mening at tale om efterlønsordningen isoleret set, vi skal se på pensionssystemet under ét. Den enkelte dansker skal til at betragte pensionen på den måde, at jo mere vi selv sparer op til vores alderdom, jo større bliver vores valgmuligheder senere i tilværelsen. Vil man arbejde mere eller mindre? Det kan man så vurdere på baggrund af de indkomstmuligheder, pensionsopsparingen giver. Men ændringerne er på vej, og diskussionen om pensionerne er et godt eksempel på, hvor kompliceret velfærdssamfundet er bygget op.

Skruer man ned eller op et sted, har det virkninger både det andet og tredje sted.«

citationstegnVi skal erkende, at alderdom i dag ikke entydigt er forbundet med belastninger for samfundet. Mennesker i en høj alder er mere aktive end tidligere, og aldersgrænserne i eksempelvis ansættelsesforhold har mistet deres begrundelse.

Netop de store og voksende arbejdsmarkedspensioner bliver ofte brugt som argument for, at de rigeste ældre ikke behøver at få folkepensionens grundbeløb. Men det er en tanke, Hoffmeyer ikke giver meget for. Som han siger:

»Det er så lidt, man sparer ved at indskrænke adgangen til folkepensionen, så hvorfor egentlig gøre det? I stedet for store reformer skal vi koncentrere os om at få flere ældre på arbejdsmarkedet og den offentlige gæld nedbragt. Det kniber desværre med det sidste for tiden.«

Hoffmeyers forkærlighed for velfærdssamfundet udspringer af en moralsk overbevisning og en økonomisk indsigt.

»Helt grundlæggende er jeg af den overbevisning, at store indkomstforskelle er urimelige og skaber social ustabilitet og et samfund ude af balance. Jeg kan huske den store depression i 1930’erne, de ophidsede politiske marcher i gaderne, tiggere og desperate mennesker, som ringede på vores dør i håbet om at få et lille job eller måske blot noget mad. Det var en krise, der ramte høj som lav i samfundet og truede nogle helt fundamentale værdier for et demokrati.

Velfærdssamfundet forhindrer, at disse spændinger opstår,« siger han.

Den gode model i syltekrukken

Økonomisk er velfærdssamfundet også en rigtig god idé, mener Hoffmeyer. Den store offentlige sektor sikrer ifølge ham, at økonomien ikke kommer ind i en negativ spiral, hvor et tilbageslag forplanter sig og bliver stærkere og stærkere, fordi efterspørgslen forsvinder fra den ene dag til den anden. Det giver en stabilitet, som over tid er forudsætningen for en solid vækst.

Derfor preller fascinationen af 1990’ernes økonomiske boom i USA også af på den tidligere nationalbankdirektør.

»USA har ubetinget gjort det godt i 1990’erne. Men set over de sidste 40 år så har et land som Danmark gjort det lige så godt. Derudover glemmer vi, at den amerikanske vækst ikke er baseret på, at deres økonomiske model er mere overlegen, men at der er kommet flere ind på det amerikanske arbejdsmarked. Min tiltro til den danske model bliver styrket med årene.«

Du virker urokkelig i din tro på velfærdssamfundet. Tror du, at Velfærdskommissionen kan bidrage med noget nyt i debatten?

»Nej. Kommissionen kan måske komme med nye fremskrivninger og nye beregninger. Men vi kender analyserne og sammenhængene. Jeg kan ikke forestille mig, at de når frem til noget, vi ikke ved i forvejen. Og det er ikke økonomers opgave at tage stilling til, hvordan indkomstfordelingen i samfundet skal se ud. Der findes ikke et videnskabeligt apparatur, som gør økonomer særligt velegnede til den opgave: Det er et politisk valg. Som jeg ser det, er Velfærdskommissionen en syltekrukke, regeringen har nedsat, fordi den ved, hvor besværlig debatten er.«