Ældre overhaler politikernes reformer

Af | @CarstenTerp

I 2002 var danskerne i gennemsnit 63,1 år gamle, når de forlod arbejdsmarkedet. I 2012 blev de hængende på jobbet, til de var 64,3 år. Med en række reformer har politikerne igennem de senere år forsøgt at motivere danskerne til at blive længere på arbejdsmarkedet. Men uanset om politikerne skruer på de økonomiske incitamenter eller ej, bliver danskernes længere i job, mener eksperter.

Foto: Illustration: Klaus Madsen, Scanpix.

OTIUM Danskernes tilbagetrækningsalder stiger med ekspresfart, viser nye tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Over de seneste ti år har danskerne udskudt deres otium med mere end et år.

Danskerne bliver ganske enkelt stadig længere på arbejdsmarkedet, og dermed overhaler tilbagetrækningsmønsteret den køreplan, som politikerne har lagt igennem mange års omdiskuterede reformer.

Spørgsmålet er, hvem der styrer den udvikling – eller måske snarere om der overhovedet sidder nogen med styrepinden?

»Det er vigtigt at være opmærksom på, at tilbagetrækningsalderen er steget automatisk – helt uafhængigt af økonomiske incitamenter,« siger professor Per H. Jensen fra Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, der gennem mange år har forsket i, hvornår danskerne går på pension og efterløn.

De ældre hænger på helt af sig selv

Han mener ikke, at det er de politiske reformer, der holder folk længere på arbejdsmarkedet.

»Mange af ændringerne træder jo først i kraft om mange år. Så vi er vidne til en udvikling, der kommer helt af sig selv, uanset om man skruer på de økonomiske skruer og incitamenter, eller om man ikke gør det,« fastslår Per H. Jensen..

Og på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet nikker professor Peder J. Pedersen.

»Det er interessant at betragte et forløb, der nærmest minder om, at befolkningen og arbejdsmarkedet er begyndt at løbe hurtigere end politikerne og tilpasse sig en situation, der slet ikke er indtrådt endnu,« konstaterer Peder J. Pedersen.

De gamle går senere hjem

Spørgsmålet om, hvem der sidder med styrepinden, er blevet aktuelt efter en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Den viser, at de ældres erhvervsdeltagelse er steget voldsomt de seneste ti år. Til gengæld er det småt med svarene på hvorfor.

Ifølge analysen er næsten halvdelen af de ældre mellem 60 og 64 år på arbejdsmarkedet i dag. I 2002 var det kun en tredjedel.

På ti år er de 60 – 64-åriges erhvervsdeltagelse sprunget 16 procentpoint i vejret. Og det betegner direktør Lars Andersen fra AE som ’en rimelig markant stigning’.

»En ting er, at stigningen kom, da det gik rigtig godt med økonomien; noget andet er, at den fortsatte, da krisen ramte,« siger han.

Det er samtlige grå årgange, der bliver længere på arbejdsmarkedet. Og det gælder både mænd og kvinder – uanset uddannelsesniveau. Det er en udvikling, som springer i øjnene på et arbejdsmarked, hvor erhvervsdeltagelsen er faldet for alle andre grupper – og i særdeleshed for de unge. I 2002 arbejdede 73 procent af alle mellem 15 og 29 år. I 2012 gjaldt det kun 60 procent.

Og på bundlinjen kan resultatet aflæses i danskernes tilbagetrækningsalder. I 2002 forlod de arbejdsmarkedet, når de var gennemsnitligt 63,1 år gamle. I 2012 blev de hængende, til de var 64,3 år.

Uddannelse betaler sig

Udviklingen står altså skarpt tegnet op: Mens danskerne over en bred kam kæmper for deres fodfæste på arbejdsmarkedet, står de ældre bedre og bedre fast.

Arbejdsgiverne har fået øjnene op for de ældres kvaliteter, og risikoen for at blive afskediget er ikke større end for andre grupper, understreger Lars Andersen fra AE.

Men når det kommer til at forklare, hvorfor det er sådan, bevæger han sig ud på tyndere is. Stigningen i de ældres uddannelsesniveau forklarer omkring en tredjedel af stigningen, vurderer AE. Og betydningen af uddannelse understreges af, at de bedst uddannede er dem, der trækker sig senest tilbage. Således går akademikere i gennemsnit først på pension, når de er 67 år gamle.

Men de sidste to tredjedele af stigningen står åbne for gætterier. På Aarhus Universitet forsker professor Peder J. Pedersen netop i disse faktorer i et samarbejde med SFI, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Og han tør ikke byde for skråsikkert ind.

»Vi har ikke noget fikst og færdigt bud, men vi siger, at uddannelse kan forklare en del af det, og samtidig kan vi se, at de ældres sundhedstilstand forbedres støt og roligt. Hver ny årgang, der rykker op i de højere aldersgrupper, er sundere end de foregående. Det gør selvfølgelig, at der er færre, der forlader arbejdsmarkedet, fordi helbredet svigter,« siger Peder J. Pedersen.

Faglærte holder længere

Peder J. Pedersen tilføjer, at der til stadighed bliver færre af de fysisk hårde job, som traditionelt sender mange på tidlig – og ofte ufrivillig – pension.

I Aalborg er professor Per H. Jensen på samme spor.

»Vi kan se, at de faglærte i mindre og mindre grad bliver slidt ned. De står jo ikke ved en drejebænk, som de gjorde i gamle dage. Og samtidig er deres kvalifikationer steget i kraft af efteruddannelse,« siger han.

Af notatet fra AE fremgår da også, at erhvervsfrekvensen er steget mest for de faglærte – nemlig med 15 procentpoint siden 2002.

I Dansk Frisør og Kosmetiker Forbund kan formand Poul Monggaard da også glæde sig over, at erhvervsdeltagelsen blandt hans ældre medlemmer er steget med 23,2 procent.

»Vores ældre medlemmer har oplevet nogle kolossale fremskridt, fordi branchen har taget et stort livtag med lønnen og det dårlige arbejdsmiljø. Det betyder, at nogle har oplevet et kæmpe spring i vilkårene,« siger han.

Paradoksalt nok oplever han, at de unge holder sig ude af frisørfaget.

»De oplever, at faget er hårdt, og de er bekymrede for blandt andet de kemikalier, som indgår i deres arbejdsmiljø. Hvor de ældre ser på de fordele, der er opnået igennem deres arbejdsliv, ser de unge problemerne,« vurderer Poul Monggaard.

Styrer politikerne udviklingen?

Over de seneste 15 år har den ældste del af arbejdsstyrken været et yndet mål for politiske og økonomiske reformer.

I 1998 vedtog den daværende socialdemokratiske regering sammen med Venstre en stærkt omdiskuteret reform, der begrænsede adgangen til efterløn. Efterløn og pension kom i spil igen i velfærdsaftalen fra 2006. Og sidste år kom så tilbagetrækningsreformen, der forkortede efterlønsperioden og hævede både pensions- og efterlønsalder.

I lyset af den store politiske opmærksomhed er det ikke underligt, at de ældre trækker sig senere tilbage, mener tidligere overvismand og professor på Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet Torben M. Andersen.

»Det er klart, at den økonomiske politik har lagt op til, at tilbagetrækningsalderen skal stige. Og det er det, vi ser afspejle sig,« siger han.   

I sine bud på årsager peger hans kollega på Aarhus Universitet, Peder J. Pedersen, da også på de politiske reformer – som han betragter som bydende nødvendige for at sikre holdbarheden i samfundsøkonomien. Men reformerne kan ikke forklare fænomenet med den stigende tilbagetrækningsalder, mener han.

»Flere af de store ændringer er først under indfasning. Og det er da klart, at der har været nogle små justeringer af de økonomiske incitamenter. Men de store ting ligger jo længere fremme i tiden. Og jeg tror ikke, folk bliver påvirket her og nu af, at man kan se en stigning i pensionsalderen omkring 2025. Og det kan slet ikke påvirke dem, der er i første halvdel af 60’erne. De vil jo være 75 år gamle, når de her faktorer er rigtigt faset ind,« siger Peder J. Pedersen.

De ældre vinder frem overalt

Et blik ud i verden giver næring til opfattelsen af, at reformerne ikke styrer tilbagetrækningen. For fænomenet med flere og flere arbejdsomme ældre er ikke unikt for det danske arbejdsmarked, påpeger Peder J. Pedersen. I andre OECD-lande foregår en tilsvarende udvikling – og sågar i højere tempo.

»Vi har kigget på, hvordan Danmark ligger i forhold til andre lande. Og i næsten alle andre OECD-lande er stigningen i beskæftigelsesandelen større end herhjemme,« siger Peder J. Pedersen.

Også i de andre lande står tilbagetrækning på dagsordenen. De fleste OECD-lande halter dog noget efter Danmark med de politiske reformer.

»I mange af landene omkring os sker den markante indfasning af ændringerne i pensionsalderen først omkring 2030. Og jeg tror ikke, at vi er skruet sådan sammen, at vi som 45-årige siger: ’Der bliver vedtaget et eller andet i 2028. Det må jeg hellere tilpasse mig nu, ‘« siger Peder J. Pedersen.

Få efterlønnere kender deres økonomi

I Aalborg sætter professor Per H. Jensen spørgsmålstegn ved virkningen af de økonomiske incitamenter, som politikerne prøver at styre udviklingen med.

»Troen på incitamenter bygger jo på, at alle individer handler i overensstemmelse med deres økonomiske interesser. Men det gør de jo ikke, fordi mange mennesker ikke kender og forstår deres egne økonomiske incitamenter. Hvem sidder derhjemme med sin lommeregner og regner ud, hvad der kan betale sig, hvis man gør noget, og skatten så bevæger sig i én retning, mens de offentlige ydelser bevæger sig i en anden?« spørger han.

»Vi har lavet undersøgelser, hvor vi spurgte efterlønsmodtagere, om de vidste, hvad de ville få, når de gik på efterløn? Næh. Det er da de færreste,« konstaterer Per H. Jensen.

Nye incitamenter i spil

I kølvandet på Vismændenes forårsrapport om dansk økonomi er nye økonomiske incitamenter nu kommet i spil over for de ældste arbejdsduelige danskere. Rapporten indeholder tre forslag, der skal holde danskerne længere på arbejdsmarkedet.

Overvismand og professor på Økonomisk Institut ved Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen mener, at selv om mennesket ikke er et gennemført økonomisk, rationelt væsen, er det påvirkeligt af økonomiske incitamenter.

»Vi tror på, at økonomiske incitamenter betyder noget. Derfor prøver vi at se på, hvordan folk ville trække sig tilbage, hvis økonomiske incitamenter spillede en meget stor rolle,« siger han.

Derfor giver det også mening at reformere velfærdssystemet i takt med, at befolkningen bliver ældre, understreger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Når folk lever længere, trækker de også nogle flere udgifter i alderdommen. Så det er vigtigt, at tilbagetrækningsalderen stiger sammen med levealderen, hvis vi skal blive ved med at finansiere de offentlige udgifter,« siger han og fortsætter:

»Noget af det kommer måske af sig selv. Men jeg føler mig nu tryg ved, at vi også justerer de offentlige ordninger, der koster os penge, i takt med stigningerne i levetiden.«

Det skal kunne betale sig at arbejde

I sin nye rapport foreslår Vismændene, at:

·         Der ikke længere skal modregnes i ældrechecken og tillægget til folkepensionen, når folk selv sparer op til pension i de sidste år, før de når folkepensionsalderen.

·         Man skal kunne opsætte modtagelsen af ældrecheck, hvis man fortsætter med at arbejde, når man har nået folkepensionsalderen. I dag mister man retten til ældrechecken, hvis man bliver på arbejdsmarkedet. Det virker som en skat på arbejde.

·         Ældre skal have et fradrag på 100.000 kroner om året, hvis de fortsætter med at arbejde i stedet for at gå på folkepension.

Forslagene skal ikke ses som oplæg til nye, store reformer, men snarere som justeringer, der fjerner nogle knaster i de nuværende regler og gør det lidt mere fordelagtigt at arbejde længere.

»Hvis man nu vil trække sig, fordi det ikke kan betale sig at blive på grund af de måder, som skat og offentlige ydelser spiller sammen på, så siger vi: ’Okay, lad os lave det om’. Men vores forslag tager ikke noget nævneværdigt fra nogen – og i hvert fald ikke på en fordelingsmæssig skæv måde. De gør det bare lidt mere gunstigt at blive længere på arbejdsmarkedet,« siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.  

Det handler om måden vi snakker

I Aarhus betragter professor Peder J. Pedersen Vismændenes forslag som nogle relativt små ændringer.

»Men de har grundlæggende den charme, at de rykker på balancen mellem det økonomiske udbytte af at blive på arbejdsmarkedet og at stå af en lille smule i den rigtige retning,« siger han.

I Aalborg mener professor Per H. Jensen derimod, at ændringer som dem, Vismændene nu foreslår, er helt unødvendige.

»Udviklingen kommer jo helt af sig selv og mere eller mindre automatisk,« siger han.

Ifølge Per H. Jensen kan økonomerne og politikerne ikke tage æren for meget af udviklingen på arbejdsmarkedet.

»Noget, der måske har haft betydning, er den måde, vi har snakket om verden på. Det er ikke det økonomiske incitament i sig selv, der har betydet noget, men måden vi har snakket om tilbagetrækning på,« siger han.

Per H. Jensen henviser til nullerne, hvor Arbejdsmarkedsstyrelsen argumenterede intenst for at fastholde de ældre på arbejdsmarkedet.

»Det har fået arbejdsgiverne til i højere grad at etablere seniorordninger på virksomhederne. Og samtidig er det gået op for en del virksomheder, at det er godt for bundlinjen at sammensætte arbejdsstyrken, så den afspejler deres kundegrundlag. På den måde har diskursen haft en egen og selvstændig betydning,« fastslår han.