MODELARBEJDE

Advarsel: Den nordiske supermodel kan smuldre på få år

Af | @GitteRedder

Hele verden kigger med misundelse på de nordiske lande med høj beskæftigelse, stor lighed og velfærd. Men hvis modellen skal være livskraftig i 2030, kræver det fornyelse og politisk handling. Det fastslår ny omfattende forskning, der præsenteres for Danmarks og Sveriges statsministre og de øvrige nordiske partiledere og LO-formænd tirsdag.

Den nordiske model er en succes i dag, men den kan forvitre på få år, vurderer et hold af forskere bag et stort, nordisk forskningsprojekt. 

Den nordiske model er en succes i dag, men den kan forvitre på få år, vurderer et hold af forskere bag et stort, nordisk forskningsprojekt. 

Foto: Christian Lindgren/Scanpix

Diagnosen af den nordiske velfærdsmodel i 2014 er klar. Lige nu har den det godt og topper forsiden af ansete tidsskifter som ’The Economist’. Men kigger man ud i fremtiden, er der overhængende risiko for, at den nordiske model mister pusten og sin robusthed.

Hvis den svenske industriarbejder melder sig ud af fagforeningen, den danske håndværker mister sit arbejde til en billig østeuropæer, og den norske sygeplejerske stemmer med fødderne, risikerer vores samfundsmodel at smuldre frem mod 2030.

I dag er den nordiske model en succes, men der er en lang række udfordringer, som hverken politikere eller arbejdsmarkedets parter kan lukke øjnene for. Jon M. Hippe, professor, Fafo

I et fællesnordisk forskningsprojekt, der offentliggøres tirsdag i Oslo, peger ikke færre end 13 af Nordens mest fremtrædende velfærds- og arbejdsmarkedspolitiske forskere på, at fundamentet under den nordiske model risikerer at skride, hvis politikerne i de forskellige lande ikke understøtter grundpillerne.

En klemme på modellen

»I dag er den nordiske model en succes, men der er en lang række udfordringer, som hverken politikere eller arbejdsmarkedets parter kan lukke øjnene for. Hvis der ikke gøres kraftfulde politiske greb, kan den nordiske model forvitre,« fastslår professor Jon M. Hippe fra det anerkendte norske forskningsinstitut, Fafo.

Han har stået i spidsen for det fællesnordiske forskningsprojekt ’Forvitring eller fornyelse i Norden 2014 – 2030’, der i kort form er døbt ’NordMod’.

Klik her for at læse forskernes sammenfatning af den nordiske models styrker og udfordringer

Fra dansk side har blandt andet centerleder for FAOS på Københavns universitet, Søren Kaj Andersen, været en del af forskningsteamet, der nu afslutter tre års intensivt arbejde. Også Søren Kaj Andersen pointerer, at den nordiske velfærd med høj beskæftigelse, relativ lighed og et velorganiseret arbejdsmarked risikerer at forfalde.

»Hvis vi ønsker at fastholde de nordiske velfærdssamfund og arbejdsmarkeder, som vi kender dem, er der afgjort nogen ting, vi skal holde øje med, og nogle udfordringer, der kræver aktiv politisk handling,« siger Søren Kaj Andersen og fortsætter:

»Allerede nu kan vi se, at faldende beskæftigelsesgrader og organisationsgrader samt øget ulighed klemmer den nordiske model, og på lidt længere sigt vil det klemme endnu mere.«

Statsminister og fagtop skal slå ørerne ud

Det er samarbejdsorganisationen for de nordiske socialdemokratier og fagbevægelsen, SAMAK, der for tre år siden satte det store forskningsarbejde i gang for at få belyst, hvilke nationale og internationale forandringer der påvirker den nordiske samfundsmodel.

Godt 150 topfolk fra både partier og fagbevægelse tropper op i Oslo tirsdag og onsdag for at få præsenteret rapporten og diskutere løsninger på udfordringerne. Fra dansk side deltager blandt andet statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), LO-formand Harald Børsting samt forbundsformændene fra både 3F, HK og Hærens Konstabel- og Korporalforening; Per Christensen, Kim Simonsen og Flemming Vinther.

Og at dømme efter slutrapporten ’Den nordiske model mod 2030 – Et nyt kapitel’ kan den danske statsminister og fagtop godt slå ørerne ud.

Blandt udfordringerne er:

  • Fastholdelse af en høj beskæftigelsesgrad.  I 1990 var 78 procent af nordboerne i den arbejdsdygtige alder i beskæftigelse, mens det tal var faldet til 73,7 procent i 2013. Fremskriver man den tendens, vil beskæftigelsesgraden synke til 72,2 procent i 2030. Det betyder færre hænder på arbejdsmarkedet til at passe et stigende antal ældre og finansiere pensions- og velfærdsudgifter.
  • Færre lønmodtagere melder sig ind i fagforeninger. I 2012 var der i alt 7,3 millioner fagligt organiserede i Norden – et fald på 420.000 siden 1990. Fremskriver man tendensen, vil der i 2030 være en organiseringsgrad på 53 procent, og fagbevægelsen vil miste 1,3 millioner medlemmer. Det betyder mindre legitimitet til fagbevægelsen.
  • Ældrebomben. Nordens befolkninger vil vokse fra 26 millioner til 29 millioner mennesker. Men antallet over 80 år vil næsten fordobles fra 1,2 millioner i 2010 til 2,1 millioner i 2030.
  • I 1990 var der i alt 750.000 indvandrere i Norden. I dag er tallet over tre millioner. Øget indvandring frem mod 2030 kan bidrage med flere hænder inden for blandt andet ældreplejen, men samtidig kan det forstærke presset på lønnen og diverse velfærdsordninger.
  • Uligheden stiger i alle de nordiske lande. I 1990 tjente de rigeste ti procent af nordboerne, hvad der svarer til 24,2 procent af de samlede disponible indtægter. I 2009 var det tal steget til 28,2 procent. Fremskriver man den såkaldte gini-koefficient (måleenhed for ulighed) fra det nordiske gennemsnit siden 1990, vil det stige fra 0,26 i dag til 0,30 i 2030. Det svarer til, at vi i Norden vil have en ulighed som i Tyskland i dag.
  • Den internationale konkurrence vil stige, og kapital og arbejdskraft vil flytte mellem lande med store forskelle. En større konkurrence mellem lande på blandt andet produktionsomkostninger og selskabsskat udfordrer både skattegrundlag, produktion og arbejdspladser.

Ingen kan fikse det for arbejderbevægelsen

Forskningsleder Jon M. Hippe fremhæver, at indtil dato har politikere og arbejdsmarkedets parter i alle nordiske lande formået at omstille sig i takt med globaliseringens påtrængende vokseværk. Vi har haft bankkrak, boligboble, finanskrise, liberaliseringer og dereguleringer, og den nordiske model har alligevel holdt skansen, påpeger han.

»Hidtil har de nordiske lande vist en stor evne til at reformere sig, og det må fortsætte. Den nordiske arbejderbevægelse må definere en reformagenda, der både handler om konkret politik, men også om partiernes rolle og fagbevægelsens rolle. Ingen andre kan komme og fikse det for dem. Arbejderbevægelsen må selv handle, og vi taler om i morgen, ikke i overmorgen,« konstaterer Jon M. Hippe.

Hverken Jon M. Hippe eller Søren Kaj Andersen ønsker at fremlægge store færdige planer, der kan bringe den nordiske model sikkert gennem det globale stormvejr.

Men begge understreger, at det er centralt at skabe flere arbejdspladser og få en bedre integration af indvandrere. Derudover skal der være styr på de klassiske grundpiller som høj organisering, tre-parts-samarbejde og en sikring af, at kollektive overenskomster respekteres på et velorganiseret arbejdsmarked.

Jon M. Hippe peger på, at hverken de etablerede partier eller organisationer kan hvile på laurbærrene, bare fordi deres nordiske model i dag rydder forsiden på internationale økonomiske tidsskrifter.

Fagbevægelsen skal finde millioner af nye medlemmer

»Ikke mindst fagbevægelsen står over for en vældig stor opgave i alle nordiske lande. Vi taler i bogstaveligste forstand om, at der skal rekrutteres mange millioner nye medlemmer for at opretholde organisationsprocenten,« fastslår Jon M. Hippe.

På klingende norsk understreger forskeren, at ungdommen også skal organiseres. Dertil kommer, at fagbevægelsen må huske at styrke samarbejdet med arbejdsgiverne, men også skabe bredere politiske alliancer.

»En central pointe fra os er jo, at socialdemokratierne i de nordiske lande er svækket, og det forudsætter, at der skabes brede politiske alliancer for at slutte op om den nordiske model,« konstaterer han.

Højrepopulisme en trussel

I dag sidder Fremskrittspartiet i den norske regering, og både Dansk Folkeparti og SverigesDemokraterne har godt tag i vælgerne.

»De højrepopulistiske partier har fået en stor og dominerende position i de nordiske lande, og det udfordrer alle traditionelle partier, men især socialdemokratierne, fordi deres kernevælgere ofte går til de højrepopulistiske partier,« siger Jon M. Hippe. Han tilføjer, at højrepopulismen dermed udfordrer den nordiske model.

Politikerne kan med konkrete initiativer bidrage til at styrke eller svække den nordiske velfærd, understreger han. Med de rigtige rammebetingelser kan man fra politisk side støtte eller svække en høj organisationsgrad, siger han og henviser til, at når SR-regeringen i Danmark arbejder for at forhøje fradraget til faglige kontingenter, er det med at til at understøtte fundamentet.

Vi håber at kvalificere den politiske og faglige debat, så man mere bevidst træffer nogle valg, der vil påvirke vores måde at indrette os på i fremtiden. Søren Kaj Andersen, centerleder for FAOS, Københavns universitet

Selv om det er socialdemokratierne og fagbevægelsen, der har bestilt forskningsarbejdet, fremhæver både Jon M. Hippe og Søren Kaj Andersen, at forskerteamet har haft fuldstændig frie hænder til at gå den nordiske model efter i sømmene. Og forskerne opfordrer alle, uanset ideologisk og politisk ståsted, til at dykke ned i materialet og studere scenarierne for fremtiden.

»Vi håber at kvalificere den politiske og faglige debat, så man mere bevidst træffer nogle valg, der vil påvirke vores måde at indrette os på i fremtiden,« siger Søren Kaj Andersen.

Løkke må finde læsebrillerne frem

Forskningsleder Jon M. Hippe understreger, at Fafo er et uafhængigt forskningsinstitut, der har samarbejdet med uafhængige forskere fra universiteter og andre forskningsmiljøer. Og han understreger, at alle klassiske partier, der bakker op om den nordiske model, trepartssamarbejde og et skattefinansieret velfærdssystem, bør nærlæse rapporten.

»Det her er også forskning, som Venstre i Danmark, Moderaterna i Sverige og Høyre i Norge kan bruge til noget. De partier bør absolut også tage de her udfordringer alvorligt,« mener han.

Socialdemokratierne har ifølge Fafo-forskeren en større udfordring end de andre partier, fordi de både har vækst og lighed som mål.

»Men hvis de andre partier i Stortinget, Rigsdagen og Folketinget også ønsker at opretholde en relativ lighed eller andre klassiske nordiske mål, bliver det her også en diskussion, om vi kan opretholde resultaterne uden at opretholde institutionerne. Vores budskab er, at hvis du svækker de grundlæggende institutioner og aktører, svækker du modellen,« siger han.

Jon M. Hippe pointerer, at alle partier, røde som blå, med deres konkrete valg er med til at skrive næste kapitel i bogen om den nordiske model.

Allerede på SAMAK-mødet i Oslo i de næste dage vil politiske og faglige topfolk fra de fem nordiske lande drøfte en fælles politisk handleplan på baggrund af rapporten.

På et pressemøde tirsdag aften forventes det, at arbejderpartiets leder i Norge, Jonas Gahr Støre, og Sveriges statsminister, Stefan Löfven, sammen med statsminister Helle Thorning-Schmidt og LO-formændene fremlægger konkrete bud på, hvordan de vil gøre den nordiske model robust frem til 2030.

Klik her for at læse hele rapporten om den nordiske model